Astronomerne mener, at universets store stjernesystemer, galakserne, og de store samlinger af galakser, galaksehobene, indeholder store mængder af usynligt mørkt stof.
Udover galakser og mørkt stof indeholder galaksehobe også tynd, men meget varm gas, der udsender røntgenstråling.
Når to galaksehobe støder sammen, bliver den varme røntgengas fra de to hobe bremset, mens galakser og det mørke stof fortsætter.
På den måde bliver den varme gas skilt fra galakserne og det mørke stof. Denne karakteristiske opførsel har astronomerne set gode eksempler på, men nu har nye observationer af et sammenstød mellem galaksehobe vist noget helt andet.
Det mørke stof er ikke fulgt med
Abell 520 er katalogbetegnelsen for et sammenstød mellem galaksehobe, der ligger cirka 2,4 milliarder lysår fra Jorden.
Her viser observationerne, at mørkt stof ligger som en stor kerne eller klump sammen med den varme røntgengas mellem de kolliderende galakser og altså ikke er fulgt med galakserne som ved andre galaksehobs-kollisioner.
Det mørke stof i Abell 520 er blevet afsløret ved at se på, hvordan lyset af bagvedliggende galakser afbøjes af hobenes tyngdekraft. Disse observationer er lavet med Rumteleskopet Hubble, mens observationer af den varme røntgengas er lavet med NASA-satellitten Chandra.
Flere mulige forklaringer
Astronomerne har flere forslag til en forklaring på observationerne af Abell 520. En mulig forklaring er, at der faktisk er galakser i den store kerne af mørkt stof, men at de er for lyssvage til at kunne ses. En anden mulighed er, at kollisionen er langt mere indviklet end andre sammenstød - måske er det tre og ikke to hobe, der er stødt sammen.
Endelig er der muligheden, at Abell 520 indeholder en anden type mørkt stof, end vi har set i andre kollisioner - mørkt stof, der er 'klistret', så det ligesom røntgengassen bremses op ved sammenstødet.
Denne mulighed kan få vidtrækkende konsekvenser for vores forståelse af universets opbygning, da det mørke stof er en meget vigtig ingrediens for at få dannet universets struktur. Med flere observationer og undersøgelser af det mørke stof kan forskerne forhåbentlig knække nødden.
































