Musikterapi afslører forældreevner
Dansk forsker har udviklet en test til at måle, om forældre formår at tage sig af deres børn. Testen er baseret på musikterapi og giver adgang til nogle grundlæggende familiemønstre, der ellers er skjult for omverdenen.

Spil og giv turen videre. Musikken kan bruges til at vise forældrene, hvad børnene har brug for på en hensigtsmæssig måde, mener dansk forsker. (Foto: Colourbox)

Mor, far og to børn sidder bag hver deres instrument i et musiklokale. Trommer, xylofon, klaver og guitar er fundet frem.

Sammen med familien sidder en musikterapeut, som forklarer dem, at nu skal de spille. Det behøver ikke lyde som en sang, det behøver ikke engang lyde godt. Nej, meningen er, at familien skal bruge instrumenterne til at øve sig i af skiftes.

Musikterapeuten fortæller, at far skal starte med at spille, og når han er klar, kan han bede én af de andre om at fortsætte. Men ord er forbudt.

Det er kun kropssprog og lyden af instrumentet, der må signalere, at det er tid til at skifte.

Holder familiemedlemmerne øje med hinanden?

Mens familien spiller, holder musikterapeuten nøje øje med samspillet, og som opbakning har hun et videokamera, der filmer hele seancen.

Terapeuten holder især øje med, om familiens medlemmer formår at lytte til hinanden, aflæse hinanden og udtrykke sig klart ved hjælp af instrumenterne. Det fortæller nemlig noget om, hvordan familien fungerer.

»Familiernes måde at spille sammen i disse øvelser afspejler for eksempel, hvem der tager initiativ, hvem der afbryder, hvem der er afhængig, og hvem der måske slet ikke er interesseret i, hvad den anden spiller. I sammenligning med velfungerende familier, så er de socialt belastede familiers kommunikation i større grad præget af en mere mekanisk dialog med lange akavede pauser, mangel på variation og mangel på dynamiske udsving,« fortæller Stine Lindahl Jacobsen, adjunkt og ph.d. ved Aalborg Universitet.

Faktisk er denne type musikterapi så effektivt til at afsløre, hvordan familier fungerer sammen, at Stine Lindahl Jacobsen i sin forsvarede ph.d.-afhandling har udarbejdet en test, der afslører, hvor gode forældre er til at tage sig af deres børn.

På baggrund af en undersøgelse af 18 familier fra en familieinstitution i Aalborg og en sammenligning af disse med 34 almindelige familier, har forskeren udarbejdet testen, der er baseret på kvantitative data og giver familierne karakterer på en skala, der tager udgangspunkt i normen.

Sprog virker som barriere

Testen, der mere formelt kaldes et vurderingsredskab, hedder APC (Assessment of Parenting Competencies) og er designet til at måle to ting:

  1. Hvor gode forældre i socialt belastede familier er til at tage sig af deres børn, og
  2. hvordan forældrene og børnene forholder sig til hinanden.

Målgruppen er familier med børn på 5 til 12 år. Familier med børn i denne alder er nemlig ekstra svære at vurdere, fordi børnene er så store, at de har et veludviklet sprog.

»Børn, der har udviklet et sprog, vil ofte bruge det til at camouflere eventuelle problemer, enten fordi de er loyale over for forældrene, eller fordi de har et meget voldsomt sprogbrug. Mindre børn, der endnu ikke har et sprog, reagerer mere umiddelbart, og derfor kan det være lettere at vurdere forældrenes kompetencer i sager med små børn,« forklarer Stine Lindahl Jacobsen.

Men ved at bruge musikterapi til at undersøge, hvordan familierne fungerer sammen, har Stine Lindahl Jacobsen formået at komme uden om problemet med børnenes sprog.

Fakta

Stine Lindahl Jacobsen er ansat som adjunkt på Aalborg Universitet, og hun håber at fortsætte arbejdet med at gennemtjekke og udvikle vurderingsredskabet. Først og fremmest handler det om at finde samarbejdspartnere, for eksempel familieinstitutioner og andre musikterapeuter.

Drømmen er, at det næste projekt kan foregå på tværs af landegrænser og involvere langt flere familier.

»I musikterapien beder jeg dem om at lade være med at snakke. Det foregår uden ord, og det giver mig mulighed for at se nogle af de mønstre og vaner, der er i familiens samspil,« fortæller Stine Lindahl Jakobsen.

Måler følelsesmæssig tilknytning

Stine Lindahl Jacobsens vurderingsredskab kan også fortælle noget om den tilknytning, et barn har til sine forældre. Tilknytning handler om relationen mellem barn og forælder og kan være tryg eller utryg.

Som regel vil man se en utryg tilknytning i de socialt udsatte familier, Stine Lindahl Jacobsen har undersøgt.

Den utrygge tilknytning kan være enten omklamrende og afhængig, så barnet går i hælene på forældrene, eller uafhængig og afvisende, både over for forældrene, men også for omverdenen generelt.

»I musikterapi findes der i forvejen øvelser til at undersøge afhængighed, som er én af de ting, der kan sige noget om tilknytningen mellem barn og forælder, og derfor er min metode velegnet til at undersøge tilknytningen mellem barn og forælder,« fortæller Stine Lindahl Jacobsen.

»Det er vigtigt at måle tilknytningen mellem barn og forælder, fordi forskellige typer af tilknytning kræver forskellige typer af indsats for at hjælpe familien, og i nogle tilfælde kan meget utryg og svingende tilknytningsadfærd sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er nok til at bygge videre på. Altså om det overhovedet giver mening i forhold til barnets tarv, at familien skal forblive samlet.«

Musikterapi kan ikke stå alene

Ifølge forskeren er hendes musikterapeutiske vurdering velegnet til at undersøge samspillet i socialt belastede familier, fordi det er en hurtig metode, som ikke stiller krav til familierne, som de ikke kan honorere.

»Det er ikke så stressende for familierne som andre psykologiske test, hvor de skal udfylde spørgeskemaer med 110 spørgsmål, som de ikke forstår. Til musikterapi skal de bare møde op og forsøge at have det sjovt med deres børn,« fortæller forskeren.

»Men det skal naturligvis suppleres med andre analyser af eksempelvis netværk og kontekst. Jeg er dog sikker på, at jeg kan få nogle retvisende resultater omkring familiernes samspil på kortere tid, end det ville tage med andre metoder,« siger Stine Lindahl Jacobsen.

Kan måske gøre det lettere at finde problemer i familier

En forældrekompetence-undersøgelse er en undersøgelse, der skal kortlægge, om forældrene kan tage sig af deres barn, således at barnets udvikling og velbefindende er sikret.

I Danmark er der metodefrihed, når det kommer til disse undersøgelser. Det vil sige, at kommunerne må gøre som de vil. Der findes retningslinjer, men der er intet krav om at overholde dem.

Denne metodefrihed har været genstand for stor debat efter blandt andet Brønderslev-sagen, hvor et forældrepar blev dømt for misrøgt og seksuelt misbrug af familiens 10 sammenbragte børn.

Der er blevet efterlyst bedre, mere veldokumenterede og tværfaglige metoder til at lave undersøgelserne.

Fakta

Stine Lindahl Jacobsens vurderingsredskab APC er primært baseret på et forsøg, hvor 18 familier fra en familieinstitution i Aalborg blev delt op i henholdsvis interventions- og kontrolgruppe.

De to grupper blev desuden sammenlignet med en tredje gruppe på 34 helt almindelige familier. I sin ph.d. har Stine Lindahl Jacobsen ønsket at teste pålidelighed og validitet ved hendes musikterapeutiske redskab for at kunne bruge det til at vurdere, hvor en familie befinder sig i forhold til normen.

Studiet indebærer også en undersøgelse af musikterapiens effekt, som viser, at musikterapi forbedrer forsøgsfamiliernes kommunikation i løbet af 10 musikterapi-sessioner, som 9 af familierne fik i løbet af studiet.

»Mit udgangspunkt var netop, at jeg ønskede at lave en veldokumenteret metode til at undersøge forældrekompetencer. I min første praktik som musikterapeut for syv år siden, så jeg, hvor svært mine kollegaer på den familieinstitution, hvor jeg var i praktik, havde ved hurtigt at komme ind under huden på familierne, når de skulle lave forældreundersøgelser,« fortæller Stine Lindahl Jacobsen.

Børnene slapper af til musikterapi

Stine Lindahl Jacobsen tænkte på, om ikke hun som musikterapeut ville have større succes med hurtigere at få familierne til at slappe af.

»Børnene slappede af, når de kom til musikterapi, og når de havde paraderne nede, kunne jeg lave øvelser med dem, der afslørede nogle af de grundlæggende familiemønstre, som de ellers camouflerer med deres sprog,« forklarer Stine Lindahl Jakobsen.

Øvelserne, som hun laver i musikterapien, handler typisk om at kommunikere og at kunne udtrykke sig og aflæse andre.

»Det kan for eksempel handle om at skiftes til at spille uden at afbryde hinanden eller at veksle mellem at spille kraftigt og spille stille.«

Skal ikke nødvendigvis lyde godt

Musikterapien, som Stine Lindahl Jacobsen bruger til at undersøge familierne, er en aktiv form for musikterapi, hvor familien bruger instrumenter og sang til at kommunikere med hinanden.

»Det skal ikke nødvendigvis lyde godt, og musikalitet er ikke afgørende for at kunne deltage, men familierne skal være aktivt deltagende. Dette, fordi det er langt mere interessant, hvordan familierne kommunikerer, end hvad de præcist udtrykker. Det er altså kommunikationsformen mere end indholdet, der er fokus på i denne form for musikterapi,« forklarer forskeren.

Familierne bliver sat til at lave øvelser, der siger noget om deres samspil. For eksempel bruger Stine Lindahl Jacobsen en øvelse, der træner grundlæggende tur-tagning, altså at vente på sin tur og tage sin tur.

»Det handler om at lytte, lede og følge. Ofte starter enten forældrene eller barnet med at være for passive, men når de tvinges de til at tage den modsatte rolle, får de den oplevelse af, at de godt kan,« fortæller Stine Lindahl Jacobsen.

Musikterapi forbedrer kommunikation

Stine Lindahl Jakobsens undersøgelse viser da også, at musikterapien kan mere end bare udpege problematisk adfærd i familierne.

»Ud over undersøgelsen af redskabet, APC, har jeg undersøgt, om musikterapien forbedrer forsøgsfamiliernes kommunikation, empati og stressniveau over tid, og det gør den. Det viser både deres score i mit vurderingsredskab og i forskellige psykologiske spørgeskemaer, som forældrene skal udfylde,« siger forskeren.

Stine Lindahl Jacobsen har ikke undersøgt, hvorfor musikterapien hjælper, men hun har nogle ideer.

»Jeg tror, det handler om, at musikken kan bruges til at vise forældrene, hvad børnene har brug for på en meget hensigtsmæssig måde. Forældre i denne type familier har ofte svært ved at forstå ting, når de bliver forklaret – de skal se eller mærke det for at forstå det, « siger hun.

»I musikterapien kan jeg for eksempel illustrere, hvordan man skal udføre en øvelse, og lige så snart jeg kan se, at familien har forstået øvelsen, trækker jeg mig ud. Dermed kan jeg være rollemodel, men uden at komme til at skygge for forældrene,« forklarer Stine Lindahl Jacobsen.

Sådan foregår en musikterapiseance, beskrevet af Stine Lindahl Jacobsen:

En mor på 26 år og hendes søn på syv kommer ind i musikterapirummet, hvor de bliver budt velkommen af musikterapeuten. Rummet er fyldt med forskellige instrumenter: et trommesæt, guitarer, xylofoner, et klaver, rasleæg, maracas og tamburiner.

Moren, sønnen og musikterapeuten starter med at synge en sang for at varme lidt op. Mor og barn sidder tæt sammen, synger med og vugger til musikterapeutens guitarspil og sang.

Bagefter snakker de om, hvad der skal ske i dag, og så vælger de sig hver et instrument, og sætter sig sammen klar til at spille.

Giver turen videre

Musikterapeuten fortæller om den første øvelse, der handler om at skulle skiftes til at spille. Hun forklarer med ord og kropssprog, hvordan mor og søn kan give turen videre, både med kroppen (for eksempel et nik) og i musikken (for eksempel ved tydeligt at afslutte det, man spiller, ved at spille kraftigere på de sidste toner).

Drengen lægger ud med at spille ivrigt og højt på sin guitar. Han stopper brat, og giver dermed turen videre til sin mor ved at kigge på hende og smile.

Mor spiller også engageret på sin xylofon, men har sit fokus på at lave en melodi, frem for at deltage i øvelsen, og hun forsvinder lidt ind i sin egen verden. Det gør sønnen urolig, og da moren opdager hans uro, stopper hun hurtigt og giver turen videre til musikterapeuten med et nik.

Smil på læben

Musikterapeuten har kun en kort tur, og hun laver en tydelig afslutning på sit spil ved at spille lidt kraftigere på de sidste rytmiske slag. Så kigger hun på sønnen og giver turen til ham.

I den sidste øvelse med instrumenter må familien vælge de store instrumenter som trommesæt og klaver, og her må de selv bestemme indholdet af musikken og deres egne roller i den. Der er smil på læben, da instrumenterne lægges tilbage og alle tre samles for at synge den afsluttende farvelsang.