Tarmen er et følsomt organ.

Fungerer den normalt, er den vores rolige følgesvend.

Den gør ikke meget væsen af sig - kender sin morgenrutine og lægger sig til ro efter en tur eller to i manegen, gerne efter morgenkaffen. Den er forudsigelig, regelmæssig, pålidelig.

Sådan er vores forventning til tarmen. Hos et stigende antal danskere bliver livet med tarmen imidlertid påtrængende og udfordrende.

Den forstyrrede tarm kan være en vanskelig livsledsager og hjemsøger én ud af fem voksne danskere. Kroniske behandlingskrævende tarmsygdomme var for 100 år siden sjældne, men udgør i dag almindelige årsager til hospitalsbesøg.

En behandlingskrævende tarmsygdom som Crohns sygdom rammer langt færre end den irritable tyktarm, men begge lidelser stiller det samme spørgsmål: Hvordan skal vi møde tarmen?

Gode toiletvaner burde være et fag i skolen

På den ene side hjælper vi tarmen, når vi omlægger vores kost, kvitter smøgerne og dyrker mere motion.

Samtidig kan der være situationer, hvor vi må forsøge at betvinge naturen med immunhæmmende behandling, skånsom kirurgi og måske påvirkning af tarmens mikrobiota.

Tarme er forskellige, og to raske tarmes mikrobiomer kan være mere forskellige end to fra en rask og en forstyrret tarm. Derfor må vi til en start acceptere, at den samme indsats har forskellig effekt på forskellige personer.

Gode tarmvaner kræver tid, tålmodighed og opmærksomhed. De fysiske rammer til at sikre en sund tarmfunktion er undervurderede, og toiletvaner burde være et fag i skolen.

Vores toiletter er indrettet som spisebordsstole, hvor vi sidder, som om vi er på udstilling.

Sæt dig ordentligt til rette, gerne med en skammel til fødderne for at opnå den position, som usentimentalt kaldes skovskiderstilling, men som skaber den bedste vinkel i bækkenet for, at tarmen kan tømmes.

Giv tarmen mental opbakning til det, den er i gang med, og fred og tid til at blive færdig. Hvis tålmodigheden kræver støtte fra mobil underholdning eller ’Vi med Hund’ fra bladhylden, må læsepapir og toiletpapir holdes adskilt med almindelig hygiejne, så man ikke deler tarmbakterier via telefonen.

Kosten er vigtig, men tarmen er stædig

Tarmens naturlige funktioner påvirkes især af fysisk aktivitet, kost og hjernen. Tarmen vil gerne motioneres, og den forandrer sig gradvist under fysisk aktivitet som gå- og især løbeture.

Indflydelsen fra kosten vil de fleste af os acceptere uden yderligere argumenter. Så meget desto større kan skuffelsen være, hvis resultaterne af en ny diæt ikke indtræffer med det samme eller slet ikke.

Tarmen er stædig og forsøger at holde fast i sin ligevægt, også selv om ejeren prøver at trække den i en anden retning.

Skruer man for eksempel ned for energiindtaget for at tabe sig, sørger særlige tarmbakterier for at klemme ekstra kalorier ud af tarmindholdet og ellers ikke-fordøjelige fødeemner i en proces, forskere har beskrevet som energihøst.

I dag har vi bedre behandling og forfinet kirurgi

Medicinske behandlinger holder den syge tarm og dens fjendtlige natur i kort snor.

På Karolinska Institutet i Stockholm skabte den svenske læge Nanna Svartz i 1941 stoffet salazopyrin, der lige siden i forskellige varianter har sikret ro i tarmen hos patienter med tarmsygdommen colitis ulcerosa.

Binyrebarkhormon, kortison, er kendt for sin fantastiske evne til at dæmpe betændelse, også i tarmen. Desværre også for sine fantastisk mange og invaliderende bivirkninger, såsom søvnløshed og udtynding af hud og knogler.

Heldigvis er de fleste betændelsestilstande i dag tilgængelige for mere specifikke behandlinger, der kan slukke for ildebranden uden at tænde en ny.

I takt med udviklingen af biologiske lægemidler, som er antistoffer ligesom kroppens egne, kan vi i dag skræddersy behandlingen til hver patients sygdom og immunsystem. Samtidig er de kirurgiske teknikker forfinet og udviklet.

Men hvad med de forbistrede fistler?

Alligevel er det ikke let. Især dannelsen af fistler, de små udførselsgange ved siden af endetarmsåbningen, udtrykker en ondskab, der kan bringe mig i tvivl om skaberværkets hensigter.

Fistlerne virker naturstridige, og læger har fra de tidlige dage på St. Mark’s Hospital i London i 1830’erne tænkt, at de da bare skulle skæres op eller lukkes til. Desværre var det ikke så enkelt.

Forskere har vredet deres hjerner i utallige forsøg på at finde frem til en langtidsholdbar løsning på problemet.

De har skåret op, snøret sammen eller stoppet fistlerne til med svinefedt, gift, antistoffer eller klister (se her og her). Alt sammen forgæves og frugtesløst indtil for nogle år siden, hvor kuren for en stor del af patienterne viste sig at ligge snublende nær: Patientens eget fedtvæv.

Det foregår sådan her: En kirurg laver en let fedtsugning fra mavens fedt. Fedtet centrifugeres til en tæt masse, som fyldes på en sprøjte. Kirurgen sprøjter fedtcellerne ind i området omkring fistelgangen. Fistlen lukker.

Det lyder enkelt, og det er det også. Når først nogen har fundet på det.

Tarmen kan godt lide middelhavskost og det nordiske køkken

Boghylderne bugner med løfter om diæter, der sikrer langt liv og fed lykke til tarmen og, derigennem, til hjernen.

Nogle af diæterne hviler på kliniske studier med mange tusinde deltagere, mens andre baserer sig på teorier, der ikke er blevet efterprøvet i videnskabelige forsøg.

Variation i kosten styrker et bredt sammensat tarmmikrobiom, og den skrøbelige tarm kommer især af ensformig kost.

Middelhavskost og det nye nordiske køkken er to eksempler på kostformer, der har omtrent samme velbelyste og positive effekt på både helbred og tarm-mikrobiota. Her på det hellere lige indskydes, at der med middelhavskost ikke menes pizza og rødvin.

Bornholmsk rapsolie og spansk olivenolie har nogenlunde de samme gavnlige egenskaber og adskiller sig især ved, hvorfra råvarerne kommer.

Rosenkål og bælgfrugter er også gode for tarmen

Kostfibre giver særligt gode levevilkår for tarmens bifido-bakterier, der danner de kortkædede fedtsyrer og på den måde beskytter vores tarmslimhinde.

Fibrene findes naturligt i fuldkornsprodukter, grove grøntsager, frugt, mandler, nødder og bælgfrugter – netop hovedbestanddele i både middelhavskosten og det nordiske køkken.

Fibre kan også købes som kosttilskud i for eksempel loppefrøskaller.

Det er dog ikke sikkert, at vi skal tage fibre som kosttilskud for at få den gavnlige effekt. Fiberholdige fødevarer har samme, hvis ikke højere, effekt af at være på deres naturlige plads inden i fødevarerne, sammenlignet med når vi finder dem i en pose med gyldent pulver.

I en vis forstand er jeg ved at tale os tilbage til rosenkål og bælgfrugter som ernæringsfokuseret pottetræning. Med et moderne udtryk vil jeg hellere kalde det mikrobiom-baseret ernæring.

Diæt mod luft i maven

Bakterieluft i tarmen er en udfordring ved irritabel tyktarm, og heldigvis har australske forskere udviklet en særlig diæt mod tarmluft: ’low FODMAP-diæt’.

FODMAP er en mundret forkortelse for ’fermenterbare oligo, di- og monosakkarider og polyoler’.

Bag de fremmede ord gemmer sig almindelige fødevarer såsom løg, porrer og æbler – og sukker.

Low FODMAP-diæten er noget så sjældent som en hypotese, der finder støtte både i teoretisk viden om fødevarers kemi og i kliniske studier af teoriens anvendelse i praksis.

Hvede scorer middelhøjt på FODMAP-indhold og kan give forstyrrelse ved irritabel tyktarm, men indholdet af gluten kan være særligt afgørende.

Sygdommen cøliaki (glutenintolerans) kan opstå, hvis tarmen har misforstået, hvem der er ven og fjende, og udvikler en immunreaktion mod gluten, der er et almindeligt proteinstof i hvede, rug og byg.

Opdages tilstanden ikke, ødelægger immunreaktionen tarmens overflade, og tarmens væskebalance bryder sammen.

Halvdelen af patienterne med cøliaki oplever diarré og vægttab, men hos den anden halvdel er symptomerne uklare og kan være træthed, ledsmerter eller depression.

Behandlingen er livslang glutenfri kost. Det er en skam, for fuldkorn indeholder vigtige vitaminer og mineraler, og den cøliaki-ramte har ofte brug for hjælp fra en klinisk diætist til at finde gode erstatninger.

Tarmen skal omstille sig

Effekten af at lægge spisevanerne om er forskellig fra person til person. Ofte er der ikke andet for end at prøve sig frem.

Det tager tarmen en til to uger at omstille sig til den nye diæt, og et helhjertet forsøg bør vare mindst otte uger. Et tilbagefald til det gamle livsmønster får straks tarmen til at følge trop som en trofast hund.

I takt med at vi bliver klogere, må vi finde os i, at vi ikke altid kan forudsige tarmens opførsel og kun i en vis udstrækning er herre over den. Tilfældet råder.

Tarmen har sit eget liv og sin egen ikke særligt avancerede, og frem for alt næppe frie, vilje. Den er måske mest som en gammel hund, der – hvis vi er heldige – kan lære nye kunster.