Stærke stater holdt demokratiet fra døren

Den danske politolog Jacob Gerner Hariri har god grund til at være stolt. Resultaterne fra hans ph.d.-afhandling har været forsidestof i verdens mest prestigefyldte videnskabelige tidsskrift for statskundskab.

Hans resultater påviser, at ældre stater uden for Europa statistisk er mindre demokratiske end nyere statsdannelser. Jo mere organiseret en stat var, da europæiske kolonisatorer ankom omkring år 1500, desto mindre demokratisk et samfund har landet i dag.

»Tidlig statsdannelse har i sig selv haft negativ indflydelse på udviklingen af demokrati, fordi territorier med stærke, statslignende institutioner var bedre til at holde europæerne stangen. Og dermed også til at holde demokratiske strømninger fra Europa ude,« forklarer Jacob Gerner Hariri, der nu forsætter sit arbejde fra ph.d.-projektet som postdoc på Københavns Universitet.

Tidlige stater er mindre demokratiske

Hans opdagelse er bemærkelsesværdig, fordi den identificerer en ny grundfaktor i et lands muligheder for at udvikle demokrati. Det er et spørgsmål som mange forskere tumler med, men som mange har svært ved at finde sikker, evidensbaseret viden om.

Jacob Gerner Hariris resultater er dog usædvanligt robuste: Han har analyseret 111 lande udenfor Europa med statistisk materiale fra fire forskellige demokrat-indekser. Og alle fire indekser har givet samme konklusion, selv efter talrige kontrolforsøg. Samtidig favner hans tese bredt i forhold til de øvrige faktorer man kender til.

»Vi har længe vidst, at lande med rige naturressourcer som olie eller diamanter er mindre demokratiske, og at veluddannede og rigere lande er mere demokratiske. Men vi vidste ikke, at tidlige stater var mindre demokratiske,« fortæller forskeren.

Var for stærke til europæerne

»Den primære årsag er, at de simpelthen var stærke nok til at tæve europæerne, når vi kom. Europæerne ”eksporterede” tidlige demokratiske institutioner, og de lande der var stærke nok til at holde europæisk indflydelse ude, har derfor i mindre grad udviklet demokratiske strukturer,« siger Jacob Gerner Hariri.

Han peger blandt andet på Kina og flere mellemøstlige stater som eksempler og tilføjer:
»Den ældste stat i Afrika syd for Sahara, Etiopien, er også det eneste afrikanske land, der aldrig har været koloniseret i længere tid.«

Andre lande, som eks. Indien og mange mellemøstlige stater, havde stærke statsdannelser – men ikke stærke nok til at holde europæerne ude.

Her satte kolonisatorerne sig ovenpå det eksisterende statsapparat, og brugte det til at undertrykke befolkningen. Her var indførslen af europæiske politisk institutioner således overflødig for den herskende gruppe.

Nye lande lyttede til Europa

Lige så stærk sammenhængen i datamaterialet er mellem stærke stater og svagt demokrati, er sammenhængen i den modsatte ende af spektret. Her finder vi lande som USA, Canada, Australien og New Zealand, der ingen organiseret statsdannelse havde før europæernes ankomst, men som i dag har nogle af de mest velfungerende demokratier udenfor Europa.

Ifølge Jacob Gerner Hariri skyldes det, at kolonisatorerne i disse territorier kunne ”starte fra bunden”, og uden større besvær opbygge deres egne stater af importerede europæiske institutioner, heriblandt demokrati og menneskerettigheder:

»De kolonisatorer, der udvandrede fra Europa, fulgte med i, hvad der foregik i Europa på samme tid. Og hvis der blev givet rettigheder i moderlandet, så krævede de samme rettigheder i kolonierne. På den måde skete der en eksport af demokrati.«

Kolonitiden vigtig for demokratiseringen

I og med at Jacob Gerner Hariris resultater kaster lys over et hidtil dunkelt punkt i demokratiforskningen, rejser de også en mængde nye spørgsmål. For eksempel indikerer de, at demokrati ikke er et naturligt udviklingsstadie enhver stat før eller siden når til af sig selv. Det har krævet hjælp udefra og flere steder en ”blank tavle” at starte på.

»Det kan betyde, at vi måske skal til at anskue kolonitiden på en ny måde: For selvom den førte til massiv udnyttelse og undertrykkelse af mange befolkninger i den tredje verden, kan vi nu se, at den også var medvirkende til demokratiets udbredelse,« forklarer Jakob Gerner Hariri og afslutter:

»’Stat’ og ’demokrati’ er de to største begreber vi har i politologien, måske i hele samfundsvidenskaben, så det er lidt stort at påvise at det ene begreb, stat, historisk set har haft en negativ kausal effekt på udbredelsen af demokrati.«

Jacob Gerner Hariris artikel ’The Autocratic Legacy of Early Statehood’ er offentliggjort i American Political Science Reviews augustnummer.