DMI på tynd is i klimadebat

DMI var ude på ualmindelig tynd is, da klimadebatten i sidste uge brød løs igen, mener flere danske klimaforskere.

Forskningsinstitionen, som også rummer Danmarks Klimacenter, udsendte tirsdag en pressemeddelelse om nye data som skulle afkræfte sammenhængen mellem den globale opvarmning og solens aktivitet - en kontroversiel teori, der stiller spørgsmålstegn ved menneskets udledning af CO2, som den afgørende faktor i klimaændringerne.

Men forskningen er forældet og misvisende, mener blandt andre astrofysiker Christoffer Karoff fra Birmingham university i England:

»Der er mange ting, som DMI ikke tager højde for, når de forsøger at afvise idéen om, at Solen skulle have en indflydelse på Jordens klima. Og det er synd for den videnskabelige debat,« siger han.

Han støttes af den danske professor Ole Humlum, Afdeling for fysisk geografi, Geofysisk Institut ved Oslo Universitet, som ligesom Karoff undrer sig over timingen af pressemeddelelsen. Den blev offentliggjort dagen efter at to danske geofysikere havde fremlagt nye resultater, der viste en sammenhæng mellem Jordens magnetfelt og klima.

»Jeg tør ikke at sige, hvorfor DMI handler på den måde. Måske føler DMI at de hele tiden må markere, at de skam støtter CO2-hypotesen? Ellers forstår jeg det simpelthen ikke,« siger Ole Humlum.

DMI på glatis

Den forskning, som DMI reagerer på, er et nyt resultat, som blev fremlagt af de to geofysikere Mads F. Knudsen og Peter Riisager fra Geocenter Danmark. De mente, at deres nye resultater understøttede en kontroversiel klimateori om, at Jordens klima i høj grad styres af forhold i rummet, for eksempel ændringer i Solens aktivitet og Jordens magnetfelt. Teorien blev fremsat af seniorforsker Henrik Svensmark fra DTU Space for omtrent et årti siden.

Ved at offentliggøre de nye data meldte DMI sig ind i kampen om befolkningens opmærksomhed i klimadebatten, og med den tackling lykkedes det DMI at føre kampen over på egen hjemmebane.

»Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved de resultater, som de to geofysikere har fremlagt. Men vi vil gerne vise, at sammenhængen mellem magnetfeltet og klimaet ikke kan forklare den globale opvarmning, der finder sted for øjeblikket. Den globale opvarmning, som vi har set de seneste år, skyldes efter alt at dømme hovedsageligt den menneskeskabte drivhuseffekt,« pointerer seniorforsker Peter Thejll, der har udarbejdet to grafer i DMI's pressemeddelelse. Den ene graf viser middeltemperaturen for landjorden på den nordlige halvkugle over de sidste. Den anden viser variationer i længden af solcyklussen over den samme periode.

Men både Ole Humlum og Christoffer Karoff mener, at DMI-forskerne er på glatis. Og de påpeger, at der er nogle fundamentale problemer ved den måde, som DMI har præsenteret deres data.

Således henviser Christoffer Karoff til, at DMI i kampens hede har opsat deres data på en forældet måde. Fremstillingen blev i 2000 brugt til at modsige en teori, der blev fremsat i 1991, men som for længst er forkastet, og som ikke er videre interessant for klimadebatten i dag.

»De grafer, som Peter Thejll har lavet, bruger længden af solcyklusen, men det er en forældet måde at stille det op på. Hvis grafen derimod skulle relatere til de sidste 14 års aktuelle forskning, skulle den i stedet have vist solaktiviteten - eksempelvis antallet af solpletter, eller endnu bedre mængden af kosmiske stråler vi modtager på Jorden,« siger han og fortsætter:

»De data, som optræder i DMI's pressemeddelelse, har umiddelbart ikke nogen relation til Knudsen og Riisagers opdagelse. DMI's data taler om en relation mellem længden af Solens cyklus og middeltemperaturen på den nordlige halvkugle over 150 år - de to geofysikeres resultater afslører derimod en korrelation mellem Jordens magnetfelt og nedbørsmængden i troperne over 5000 år, og det er noget ganske andet,« mener Christoffer Karoff.

Svensmarks effekt på korte skalaer

Peter Thejll er helt med på, at de to geofysikere har studeret sammenhænge over et betydeligt længere tidsinterval. Men han mener, at den fysiske mekanisme bag geologernes studier også virker på de korte tidsskalaer. Derfor er der efter hans mening god grund til at antage, at hans data giver et indtryk af, hvor stor effekten af Henrik Svensmarks mekanismer er set i forhold til betydningen af drivhusgassen kuldioxid.

»Ja, der er en sammenhæng mellem vores data og mængden af kosmiske partikler, som er det springende punkt i Henrik Svensmarks teori. Længden af solcyklus viser solaktivitetsniveauet og fortæller noget om, hvor meget Solens heliosfære påvirker rummet udenom Jorden, og dermed også hvor mange kosmiske partikler, der strømmer ind mod Jorden ude fra galaksen og dermed kunne være med til at påvirke dannelsen af lavtliggende skyer,« siger Peter Thejll.

Denne forklaring kan astrofysiker Christoffer Karoff dog ikke helt følge.

»Mængden af kosmiske stråler, som vi modtager her på Jorden, er hovedsageligt er bestemt af hvor godt Solen er i stand til at beskytte os mod de kosmiske stråler - men hvordan relationen er mellem Solens evne til at beskytte atmosfæren mod de kosmiske stråler og længden af Solens cyklus ved man ikke præcist,« forklarer han.

Det skader debatten

Derudover påpeger Christoffer Karoff, at selv om de lavtliggende skyer har en stor effekt på temperaturen på Jorden, så er denne sammenhæng mere kompliceret end 1:1. Således har Svensmark vist, at mens lavtliggende skyer har en kølnende effekt i vores egne, så har de en opvarmende effekt på Antarktisk.

»Det tager DMI ikke højde for, når de forsøger at afvise idéen om, at Solen skulle have indflydelse på Jordens klima ved at vise en graf med middeltemperaturen på den nordlige halvkugle som funktion af længden af Solens cyklus,« siger han.

Den danske professor Ole Humlum, Afdeling for fysisk geografi, Geofysisk Institut ved Oslo Universitet synes, at de nye data er spændende, men stiller sig også noget tvivlende overfor DMI's konklusioner. Hvor DMI mener, at graferne nedtoner betydningen af Solaktivitet og geomagnetisme, så mener Ole Humlum snarere, at de bekræfter dem.

»Jeg synes, at DMI's graf er interessant. Peter Thejlls arbejde viser en overraskende fin overensstemmelse mellem solaktivitet og temperatur i landområderne på den nordlige halvkugle frem til 1975. Overensstemmelsen mellem 1850 til 1975 støtter imidlertid hypotesen om solaktivitet og muligvis også geomagnetisme, som tidligere beskrevet af Svensmark og senest af Knudsen og Riisager,« siger han og påpeger, at det er vigtigt at arbejde videre med hypotesen om, at den kosmiske stråling har en indflydelse på klimaet.

'Det skyldes ikke CO2'

Ole Humlum synes, det er helt berettiget, at Peter Thejlls fokus på tiden efter 1975 er interessant, fordi de to kurver her stikker af fra hinanden. Men han er meget skeptisk over for tanken om, at uoverensstemmelsen skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt.

»At de to kurver stikker af fra hinanden tilskriver DMI den menneskeskabte drivhuseffekt, dvs. CO2. Men laver man et lille ræsonnement (se alle argumenterne i boksen i bunden af artiklen, red.), finder man dog hurtigt ud af, at det ikke kan være forklaringen på uoverensstemmelsen,« siger han, hvorefter han giver sig til at fundere over, hvad forklaringen ellers kunne være.

»Jeg har ikke noget klart svar lige nu, men jeg får dog en enkelt tanke: Tidspunktet for kurveafvigelsen falder sammen med at antallet af meteorologiske stationer frem mod årtusindeskiftet blev reduceret kraftigt fra omkring 6000 til 2000. Det tidsmæssige sammenfald af disse to begivenheder viser, at vi nok bør se nærmere på den mulige effekt af denne reduktion i antallet af meteorologiske stationer,« siger han.

Antallet af målestationer reduceret

Seniorforsker Peter Thejll fra DMI er enig i, at spørgsmålet om antallet af målestationer er vigtigt at få belyst. Umiddelbart mener han dog ikke at der er noget, der tyder på, at der skulle være et reelt problem.

»Spørgsmålet om antallet af målestationer er vigtigt. Men sammenligner man målestationernes data med målinger, som er hentet på andre måder så er den kurve, som vi opnår, ikke helt hen i skoven. Hypotesen om, at antallet af målestationer skulle have en betydning, er ikke noget, som vi har taget stilling til. Men umiddelbart tror jeg ikke på at de målinger, der blev lavet før reduceringen er mere repræsentative end de data, der findes nu,« siger Peter Thejll, der understreger, at grafen er baseret på opdaterede historiske og nutidige temperaturmålinger.

Ole Humlum derimod er mere optaget af, at DMI har valgt at fremvise en temperaturkurve, der alene gælder landområder på den nordlige halvkugle, og ikke en kurve, der viser den globale middeltemperatur.

Peter Thejll forsvarer dog valget med, at han gerne ville vise data, der var konsistente med hans tidligere forskning, der strækker sig tilbage til starten af 90'erne.

»Jeg har valgt at præsentere temperaturkurven for landområder på den nordlige halvkugle, fordi jeg synes, det er vigtigt, at man som forsker refererer tilbage til noget, som man tidligere har gjort. Der lægges altså vægt på, at der er en kontinuitet i min forskning. De nye data er i bund og grund en videreførelse af nogle forskningsresultater, der blev offentliggjort tilbage i 1991, hvor temperaturerne altid var delt op i nordlige halvkugle, sydlige halvkugle, samt land og vand. Så at jeg har valgt disse data er et spørgsmål om historik,« siger han.

Globalt i stedet for lokalt

Den forklaring synes Ole Humlum er tankevækkende. Når man taler om global opvarmning, refererer man altid til den globale middeltemperatur, så hvis man vil studere den globale opvarmning, bliver man nødt til at betragte kloden som en helhed.

Alt dette tager DMI ikke højde for, når de forsøger at afvise idéen om, at Solen skulle have en indflydelse på Jordens klima. Og det er synd for klimadebatten

Christoffer Karoff

For at demonstrere sin pointe, har Ole Humlum brugt en aftentime på at lave en graf for den globale middeltemperatur, som han synes DMI burde have vist (grafen findes som illustration her på siden).

»Hvis de havde valgt at plotte den globale middeltemperatur, så ville de have fået en stigning mellem 1975 og 2000, der ser betydeligt mindre ud. På denne kurve er temperaturstigningen mellem 1915 til 1940 globalt set lige så markant som stigningen 1975-2000, som derfor ikke kan siges at være i særklasse,« siger han.

Det medgiver Peter Thejll.

»Hvis man i stedet viste en kurve for den globale middeltemperatur, ville man stadig på en markant stigning fra 1975 og fremefter. Men stigningen ville være knap så stejl og kun gå op til 0,5 og ikke 0,8. Men jeg mener nu stadig, at stigningen er unik,« siger han.

En sidste ting, som Ole Humlum vil gøre opmærksom på er den såkaldte byeffekt, som opstår fordi nogle målestationer er placeret tæt på byerne, hvor temperaturen generelt er højere end den er langt ude på landet væk fra civilisationen. Hvis denne effekt er tilstrækkeligt stor, vil den kunne forstyrre målingerne. Og da antallet af målestationer er blevet kraftigt reduceret, er der større risiko for at dataene ikke er korrekte.

At dette skulle være et problem har Peter Thejll dog umiddelbart svært ved at forestille sig.

»De fleste forskere er enige om at byeffekten er lille - måske mindre ned 1/10 grad C. De data, som CRU stiller til rådighed, er ikke korrigeret for byeffekten, men CRU angiver i en artikel fra 2004 om disse data at den mulige byeffekt er lille - måske kun 0.0055 grader per dekade, dvs ca 1/20 grad på 100 år,« siger Peter Thejll.

Lille eller stor?

Ole Humlum bekræfter, at den officielle holdning til byeffekten er, at den er lille. Men han påpeger, at vurderingen først og fremmest er lavet på basis af skrivebordsstudier, og ikke ud fra rigtige målinger foretaget i den virkelige verden, hvor man specifikt har valgt at undersøge denne problemstilling.

»Da jeg selv interesserer mig for problemstillingen, har jeg derfor selv foretaget en serie målinger i forskellige byer. Dette er langt fra et systematisk studie, men resultaterne taler alligevel for sig selv. Mit lille hjemmestudium viste, at temperaturen i det indre af Oslo kan være 8-9 grader højere end samtidig udenfor byen. Det samme gør sig gældende mange andre steder, og selv for mindre bebyggelser synes der at være en klar effekt,« fortæller han.

Han har ikke noget klart bud på, hvor stor byeffekten reelt er på den globaletemperatur. Men han egne observationer tyder på at effekten ikke bør ignoreres uden videre.

Christoffer Karoff og Ole Humlum stiller sig altså tvivlende overfor DMI's slutninger. Men en ting er sikkert. Kampen om klimaet fortsætter.