Menneskets evolution
Mennesket har til alle tider haft et dybfølt behov for at finde en forklaring på sin herkomst. Hvor kommer vi fra? Hvordan er vi blevet til det, vi er? Og hvor er vi på vej hen?

Hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen, er grundlæggende spørgsmål, som danner det stof, myter er gjort af. Og som myterne bidrager hver ny viden, som videnskaben frembringer om vores oprindelse, til at besvare disse spørgsmål.

Udforskningen af menneskets oprindelse og udvikling – palæoantropologien – er således i høj grad en videnskabelig disciplin, der optager praktisk taget ethvert menneske.

Homo sapiens – en ensom art

Det er uomtvisteligt, at mennesket og de afrikanske menneskeaber – gorilla, den almindelige chimpanse og bonobo – er hinandens meget nære slægtninge:

Vi mennesker delte forfader med de afrikanske menneskeaber for blot 6-8 millioner år siden.

Desværre har vi kun meget sporadisk kendskab til den første periode af menneskets udvikling, idet fossiler på menneskelinjen ældre end fire millioner år er meget sjældne. Vi har som følge heraf praktisk taget ingen reel viden om den fælles stamfader til gorillaen, chimpansen og mennesket og kun en yderst begrænset viden om, hvordan de ældste menneskelignende væsener så ud.

Individer, der tilhører menneskets udviklingslinje, kaldes homininer. Det træk, der afgrænser og definerer homininerne i forhold til menneskeaberne, er den oprejste gang.

Homininerne kan grupperes i tre slægter

De fleste forskere grupperer homininerne i tre slægter: Ardipithecus, Australopithecus og Homo. De to førstnævnte slægter benævnes ofte under ét australopitheciner (abemennesker).

Der findes ingen nulevende arter tilhørende de to første slægter, mens det moderne menneske, Homo sapiens, er den eneste nulevende art af slægten Homo.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at menneskets udvikling langtfra har været en lineær proces, men i stedet skal forstås som et vidt forgrenet træ med mange uddøde grene. Desuden har vi igennem det meste af vores udviklingshistorie delt kloden med andre hominine arter. For eksempel var der for to millioner år siden mindst fem forskellige hominine arter i Afrika.

I dag anser vi det som naturligt, at der kun er én art af mennesker, Homo sapiens, på Jorden. Men det har faktisk kun været tilfældet de seneste 17.000 år, hvor dværgmennesket fra Flores, den sidste arkaiske menneskeart, uddøde. Vores ensomme tilværelse som art i dag er derfor meget usædvanlig, og det fortæller os om den helt specielle natur ved Homo sapiens.

Menneskets første udviklingshistorie var i Øst- og Sydafrika

Udviklingen af menneskelinjen foregik hovedsageligt fra slutningen af den geologiske tidsperiode tertiær og i hele den efterfølgende kvartærtid, hvor sidstnævnte var præget af vekslende istider og mellemistider.

Det er naturligt at inddele menneskets udvikling i en tidlig fase omfattende tiden indtil for 2-2,5 millioner år siden og en sen fase, der omfatter de seneste cirka 2 millioner år.

Scenen for den tidlige fase af menneskets udvikling er begrænset til det afrikanske kontinent, mens overgangen til den senere fase markeres ved udviklingen af Homo-slægten og den efterfølgende udvandring til det eurasiske kontinent.

Fakta

Denne artikel stammer fra bogen '25 søforklaringer - Naturvidenskabelige fortællinger fra Søauditorierne'. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her.

De første 70 procent af menneskets udviklingshistorie foregik udelukkende i Øst- og Sydafrika. Udviklingen omfattede samtlige australopitheciner og den tidligste udvikling af Homo-slægten.

Den bedst kendte australopithecin er 'Lucy', der blev fundet i det nordlige Etiopien i 1974. Hun levede for godt 3 millioner år siden.

Australopithecinernes varemærke var den oprejste gang

Det første fund af en australopithecin blev imidlertid gjort allerede i 1924 ved Taung i Sydafrika af Raymond Dart (1893-1988), der var anatomiprofessor i Johannesburg.

Dart sluttede korrekt, at Taung-individet havde været omkring 1,20 meter i højden, at det gik oprejst, og at det havde menneskelige træk, selvom hjernen på et fuldvoksent eksemplar ikke kunne have været meget større end en chimpanses.

Australopithecinernes varemærke var den oprejste gang. Både analyse af de fossile knogler og et bemærkelsesværdigt fund af bevarede fodtrin i den vulkanske aske i Laetoli i Tanzania dokumenterer til fulde dette.

Hvad kraniets udformning angår, havde australopithecinerne bevaret mange træk fra menneskeaberne. Det gælder blandt andet hjernerumfanget, der i gennemsnit kun var på godt 400 cm3, hvilket svarer til hjernerumfanget hos nulevende chimpanser. Moderne mennesker har et gennemsnitligt hjernerumfang på 1.350 cm3.

Man kan derfor med en vis ret opfatte australopithecinerne som opretgående menneskeaber (abemennesker eller før-mennesker). De afveg ikke på andre væsentlige områder fra deres nære slægtninge, hverken i anatomisk eller i adfærdsmæssig henseende. De skal derfor på ingen måde opfattes som mere eller mindre tågede spejlbilleder af os selv.

Oprindelsen af oprejst gang

Menneskets oprindelse

Læs mere om om menneskets udvikling på Videnskab.dk’s tema-side.

Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om evolution, Homo sapiens og neandertalerne. 

Udviklingen af den oprejste gang har traditionelt været knyttet til dannelsen af den østafrikanske Riftdal, der er en geologisk begivenhed, hvor Østafrika i praksis er ved at skilles fra resten af den afrikanske plade – en proces, der stadig foregår den dag i dag.

Som følge heraf skete der en gradvis udtynding af skoven i Østafrika, og ændringen i vegetationen har været betragtet som hovedårsagen til den oprejste gangs udvikling (den såkaldte 'savanne-hypotese').

For omkring 6 millioner år siden, da opsplitningen af chimpanseog menneskelinjen fandt sted, dannede det østafrikanske landskab en mosaik af åbent land med spredte større og mindre områder med tæt skov.

Den østlige gruppe måtte tilpasse sig nye omgivelser

Som følge af de ændrede levevilkår blev de afrikanske menneskeaber opsplittet i to geografisk adskilte grupper: en større vestlig og en mindre østlig. Den vestlige gruppe fortsatte sin tilpasning til vilkårene i regnskoven og udviklede sig til de nulevende afrikanske menneskeaber.

De bevægede sig som forfædrene især ved knogang.

Den østlige gruppe måtte derimod tilpasse sig helt nye omgivelser og udviklede sig til homininerne. Homininerne udviklede en helt ny gangart kaldet oprejst gang eller bipedalisme, som bedst opfattes som en tilpasning til at opsøge den føde, der traditionelt har været vigtig
for menneskeaberne, men som nu optrådte mere spredt.

Kendte arter på menneskelinjen og deres omtrentlige levetid. Den smalle, blå linje øverst til venstre angiver det tidsrum, hvor opsplitningen af menneske- og chimpanselinjen sandsynligvis har fundet sted. (Illustration: Troels Marstrand efter oplæg af Peter K. A. Jensen)

Oprejst gang synes altså først og fremmest at være opstået som følge af en ændret fordeling af eksisterende fødekilder og ikke på grund af ændrede fødevaner.

Fossilerne indikerer, at forskellige arter eksperimenterede

Det kan dog ikke udelukkes, at den oprejste gang oprindelig blev udviklet, mens homininerne endnu tilbragte en stor del af tiden i træerne. For eksempel når de skulle bevæge sig ud på tynde grene, hvor det meste af den modne frugt – deres foretrukne føde – befinder sig.

Her var de nødt til at stå og gå oprejst med strakte ben, mens armene blev brugt til at holde balancen med. Det er endvidere meget sandsynligt, at der sent i tertiærtiden for 4-7 millioner år siden opstod et væld af nye bevægemønstre, da det østafrikanske landskab åbnede sig.

Fossilerne indikerer, at der i denne tidlige fase af menneskets udvikling var en diversitet af arter, der alle eksperimenterede med de mange måder at være en hominin på.

Oprindelsen af Homo

Den tiltagende tørke, der opstod i Østafrika i forbindelse med istiderne i kvartærtiden, satte homininerne under et voldsomt pres. Det førte for omkring 2,5 millioner år siden til en forgrening af udviklingsmønstret i to retninger, der repræsenterede hver sin måde at tilpasse sig de stadig mere barske forhold på.

Den ene retning, der er udtryk for en ekstrem tørketilpasning, er karakteriseret ved udvikling af homininer med små hjerner og et kraftigt tyggeapparat, der skal ses som en højt specialiseret tilpasning til indtagelse af meget seje og hårde plantedele. Denne gren er repræsenteret ved de såkaldte robuste australopitheciner og viste sig i det lange løb ikke at være levedygtig. De robuste australopitheciner uddøde for omkring 1 million år siden.

Den anden retning, der førte til slægten Homo, var karakteriseret ved udviklingen af en stor hjerne og en reduktion af tandstørrelsen (specielt mindre kindtænder), det sidste som udtryk for indtagelse af en mere varieret føde. Homo blev med andre ord altædende og i sidste ende helt afhængig af sociale og kulturelle nyskabelser og dermed i høj grad af en stor hjernekapacitet.

Føde og hjernens udvikling

Homo var den første slægt på menneskelinjen, der systematisk fremstillede og anvendte redskaber af sten. Der er dog næppe tvivl om, at australopithecinerne var de første redskabsbrugere, hvilket blandt andet fund fra Bouri i det nordlige Etiopien (Australopithecus garhi) 
stærkt indikerer.

Det er dog mere tvivlsomt om australopithecinerne fremstillede redskaber – muligvis har de blot anvendt naturligt tildannede sten som skæreredskaber m.m.

De første redskaber skal forstås som en biologisk teknologi, der gav tidlig Homo adgang til et udvidet sortiment af føde. Især adgangen til kød gav Homo en ny måde at overleve på, når klimaet forandredes, og
den vegetation, der hidtil havde været en
fast bestanddel af føden, forsvandt.

Kød og knoglemarv gav også ekstra energi og næring til hjernens vækst. Hjernen er et af de mest energikrævende organer og lægger beslag på ikke mindre end 20-25 % af den totale energiproduktion.

Adgangen til dyr, der levede i og ved vand, har spillet en vigtig rolle

Såfremt tidlig Homo ikke havde evnet at skaffe sig adgang til den meget energiog næringsrige føde, som kød og knoglemarv repræsenterer – hvilket stenredskaberne gjorde muligt – er det sandsynligt, at hjernens udvikling ikke havde fundet sted.

Nyere forskning har vist, at også adgangen til dyr som muslinger, krebsdyr, skildpadder, fugle (æg), fisk m.fl. – der levede i og ved vand, og som kunne nås fra flodog søbredder i Riftdalen, formentlig har spillet en vigtig rolle i forbindelse med hjernens udvikling.

Der har været fire grundlæggende trin eller tilpasningsmønstre i menneskelinjens udvikling: 1) udviklingen af oprejst gang, 2) vækst af hjernen, 3) udvikling af den moderne kropsform og 4) udvikling af sprog og anden form for symbolsk adfærd. Det første trin strækker sig over fem millioner år og er repræsenteret ved australopithecinerne (slægterne <i>Ardipithecus</i> og <i>Australopithecus</i>, også kaldet abemennesker eller før-mennesker). Det andet trin, der satte ind for 2,5 millioner år siden, markerer oprindelsen af <i>Homo</i>-slægten, mens det tredje trin signalerer, at der nu er egentlige (tidlige) mennesker på Jorden. Det fjerde og sidste trin, som blev taget for mindre end 200.000 år siden, er alene repræsenteret ved vores egen art, <i>Homo sapiens</i>.
(Illustration: Troels Marstrand efter oplæg af Peter K. A. Jensen)

Skaldyr og fisk er fedtog næringsrige, og fedtsammensætningen minder stærkt om den, der er i menneskets hjerne. Fedt udgør nemlig 60 % af hjernens vægt. Så skaldyr og fisk forsynede formentlig tidlig Homo med både kalorier og de nødvendige byggesten til hjernen.

Tidlige mennesker og den første udvandring fra Afrika

For omkring 2 millioner år siden dukkede en ny art op i Østafrika, Homo ergaster ('det arbejdsomme menneske'). Udviklingen af Homo ergaster var et stort skridt fremad mod det moderne menneske, og mange fænomener optrådte nu for første gang i menneskets historie. Det var høje, slanke, moderne proportionerede individer.

Deres oprejste gang var lige så effektiv som hos det moderne menneske, og de var sandsynligvis udholdende løbere. Homo ergaster var bygget til et liv på den åbne savanne og til at bevæge sig over store afstande. Uden tvivl var Homo ergaster i stand til at føre en tilværelse, der var rigere, mere varieret og mere kompleks, end det nogensinde tidligere havde været muligt.

Uden på nogen måde at påstå, at Homo ergaster rummede alle de for det moderne menneske karakteristiske kvaliteter såsom sprog, symbolsk kultur og en bevidsthed om sig selv, kan man alligevel med en vis ret hævde, at vi med ankomsten af Homo ergaster for første gang kan tale om, at der findes mennesker på Jorden.

Homo ergaster ses som den generaliserede afrikanske form

Homo ergaster blev tidligere betegnet Homo erectus, men sidstnævnte betegnelse reserveres i stigende grad til asiatiske fossiler, der blev udviklet fra den afrikanske form.

De fleste antropologer er enige om at opfatte Homo ergaster som den generaliserede afrikanske form, der har givet ophav til den asiatiske Homo erectus er en lokal, specialseret form, der uddøde uden at efterlade sig efterkommere.

Menneskets første udvandring fra Afrika skete sandsynligvis kort efter oprindelsen af Homo ergaster i Østafrika. Som følge heraf etableredes der større og mindre grupper af homininer i dele af Den Gamle Verden – det vil sige Europa og Asien foruden Afrika.

De, der blev tilbage i Afrika, udviklede sig her til en ny art, Homo heidelbergensis, der for omkring en halv million år siden bredte sig til Europa og det vestlige Asien. Homo heidelbergensis anses som den sandsynlige forfar til både neandertalerne og Homo sapiens.

Neandertalerne var intelligente og havde stor tilpasningsevne

For 200.000 år siden var dele af Den Gamle Verden befolket med gamle (arkaiske) mennesketyper, der alle var efterkommere af de første mennesker, der forlod Afrika for næsten 2 millioner år siden (Homo ergaster). Kun Australien og Amerika var endnu ubeboede.

I Kina og Sydøstasien levede Homo erectus. Storhjernede efterkommere af Homo erectus kan have overlevet i Sydøstasien indtil for mindre end 50.000 år siden, da det moderne menneske ankom til området. På øen Flores overlevede dværgmennesket Homo floresiensis indtil sidste istids afslutning. Dets oprindelse er usikker, men det uddøde formentligt kort før ankomsten af det moderne menneske.

I Europa levede Homo heidelbergensis, 
hvor den gradvist – over 200.000 år – ud
viklede sig til neandertalerne i takt med, at istiderne tiltog i styrke og omfang. Neandertalerne er således en europæisk 'opfindelse' og kan opfattes som 'børn' af istiderne.

De var fuldt tilpasset de barske klimaforhold.
 At de i det hele taget overlevede under disse ekstreme forhold indtil for 30.000 år siden, fortæller os, at neandertalerne var intelligente mennesker, der havde stor tilpasningsevne. Alligevel var det ikke dem, der skulle blive arvtagere til Jorden.

I Afrika har der ikke været istider

Også Afrika var for 200.000 år siden befolket af Homo heidelbergensis. Det var som nævnt på dette kontinent, at arten opstod for mere end 600.000 år siden. I Afrika har der ikke været istider, og selvom klimaet ikke var upåvirket af de voldsomme nedisninger på den nordlige halvkugle, var hele det centrale Afrika varmt og tropisk.

Efter den første udvandring fra Afrika tog udviklingen en forskellig retning i Europa, Asien og Afrika. Kun i Afrika gik udviklingen i retning mod <i>Homo sapiens</i>. (Illustration: Troels Marstrand efter oplæg af Peter K. A. Jensen)

Derfor gik udviklingen af Homo heidelbergensis i Afrika ikke mod neantertalerne, men I en helt anden retning, nemlig frem mod en hominin, hvis lige verden endnu ikke havde kendt til.

Den skulle med tiden blive den eneste overlevende art af sin slægt og sprede sig til alle kontinenter, også til dem, der aldrig før havde været beboet af homininer. Denne hominin er det moderne menneske, Homo sapiens.

Ved (anatomisk) moderne mennesker forstås mennesker, hvis kropsbygning og skelet i hovedtrækkene ikke adskiller sig fra nulevende mennesker. De første anatomisk moderne mennesker, der opstod for cirka 200.000 år siden, var dog klart mere robuste end nulevende mennesker, og træk fra forfædrene var bevaret i større eller mindre udstrækning. Alle anatomisk moderne mennesker regnes til Homo sapiens.

Hypoteser om Homo sapiens' oprindelse

I størstedelen af det 20. århundrede har spørgsmålet om det moderne menneskes biologiske og geografiske oprindelse delt det palæoantropologiske samfund i to skoler: Den ene skole, hvis synspunkt kaldes den multiregionale hypotese, blev oprindelig lanceret i 1940'erne af antropologen Franz Weidenreich (1873-1948), der især er kendt for sin udforskning af 'Peking-mennesket'.

Det andet synspunkt, kaldet hypotesen om fortrængning, er i sin nuværende form af nyere dato.

Den multiregionale hypotese hævder, at udviklingen af det moderne menneske skete ved en gradvis forandring af alle de gamle mennesketyper, hvor de levede, hvilket førte til den næsten samtidige tilsynekomst af moderne mennesker flere steder på Jorden.

I Asien skulle forfaderen til det moderne menneske således være Homo erectus, mens forfaderen i Europa var neandertaleren. I Afrika var udviklingen sket ud fra Homo heidelbergensis. Enheden som art blev opretholdt ved, at der skete en tilstrækkelig opblanding af de forskellige sapiens-typer på tværs af kontinenterne. 

På den anden side havde den geografiske isolation tilladt udviklingen af de geografiske (racemæssige) forskelle, som man kender i dag. Ifølge den multiregionale hypotese har de nuværende geografiske forskelle blandt menneskene altså meget dybe rødder, der i sidste ende kan føres tilbage til de første mennesker, der udvandrede fra Afrika for
 knap 2 millioner år siden.

Der findes adskillige andre hypoteser eller teorier om oprindelsen af Homo sapiens

Ifølge den anden hypotese, Fortrængningshypotesen eller 'Ud af Afrika'-hypotesen, er udviklingen frem mod Homo sapiens kun sket ét sted på Jorden, og det er Afrika. Fra Afrika spredte Homo sapiens sig til resten af verden, og hvor det kom frem, fortrængte det de gamle mennesketyper uden at blande sig med dem.

Ifølge denne teori har de nuværende geografiske (racemæssige) forskelle altså ganske overfladiske rødder, der kan føres tilbage til Homo sapiens' udvandring fra Afrika for under 100.000 år siden.

Der findes adskillige andre hypoteser eller teorier om oprindelsen af Homo sapiens. De repræsenterer på forskellig vis mellemformer mellem Den multiregionale hypotese og Fortrængningshypotesen.

En af de mest populære af disse alternative hypoteser (Assimilationshypotesen), der på det seneste har fået ny vind i sejlene, hævder, at Homo sapiens ganske vist kun opstod i Afrika og herfra spredte sig til resten af verden. Men overalt, hvor den kom frem, skete der en opblanding med de gamle mennesketyper.

Anatomisk moderne fossiler

Fossiler af moderne mennesker fra Afrika syd for Sahara og fra Mellemøsten er markant ældre end fossiler fra resten af verden. Her skal nævnes et kranium (Omo-Kibish 1) fra det sydlige Etiopien. Kraniet er dateret til at være 195.000 år gammelt, mens tre moderne (eller nær-moderne) kranier fra Herto i det nordlige Etiopien er dateret til at være cirka 160.000 år gamle.

Tre hypoteser om det moderne menneskes oprindelse. Fortrængningshypotesen anser Afrika for det sted, hvor <i>Homo sapiens</i> opstod, og hvorfra arten koloniserede verden og fortrængte alle ældre mennesketyper uden opblanding. Den multiregionale hypotese antager, at Homo sapiens opstod flere steder i Den Gamle Verden, og postulerer, at enheden er bevaret på grund af udbredt opblanding (genflow). Den tredje hypotese, Assimilationshypotesen, der er en modificeret fortrængningshypotese, fastholder den afrikanske oprindelse af <i>Homo sapiens</i>, men tillader en vis, minimal opblanding med arkaiske former. De nyeste, genetiske analyser peger på Assimilationshypotesen som den mest sandsynlige af de tre. (Illustration: Troels Marstrand efter oplæg af Peter K. A. Jensen)

De fire kranier er de indiskutabelt ældste spor efter Homo sapiens. Fossiler af moderne mennesker fra resten af verden er betydeligt yngre end de afrikanske.

Desuden er det kun i Afrika syd for Sahara, at der tegner sig et klart billede af en glidende overgang fra fossiler af ældre menneskeformer over mellemformer til de moderne mennesker.
Der er således i dag overvældende vidnesbyrd om tilstedeværelsen af anatomisk moderne mennesker i Afrika for mere end 100.000 år siden, hvor Europa var beboet af neandertalere og Asien af Homo erectus og dennes efterkommere.

Genetiske undersøgelser af nulevende mennesker

Et af de nyeste forsøg på at besvare spørgsmålet om oprindelsen af Homo sapiens stammer fra undersøgelser af arvemassen hos nulevende mennesker. Især undersøgelser af det såkaldte mitokondrie-DNA (mtDNA) og Y-kromosomets arvemasse, der udelukkende nedarves gennem henholdsvis den kvindelige og den mandlige linje, har været anvendt.

På det seneste er undersøgelse af arvemassen fra fossile mennesker blevet mulig og har givet nye, værdifulde oplysninger.

I 1987 offentliggjorde tidsskriftet Nature en opsigtsvækkende artikel, der kædede variationen i mtDNA hos nulevende mennesker sammen med en afrikansk oprindelse af det moderne menneske.

Analyserne afslørede endvidere, at variationen i mtDNA fra forskellige etniske grupper af nulevende mennesker er forbavsende lille – kun en femtedel af eksempelvis variationen blandt chimpanser.

De to forklaringer udelukker ikke hinanden

En forklaring på dette kan være, at det moderne menneske opstod for ganske nylig. En beregning viste, at denne begivenhed kunne være indtrådt for mindre end 200.000 år siden.

En anden forklaring kan være, at det moderne menneske for nylig har været reduceret kraftigt i antal (har gennemløbet en såkaldt flaskehals) med en formindsket genetisk variation til følge.

De to forklaringer udelukker ikke hinanden. Faktisk er det ganske sandsynligt, at det moderne menneske opstod for højst 200.000 år siden, og at det har gennemløbet en eller flere flaskehalse – den sidste for mindre end 100.000 år siden.

Analyser af mtDNA (og i øvrigt også af alt andet DNA) har endvidere vist, at den største variation findes blandt afrikanere, der lever syd for Sahara. Den mest nærliggende forklaring herpå er, at den afrikanske befolkning syd for Sahara er den ældste, og at resten af verden er koloniseret af en delmængde af den afrikanske befolkning.

Palæogenetik – genetiske undersøgelser af fossile mennesker

Den kolossale udvikling inden for DNAteknologien har muliggjort undersøgelse
og karakteristik af de i reglen meget små mængder DNA, der i visse tilfælde kan udvindes fra fossilt væv ('fossilt' DNA).

I 1997 lykkedes det for første gang nogensinde at udvinde DNA fra en uddød menneskeform – 40.000 år gamle fossile neandertalknogler. Ikke overraskende drejede det sig om mtDNA, af hvilket der er langt flere kopier end af kerne-DNA – det vil sige det DNA, der findes i cellekernen. Det udvundne DNA var meget nedbrudt, men det lykkedes alligevel at opformere det til mængder, der muliggjorde en nærmere analyse.

Det udvundne neandertal-DNA blev sammenlignet med det tilsvarende DNA fra nulevende mennesker, og man fandt, at de to DNA-typer afveg så stærkt fra hinanden, at de måtte stamme fra to helt adskilte befolkninger. Forskellene var så store, at de ikke kunne rummes inden for den variation, der findes blandt nutidige mennesker.

Sammenligning af en mtDNA-sekvens fra et moderne menneske med den tilsvarende mtDNA- sekvens udvundet fra en cirka 40.000 år gammel neandertalknogle og en cirka 50.000 år gammel knogle fra Denisova-mennesket. Det grønne histogram viser den variation, der findes mellem tilfældigt udvalgte, nulevende mennesker med hensyn til den undersøgte sekvens. I det røde histogram sammenlignes Homo sapiens og neandertaleren, og i det gule histogram sammenlignes Homo sapiens med Denisova-mennesket. Det blå histogram repræsenterer sammenligningen mellem Homo sapiens og chimpansen, der tjener som reference. Det ses, at de enkelte histogrammer grupperer sig uden overlap. Denisova-mennesket er en hidtil ukendt mennesketype, hvorfra der kun kendes tre fossiler: Et fragment af en fingerknogle samt to tænder, der alle er fundet i Denisova-hulen i Altaibjergene,
Sibirien. DNA-analyserne har vist, at Denisova-mennesket adskiller sig fra både Homo sapiens og fra neandertalerne, men er nærmest beslægtet med sidstnævnte. I 2010 lykkedes det at kortlægge det meste af Denisova-menneskets kerne-genom fra en prøve fra den fundne fingerknogle.
(Illustration: Troels Marstrand efter oplæg af Peter K. A. Jensen)

Ud fra forskellene kunne man beregne, at de udviklingslinjer, der førte frem til henholdsvis neandertalerne og Homo sapiens, måtte være blevet adskilt for mere end 500.000 år siden.

mtDNA fra tidlig Homo sapiens er næsten ikke til at skelne fra nulevende menneskers

Det er siden lykkedes at udvinde mtDNA fra yderligere cirka 20 neandertalfossiler, der stammede fra hele udbredelsesområdet, og fra syv tidligt moderne fossiler fra Centralog Vesteuropa.

Samtlige undersøgte prøver af neandertal-DNA ligner hinanden, og der er ikke fundet sikre spor af neandertal-mtDNA i mtDNA fra Homo sapiens-fossilerne. mtDNA fra tidlig Homo sapiens er derimod næsten ikke til at skelne fra nulevende menneskers mtDNA.

I 2010 lykkedes det helt sensationelt at kortlægge det meste af kerne-DNA’et fra neandertalknogler. For første gang er det nu derfor muligt at studere hele arvemassen fra en uddød menneskeart, og kortlægningen må betragtes som en af de helt store teknologiske landvindinger inden for den molekylære antropologi.

Kortlægningen af neandertalernes arvemasse kan besvare to vigtige spørgsmål: Er der spor efter neandertalernes arvemasse
i det moderne menneskes arvemasse? Og hvorved adskiller Homo sapiens sig genetisk fra neandertalerne?

 

Resultater tyder på spor af neandertalernes arvemasse

Hvad det første spørgsmål angår, tyder resultaterne på, at der faktisk er spor af neandertalernes arvemasse i det moderne menneskes arvemasse, men tilsyneladende kun i arvemassen fra personer, der ikke har en afrikansk herkomst.

Sammenligning af neandertalernes arvemasse med arvemassen fra nulevende mennesker viser, at arvemassen fra neandertalerne er en anelse mere lig arvemassen hos europæere, østasiater og melanesiere (Ny Guinea og omliggende øer) end arvemassen hos afrikanere.

Resultaterne peger på, at opblandingen med DNA fra neandertalere skete omkring tidspunktet for det moderne menneskes udvandring fra Afrika for 60.000 år siden, og at det skete i Mellemøsten (inden vandringsvejene skiltes). Opblandingen er tilsyneladende ringe, af størrelsesordenen 1-4 %, og kan forklares ved et meget lille antal parringer.

Der er indtil videre ingen afklaring af, om den pågældende del af neandertalernes arvemasse har nogen funktionel betydning i det moderne menneskes arvemasse. Så opblandingen gør indtil videre ikke ikke-afrikanere til særlige hulemennesker sammenlignet med afrikanere.

De muterede områder i arvemassen vedrører blandt andet kognitive funktioner

Det skal bemærkes, at der er andre fortolkningsmuligheder af de omtalte data, der ikke nødvendigvis involverer opblanding. For eksempel kan man tænke sig, at tilstedeværelsen af DNA fra neandertalerne i Homo sapiens DNA er udtryk for en fælles arv fra den fælles forfar (Homo heidelbergensis?). Denne og andre hypoteser anses dog indtil videre for mindre sandsynlige.

Med hensyn til spørgsmålet om de genetiske forskelle mellem Homo sapiens og neandertalerne er der foreløbig i arvemassen hos Homo sapiens identificeret 88 betydende mutationer, der ikke findes hos neandertalerne.

De områder af arvemassen, hvor de pågældende mutationer er identificeret, vedrører blandt andet de kognitive funktioner, hudens funktion, bevægelse af sædceller og sårheling. De kommende års forskning vil helt sikkert gøre det muligt at afklare, hvad der mere præcist gør os til Homo sapiens, og hvad der gjorde neandertalerne til det, de var.

Uden tvivl vil de nye teknologiske landvindinger betyde, at vi i de kommende år vil se kortlægning af arvemassen fra et væld af fortidige mennesker, både Homo sapiens og arkaiske menneskearter.

'Ud af Afrika'-hypotesen er mest sandsynlig

Samlet peger de genetiske undersøgelser sammen med fossilerne klart i retning af, at Homo sapiens opstod i Østafrika for relativt nylig – de fleste undersøgelser peger på for 150.000-200.000 år siden. Det er klart mest i overensstemmelse med 'Ud af Afrika'-hypotesen og gør Den multiregionale hypotese lidet sandsynlig.

De genetiske analyser viser også, at der tilsyneladende ikke var tale om fuldstændig fortrængning af, men derimod om let opblanding med (nogle af ) de arkaiske menneskeformer, som Homo sapiens mødte på sin vej ud af Afrika (Assimilationshypotesen).

Fra sit afrikanske oprindelsessted udvandrede Homo sapiens og koloniserede verden for til sidst at danne det, man i dag kalder menneskeheden. Selvom de seneste genetiske analyser stærkt antyder, at der har været en vis, men dog minimal opblanding med arkaiske mennesker, kan vi være nogenlunde sikre på, at det genetiske materiale, der har skabt grundlaget for det moderne menneske, i al væsentlighed er blevet samlet i Afrika for under 200.000 år siden.