Især cykelryttere og langrendsløbere har i tidens løb haft svært ved at holde fingrene fra kanylerne. (Foto: Colourbox)

Når man tonser med fuld fart op og ned ad bakker på cykel eller langrendsski, oplever de fleste, at de på et tidspunkt møder 'muren', og benene syrer til.

Det sker, når musklerne løber tør for ilt, og det er den professionelle sportsudøvers værste mareridt.

Derfor vælger nogle sportsmænd at ty til særlige metoder for at forbedre kroppens evne til at forsyne musklerne med ilt - heriblandt doping.

Træning i højere luftlag

»De bruger enten højdetræning eller epo måneden før konkurrencen. Hvis de er rigtig sofistikerede, så doper de sig også med deres eget blod dagen før løbet,« siger Bengt Saltin, der er professor i fysiologi ved Københavns Universitet og tidligere formand for Anti Doping Danmark.

Træning højt oppe i bjergene, hvor luften er tynd, er helt legal og meget udbredt. Når kroppen mærker, at den mangler ilt på grund af den tynde luft, går nyrerne helt naturligt i gang med at producere mere af hormonet erythropoietin - bedre kendt som epo. Den forøgede mængde epo påvirker knoglemarven til danne flere røde blodlegemer.

De røde blodlegemer indeholder stoffet hæmoglobin. Det binder ilt fra lungerne og transporterer det rundt i blodet og ud til musklerne. Jo flere røde blodlegemer der er, des mere ilt er der til musklerne, som så kan arbejde endnu hårdere uden at syre til.

Gammelt frossent blod

Men for de mest desperate udøvere er højdetræning ikke nok. Med den rette doping kan de nemlig proppe blodet med ilttransporterende stoffer og gøre musklerne væsentlig mere udholdende.

»Hvis man kan øge blodets hæmoglobinmængde og -koncentration, kan man have op til 10 procent mere ilt i blodet, og så kan man præstere omkring 10 procent mere,« forklarer Bengt Saltin.

Nogle af de dopede atleter sprøjter i ugerne op til deres konkurrence kunstig epo ind i kroppen, hvilket får knoglemarven til at producere ekstra mange røde blodlegemer.

Og de ivrigste snydere doper sig desuden med deres eget blod dagen før løbet.

»De har egne røde blodlegemer med sig, som de har taget ud om efteråret og lagt i fryseren. Hvis de kommer til en finale, eller hvis de er usikre på finalen, får de aftenen inden konkurrencen en portion røde blodlegemer, som tøs op og sprøjtes ind. Det kan gøres på et hvilket som helst hotel og tager en halv times tid,« forklarer Bengt Saltin.

Svært at spore

Da det blod, som de sprøjter ind i kroppen, er deres eget, kan det ikke spores. Også epo er svært for kontrollanterne at opdage i urinprøver, fordi testen ikke er følsom nok ved mindre doser, og ifølge Bengt Saltin kan den højst detektere 10 procent af de mere end 100 epo-varianter, der findes på markedet.

»Det er nemt at dope sig. Det er kun de allerdummeste, der bliver fanget med epo i urinen,« konstaterer Bengt Saltin. Derfor har dopingsyndere i årevis kunnet gå igennem dopingtests uden at blive fanget. Men nye, strenge regler gør det muligt at udelukke udøvere alene på indicier.

De professionelle udøvere bliver nu fulgt tæt og får testet deres blod løbende igennem længere tid. Hvis koncentrationen af hæmoglobin eller procenten af reticulocytter, der er et forstadie til røde blodlegemer, svinger unormalt og overstiger unaturligt høje værdier, indikerer det brug af doping, og udelukkende på det grundlag kan sportsudøveren blive smidt ud af konkurrencen.

Den strenge kontrol føres ikke kun, fordi doping er snyd. Brug af eksempelvis epo er livsfarligt, da blodet bliver tykt, hvilket øger risikoen for blodpropper.