Videnskab.dk lever højt på, at du ikke forstår en bjælde af, hvad der står i de specialiserede, videnskabelige artikler. Det er måske ikke så pænt sagt, men det er sandt.
\ Historien kort
- Lektor David Budtz Pedersen mener, at der er kommet for stor afstand mellem forskerne og borgerne.
- I stedet for at sidde på deres viden i årevis, indtil den bliver formidlet i svære videnskabelige artikler, skal forskerne ud i virkeligheden og møde og arbejde med dens input, mener han.
- Tilgangen kaldes ‘åben forskning’ og er allerede vundet meget frem i udlandet – og i det små herhjemme.
Hvis du gjorde, ville det nemlig ikke være nødvendigt med et medie, der interviewede forskerne om deres resultater og oversatte deres svære ord til en lettilgængelig populærvidenskabelig artikel.
Men det behov skal være mindre i fremtiden, hvis det står til lektor og forskningspolitisk rådgiver David Budtz Pedersen. Godt nok er han ikke interesseret i at nedlægge Videnskab.dk, men stod det til ham, skulle formidlingen i forskningen udvides markant.
»I den videnskabelige verden har vi lavet et kompromis om, at vi står til regnskab over for samfundet og gør os fortjent til skatteydernes penge ved at udgive så mange specialiserede, engelsksprogede forskningsartikler som muligt. Det er ikke specielt interessant for mange borgere, som ikke har adgang til artiklerne eller ikke forstår dem,« siger han og fortsætter:
»Tiden er løbet fra den opfattelse, der betragter videnskabelige artikler som den eneste udgivelsesform.«
Afstanden mellem forskere og borgere er vokset
Lektorens løsningsforslag er en ny form for »accelereret adgang« til forskningen, som i udlandet er blevet kendt som ’Open Science’ – på dansk ’åben forskning’. Åben forskning går slet og ret ud på at skabe et større overlap mellem forskerne og samfundet.
Det kan for eksempel gøres ved at dreje fokus væk fra de videnskabelige artikler og mere i retning af de processer, der leder op til dem. Vi er nødt til at finde nye metoder til at åbne forskningsprocessen op for alle, lige fra skolelæreren til SOSU-assistenten og sygeplejersken, mener David Budtz Pedersen.
»Samfundet har selvfølgelig krav på at vide, hvad pengene til forskningen bliver brugt på. Men det kan man vise på mange andre måder end ved alene at genere et stort antal PDF-filer. Gennem teaterstykker, dokumentarfilm, en tur på Experimentarium, et besøg på Medicinsk Museion, eller forskere der selv skriver i Weekendavisen, på Videnskab.dk eller deltager i et radioprogram,« siger han og fortsætter:
»Det er alt sammen noget, der nemt betragtes som sekundært. Men vi lever i en verden, hvor afstanden mellem eksperter og borgere er vokset, og hvor der er brug for at skabe nye kontaktflader mellem forskere og almindelige mennesker. Her duer specialiserede videnskabelige artikler ikke særlig godt.«
\ Læs mere
Eksperimenterer med nye former for forskning
David Budtz Pedersen er selv involveret i et projekt kaldet ‘Kollaboratoriet‘ på Elsass Instituttet, et genoptræningscenter for hjerneskadede børn, hvor han sammen med sine samarbejdspartnere forsøger at implementere ideen om åben forskning.
\ Åben forskning på vej frem
Europa Kommissionen har lanceret åben forskning som et hovedsatsningsområde inden for forskning og innovation de kommende år. Kommissionen har blandt andet lanceret en ekspertgruppe, der skal udvikle en ny, åben forskningspolitik med nye incitamenter, publiceringsmodeller, praksisser for åben videndeling og genanvendelse af data.
I Danmark handlede Eliteforsk-konferencen 23. februar 2017 om åben forskning. Her satte forskningsminister Søren Pind fokus på nødvendigheden af at bringe forskningen tættere på befolkningen – blandt andet ved hjælp af åben forskning og borgerdrevet forskning.
Det sker gennem et ’åbent videnslaboratorium’, hvor forskerne eksperimenterer med nye former for forskning. Det gør de for eksempel ved at invitere og integrere borgere, kunstnere, patienter og virksomheder ind i selve forskningsprocessen og på den måde være med til at forme den undervejs.
Samme tilgang brugte medstifter og leder af Kollaboratoriet Kristian M. Martiny i sin ph.d. i filosofi, som handlede om at finde ud af, hvordan mennesker med sygdommen cerebral parese (CP) oplever deres sygdom.
»De teorier, jeg arbejder med som forsker, skal stå distancen i den virkelige verden. Så når min forskning drejer sig om at forstå, hvad det vil sige at leve med CP, og i sidste ende skal hjælpe mennesker med CP, vidste jeg fra starten, at jeg måtte inddrage de mennesker, der på en eller anden måde er berørt af CP for at få et helhedsbillede – fra CP’erne selv og deres pårørende til hjerneforskere, terapeuter og psykologer,« fortæller Kristian M. Martiny til elsassfonden.dk.
En måde at validere viden på
Ideen om at arbejde med åben forskning udspringer samtidig fra et andet projekt, som David Budtz Pedersen leder på Aalborg Universitet. Projektet går ud på at indsamle data om forskningens samfundsmæssige ’impact’ – det vil sige forskningens bredere aftryk i samfundet.
Det kan for eksempel være deling af viden og evnen til at løse sociale problemer, og det kan du læse mere om i artiklen her. David Budtz Pedersen understreger, at hans budskab ikke er, at de videnskabelige artikler skal droppes – men suppleres.
»I stedet for den traditionelle forestilling om, at forskningsformidling først er relevant, når vi har frembragt en bestemt type, meget specialiseret viden, som er udgivet i lukkede videnskabelige tidsskrifter, prøver vi i dette projekt at sige: ’Hvorfor kan vi ikke åbne videnprocessen op, så selve skabelsen af viden bliver formidlet? Så samfundet er med undervejs?’«
»Det ér en anden måde at kigge på forskningskommunikation, end man har gjort traditionelt. Det handler ikke kun om at viderebringe viden, der allerede er valideret, det er en måde at validere viden i sig selv,« forklarer han.
Forestillingen om, at hvis bare vi lader forskningen være i fred længe nok, kommer der banebrydende resultater, der vil sive ud og gavne samfundet, er fuldstændig løbet fra tiden.
David Budtz Pedersen
Forskere skal åbne – ikke lukke – diskussioner
Et eksempel er den måde, forskningen bruges af politikere og offentlige myndigheder til at træffe beslutninger – eksempelvis fastsættelse af hastighedsbegrænsninger. Her kan man ikke bare forvente, at forskningen afgør politiske spørgsmål eller har svaret på de store samfundsmæssige udfordringer, mener David Budtz Pedersen.
I stedet er der brug for, at forskningen åbner sig op og bliver integreret med sociale værdier og andre samfundsmæssige hensyn.
»Videnskabelig rådgivning er et godt eksempel på forskningens gennemslagskraft i samfundet. Vi bruger videnskabelige rådgivere i flere og flere beslutningsprocesser. Men det er helt essentielt for tilliden til de videnskabelige eksperter, at de har en åben tilgang til de politiske beslutningsprocesser. De skal ikke lukke diskussionen, men være med til at åbne den op ved hjælp af kvalificerede analyser,« siger David Budtz Pedersen.
Teater og forskningsprojekt under én hat
Et andet eksempel på åben forskning i praksis er en utraditionel teaterforestilling ved navn ’Human Afvikling’, som Kristian M. Martiny også er involveret i. Han er desuden postdoc på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, og forestillingen er både teater og forskningsprojekt samlet under én hat. På scenen fortæller spastikeren Jacob Nossell om den virkelighed og de fordomme, han ofte møder.
I løbet af forestillingen skal publikum svare på spørgsmål om deres holdning til ham og andre handikappede ved at klikke på trådløse afstemningsenheder. Den procentvise fordeling af alle deres svar kan ses i realtid på scenens bagvæg og bruges i den videre forskningsproces.
Desuden gennemfører Kristian M. Martiny sociale tests på publikum før, under og efter forestillingen samt en række interviews med fokusgrupper.
»Human Afvikling fortæller blandt andet om, hvad det rent videnskabeligt vil sige at have cerebral parese – altså være spastiker. Men vi bruger ikke kun teatermediet til at formidle noget svært stof. Vi laver også et eksperiment, hvor vi undersøger, om publikums kropslige møde med Jakob ændrer noget ved deres opfattelse af folk med cerebral parese,« fortæller Kristian M. Martiny.
Viden for samfundets skyld
Når omverdenen bliver inviteret med til at være en del af forskningen, giver det også et stærkere samfundsmæssigt ansvar i forskningen, mener David Budtz Pedersen.
»Når vi producerer viden, er det for samfundets skyld, ikke for forskningens skyld. Det er man nødt til at acceptere, for at gøre sig fortjent til den tillid forskningen er så afhængig af. Forskerne er nødt til at kravle ned fra elfenbenstårnet og ud i virkeligheden. De skal åbne sig for samfundets input.«
\ Læs mere
Åben forskning er bare et af mange begreber for tankegangen, forklarer David Budtz Pedersen, som også bruger ord som ’transdisciplinær forskning’, ’kollaborative samarbejder’ og ’borgerinddragelse’. I bund og grund handler det hele om at undersøge nye måder at producere og formidle viden på.
Måder, som gør det muligt for borgerne, at:
- Følge med i forskningen, mens den er i gang.
- Være en del af forskningen, for eksempel ved at give løbende feedback, spille ind med egne erfaringer eller ved at stille spørgsmål.
- Give forskerne nye ideer og indspark til deres arbejde og med egne oplevelser og erfaringer bidrage til datasættet.
Frivillige byggede kvantecomputer fra sofaen
Et tredje eksempel på åben forskning udspillede sig på Aarhus Universitet i 2016. Her bad forskerne alle interesserede om hjælp til at udvikle en dansk kvantecomputer ved at deltage i et »fjernstyringseksperiment«, som lektor Jacob Sherson fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet kaldte det.
Eksperimentet gik ud på at få mange mennesker til at koble sig på et kvanteeksperiment samtidig og hjælpe med at programmere det. Eksperimentet befandt sig rent fysisk i kælderen under Aarhus Universitet, men kunne tilgås af alle, der havde lyst, hjemme fra sofaen.
»Det kollektive eksperiment har både til formål at optimere vores fysikeksperiment, men samtidig kan vi studere, hvordan mennesker samarbejder. Det er en helt ny måde at lave kvanteforskning og også sociologisk forskning,« forklarede Jacob Sherson, som var en af initiativtagerne.
I forvejen havde forskerne fra Aarhus fået mere end 150.000 spillere fra hele verden til at prøve kræfter med spillet ’Quantum Moves’, hvor det gjaldt om at flytte rundt på enkelte atomer i en simulering af fysikernes forsøgsopstilling.
Åben forskning pipler ud i samfundet
Der er mange flere eksempler på åben forskning, som allerede er i gang. Tag eksempelvis ‘Rising Star’-projektet – en arkæologisk udgravning af et hulefund i Sydafrika med unikke rester efter fortidsmennesker – som ’sendte’ liveblogs, tweets og video om udgravningen i de uger, projektet forløb, så hele omverdenen kunne følge med, mens fundene blev gjort.
\ Nye målemetoder
Åben forskning kræver også nye og andre måder at evaluere forsknings- og formidlingsprocessen på end bare at tælle, hvor mange videnskabelige artikler en forsker har udgivet, og hvor ofte de artikler er blevet citeret, påpeger David Budtz Pedersen.
Den problemstilling kan du læse mere om i denne artikel.
Og i USA, hvor man er meget langt fremme på området, er der også et hav af eksempler i form af åbne laboratorier, dokumentarfilm og filmfestivaler om videnskab samt nye typer multimediefortællinger, hvilket du kan læse meget mere om i denne artikel.
Åben forskning er med andre ord allerede begyndt at piple ud i samfundet og sætte sit præg i en lang række forskellige former og afarter. Men det er ikke altid smertefrit at ændre på noget, man har været vant til at gøre på én bestemt måde i meget lang tid.
Forskerne skal lægge arrogancen fra sig
Den åbne forskning kræver nemlig, at forskerne lægger en del af deres videnskabelige »selvtillid, autoritet og nogle gange arrogance« fra sig, lyder det kontant fra David Budtz Pedersen.
»Forskere er vant til at beskytte sig fra omverdenen; åben deling af data fører hurtigt til støj og ligegyldige resultater, og det kan virke skræmmende. Men pointen med åben forskning er ikke at opgive de videnskabelige krav til forskningskvalitet, men at lytte til samfundets forskellige overvejelser og dilemmaer og tage dem alvorligt.«
Ifølge David Budtz Pedersen går udbyttet begge veje – samfundet får en større indsigt i, hvad forskerne render og laver. Og forskerne? De får en helt ny og unik slags data.
»Det er et trick, et lille benspænd, man kan lave som forsker for at få adgang til en anden type data, man ikke normalt har adgang til. I det rum, man skaber, hvor man byder interessenterne med indenfor, finder man andre spørgsmål og dermed også andre svar end ved kun at sidde og diskutere med andre folk, der har de samme forudsætninger som en selv.«
