Hvis man som gravid bruger paracetamol, kan det føre til store biologiske forandringer hos fosteret.
Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse med overskriften »Paracetamol i graviditeten vækker bekymring blandt forskere«.
I studiet har forskere fra Rigshospitalet undersøgt, om mødrenes brug af det smertestillende paracetamol under graviditeten kan give markant mindre æggestokke, færre æg og mindre testikler hos henholdsvis pige- og drengebørn.
I Danmark kender vi paracetamol som håndkøbsmedicinen Panodil, Pamol eller Pinex, og cirka 61,5 procent af gravide i Nordeuropa tager det mod hovedpine eller muskelsmerter.
»Men måske skal man tænke sig om en ekstra gang, hvis man er gravid og har lette smerter,« skriver hospitalet i en pressemeddelelse om studiet, der er blevet dækket af både DR og amerikanske CNN.
To forskere siger nu til Videnskab.dk, at Rigshospitalet overtolker resultaterne kraftigt.
»Det risikerer at skabe uro blandt sundhedspersonale, gravide og kvinder, der har født, som har taget paracetamol,« siger klinisk professor Per Damkier, der forsker i medicin til gravide ved Syddansk Universitet, til Videnskab.dk.
Også lektor Michael Charles Sachs, der forsker ved Biostatistisk Afdeling på Københavns Universitet, ser kritisk på budskabet:
»Hvis gravide kvinder ender med ikke at tage paracetamol mod smerte eller feber, er det værd at overveje, om det kan have negative konsekvenser,« siger han til Videnskab.dk.
Puster til en frygt
Per Damkier og Michael Charles Sachs kritiserer særligt formidlingen af studiet.
For studiet kan ikke bevise, at brugen af paracetamol nødvendigvis forstyrrer fosterets udvikling af æggestokke og testikler.
Og derfor er den bekymring, som pressemeddelelsen fra Rigshospitalet lægger vægt på, ubegrundet.
\ Hvad har Rigshospitalets forskere undersøgt?
Studiet har undersøgt 302 piger i spædbarnsalderen, hvor mødrene registrerede deres medicinforbrug hver 14. dag under graviditeten. I gennemsnit har kvinderne under hele graviditeten taget, hvad der svarer til den maksimale anbefalede dosis for 1-2 dage.
Både da pigefostrene var i tredje trimester, og da pigerne var tre måneder gamle, fik de skannet deres æggestokke med ultralyd. Pigerne havde i gennemsnit 41 procent mindre æggestokke, 23 procent færre æg og 13 procent mindre livmoder end piger, hvis mødre ikke havde taget smertestillende.
De sammenholder deres resultater med dyrestudier, der viser, at paracetamol kan påvirke fosterets udvikling.
Studiet omhandler kun piger, selvom der i pressemeddelelsen omtales et fund med drenge. Forskerne bag fortæller imidlertid, at drengestudiet er godkendt til et videnskabeligt tidsskrift og forventes offentliggjort inden for den nærmeste fremtid.
Kilde: Human Reproduction Open
I en video på LinkedIn siger Rigshospitalets forskere imidlertid, at der er en sammenhæng mellem, hvad gravide kvinder har taget af smertestillende og størrelsen af æggestokkene og testiklerne hos de nyfødte.
Det baserer sig på ultralydscanninger, hvor forskerne først har målt fosteret i tredje trimester og derefter barnet ved tre månedersalderen for at se størrelsesforskellen.
Kvinderne tog i gennemsnit 3 gram paracetamol under hele graviditeten, som svarer til cirka 6 tabletter og er den maksimale anbefalede dosis for 1-2 dage. Som Rigshospitalet selv skriver i pressemeddelelsen, er det et »relativt begrænset forbrug« under graviditeten.
En af forskerne viser blandt andet med trækugler, at testikler hos drenge udsat for paracetamol i gennemsnit er otte procent mindre.

Men heller ikke denne konklusion kan bære ordlyden eller de visuelle elementer i videoen.
Fundet om drenges testikler er ikke med i det offentliggjorte studie, der kun omhandler pigebørn.
»Det er ikke god praksis at formidle forskning, som ikke er publiceret i en videnskabelig artikel,« siger Per Damkier.
For Per Damkier handler det om, at man formidler resultater uden at gøre opmærksom på, at studiet endnu ikke er publiceret. Som læser har man ingen chance for at se forskningen i sømmene.
Han mener, at formidlingen i sin helhed tangerer en skræmmekampagne.
Rigshospitalet afviser kritikken, da deres opfordring ikke ligger udenfor, »hvad der allerede er beskrevet i de gældende retningslinjer,« skriver forskerne bag studiet til Videnskab.dk.
Kritik skyldes flere faktorer
Når de to kritiske forskere mener, at studiet ikke med sikkerhed kan konkludere, at paracetamol forstyrrer fosterets udvikling af æggestokke og testikler, skyldes det flere forhold.
For det første er der tale om et lille studie på 302 deltagere, og forskerne kunne kun måle æggestokkenes størrelse hos cirka to tredjedele af pigerne - det vil sige lige omkring 200 af pigerne.
Det betyder, at de observationer, der peger på en sammenhæng mellem paracetamol og biologiske ændringer hos fosteret, er statistisk usikre. Med andre ord kan det i virkeligheden skyldes tilfældigheder, siger de to kritiske forskere.
For det andet kan mødre, der tog paracetamol under graviditeten, have adskilt sig fra dem, der ikke gjorde. De kan have haft andre problemer, der i sidste ende har ledt til, at de har taget paracetamol.
Da studiet ikke tager fuldt ud højde for sygdomme og andre livsforhold, der kan påvirke fosterets udvikling, er det uklart, om forskelle hos børnene skyldes paracetamol eller andre udfordringer ved moderen eller graviditeten.
For det tredje har den samme person skannet pigernes æggestokke. Det skaber større usikkerhed, end hvis flere personer havde foretaget skanningen.
»Så jeg er uenig i, at de her data er gode nok til at understøtte deres konklusioner, og jeg er også uenig i den måde, de håndterer data på,« siger Per Damkier.
Hvorfor kommer bekymringen fra?
Studiet er et såkaldt observationsstudie, hvor forskere som udgangspunkt ikke kan finde en direkte årsagssammenhæng, hvilket Rigshospitalet også skriver i pressemeddelelsen.
Forskerne skriver i pressemeddelelsen, at deres studie ikke med sikkerhed kan sige, at paracetamol er direkte årsag til de sammenhænge. Er I så ikke lidt pedantiske omkring formidlingen?
»Måske er jeg pedantisk omkring de statistiske problemer, men hvad er det, de rent faktisk måler? Selv hvis de finder en stærk sammenhæng mellem æggestokkenes størrelse og brug af paracetamol, er det så noget, som man skal være bekymret for? Det er jeg ikke sikker på,« svarer Michael Charles Sachs.
I pressemeddelelsen skriver forskerne med henvisning til dyrestudier, der har undersøgt det samme, at de biologiske ændringer potentielt kan påvirke pigernes fertilitet senere i livet. De understreger dog, at der er behov for opfølgende studier for at kunne fastslå den sammenhæng.
»Når vi er bekymrede, skyldes det fundene fra dyrestudier kombineret med de biologiske markører, vi observerer hos pigerne,« skriver Rigshospitalets forskere i et skriftligt svar til Videnskab.dk.
Men ifølge Per Damkier og Michael Charles Sachs viser hverken studiet eller anden forskning entydigt, at mindre æggestokke eller færre æg hos tre måneder gamle pigebørn har betydning for senere fertilitet eller sundhed.
»Det er usikkert, om størrelsen på æggestokke eller livmoder rent faktisk har de effekter, de beskriver, og i hvilket omfang det påvirker æggestokkenes funktion, hvis det overhovedet gør,« siger Michael Charles Sachs.
Konsekvenserne ved at undgå smertestillende
Michael Charles Sachs mener, at Rigshospitalet burde være mere forsigtig med, hvad man anbefaler gravide kvinder på baggrund af studiet.
En forsker siger i pressemeddelelsen, at »der er behov for, at vi som samfund og sundhedsfaglige ser på, hvordan vi informerer om et lægemiddel, der kan købes i alle dagligvarebutikker«.
Og det er kritisabelt, mener Michael Charles Sachs.
»Vi skal også overveje, hvad konsekvenserne er ved ikke at tage paracetamol mod smerte eller feber,« siger han.
Michael Charles Sachs påpeger, at høj feber under graviditeten kan påvirke fosterets udvikling, og blandt andet øge risikoen for medfødt hjertefejl, som beskrevet i et dansk studie. Samtidig kan ubehandlet migræne øge moderens psykiske belastning og potentielt påvirke barnets neurologiske udvikling ifølge forskning.
Selv hvis forskerne gør opmærksom på studiets svagheder, vil det formentlig ikke være dét budskab, der når ud til kvinderne, mener Per Damkier.
»Det, som folk hører, er ‘jeg har en datter, der risikerer at have færre æg og mindre æggestokke, hvis jeg tager paracetamol. Så det er signalværdien i, at de skal holde sig langt væk fra pillerne, der er kritisabel.«
Sikkert at tage paracetamol
I forvejen har gravide kvinder begrænsede valg af smertestillende, da der for nuværende ikke findes gode alternativer til paracetamol, påpeger de to kritikere.
»Jeg mener, det er velundersøgt, at der ikke er nogen risiko for det ufødte barn, hvis man holder sig til Panodil i lavest mulig dosis og kortest varighed,« siger Per Damkier.
Paracetamol er stadig medicin, og derfor skal der være en god grund til at tage det, siger han. Derfor kan man også med fordel kontakte egen læge, hvis man er i tvivl.
Michael Charles Sachs lægger også vægt på, at paracetamol er et gammelt lægemiddel.
»Det har været brugt i over et halvt århundrede. Så der er meget data og en lang historik, som viser, at det er sikkert at anvende for gravide kvinder og deres fostre.«
Forskere afviser kritik
Forskerne fra Rigshospitalet synes ikke, at deres budskab er for dramatisk.
»Når vi i videoen siger, at der er en sammenhæng, beskriver vi det konkrete fund i studiet. Samtidig gør både videoen og teksten tydeligt rede for studiets begrænsninger,« lyder det i et fælles skriftligt svar fra forskerne Casper Hagen og Margit Bistrup Fischer.
De anerkender, at studiet har metodiske usikkerheder, men at dette fremgår af studiet.
I indlægssedlen for Panodil står, at man som gravid eller ammende skal spørge sin læge eller apotekspersonalet til råds, før man tager medicinen.
»Vi opfordrer derfor ikke til andet end, hvad der allerede er beskrevet i de gældende retningslinjer. Vi håber, at oplysning til gravide og det sundhedspersonale, som rådgiver dem, kan være en hjælp til at vurdere, om paracetamol er den rigtige behandling for den givne tilstand,« skriver forskerne.

































