Annonceinfo

Fyns fantastiske fyrster forsvandt ud i det blå

Gravhøje på Sydfyn har afsløret, hvad der ser ud til at have været et magtcentrum af dimensioner gennem 200 år i bronzealderen. Det er imidlertid et mysterium, hvor fyrsterne kom fra, og hvor de forsvandt hen.

Gravhøjen Buskebanke er stadig synlig som en rundet kuppel i markoverfladen. Den ligger naturligt højt i landskabet - arkæologerne mener, at man har ønsket at fremhæve de begravedes status. (Foto: Mogens Bo Henriksen)

En ni centimeter lang tandstikker af guld er bare et af de helt ekstraordinære fund fra yngre bronzealder, som en gruppe amatørarkæologer gjorde på en gravhøj på Voldtofte Mark på Sydfyn i 2010.

Helt uhørt var også fundet af syv ’stangknapper’ – sandsynligvis en del af mandsudstyret i yngre bronzealder – som også var af det pureste guld.

Ved nyere boringer og undersøgelser med jordradar, udført af Odense Bys Museer i samarbejde med Aarhus og København Universitet, har arkæologer imidlertid fundet endnu en stangknap på stedet.

Helt unikt fund på Fyn

Knapperne har været brugt parvis, og da den nye stangknap ikke passer sammen med den overskydende knap fra det første fund, viser det, at der var endnu en grav i den overdådige gravhøj. Den er nu oppe på at have rummet mellem syv og otte grave.

Fakta

Bronzealderen er en periode fra oldtiden, som ligger i mellem stenalderen og jernalderen.

Bronzealderen i Danmark inddeles i:

- Ældre bronzealder
(1800-1100 f.Kr.)

- Yngre bronzealder
(1100-500 f.Kr.)

»Stangknapper er forholdsvis almindelige i hele Nordeuropa for yngre bronzealder, men vi har kun fundet 13 stangknapper af guld i hele Nordeuropa. Det er helt unikt for dette sted,« siger museumsinspektør ved Odense Bys Museer, Mogens Bo Henriksen.

Fundene tegner sig sammen med tidligere fund fra området for et tidsrum på omtrent 200 år, fra år 900 til år 700 f.Kr., hvor Voldtofte tilsyneladende har været et af Nordens absolutte magtcentrummer. Fund fra før og efter denne periode adskiller sig ikke synderligt statusmæssigt, hvilket tyder på, at Fyns fyrster er forsvundet lige så hurtigt, som de kom til.

»Det ser ud til, at disse magtfulde mennesker er kommet meget pludseligt til deres høje status, men også at de har mistet grebet om magten efter ekstraordinært kort tid. Fundene fra området understreger, hvor lidt vi ved om denne historisk mørklagte periode i Danmarks historie; vi aner ikke, hvem disse mennesker var, eller hvor de forsvandt hen,« siger Mogens Bo Henriksen.

Området er fyldt med spændende fund

Fundene fra gravhøjen blev gjort, da 35 amatørarkæologer fik lov til at gennemsøge en lokal lodsejers marker vest for Voldtofte på Sydfyn med deres metaldetektorer.

Bronzeøkserne fra Buskebanke. Skibsmotiverne tolkes som religiøse symboler. (Foto: Asger Kjærgaard)

Området blev udvalgt, blandt andet fordi man tidligere har gjort mange interessante fund deromkring. Bedste eksempel på det er gravhøjen Lusehøj, som ligger 350 meter fra denne gravhøj, og som af arkæologer betragtes som Nordens rigest udstyrede fra midten af yngre bronzealder.

Indtil de nye fund fra Lusehøjs nabolag kom på banen, blev den anset for at være et ret isoleret fænomen i en periode, der er domineret af relativt jævnt udstyrede grave.

Øksernes udsmykning er religiøse symboler

Amatørarkæologerne gjorde flere fantastiske fund på den nyopdagede gravhøj ved Voldtofte: Ud over tandstikkeren og de syv stangknapper af guld fandt de også tre bronzeøkser, en stor bronzekniv og en stump af et bronzesværd.

De tre bronzeøkser er af en type, der kaldes celte, som er normal for yngre bronzealder. De udmærker sig dog ved at være større og finere end normalen. Den længste af økserne er 11 centimeter lang.

Fakta

»Særligt spektakulært er de 8 – måske 10 – guldstangknapper; fra hele Nordeuropa kendes i alt 13 smykker af denne type. Af disse er to fundet i Lusehøj og én i Tinghøj 15 km mod sydøst. Hvis resten virkelig er fundet i én og samme høj – altså ’vores høj’ – må man tale om noget, der er tæt på en sensation!«

- Uddrag fra artikel af Mogens Bo Henriksen

Økserne adskiller sig yderligere ved deres fine udsmykning i form af skibsmotiver, som i øvrigt går igen på den store bronzekniv – ’grebtungekniven’. Dette motiv er kun kendt fra ganske få andre økser fra yngre bronzealder, men ifølge Mogens Bo Henriksen er udsmykningen sandsynligvis af religiøs art.

»Før denne tid så man ofte billedet af en hest, der trækker solvognen, men i yngre bronzealder kommer skibet til at fungere som et symbol i hele den kosmiske opfattelse af verden. Skibsmotiverne må vi derfor tolke som religiøse symboler,« siger han.

Økserne har måske tilhørt en religiøs kriger

Der er fundet mange bronzecelte på Fyn, men de fleste er små, uden udsmykninger og langt fra kvaliteten af de nye fund. Derudover er de tidligere kun kommet frem i forbindelse med offerfund og ikke i grave, som det er tilfældet med de tre nyfundne økser – det er kun set to gange før, begge på Fyn, og det ene af de tilfælde var i Lusehøj.

Det siger altså mere end ord om den eller de begravedes status, at der ligger ikke mindre end tre af disse pragtøkser i én og samme gravhøj.

De syv guldstangknapper er et helt unikt fænomen for denne gravhøj. De har sandsynligvis udgjort en del af mandsudstyret i yngre bronzealder. (Foto: Asger Kjærgaard)

»Disse økser er ikke beregnet til at arbejde med, men har snarere været en form for paradeøkser. De er kun fremstillet til at prale med,« siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

»Jeg forestiller mig, at de har tilhørt en eller flere personer, som var del af præsteskabet såvel som den militære elite. Det er svært for os i dag at forestille os en præst, som også er militærmand, men det er faktisk relativt nyt, at magtsfærerne er specialiseret væk fra hinanden.«

Måske, grubler Mogens Bo Henriksen videre, har økserne tilhørt en religiøs kriger, som har brugt religionen som argument for at gå i krig.

Gravhøjens navn er sandsynligvis Buskebanke

Efter de mange flotte fund blev gjort af amatørarkæologerne, gik Odense Bys Museer selv i gang med at lave boringer og magnometerafsøgning – undersøgelser med jordradar – på stedet.

Fakta

Efter amatørarkæologernes detektortræf fandt man ud af, at der ved markarbejde samme sted for 50 år siden er fundet et stykke af en stor grebtungekniv, som den der blev fundet ved træffet, og en mejsel af bronze. Begge er fra samme periode som de øvrige fund.

I den forbindelse er det kommet frem, at gravhøjen med al sandsynlighed er ’Buskebanke’, som arkæologerne tidligere ikke har vist, hvor befandt sig.

Ud over fundet af den nye stangknap, kunne man nemlig konstatere, at der tidligere har været forstyrrelser på stedet, hvilket tyder på, at der tidligere er blevet gravet i højen. Arkæologerne havde i forvejen en mistanke om, at gravhøjen var Buskebanke, fordi de nye fund passer godt sammen med fund, der er gjort på Buskebanke i 1800-tallet – blandt andet går skibsmotiverne igen.

Man kunne dog ikke vide sig sikker, fordi det aldrig blev noteret, præcis hvor Buskebanke lå henne.

Men på grund af forstyrrelserne kan man nu sige, at gravhøjen med overvejende sandsynlighed er Buskebanke, som en af Frederik VII’s forpagtere, jægermester Langkilde, gravede i  en sommerdag i 1861.

Et endnu vigtigere magtcentrum end hidtil troet
Jægermester Langkildes fund fra udgravningen i Buskebanke i 1861. Her ses blandt andet end armring, 'edsringen', og en dragtnål af guld. (Efter Henrik Thrane: Fyns yngre broncealdergrave. Odense Bys Museer 2004.)

Hvis den nye gravhøj virkelig er den samme, som Langkilde gravede i, kan man lægge de gamle, flotte fund fra hans tid til de nye fund, hvilket blot understreger, hvor høj status de begravede har haft. Langkilde fandt dengang et lille stenkammer med brændte menneskeknogler, to stangknapper, en dragtnål og en edsring af guld, samt en stangknap, en ragekniv og rasleblik af bronze.

»Det helt væsentlige, vi har fundet ud af, er, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem de gamle og de nye fund,« siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

»Dels er det spektakulært med så meget guld i en grav fra yngre bronzealder, især hvis edsringen fra 1800-tallet også skal tælles med, dels har vi længe vidst, at det her var et af de mest magtfulde områder i Norden i denne periode, men nu tegner det sig til at have været endnu vigtigere, end vi har kunnet forestille os.«

Langkilde har ødelagt mange fund

Jægermester Langkilde havde ingen arkæologisk baggrund, og det ser ud til, at hans gravninger på stedet har været noget sporadiske og overfladiske. Derfor kan man i dag gisne om, om der muligvis har været endnu flere spektakulære fund på stedet, som er gået tabt.

citat»Nu hvor denne nye fyrstegrav kan lægges til de øvrige, vi kender fra området, kan der i princippet have været gravlagt med fyrster hele vejen rundt – i så fald er der ingen grænser for, hvor magtfuldt et centrum dette kan have været.«
- Mogens Bo Henriksen

»Langkildes gravninger er foregået fuldstændig usystematisk. Han har været interesseret i at finde nogle bestemte genstande, og andre ting, som ikke interesserede ham, har han bare smidt væk,« siger Mogens Bo Henriksen.

Langkilde gravede ikke til sig selv, men til Frederik VII, som var meget arkæologisk interesseret. Derfor har forpagteren set mere værdi i at komme hjem med guld- og bronzegenstande, end for eksempel en lerkrukke. Det er sådanne ting, der kan være tabt for eftertiden på grund af de uforsigtige udgravninger.

Tidligere har Odense Bys Museer gennemgået Lusehøj, og her har man fundet rester fra blandt andet glasskår – sandsynligvis resterne fra flasker, hvis indhold er blevet indtaget, mens Langkildes folk gravede efter oldsager i 1860’erne.

»Langkilde har ikke selv stået med en skovl i hånden, han har haft dagskarle til at arbejde for sig; det ser ud til, at det er gået lystigt for sig. De kan sagtens have overset noget undervejs,« siger Mogens Bo Henriksen.

Ligger tæt på den største boplads fra bronzealderen
citat»Jeg tænker tit, at en arkæolog i virkeligheden er meget lig en detektiv. Og det her er virkelig en krimihistorie.«
- Mogens Bo Henriksen

Der ligger to andre rigt udstyrede gravhøje i nærheden af Buskebanke ud over Lusehøj: Bohøj og Buskehøj. Der hvor Voldtofte by ligger i dag, har der ligeledes været boplads i bronzealderen – faktisk den største bronzealderboplads, man kender til.

Bopladsen matcher i den grad gravene statusmæssigt – lerpuds fra husvæggene har afsløret, at de har været malet med flotte geometriske mønstre, og tykke affaldslag viser, at der har været tæt bebygget gennem et langt tidsrum.

Der er blevet importeret bronzekrukker fra Mellemeuropa, og store ildsteder med bjerge af brændte sten vidner om madtilberedning, især kød, i kæmpe mængder. Mogens Bo Henriksen forestiller sig, at områdets hersker har holdt nogle store fester og generøst delt ud af maden.

Mysterium, hvor fyrsterne blev af

Alle fund, som viser, at Voldtofte en overgang har været et magtcentrum uden lige, er dog begrænsede til den 200-årige periode fra 900 til 700 f.Kr. Området har godt nok været beboet både før og efter, men der er ingen fund fra disse perioder, der viser, at det skulle have skilt sig ud statusmæssigt.

Det ser ud til, at dette rigdomscenter er opstået med ét; og efter en relativt kort periode er forsvundet igen lige så pludseligt. Hvor kom de fra – og hvor blev de af, disse Fyns magtfulde fyrster?

»En af de ting, der kan gøre, at folk pludselig springer på statusskalaen, kan for eksempel være, at de har skilt sig ud ved en præstation i krig, eller det kan være, at de har haft helt særlige religiøse evner. Af en eller anden grund er det bare ikke lykkedes disse mennesker at fastholde grebet om magten i ret lang tid,« siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

»Det er i virkeligheden her, mysteriet ligger. Hvorfor opstår det her magtcentrum, som blomstrer fuldstændig med det samme? Og hvorfor forsvinder det så hurtigt igen?«

Fundene bliver ødelagt af landbrugsdyrkning

Odense Bys Museer håber på at kunne sætte skovlen i Buskebanke igen i 2012. Samarbejdet med amatørarkæologerne fortsætter også.

I første omgang bliver det et lille indgreb for bedre at kunne tilrettelægge en større gennemgang af stedet. Den vil komme til at ligge efter høsten omkring september, hvis de nødvendige penge kommer ind fra Kulturstyrelsen.

Mogens Bo Henriksen håber på blandt andet at kunne finde en bedre kontekst for fundene. Han vil også gerne blive klogere på, om gravhøjen for eksempel har været én stor slægtsgrav.

»Der ligger simpelthen så mange gode historier i dette område, og det er nu, vi skal gøre det – landbrugsdyrkningen er så ødelæggende for fundene, at der snart ikke er mere tilbage at komme efter.«

Mytologiske og Historiske Tolkninger

Flemming Rickfors, du har min fulde sympati for dit store arbejde og derfor får du også min feedback og synspunkter på det.

Fra http://da.wikipedia.org/wiki/Mytologi citeres:

"En mytologi betegner en samling af religiøse myter/legender/folklore, der opfattes som sande forklaringer på kosmologiske sammenhæng fra en overnaturlig synsvinkel".
Og:
”Mytologi er derudover også en betegnelse for indsamling og studier af myter, hvilket også kaldes mytografi. Studiet af mytologier og myter fra forskellige kulturer kaldes komparativ eller sammenlignende mytologi”.

- Her vil jeg lige indskyde før jeg fortsætter, at hvad vor tid opfatter som "overnaturligt" var ganske naturligt i tider hvor menneskerne også sansede ud over de fysiske evner.

- Hvordan skal man som Skjald kunne huske alt hvad der har med alt imellem Himmel og Jord at gøre?

Man komprimerer hele den mytologiske fortælling ned i verseform med stikord som Homer gør det og som man også finder det i den Nordiske Mytologi. Ud fra disse vers og stikord kan Skjalden udfolde og uddybe specifikke forklaringer om alt imellem Himmel og Jord for at oplyse sit samfund om hvorledes det enkelte individ og dets samfund indgår i den guddommelige skabelse.

- Skjalde findes selvfølgelig overalt på Jorden og da vi alle lever på den samme Jord; i det samme Solsystem; i den samme Galakse og i det samme Univers, bliver de basale fortællinger, især fortællinger om Skabelsen, fra hele Jorden naturligvis meget ensartede i grundfortællingen. Det er kun lokale forskelle som udspringer af at man har billeddannet et specifikt kosmologisk fænomen med forskellige dyr eller vækster i forhold til andre geografiske steder.

Da de mytologiske/kosmologiske fortællinger globalt er meget ens, bliver disse ofte fortolket som om at der har været fysisk kontakt med folkeslag, ofte over store geografiske afstande som man ikke skulle have troet var muligt, eller i hvert tilfælde har været meget svære.

Dette kan naturligvis være sandt i flere tilfælde, men en sådan tolkning medfører ofte en tolkningsmæssig sammenblanding af geografiske steder og ”mytologiske retningsangivelser” som respektive Skjalde har indbygget i den specifikt mytologiske fortælling.

Skjalden i Norden og Skjalden i Grækenland eller Rom har deres egne geografiske huskeretninger og huskemarkeringer i landskabet omkring deres landsby/samfund for at angive specifikke retninger som igen henviser til diverse guddomme der f. eks. kan repræsentere årstidens elementer; elementer af vand; luft; ild eller jord/stof. Der kan også være tale om at angive retninger til Solens og Månens gang i årets kredsløb såvel som retninger og fortællinger om stjernebilleder og endda også om Mælkevejen og dens udseende.

Altså: De globale mytologiske fortællinger er grundlæggende ens. De er tilknyttet lokalt geografiske og himmelske fænomener og retninger i hver landsby. Landsbyer i Skandinavien og i Grækenland har naturligvis deres historie men denne adskiller sig naturligvis i mangt og meget fra hinanden. Derimod er de mytologiske fortællinger ganske ens.

Som sammenlignende mytolog skal man naturligvis fokusere på de globalt forekommende fortællinger, men hvis man ikke forstår at disse er spundet ind i et fortællesystem som udelukkende har til formål at beskrive ”alt imellem Himmel og Jord og hvorledes alt indgår i denne skabelse” – så går man galt i byen. Hvis man fokuserer på det historiske og det geografiske, så forsvinder betydningen af den egentlige mytologiske fortælling.

- Overalt på Jorden er diverse bjerge og landskaber blevet mytologisk guddommeliggjorte som et referencepunkt til nogle himmelske fænomener og bevægelser.

Den ”Trojanske Krig” omhandler den overordnede fortælling om diverse stjernebilled-helte; Sol; Måne og få planeter og Mælkevejsguddomme der dag og nat i årets kredsløb bevæger sig rundt på firmamentet, ganske ligesom den Skandinaviske fortælling om Ragnarok. Der er det samme indhold i fortællingerne, men de foregår hvert sit sted – uden nødvendigvis at have haft en eneste historisk kontakt.

Fra http://da.wikipedia.org/wiki/Olympen:
”Olympen (græsk: Ὄλυμπος Ólympos) er et bjerg i Grækenland, som de største af guderne (Zeus, Hera mv.) ifølge græsk mytologi boede på.
Da bjerget står ret isoleret i forhold til de nærmeste bjerge af samme højde, har der udviklet sig en meget artsrig og enestående vegetation med mange endemiske arter på de højeste dele af det”.

Så galt kan det gå når man kan tolker en myte som udelukkende et geografisk/historisk fænomen! Olympen er ”en himmelsk lokalitet” men den er tilknyttet et lokalt bjerg som et referencepunkt til noget højt beliggende. Og i Wikipedias tekst fatter forfatteren overhovedet ikke at det omhandler et mytologisk og himmelsk anliggende, men beskriver hvorledes det jordiske bjerg ser ud og hvad der vokser på bjerget!?

Kort sagt: Man skal passe på med at sammenblande globale mytologiske fortællinger og anvende disse som bevis for en tilknytning til forskellige geografiske steder og deres historiske forhold.

Hvilket jeg er bange for og sikker på at du desværre gør i et stort omfang, Flemming Rickfors.

Venligst Ivar

Uddybende links her:
http://www.native-science.net
http://www.grahamhancock.com/phorum/read.php?f=1&i=307653&t=307653
http://vixra.org/author/Ivar_Nielsen
http://www.saturn-myth-delusion.net/

Bronzealderen i Skandinavien

Jonas,

Jeg behandler emnet i mit afsnit "Odysseus’ og Menelaos’ lange hjemrejser fra Den Trojanske Krig":

http://verasir.dk/show.php?file=chap5-10-2-0.html#toc12-14-1

Jeg er rimelig sikker på at Homer: Odyssey finder sted i det østlige Middelhav. Det synes jeg kan argumenteres nogenlunde sikkert. Hvad jeg har foreslået er at man tager fat i oldtidens historieskrivere der mente at Homer på et tidspunkt i Odysseus' sørejse fra Troja flytter tid og sted til Skandinavien. Jeg forsøger at vise hvordan det finder sted, hvor det finder sted, og hvorfor det finder sted.

Hovedårsagen er, så vidt jeg kan se, at sejrherren i Troja, Danaan-folket, er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket. Tidender om sejren skal derfor bringes hjem. Og argumentationen kan også føres ved at efterse skandinaviske stednavne.

mvh

Flemming

Rickfors

Jeg skal lige være med her inden det hele kører af sporet - du foreslår simpelthen at Homers "Odyssé" foregår i Skandinavien? Og er det helt forkert at forstå det sådan at når du skriver:

"Vi kan også se at efter Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. hvor samme ætter, som jeg byder er det oprindelige Tani (Daner)-folk, er sejrherren"

Så mener du, at Troja falder efter at være angrebet af en oprindeligt, skandinavisk folkeslag (fra Danmark)?

Naturlovene er normalt udløseren

Så vidt jeg kan se er det følgende sammenhæng, og i denne rækkefølge, der kan tilskrives langt de fleste ind- og udvandringer, herunder ætter og folkeslags forsvinden:

Klimaskifte -> Hungersnød -> Pest -> krige -> ind-/udvandring el. udslettelse/optagelse i andre folkeslag.

Dertil findes en særlig kategori af emperier, fra arilds tid til nutiden, hvis eksistensgrundlag (styring, brødfødning og sammenhold) er betinget af aggressiv adfærd og krigsførelse, uden hvilken emperiet falder sammen som et korthus. Romerriget var et af disse, og angrebet på Britannien var ikke betinget af meget andet end Romerrigets behov for krigsførelse og udvidelse. Konsekvensen på den modtagende side har vi en vidunderlig samtidig beretning om, der samtidig viser os hvorfor Anglerne fra Sønderjylland ca. år 497 e.Kr. netop vælger Øst-Anglen som deres udvalgte landskab til landnám (at tage ubeboet land i besiddelse).

År 60-61 e.Kr. gør Iceni-folket (Icenorum, på mønter ”eceni, ecen, ic.”) i Norfolk, Øst-Anglen oprør mod den romerske besættelsesmagt under ledelse af deres dronning Buoudicea (Boudicca, Bodil). Deres hovedbygd kan have været i omegnen af Norwich.

Tacitus: Annales (Bog 14:37) skriver år 115 e.Kr. at oprøret blev nedkæmpet, og at Buoudicea (Boudicca) begår selvmord med gift efter hun har set 80.000 af sine landsmænd dræbt, ud af en samlet hær på 120.000 iflg. Cassius Dio: Romersk Historie (62:2) år 170 e.Kr.

Tallene er overdrevet og opstår som et romersk forsøg på at bortforklare, hvorfor romerne er nødsaget at erstatte 7.800 mand i sine 4 legioner i Britannien, 20-22.000 mand stor - et tabstal på 35-40%.

Udover Iceni-folket, boede også Trinobantes (Trinovantibus)-stammen i Øst-Anglen, deres hovedbygd værende Camulodunon (Colchester, Essex). Deres landskab strakte sig over Suffolk og Essex. Også denne stammen deltog i oprøret og blev fuldstændigt udslettet.

Vi kan fra Tacitus: Annales (Bog 14:38) se, at iceni-folket var agerdyrkere, da de efter oprøret får hungersnød fordi de havde været skødesløse ved ikke at få sået kornet, da alle mand var gået i leding.

Tre årsager

Der er vel typisk tre årsager til at mennesker forsvinder ud af historien og geografien.
1. Krig
2. Sygdom
3. Overudnyttelse af ressourcer

Den sidste har nok været et almindeligt problem på danske jorde.

Mytologi

Ivar, ja, man kan få meget ud af de gamle myter. Jeg var blot interesseret i at høre, hvordan du kunne slutte dig til at bronzealderfolket havde en viden om galaksens form; det tror jeg jeg forstår nu.

Tak for artiklen

Ældre og Yngre Bronzealder er altid spændende emner, og særligt artikler der muliggør et syn i vort Indre Billede af samtiden er velkommen.

Så vidt jeg kan se sker der en stor udvandring fra nord for Ejder-strømmen (Ægir's Dør) ca. år 1300 f.Kr. Mit bud er at de udvandrende ætter dukker op i det østlige Middelhav under samme navn "Danaos", og laver rav i sagen for egypterne og alle de samtidige små kongedømmer i og omkring Ægir's Sø.

Vi kan også se at efter Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. hvor samme ætter, som jeg byder er det oprindelige Tani (Daner)-folk, er sejrherren, da forklarer Homer: Odyssey os at sejren skal udbredes til den kendte verden, dvs. til det nordlige Europa og Middelhavets sydlige landskaber.

En af de ting der sker er at vi i Skandinavien og i Britannien i Yngre Bronzealder periode IV (1100-900 f.Kr.) begynder at se Troja-borge dukke op som forsvarsværker. Vi finder dem fra Timmesø Troja-borg på Møns Klint til Brent Knoll, Somerset, østlige England, samt i mangfoldige kunstgenstande og helleristninger.

Der sker med andre ord ganske store omvæltninger nord for Ejder-strømmen i Yngre Bronzealder. Måske er de spændende fund fra Voldtofte, Sydfyn fra år 900 til år 700 f.Kr. en del af de omvæltninger.

Mit bud er at øen Fyn i Bronzalderen bærer navnet Euboia (Euboea) eller "Kvæg-øen, Øen med Kvæg", og som hovedgudinde har "Neaira", i dag gemt i stednavnene Nørre Nærå og Sønder Nærå, henholdsvis nord og syd for Odense, og identisk med Njord (Moder Jord).

Har jeg ret i at Homer: Odyssey's "Euboia" (Kvæg-øen, Øen med Kvæg) er identisk med Fyn, og når vi samtidigt kan vise at Den Hedenske Høje i Bronzealderen er Tyr, i sin oprindelige fortolkning som Bronzealderens modsvar til Freyr, da antyder stednavnet "Euboia" (Kvæg-øen, Øen med Kvæg) at dette landskab af andre blev anset som ekstremt velhavende i samtiden. Mit bud vil være at ophavet til velstanden i Voldtofte skal søges i "kvæg med bred pande” [græsk ”boes eurumetōpoi”], Bronzealderens muligvis røde kvægstamme.

re:Udbuling.02

Hej igen Thore,

- Jeg ser nu af din profil at du jo er meget inde i emnet - så jeg vil lige afbøde på den hurtige kommentar, men mit link er ellers fint at studere.

- Det er min opfattelse at de mytologiske fortællinger i meget høj grad indeholder en konkret kosmologisk viden, især de globale myter om Skabelsen som generelt lyder:

Skabelsesfortællingerne starter ofte med en hvilende tilstand af kulde hvor de 4 grundelementer er i hvile. Disse molekylære grundstoffer bliver aktiveret af et lys, en kosmisk eksplosion, som sætter alt i en termodynamisk hvirvlende bevægelse imellem kulde og varme der samler gasser og grundstoffer i et roterende centrum.

- Når gasserne og stofferne bliver sorteret og opvarmet i den hvirvlende dans, sker der en sammensmeltning i det hvirvlende centrum hvorved der skabes mere og mere lys fra kernereaktionerne.

- Skabelsesfortællingerne fortsætter så med at beskrive den første faste form ud fra dette lysende centrum, "RA" i det anførte link. Fra Nordisk Mytologi hedder det så at jættekoen Audhumbla slikker jætten Bure ud af isen/klippen. Jætter og Giganter er tilknyttet den jætte-største figur man kan observere på nattehimlen, nemlig Mælkevejens konturer.

- Dermed er de 4 elementer beskrevet som en begyndende dannelse af Mælkevejens lysende centrum og da jætter/giganter er tilknyttet mytologien om skabelsen, er det også naturligt at Mælkevejens lysende udbuling hvorfra "funker og gnister" udsprang, tydeligvis indgår som en grundliggende myto-kosmologisk forklaring om skabelsen.

- For helt at forstå de globale skabelsesberetninger, skal man altså knytte disse til vores galakse Mælkevejen og de konturer som kan observeres på den nordlige og sydlige himmel.

Se mere her: http://www.native-science.net

Venligst Ivar

re:Udbuling

Hej Thore Bjørnvig,

Jeg kan give dig et hurtigt link hvis du er vaks til det engelske og til lidt mytologisk forståelse. Se her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Ogdoad#Membership_and_worship

- Ellers kan jeg gerne uddybe emnet lidt senere.

Hilsen Ivar

Udbulning

Og hvorfra, Ivar, skulle bronzealderens folk have den viden, at vores galakses centrum buler ud?

Myto-Kosmologi

Citat: "Økserne adskiller sig yderligere ved deres fine udsmykning i form af skibsmotiver, som i øvrigt går igen på den store bronzekniv – ’grebtungekniven’. Dette motiv er kun kendt fra ganske få andre økser fra yngre bronzealder, men ifølge Mogens Bo Henriksen er udsmykningen sandsynligvis af religiøs art.

»Før denne tid så man ofte billedet af en hest, der trækker solvognen, men i yngre bronzealder kommer skibet til at fungere som et symbol i hele den kosmiske opfattelse af verden. Skibsmotiverne må vi derfor tolke som religiøse symboler,« siger han.

AD. Passer fint til mine opfattelser af at de mytologiske fortællinger - især om skabelsen - rent faktisk også indeholder en konkret kosmologisk viden.

Skibene var mytologiske symboler på Mælkevejens udseende på den nordlige halvklode - og skabelseshistorierne er alle tilknyttet Mælkevejen hvor skabelsen før Mælkevejen ofte blev beskrevet med 4 grundelementer og temperaturtilstande der blev aktiveret og formerede galaksens første faste former der opstod på "Urhøjen" = galaksens udbulede centrum.

- Af samme grund er mange fortidshøje mytologisk tilknyttet fortællingerne om skabelsen.

Se mere her:
http://www.native-science.net
http://vixra.org/abs/1109.0065

Venligst Ivar

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg