Døgnet har kun 24 timer for os alle. Alligevel er hvor megen tid, vi har kontrol over, meget ujævnt fordelt, og en undersøgelse af skæv social fordeling af tid afslører nye sandheder om samfundet, som vi ikke kendte til tidligere.
Lønniveau, velfærdsgoder, livsfaser og fordelingen af byrder efter samlivsbrud er centrale faktorer i kampen om tiden.
»Når vi studerer velfærdsløsninger drejer det sig stort set om at følge pengene. Men det er vigtig også at tænke på den anden resurse - nemlig tid,« siger professor Robert E. Goodin fra 'Australian National University' i Canberra.
Goodin og hans medforfattere har i bogen 'Discretionary Time', med undertitlen 'A new measure of Freedom', fremhævet tid - og knaphed på tid - som et helt centralt objekt for samfundsforskningen i dagens vestlige verden. En lidt karikeret udgave af konklusionerne ser sådan her ud:
'Hvis du vil ha mest mulig kontrol over egen tid, skal du gifte dig eller flytte sammen med nogen - men ikke få børn. Får du børn, skal du ikke lade dig skille. Og kommer du til at sidde tilbage som enlig forsørger, bør du måske overveje at flytte til Sverige...'
Der er intet originalt i at sige, at tid er den nye knaphedsfaktor. Den metode, som Goodin og hans medforfattere har anvendt, er imidlertid nyskabende.
De tager udgangspunkt i at mange kan have 'dårlig tid'. Det kan skyldes, at de arbejder meget for at have en høj levestandard, at de bruger tid på at gøre rent, eller har mange hobbyer.
Forfatterne er imidlertid ude efter at finde frem til dem, som har for lidt tid, fordi de ikke har noget valg.
De bruger allerede indsamlede data fra Australien, USA, Tyskland, Frankrig, Sverige og Finland, og har taget udgangspunkt i hvor meget forskellige grupper skal arbejde, for at opretholde en levestandard over fattigdomsgrænsen i disse lande.
Desuden har de indregnet antal timer som et socialt minimum til madlavning, vask, børnepasning og indkøb samt tid til søvn, måltider og andre biologiske behov. Det, man så sidder tilbage med, kalder forfatterne 'uindskrænket personlig tid' - din egentlige fritid.
Uindskrænket personlig tid udregnet på denne måde adskiller sig fra udregningen af det, vi normalt kalder fritid.
Regnestykket skelner nemlig mellem dem, som arbejder meget, fordi de har lyst, og dem som arbejder meget, fordi de skal. Det skelner også mellem dem, som elsker at gøre rent og derfor bruger timevis på dette, i forhold til dem af os, som kun gør det, der er nødvendigt for at opretholde et socialt accepteret niveau.
Forfatterne opererer med 'relativ fattigdom', det vil sige et indtægtsniveau på et givet niveau under gennemsnittet for det enkelte land.
På spørgsmålet om, hvorfor forståelse af tid som nøglen til graden af frihed og sociale forskelle er vigtig, svarer Goodin med en vits, som var populær, da Bill Clinton var præsident i USA:
»En person siger til en anden: 'Har du hørt at Clinton har sørget for tre millioner nye jobs i USA?' Svaret er: 'Ja, jeg har tre af dem!'«
Pointen, forklarer Goodin, er, at hvis man skal have tre jobs for at klare sig, så holder man sig fri af den økonomiske definition af fattigdom. Men man er ekstremt fattig på tid:
»Det er ikke særligt godt, hvis den eneste måde at holde sig over fattigdomsgrænsen, er ved at arbejde 60 timer om ugen.«
Goodin har for nyligt modtaget Rokkan-prisen for 2009, som blev uddelt på konferencen 'World Social Science Forum' i Norge. Prisen blev uddelt til Goodin og hans medforfattere for bogen 'Discretionary Time'.
Undersøgelsen omfatter to lande med en nordisk velfærdsmodel (Sverige, Finland), to lande med en kontinental velfærdsmodel (Frankrig, Tyskland) og to med et liberalt system med stærkere markedspræg (USA, Australien).
Den nordiske model giver størst uindskrænket fritid, mens Frankrig og USA giver mindst. Forskellen er ti timer per uge i den nordiske models favør.
På tværs af forskellige samfundsmodeller er hvilken livsfase, du er i, imidlertid mere afgørende, end velfærdsgoder og lønniveauer. Goodin præsenterer følgende tommelfingerregler for vestlige samfund:
Hvis du gifter dig eller flytter sammen med en partner, får du 12 timer ekstra om ugen, noget som forklares ved 'stordriftsfordele' - at man er to, som deler udgifter og opgaver i en husholdning.
Får du mindst et barn under fem år, mister du 12 timer om ugen.
Ved skilsmisse uden børn er du tilbage der, hvor du var før partnerskabet.
Ved skilsmisse med børn kan du være ilde stedt og i enkelte lande miste så meget som 24 timer om ugen, hvis du sidder som eneforsørger.
I det nordiske system er de negative udslag af det sidste alternativ modereret ved ordninger for delt omsorg og børnebidrag. Alligevel kommer skilte forældre, ifølge forskernes analyse, dårligere ud af det, også i den nordiske velfærdsmodel.
Det er ikke særligt godt, hvis den eneste måde at holde sig over fattigdomsgrænsen, er ved at arbejde 60 timer om ugenDen gruppe, som kommer dårligst ud af det i alle land, er enlige forsørgere. Goodin siger, at dette nok er oplagt for alle, som har følt det på egen krop, men at det ikke nødvendigvis er tydelig i offentlig statistik.
Enlige mødre står værst på grund af lavere gennemsnitlig indtægt end mænd.
I den modsatte ende af skalaen ligger par uden børn, hvor begge arbejder. Gabet mellem en enlig mor på den ene side, og en kvinde i en to-indtægters-husholdning uden børn på den anden side, er rigtig stor. I USA er forskellen hele 42 timer om ugen, eller med andre ord en ekstra arbejdsuge.
»Det er betydelige forskelle,« understreger Goodin.
I Sverige er gabet kun halvt så stort, men også her er det betydeligt. En vigtig årsag til forskellen mellem USA og Sverige er uligheder i lønniveauerne. Mens enlige svenske mødre i gennemsnit har en indtægt, som er 87 procent af det nationale gennemsnit, er det tilsvarende tal i USA nede på 66 procent.
Gabet mellem den enlige mor, og den barnløse kvinde, der er samboende eller gift, kan dårligt ses i ordinær statistik baseret på faktisk tidsforbrug. Baggrunden er, at to-indtægtsfamilierne arbejder meget for at opretholde en høj levestandard, mens den enlige mor arbejder meget, fordi hun skal, og desuden har en stor byrde med pasning af børn.
De forskellige velfærdsmodeller, som er undersøgt i bogen, har store forskelle. Nogle lægger stor vægt på subsidierede børnehaver, mens andre lande kan have omfattende skattefradrag eller overførsler til børnefamilierne.
Forfatterne kalkulerede, hvad de forskellige ordninger betyder i form af ekstra tid for enlige forældre, og fandt frem til, at de forskellige ordninger i de fleste tilfælde gav omtrent det samme udbytte - nemlig fem til syv timers ekstra uindskrænket personlig tid, i forhold til hvis ordningerne ikke eksisterede.
Skatter og offentlige velfærdsordninger har en fordelingseffekt, ved at de tager en time eller to om ugen fra dem, som har mest tid, og giver til enlige forsørgere.
Velfærdsordningerne er med andre ord vigtige, men har begrænset effekt. Forfatterne peger på at forskellig praksis, med hensyn til fordeling af byrder efter samlivsbrud i de forskellige lande, betyder næsten lige så meget, og at også lønstrukturen i samfundet har stor betydning.
»Der er udkommet mange bøger i USA om, at folk er overbebyrdede med arbejde. Dette er ofte klager fra husstande med dobbelt indtægt og ingen børn,« siger Goodin.
Han mener, debatten snarere burde dreje sig om dem, der ikke har nogen anden vej ud af tidspresset, end at arbejde meget, og den derfor burde dreje sig om løsninger for enlige forsørgere.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
