Hvis du er gammel nok, kan du med stor sandsynlighed huske, hvor du var, og hvad du foretog dig 11. september 2001, da Tvillingetårnene i New York blev ramt af kaprede fly og senere på dagen styrtede sammen.
\ Belastnings- og tilpasningsreaktioner
Betegnelsen dækker over psykiske sygdomme, der opstår som reaktion på psykisk belastning.
Det kan for eksempel være dødsfald i familien, færdselsulykker, naturkatastrofer eller krigshandlinger.
Denne type hændelser vil påvirke de fleste mennesker, men hos nogle får reaktionen en sværhedsgrad, så der er tale om decideret psykisk sygdom.
Den mest kendte sygdom indenfor denne kategori er posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), der typisk opstår efter exceptionelt voldsomme hændelser.
Kilde: Søren Dinesen Østergaard, læge og lektor på Aarhus Universitet.
Udover at have indprentet sig i de fleste menneskers hukommelse som en skæbnesvanger dag, så viser ny dansk forskning, at angrebene 11. september 2001 også forårsagede en målbar stigning i antallet af såkaldte belastnings- og tilpasningsreaktioner, diagnosticeret på psykiatriske hospitaler i Danmark.
Sådan lyder det i studiet, der er publiceret i American Journal of Epidemiology.'
Studiet er baseret på 18 års data fra det Psykiatriske Centrale Forskningsregister, der indeholder information om alle diagnoser, der bliver givet i forbindelse med behandling på samtlige psykiatriske hospitaler i Danmark.
9/11 medførte 400 ekstra diagnoser
Resultatet bekræfter desværre, at et af de formodede formål med visse typer terror - at skabe opmærksomhed og intimidering - bliver opnået, hedder det i studiets konklusion.
\ Læs mere
»Angrebene på World Trade Center medførte, at der blev diagnosticeret omkring 400 flere belastnings- og tilpasningsreaktioner end forventet i året efter 11. september 2001,« fortæller en af de fire danske forskere bag studiet, Bertel Teilfeldt Hansen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Stigningen var mest markant i ugerne efter angrebene. Her så forskerne en stigning i antallet af diagnoser på op til 16 procent, hvilket svarer til cirka 20 ekstra diagnoser per uge, forklarer Bertel Teilfeldt Hansen.
Resultatet er kun toppen af isbjerget
\ Et omfattende studie
Undersøgelsen er baseret på data fra 1.448.250 personer, der henvendte sig til en psykiatrisk skadestue eller blev indlagt akut på en psykiatrisk afdeling i perioden fra 1995 til 2012.
Ud af dem blev 159.618 diagnosticeret med en belastnings- eller tilpasningsreaktion.
Studiet er finansieret af Carlsbergfondet.
Selvom studiet viste en stigning på cirka 400 diagnosticerede sygdomstilfælde på et år, er langt flere sandsynligvis blevet påvirket af angrebene.
Det vurderer en anden af forskerne bag studiet, læge og lektor Søren Dinesen Østergaard fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
\ Læs mere
»Det er formentlig toppen af isbjerget, vi har set i vores studie«, siger han.
»Sandsynligvis har mange mennesker været psykisk påvirkede af angrebene, men hos langt de fleste har reaktionerne ikke været af en sværhedsgrad, så de gav anledning til kontakt med det psykiatriske behandlingssystem”, siger han.
Søren Dinesen Østergaard fremhæver, at resultaterne er relevant viden for sundhedsvæsenet.
»Der har, som bekendt, været mange voldsomme terrorangreb for nylig, og vores resultater viser, at det psykiatriske beredskab formentlig bør være skærpet i perioden efter den slags hændelser,« påpeger han.
Professor i psykiatri: Stærke resultater
At terror påvirker folk i mange lande er ikke som sådan overraskende for Jørgen Aagaard, der er professor i psykiatri og overlæge på Aalborg Universitetshospital.
»Selve konklusionen, at terrorangreb påvirker folk, er jo ikke så overraskende. Det har man vidst længe«, siger han.
Alligevel er han begejstret for studiet, fordi det som det første sætter tal på effekten af terror.

\ Læs mere
»Det er genialt, hvad de har lavet. Det er lykkedes forskerne flot og præcist at illustrere, hvordan en begivenhed som 11. september påvirker folk«, siger han.
»Det er helt nyt.«
Ifølge Jørgen Aagaard er det helt unikt med så komplette datasæt over psykiatriske diagnoser over tid som det, forskerne bag studiet har brugt.
»Derfor kan de med stor sikkerhed sige, at der er en sammenhæng mellem terrorangrebet og de psykiatriske diagnoser. Det kunne man ikke have lavet lige så godt andre steder«, siger han.
Påvirkning handler om geografisk og kulturel nærhed
Terror har altså effekter selv på tværs af landegrænser. Alligevel er påvirkningen dog sandsynligvis større, jo tættere på hjemlandet terroren foregår, fortæller professor Kim Mannemar Sønderskov fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han er en anden af forskerne bag studiet.
\ Læs mere
Dette bekræftes af et sideløbende, og endnu ikke udgivet, studie, hvor forskerne har analyseret danskernes reaktion på Breivik-massakren i Norge i 2011.

»Her så vi en endnu kraftigere påvirkning end den i forbindelse med 11. september-angrebet i USA«, siger Kim Mannemar Sønderskov.
»For det første var Breivik-angrebet jo meget tættere på rent geografisk, hvilket højst sandsynligt spiller en rolle,« siger han.
»For det andet deler vi danskere i vidt omfang kultur med nordmændene. Derfor giver det god mening, at det angreb påvirker os mere.«
Vil undersøge flere angreb
Næste skridt for forskergruppen bliver nu at lave en endnu større undersøgelse, der kan afdække en lang række tidligere terrorangrebs effekt på danskernes psykiske helbred, fortæller Kim Mannemar Sønderskov.
\ Læs mere
Det vil ifølge ham kunne sige noget mere generelt om terrors påvirkning.
»For at få belyst de faktorer, der er afgørende for terrorens negative påvirkning af det psykiske helbred, skal vi simpelthen have undersøgt mere data,« siger Kim Mannemar Sønderskov.
Mediernes rolle skal kortlægges
Desuden vil forskerne i det nye studie også undersøge, hvordan mediedækningen af terrorangreb påvirker de psykiske reaktioner blandt befolkningen.

»Vi vil især se på betydningen af mediernes dækning i forhold til vinkling og fokus på bestemte forhold ved angrebet, for eksempel om det er religiøst eller politisk motiveret,« forklarer professor med særlige opgaver (mso) Peter Thisted Dinesen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han er det fjerde medlem af forskergruppen.
\ Læs mere
»Der har været meget debat om mediernes dækning af terrorangreb, og derfor er det vigtigt at levere et videnskabeligt input til den diskussion,« siger han.
\ Kilder
- "http://aje.oxfordjournals.org/content/early/2016/09/08/aje.kww089.abstract", American Journal of Epidemiology (2016), doi: 10.1093/aje/kww089
- Bertel Teilfeldt Hansens profil (KU)
- Søren Dinesen Østergaards profil (AU)
- Kim Mannemar Sønderskovs profil (AU)
- Peter Thisted Dinesens profil (KU)
- Jørgen Aagaards profil (AAU)































