Fyns fantastiske fyrster forsvandt ud i det blå

En ni centimeter lang tandstikker af guld er bare et af de helt ekstraordinære fund fra yngre bronzealder, som en gruppe amatørarkæologer gjorde på en gravhøj på Voldtofte Mark på Sydfyn i 2010.

Helt uhørt var også fundet af syv ’stangknapper’ – sandsynligvis en del af mandsudstyret i yngre bronzealder – som også var af det pureste guld.

Ved nyere boringer og undersøgelser med jordradar, udført af Odense Bys Museer i samarbejde med Aarhus og København Universitet, har arkæologer imidlertid fundet endnu en stangknap på stedet.

Helt unikt fund på Fyn

Knapperne har været brugt parvis, og da den nye stangknap ikke passer sammen med den overskydende knap fra det første fund, viser det, at der var endnu en grav i den overdådige gravhøj. Den er nu oppe på at have rummet mellem syv og otte grave.

»Stangknapper er forholdsvis almindelige i hele Nordeuropa for yngre bronzealder, men vi har kun fundet 13 stangknapper af guld i hele Nordeuropa. Det er helt unikt for dette sted,« siger museumsinspektør ved Odense Bys Museer, Mogens Bo Henriksen.

Fundene tegner sig sammen med tidligere fund fra området for et tidsrum på omtrent 200 år, fra år 900 til år 700 f.Kr., hvor Voldtofte tilsyneladende har været et af Nordens absolutte magtcentrummer. Fund fra før og efter denne periode adskiller sig ikke synderligt statusmæssigt, hvilket tyder på, at Fyns fyrster er forsvundet lige så hurtigt, som de kom til.

»Det ser ud til, at disse magtfulde mennesker er kommet meget pludseligt til deres høje status, men også at de har mistet grebet om magten efter ekstraordinært kort tid. Fundene fra området understreger, hvor lidt vi ved om denne historisk mørklagte periode i Danmarks historie; vi aner ikke, hvem disse mennesker var, eller hvor de forsvandt hen,« siger Mogens Bo Henriksen.

Området er fyldt med spændende fund

Fundene fra gravhøjen blev gjort, da 35 amatørarkæologer fik lov til at gennemsøge en lokal lodsejers marker vest for Voldtofte på Sydfyn med deres metaldetektorer.

Området blev udvalgt, blandt andet fordi man tidligere har gjort mange interessante fund deromkring. Bedste eksempel på det er gravhøjen Lusehøj, som ligger 350 meter fra denne gravhøj, og som af arkæologer betragtes som Nordens rigest udstyrede fra midten af yngre bronzealder.

Indtil de nye fund fra Lusehøjs nabolag kom på banen, blev den anset for at være et ret isoleret fænomen i en periode, der er domineret af relativt jævnt udstyrede grave.

Øksernes udsmykning er religiøse symboler

Amatørarkæologerne gjorde flere fantastiske fund på den nyopdagede gravhøj ved Voldtofte: Ud over tandstikkeren og de syv stangknapper af guld fandt de også tre bronzeøkser, en stor bronzekniv og en stump af et bronzesværd.

De tre bronzeøkser er af en type, der kaldes celte, som er normal for yngre bronzealder. De udmærker sig dog ved at være større og finere end normalen. Den længste af økserne er 11 centimeter lang.

Økserne adskiller sig yderligere ved deres fine udsmykning i form af skibsmotiver, som i øvrigt går igen på den store bronzekniv – ’grebtungekniven’. Dette motiv er kun kendt fra ganske få andre økser fra yngre bronzealder, men ifølge Mogens Bo Henriksen er udsmykningen sandsynligvis af religiøs art.

»Før denne tid så man ofte billedet af en hest, der trækker solvognen, men i yngre bronzealder kommer skibet til at fungere som et symbol i hele den kosmiske opfattelse af verden. Skibsmotiverne må vi derfor tolke som religiøse symboler,« siger han.

Økserne har måske tilhørt en religiøs kriger

Der er fundet mange bronzecelte på Fyn, men de fleste er små, uden udsmykninger og langt fra kvaliteten af de nye fund. Derudover er de tidligere kun kommet frem i forbindelse med offerfund og ikke i grave, som det er tilfældet med de tre nyfundne økser – det er kun set to gange før, begge på Fyn, og det ene af de tilfælde var i Lusehøj.

Det siger altså mere end ord om den eller de begravedes status, at der ligger ikke mindre end tre af disse pragtøkser i én og samme gravhøj.

»Disse økser er ikke beregnet til at arbejde med, men har snarere været en form for paradeøkser. De er kun fremstillet til at prale med,« siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

»Jeg forestiller mig, at de har tilhørt en eller flere personer, som var del af præsteskabet såvel som den militære elite. Det er svært for os i dag at forestille os en præst, som også er militærmand, men det er faktisk relativt nyt, at magtsfærerne er specialiseret væk fra hinanden.«

Måske, grubler Mogens Bo Henriksen videre, har økserne tilhørt en religiøs kriger, som har brugt religionen som argument for at gå i krig.

Gravhøjens navn er sandsynligvis Buskebanke

Efter de mange flotte fund blev gjort af amatørarkæologerne, gik Odense Bys Museer selv i gang med at lave boringer og magnometerafsøgning – undersøgelser med jordradar – på stedet.

I den forbindelse er det kommet frem, at gravhøjen med al sandsynlighed er ’Buskebanke’, som arkæologerne tidligere ikke har vist, hvor befandt sig.

Ud over fundet af den nye stangknap, kunne man nemlig konstatere, at der tidligere har været forstyrrelser på stedet, hvilket tyder på, at der tidligere er blevet gravet i højen. Arkæologerne havde i forvejen en mistanke om, at gravhøjen var Buskebanke, fordi de nye fund passer godt sammen med fund, der er gjort på Buskebanke i 1800-tallet – blandt andet går skibsmotiverne igen.

Man kunne dog ikke vide sig sikker, fordi det aldrig blev noteret, præcis hvor Buskebanke lå henne.

Men på grund af forstyrrelserne kan man nu sige, at gravhøjen med overvejende sandsynlighed er Buskebanke, som en af Frederik VII’s forpagtere, jægermester Langkilde, gravede i en sommerdag i 1861.

Et endnu vigtigere magtcentrum end hidtil troet

Hvis den nye gravhøj virkelig er den samme, som Langkilde gravede i, kan man lægge de gamle, flotte fund fra hans tid til de nye fund, hvilket blot understreger, hvor høj status de begravede har haft. Langkilde fandt dengang et lille stenkammer med brændte menneskeknogler, to stangknapper, en dragtnål og en edsring af guld, samt en stangknap, en ragekniv og rasleblik af bronze.

»Det helt væsentlige, vi har fundet ud af, er, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem de gamle og de nye fund,« siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

»Dels er det spektakulært med så meget guld i en grav fra yngre bronzealder, især hvis edsringen fra 1800-tallet også skal tælles med, dels har vi længe vidst, at det her var et af de mest magtfulde områder i Norden i denne periode, men nu tegner det sig til at have været endnu vigtigere, end vi har kunnet forestille os.«

Langkilde har ødelagt mange fund

Jægermester Langkilde havde ingen arkæologisk baggrund, og det ser ud til, at hans gravninger på stedet har været noget sporadiske og overfladiske. Derfor kan man i dag gisne om, om der muligvis har været endnu flere spektakulære fund på stedet, som er gået tabt.

»Nu hvor denne nye fyrstegrav kan lægges til de øvrige, vi kender fra området, kan der i princippet have været gravlagt med fyrster hele vejen rundt – i så fald er der ingen grænser for, hvor magtfuldt et centrum dette kan have været.«

Mogens Bo Henriksen

»Langkildes gravninger er foregået fuldstændig usystematisk. Han har været interesseret i at finde nogle bestemte genstande, og andre ting, som ikke interesserede ham, har han bare smidt væk,« siger Mogens Bo Henriksen.

Langkilde gravede ikke til sig selv, men til Frederik VII, som var meget arkæologisk interesseret. Derfor har forpagteren set mere værdi i at komme hjem med guld- og bronzegenstande, end for eksempel en lerkrukke. Det er sådanne ting, der kan være tabt for eftertiden på grund af de uforsigtige udgravninger.

Tidligere har Odense Bys Museer gennemgået Lusehøj, og her har man fundet rester fra blandt andet glasskår – sandsynligvis resterne fra flasker, hvis indhold er blevet indtaget, mens Langkildes folk gravede efter oldsager i 1860’erne.

»Langkilde har ikke selv stået med en skovl i hånden, han har haft dagskarle til at arbejde for sig; det ser ud til, at det er gået lystigt for sig. De kan sagtens have overset noget undervejs,« siger Mogens Bo Henriksen.

Ligger tæt på den største boplads fra bronzealderen

»Jeg tænker tit, at en arkæolog i virkeligheden er meget lig en detektiv. Og det her er virkelig en krimihistorie.«

Mogens Bo Henriksen

Der ligger to andre rigt udstyrede gravhøje i nærheden af Buskebanke ud over Lusehøj: Bohøj og Buskehøj. Der hvor Voldtofte by ligger i dag, har der ligeledes været boplads i bronzealderen – faktisk den største bronzealderboplads, man kender til.

Bopladsen matcher i den grad gravene statusmæssigt – lerpuds fra husvæggene har afsløret, at de har været malet med flotte geometriske mønstre, og tykke affaldslag viser, at der har været tæt bebygget gennem et langt tidsrum.

Der er blevet importeret bronzekrukker fra Mellemeuropa, og store ildsteder med bjerge af brændte sten vidner om madtilberedning, især kød, i kæmpe mængder. Mogens Bo Henriksen forestiller sig, at områdets hersker har holdt nogle store fester og generøst delt ud af maden.

Mysterium, hvor fyrsterne blev af

Alle fund, som viser, at Voldtofte en overgang har været et magtcentrum uden lige, er dog begrænsede til den 200-årige periode fra 900 til 700 f.Kr. Området har godt nok været beboet både før og efter, men der er ingen fund fra disse perioder, der viser, at det skulle have skilt sig ud statusmæssigt.

Det ser ud til, at dette rigdomscenter er opstået med ét; og efter en relativt kort periode er forsvundet igen lige så pludseligt. Hvor kom de fra – og hvor blev de af, disse Fyns magtfulde fyrster?

»En af de ting, der kan gøre, at folk pludselig springer på statusskalaen, kan for eksempel være, at de har skilt sig ud ved en præstation i krig, eller det kan være, at de har haft helt særlige religiøse evner. Af en eller anden grund er det bare ikke lykkedes disse mennesker at fastholde grebet om magten i ret lang tid,« siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

»Det er i virkeligheden her, mysteriet ligger. Hvorfor opstår det her magtcentrum, som blomstrer fuldstændig med det samme? Og hvorfor forsvinder det så hurtigt igen?«

Fundene bliver ødelagt af landbrugsdyrkning

Odense Bys Museer håber på at kunne sætte skovlen i Buskebanke igen i 2012. Samarbejdet med amatørarkæologerne fortsætter også.

I første omgang bliver det et lille indgreb for bedre at kunne tilrettelægge en større gennemgang af stedet. Den vil komme til at ligge efter høsten omkring september, hvis de nødvendige penge kommer ind fra Kulturstyrelsen.

Mogens Bo Henriksen håber på blandt andet at kunne finde en bedre kontekst for fundene. Han vil også gerne blive klogere på, om gravhøjen for eksempel har været én stor slægtsgrav.

»Der ligger simpelthen så mange gode historier i dette område, og det er nu, vi skal gøre det – landbrugsdyrkningen er så ødelæggende for fundene, at der snart ikke er mere tilbage at komme efter.«