Hvad er drømme?

Hvordan kender vi forskel på drømme og vågen tilstand? Og hvordan kan vi vide, om en drøm er en hallucination, illusion, fantasi eller noget helt fjerde?

Den fremherskende opfattelse blandt forskere er, at drømme er hallucinationer. Og hvad betyder det så?

En hallucination er en form for opfattelse, som hjernen skaber uden forbindelse med virkeligheden. Det kan ske, når hjernen er afsondret fra det omgivende miljø, som den er, når vi sover.

Og hvis drømme er hallucinationer, vil det være samme oplevelse at drømme om at se på et træ som at se på et træ, mens man er vågen.

Der er god grund til at betragte drømme som hallucinationer, fordi de virker så overbevisende og realistiske. Man kan endda kalde dem en hallucineret virtuel virkelighed, hvor vi oplever næsten alle sanseindtryk, herunder bevægelse.

Det fik i 2010 de tyske filosoffer Thomas Metzinger og Jennifer Windt til at konkludere (se her og her), at drømme er 'dybe, rumligt-temporale hallucinationer', hvilket blot betyder, at vi i drømme oplever, at vi er inde i drømmen, 'fordybet', på samme måde som vi er fordybet i virkeligheden, når vi er vågne.

Drømmene indebærer en oplevelse af bevægelse i rummet og i tidens gang som perceptuelle hallucinationer.

Hvad kan ellers forklare den realistiske oplevelse af at være i en drøm? Drømme føles så virkelige, at det nogle gange, når man er vågnet, kan tage lidt tid at blive klar over, at det kun var en drøm.

Det hele er en illusion

I 2015 var Windt imidlertid nået til et nyt standpunkt og argumenterer nu ganske overbevisende for en teori om, at drømme faktisk er illusioner, idet vi i drømme mærker langt flere virkelige sanseindtryk, end vi måske tror.

En illusion er, når en virkelig sanseoplevelse ændres på en sådan måde, at oplevelsen bygger delvist på virkeligheden, men ikke gengiver den nøjagtigt.

I modsætning til en hallucination, som er en oplevelse uden et fysisk sanseindtryk, er en illusion en modifikation af en fysisk oplevelse.

Mit yndlingseksempel er 'mølle'-illusionen, hvor man stirrer på midten af en drejende mølle i et minut og derefter kigger på noget andet, for eksempel sin hånd, der nu ser ud, som om den pulserer eller ligefrem koger.

Windt mener, at fordi vi jævnligt mærker fysiske stimuli, mens vi drømmer, er mange af de sanseindtryk, vi oplever, faktisk illusioner af fysiske sanseindtryk. De betragtes som illusioner, fordi de er virkelige sanseindtryk, der fejltolkes som sanseindtryk fra drømmen.

Ifølge denne teori opstår der en interessant fejltolkning af et fysisk sanseindtryk, når vi falder i søvn: Når vores hjerner mister forbindelsen til vores krop, føles det, som om vi falder.

Hjernen genererer selv drømmens billeder

Drømmeoplevelser bygger på indtryk, lyde, lugte og måske endda smage fra den fysiske krop. De 'trænger igennem' til drømmen og bliver omfortolket som indtryk fra drømmen.

Det er dog meget usandsynligt, at alt, hvad vi oplever i vores drømme, bygger på sanseindtryk fra verden omkring os.

Windt præciserer, at i modsætning til fysiske stimuli kan det, man ser i drømme, bedst beskrives som en hallucination, da det er meget detaljeret. Vores øjne er fysisk lukkede, det er som regel mørkt, og det er usandsynligt, at der kommer andet end en smule lys fra den virkelige verden ind i drømmen.

Alligevel ser vi stadig livagtige billeder.

Da man ikke kan få en sovende person til at drømme om et billede eller et tv-program ved at holde billedet eller skærmen op foran vedkommendes ansigt, må vores hjerne generere det, vi ser i drømme, uden nævneværdig hjælp fra virkelige stimuli.

Drømme er stadig en oplevelse, der føles virkelig

Et problem med Windt's illusionsteori er, at det virker usandsynligt, at et sanseindtryk fra kroppen jævnligt passer til det, vi foretager os i en drøm.

Hvis du for eksempel rækker hånden ud og griber om noget, mens du drømmer, kan du godt mærke et tryk i din hånd, men da din hånd ikke fysisk griber om noget, kommer der ikke nogen fysiske stimuli fra din krop.

Nogle forsøg viser, at når fysiske lydstimuli en sjælden gang trænger ind i drømmen, er vores hjerner gode til at integrere dem i historien, men ofte på en mærkelig måde. Eksempelvis kan lyden af en vibrerende mobiltelefon på natbordet godt minde om et får, der bræger, men det ville være en mærkelig lyd fra et får.

Det ville i øvrigt også være mærkeligt, hvis du pludselig hørte et får bræge, mens du drømte, at du var på dit kontor.

Heldigvis opdager den drømmende hjerne ofte ikke, hvor mærkelige oplevelserne er, og det forklarer måske til dels, hvorfor drømme kan være underlige.

Men da drømme kun sommetider er underlige, kan man nok ikke forklare de fleste som illusioner af udefrakommende stimuli. Hvis drømme er en blanding af både hallucinationer og illusioner, er de stadig opfattelser eller oplevelser, der føles virkelige.

Men hvad nu, hvis vi også tager fejl her?

Lad fantasien flyve frit

Måske er drømme mere som fantasier, men hvordan adskiller de sig fra hallucinationer?

Hvis vi lukker øjnene og forestiller os at gå hen ad gaden, kan vi danne et mentalt billede af dette. Det kan være lidt utydeligt, men selv en klar, detaljeret fantasi er ikke det samme som en hallucination.

Hvis vi lukkede øjnene og pludselig fik hallucinationer om at gå hen ad gaden, ville det være temmelig skræmmende. I modsætning til hallucinationer og sanseindtryk er fantasier ikke noget, vi opfatter.

Filosoffen Jonathan Ichikawa hævder, at vi i virkeligheden ikke tror på, at vi er vågne, når vi drømmer. Måske er vi blot så optaget af drømmefortællingen, at vi ikke lægger mærke til, om den er virkelig eller ej. Eller måske drømmer vi blot, at vi tror, vi er vågne.

Et mere videnskabeligt argument er, at vores evne til at drømme udvikles parallelt med vores evne til at fantasere og danne forestillinger inde i hovedet. Det er grunden til, at den amerikanske psykolog David Foulkes mente, at vi først udvikler evnen til at drømme, når vi er nogle år gamle, og at fostre og selv spædbørn slet ikke drømmer.

Hvis de samme kognitive mekanismer bruges til både at fantasere og drømme, men ikke til at opfatte verden, virker det plausibelt, at drømme er noget, man forestiller sig, og ikke noget, man opfatter.

Ichikawa mener, at dagdrømme umærkeligt kan gå over i drømme. Han hævder, at det understøtter tanken om, at drømme blot er en mere intens form for fantasier, fordi vi ikke rigtig bemærker forskellen, når vi går fra at fantasere til at drømme.

Prøv engang at tænke på den sidste gang, hvor du lod fantasien flyve frit, og du faldt i søvn. Har du så nogensinde haft en drøm, som fortsatte, hvor fantasierne slap? Næppe.

Argumentet er heller ikke overbevisende, fordi vores mest livagtige og realistiske drømme optræder under REM-søvn, og vi skifter normalt ikke direkte fra vågen tilstand til REM-søvn.

En svær definerbar blanding af det hele

Det er ikke min opfattelse, at nogen af de omtalte teoretikere har helt ret eller tager fuldstændig fejl.

Det er snarere sådan, at alle disse elementer indgår i drømme. Sommetider minder de mest om hallucinationer, fantasier eller illusioner, andre gange er de en blanding.

Hvorfor er drømme så forskelligartede?

Den søvntilstand, vi er i, har stor indflydelse på, hvilken form for drøm, vi drømmer. Det er sandsynligt, at de drømme, vi har i andre søvntilstande end REM-søvn, mere ligner fantasier, og at vi er mere tilbøjelige til at glemme disse drømme, fordi de er knap så livagtige, interessante og mindeværdige.

Men under REM-søvnen har drømmene karakter af hallucinationer og er mere livagtige. Det er endda muligt at lade tankerne vandre eller fantasere, mens man har den type drømme.

Nogle gange er vi dog mere 'åbne' over for illusioner, og andre gange mere 'lukkede', afhængigt af hvilket søvnstadium, vi befinder os i.

Det er altså meget vanskeligt at definere og klassificere drømme som den ene eller anden type oplevelse, og det kan måske til dels forklare den store uenighed om, hvad de i virkeligheden er.