Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt. Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt. Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed. Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Selvmord giver højere risiko for sygdomme hos efterladte

Annonce:

Risikoen for at få en depression, PTSD, angst eller udvikle et misbrug er markant højere hos mennesker, der har oplevet at miste en partner til selvmord.

Det viser et nyt, dansk studie, der for første gang dokumenterer, hvilke sygdomsrelaterede konsekvenser et selvmord kan have for de efterladte, skriver Kristeligt Dagblad.

For nogle, der ikke får den rette hjælp til at bearbejde sorgen efter dødsfaldet, kan det føre til udviklingen af kroniske sygdomme. Tidligere studier har vist, at de efterladte havde en forhøjet risiko for selv at begå selvmord eller få en depression.

»Men derudover har selvmordsforskere på verdensplan ikke haft indsigt i konsekvenserne for de efterladte partnere efter et selvmord. Vores studie viser, at de er påvirket på et meget bredt spektrum af parametre – både psykisk, fysisk og socialt. Selvmord er virkelig en meget stressfyldt hændelse for den efterladte‚« siger Annette Erlangsen til Kristeligt Dagblad.

Hun er forskningsleder ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse og hovedforfatter på det nye studie.

Studiet viser, at der hos de pårørende efter selvmord er:

  • Højere risiko end hos den øvrige befolkning for at udvikle psykiske lidelser inden for fem år efter dødsfaldet.
  • Forhøjet risiko for at udvikle fysiske sygdomme som skrumpelever og søvnforstyrrelser, der kan skyldes usund livsstil relateret til sorgbearbejdelsen.
  • Større tendens til sygefravær, førtidspension og offentlig støtte.
  • Højere risiko for selvmordsadfærd samt højere dødelighed.

10.793 kvinder og 4.818 mænd indgår i studiet. De er alle danskere, der inden for de seneste 35 år har mistet en ægtefælle eller samboende til selvmord.

Annonce:

Studiet sammenligner deres data med den øvrige befolkning og med mennesker, der har mistet ægtefælle eller samboende af andre årsager end selvmord.

Forskerne bag studiet opfordrer til mere opsøgende hjælp til de pårørende.

Studiet er publiceret i JAMA Psychiatry.

ele