Forfængelige kvinder tjener mere
27 juni 2016

KORT NYT FRA UDLANDET: 

Smukke mennesker tjener omkring 20 procent mere end mindre smukke mennesker. Men nu viser et nyt studie fra University of Chicago, at det slet ikke er den naturlige skønhed, der gør udslaget.

Kvinder der stadser sig mere op, tjener nemlig mere, skriver University of Chicago i et nyhedsbrev.

Tidligere studier har vist, at smukke mennesker tjener mere, men det nye studie viser, at det faktisk kun kommer an på, hvor meget kvinden gør ud af sig selv.

Det er godt nyt for alle os, der ikke ligner supermodeller. En tur til frisøren og et ekstra lag make-up kan måske føre til en lønforhøjelse. Det kan nemlig betale sig at gøre noget ud af sig selv. 

»Når du tæller dét at gøre noget ud af sig selv med, så betyder den naturlige skønhed faktisk ikke rigtigt noget. Og det overraskede mig. For typisk når du tænker på skønhed, så er idéen lidt, at enten så har du det, eller også så har du det ikke. Men det, vi ser, er, at det der betyder noget på arbejdsmarkedet, er ikke den naturlige skønhed, men hvordan du præsenterer dig selv,«  fortæller Andrew Penner, der er professor ved University of Chicago og medforfatter på studiet, ifølge nyhedsbrevet.

Forskerne fra University of Chicago undersøgte data fra et studiet National Longitudinal Study of Adolescent and Adult Health, Add Health, som har fulgt en stor gruppe mennesker siden 1995 og undersøgt deres socialliv og sundhed. Tallene fra den tidligere undersøgelse viste, hvad forskerne allerede vidste; at smukke mennesker tit har en højere indkomst.

»Vi vidste, at Add Health-dataen også indholdte information om, hvor meget personerne gør ud af sig selv – deres hår, make-up, tøj, osv. Og vi undrede os over, hvad der var skønhed, og hvad der var pynt,« fortæller Jaclyn Wong, Ph.D.-studerende i sociologi ved Universtity of Chicago og hovedforfatter på det nye studie, i nyhedsbrevet.  

Jaclyn Wong og Andrew Penner fandt ud af, at den højere indkomst hos smukke mennesker, udelukkende skyldtes, hvor meget de gjorde sig i stand. Jo mere kvinderne gjorde ud af sig selv, jo mere tjente de. Og det var uanset om de havde en stor næse eller et assymetrisk ansigt.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.