Kunst og musik hjælper traumeofre videre
Kreativ udfoldelse kan hjælpe traumeofre med at bearbejde de smertefulde erindringer og sætte ord på det usigelige.
Trauma traumatisk post traumatisk stress krig erindring minder hukommelse nonverbal ubevidst terapi samtaleterapi kunst kreativitet dialog generationer samfund splittet hændelser problemer effektivitet alternative terapier

Den amerikanske marinesoldat sergent Anthony Mannino bruger kunst og musik som en del af den terapeautiske behandling for traumatisk hjerneskade. (Foto: Marvin Lynchard/US Department of Defence)

I indledningen til sin smukke bog 'Kroppen holder regnskab' skriver psykiater og specialist inden for traumebehandling Bessel Van der Kolk:

»Man behøver ikke at være en soldat eller besøge en flygtningelejr i Syrien eller Congo for at støde på traumer. Traumer sker for os selv, vores venner, vores familier og vores naboer.«

Traumer er resultatet af rystende oplevelser eller overvældende situationer, der overstiger vores evne til at magte eller håndtere de følelser, de genererer.

Vores minder lagres typisk i, hvad der på fagsprog kaldes 'deklarativ (eller eksplicit) hukommelse' (se faktaboks). Den deklarative hukommelse kan beskrives som et stort arkivskab, hvor livshændelserne er organiseret og mærket efter forskellige typer og i kronologisk rækkefølge.

Her ligger minder, der kan erindres og udtrykkes bevidst, og 'arkivskabet' gør det nemt at huske og beskrive minder fra fortiden.

Traumer 'arkiveres' ikke korrekt

Men fordi traumatiske hændelser bearbejdes under ekstrem belastning og stress, bliver de ikke 'arkiveret' korrekt sammen eller erindret som en sammenhængende narrativ.

Historien kort
  • Kunst, musik, teater og anden kreativ udfoldelse kan bruges i behandlingen af traumeofre.
  • Gennem de forskellige kreative udtryksformer kan traumeofrene sætte ord på det usigelige for at erindre og behandle hændelserne korrekt.
  • Behandlingen kan afværge transgenrationelle eller transkulturelle traumer, der kan have katastrofal effekt.

Derfor lagres de i en ubevidst ikke-deklarativ hukommelse, der ikke bearbejdes i ord.

Den deklarative hukommelse over traumatiske hændelser ser ud, som om den er blevet ramt af en orkan. Her ligger kun spredte optegnelser over visuelle billeder og kropslige følelser uden narrativ over, hvad der fandt sted.

Fordi der ikke kan sættes ord på den nonverbale, non-deklarative erindring af traumet, genoplever traumeofrene hændelsen igen og igen i takt med, at ubevidste minder dukker op til overfladen, når erindringen bliver vakt af lugte, dufte, billeder eller lyde, der minder om det oprindelige traume.

Efterlades i hyper-vagtsom tilstand

Det efterlader traumeofrene i en hyper-vagtsom tilstand og oversvømmer kroppen med stresshormoner længe efter, den traumatiske begivenhed er forbi med skadelige effekter, der rammer både det mentale og fysiske helbred.

Deklarativ hukommelse

Hukommelse der kan erindres og udtrykkes bevidst.

Deklarativ (eller eksplicit) hukommelse bliver typisk inddelt i to underkategorier: Episodisk hukommelse og semantisk hukommelse.

  • Episodisk hukommelse er hukommelse for begivenheder, som man selv har oplevet. Det vil sige hukommelse for tidligere personlige oplevelser, der kan placeres i tid og rum og associeres med følelser.
  • Semantisk hukommelse er hukommelse for fakta, betydninger, koncepter og viden om den eksterne verden. Denne type hukommelse refererer altså til den generelle viden, der er uafhængig af personlige oplevelser og den kontekst, hvor den blev erhvervet.

Deklarativ hukommelse er især afhængig af den midterste del af temporallappen. Den indeholder vigtige hjernestrukturer for indlæring og hukommelse, heriblandt hippocampus.

(Kilde: København Kommune
Hjerneskadekoordinationen)

Symptomer tæller blandt andet dissociation, vrede, følelsesløshed, påtrængende minder, muskelsmerter (mave, nakke, skuldre) og træthed.

Med mindre de bliver behandlet, kan traumerne få katastrofal effekt på ofrenes liv, så der er behov for at finde nye og effektive teknikker, der hjælper traumatiserede mennesker til at erindre og behandle hændelserne korrekt for efterfølgende at kunne lægge traumet bag sig.

Et alternativ til medicin

Én af behandlingsmetoderne er kreativ kunst.

Hidtil har den medicinske model spillet en nøglerolle i behandlingen af ​​traumer. Ifølge Bessel Van der Kolk er det muligvis, fordi lægemidler, der 'udbedrer' traumer, kan betale sig; de giver et tilfredsstillende monetært overskud.

Desuden publicerer de store, velkendte medicinske tidsskrifter sjældent studier om ikke-medicinske behandlinger, fordi de klassificerer dem som 'alternative' terapier. 

Problemet er, at medicin ikke kan nå helt ned til roden af traumet, og derfor fritager medicinen ikke den traumeramte fra at genopleve traumet igen og igen. 

Samtaleterapi som psykoterapi er afgørende, men nyere evidens indikerer, at kreativ kunst kan spille en nøglerolle i at hjælpe traumeofrene til at komme sig over et trauma.

'Rubriceringsproces' kan tøjle traumet

Kreativitet leverer et rum, hvor traumet kan begynde at give mening – enten gennem et billede, et teaterstykke, en sang eller måske bare skrive om det på et stykke papir.

Det er måske, fordi traumatiske hændelser er kodet nonverbalt, og derfor kan kreative processer som billeder, lyde eller metaforer hjælpe med at assimilere dem ind i den deklarative hukommelse. 

Forskning har vist, at vi gennem en rubriceringsproces af de negative følelser kan reducere deres truende effekt, og de gavnlige effekter er blevet påvist. 

Kreativ skrivning er eksempelvis blevet brugt til at støtte unge flygtninge, mens de kommer sig oven på traumer erhvervet før og efter, de flygtede fra deres hjemland.

Drama er blevet brugt til behandlingen af soldater med posttraumatisk stresslidelse, og fotografering har bidraget til at fremme den mentale sundhed blandt kvinder ramt af hiv/aids.

Kreativitet leverer en metode, hvorigennem traumatiske hændelser kan deles med og bevidnes af et publikum. 

Traumeramte kan træde udenfor dem selv

På denne måde kan en traumeramt person, træde uden for sig selv og dele det kunstværk, de har skabt sammen med andre. 

Det hjælper dem med at opnå forskellige perspektiver på deres traumer og med at lægge afstand imellem dem og hændelserne. Gennem diskussion med andre mennesker stopper hændelserne gradvist med at plage den traumatiserede person.

Trauma traumatisk post traumatisk stress krig erindring minder hukommelse nonverbal ubevidst terapi samtaleterapi kunst kreativitet dialog generationer samfund splittet hændelser problemer effektivitet alternative terapier

Kreativ skrivning er blevet brugt til at støtte unge flygtninge, mens de kommer sig oven på traumer erhvervet før og efter, de flygtede fra deres hjemland. (Foto: Shuttertsock)

Digteren Lemn Syssay forklarede for nylig i en artikel i 'The Guardian', hvorfor han læste journaler og sagsmapper relateret til sin traumatiske barndom højt for et publikum. 

Han fortæller: »Jeg har det godt på scenen – på en mærkværdig måde – som om jeg er blandt familie. Jeg kan ikke føle mig mere tryg. Jeg føler mig bedre tilpas ved, at dét er ude i det åbne, fordi de ødelagde mig, dengang jeg var alene.«

Kunst og kreativitet kan bruges til at genskabe forbindelsen mellem forskellige kulturer og ophæve traumets effekt. Socialt teater – teater der udfører socialt arbejde – har hjulpet til at genskabe og opbygge dialog mellem unge fra Israel og Palæstina.

Genopbygger samfund splittet af traumer

Trauma traumatisk post traumatisk stress krig erindring minder hukommelse nonverbal ubevidst terapi samtaleterapi kunst kreativitet dialog generationer samfund splittet hændelser problemer effektivitet alternative terapier

'Maus' er en autobiografisk erindringsroman, der lader Art Spiegelmans interviews med faderen Vladek danne rammen for grusomme erindringer i tiden omkring 2. Verdenskrig. ​(Foto: Art Spiegelman/Pantheon Books)

Kreativitet og kunst kan også bidrage til integrationen af såkaldte transgenerationelle eller transkulturelle traumer, der overføres fra en generation til den næste generation, eller som tilhører og føles af visse etniske grupper.

I den ikoniske graphic novel 'Maus' skildrer Art Spiegelman sin jødiske families traumatiske historie i tiden omkring 2. Verdenskrig. Maus er en autobiografisk erindringsroman, der lader Art Spiegelmans interviews med faderen Vladek danne rammen for de grusomme erindringer. 

Gennem skildringen af deres far-søn-forhold er romanen samtidig med til at beskrive en historisk betinget generationskløft mellem Holocaust-overlevere og deres børn.  

Jøderne er tegnet som mus og nazisterne som katte. Fortolkningen af de forskellige etniske grupper kan ses som et nødvendigt greb, der gør det muligt for læseren lynhurtigt at se, hvem der er hvem. 

Traumer bliver 'ophævet' og beskrevet

For mig personligt er romanens mest bevægende episoder, når Spiegelman besøger sin far, Vladek.

Faderen insisterer på at fodre Spiegelman korn, der efterhånden er alt for gammelt, og som tilhørte hans tidligere kone, fordi han ikke han tåle tanken om at smide kornet ud.

»Jeg kan ikke glemme det«, siger Vladek: »Lige siden Hitler har jeg ikke kunnet smide så meget som en krumme ud.«

Art Spiegelman svarer: »Så gem dog den forfærdelige Special K, hvis Hitler nogensinde skulle vende tilbage.«

For mig er det ikke bare en historie om at overleve en frygtelig kollektiv traumatisk hændelse, men også historien om et far-søn-forhold, der genopbygges, mens dele af usigelige traumer bliver ophævet og beskrevet på siderne af en bog.

Efterfølgende generationer 'arver' traumerne

Min interesse for kreativitet og kunst som terapiform stammer fra min nuværende forskning om udviklingen af interventioner, der har til formål at forbedre flygtningenes velfærd. 

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Da jeg spurgte en kvinde fra Mellemøsten, om vi skulle arrangere kreative skrivningskurser for flygtninge, svarede hun ja, og at hvis hun skrev sin fortælling ned, ville det forhindre, at traumet forfulgte hendes famile.

»Hvis jeg holder det hele indeni, bliver det et problem for min datter og også for de næste generationer.«

Det fik mig til at overveje, om ikke andre former for interventioner bør integreres i samtaleterapien; især for personer der har svært ved at verbalisere deres traumatiske forhistorie, og hvor kunst og kreativitet har vist sig at være ganske effektiv.

Agata Vitale hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

The Conversation

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud