En kvinde havde været udsat for en voldtægt, men kunne ikke huske selve hændelsen. Alligevel kunne synet af mursten gøre hende skrækslagen.
Posttraumatisk stress er en almindelig reaktion på en traumatisk begivenhed, hvor personen ufrivilligt genoplever de følelser, der er forbundet med traumet.
Hos mange forsvinder det efter nogle måneder, men en del mennesker må leve med det i årevis.
De kan opleve kraftige angstanfald flere gange om dagen, men ofte kan de ikke selv forklare, hvad der helt præcist udløser dem.
»Det kan være næsten hvad som helst – synet af en bestemt farve kan være tilstrækkeligt,« fortalte professor i eksperimentel psykopatologi Anke Ehlers under en neurovidenskabelig konference på Karolinska instituttet i Stockholm i februar.
Ehlers er forskningsleder ved Maudsley Hospital’s Centre for Anxiety Disorders and Trauma i London og har forsket i posttraumatisk stress i mange år.
Under samtaler med psykologer kom det frem, at kvinden, der reagerede så voldsomt på mursten, var blevet voldtaget et sted, hvor der lå store bunker af mursten.
»Selv om hun ikke kunne huske selve voldtægten, reagerede hun med en voldsom angst over for elementer fra gerningsstedet,« siger Ehlers.
Hun har udviklet en måde at behandle personer med posttraumatisk stress, hvor hun og patienten blandt andet forsøger at finde ud af, hvad der udløser det skrækkelige minde.
Efter at have identificeret for eksempel mursten som en slags trigger, fokuserer behandlingen på at ændre holdningen til den.
Patienten skal bryde forbindelsen mellem hvad en mursten betød for hende under den traumatiserende hændelse og hvad den betyder i dag; at den ikke er til fare for hendes liv.
Det sidste øjeblik inden det ubehagelige
Et vigtigt og lidt mystisk fællestræk ved patienternes genoplevelser af traumerne er, at de næsten altid kommer frem som billeder, forklarer Anke Ehlers.
»Uanset hvordan traumet fandt sted, er det et visuelt billede, som oftest vender tilbage igen og igen. Selv om personen kan have oplevet et knivstikkeri, vil vedkommende se billeder og ikke opleve smerte eller følelsen af blod,« siger hun.
Et andet fællestræk, som Ehlers og kollegerne har forsøgt at forklare, er at disse billeder ofte er af det øjeblik, som indtraf lige inden, det mest traumatiske skete.
For eksempel kan billedet være synet af politibetjenten i døren, lige før han eller hun fortæller noget frygteligt, som vil forandre livet for evigt, for eksempel et dødsfald i den nærmeste familie.
Er traumerne fejlslagen indlæring?
»Det virker som om, man genoplever det, der skete, lige før det gik galt. Måske er det kroppens måde at fortælle dig, at du skal se at komme væk, hvis du står i en lignende situation en anden gang,« siger Ehlers.
Følelsen af at opleve det samme traume igen og igen, selv om hændelsen er sket for længe siden, er stærk hos personer med posttraumatisk stress.
»Selv frygten for at dø opleves meget stærkt, selv om man jo ved, at man ikke døde af det,« siger hun.
»Detaljerne genopleves altså uden konteksten og bliver ikke opdateret af erfaringen om, at man overlevede,« siger Anke Ehlers.
Irrationel, men kraftfuld mekanisme
Det bliver også illustreret af en endnu en af Anke Ehlers historier.
En kvinde var på en vandretur med sin kæreste, da hun pludselig og tilsyneladende helt uforklarligt sprang ud i en flod.
Hun kunne ikke selv forklare hvorfor, men kæresten fandt forklaringen efter at have kigget lidt rundt i landskabet. I det fjerne stod der nemlig en græssende ko.
»Kvinden havde tidligere arbejdet i et slagtehus, og engang havde en løbsk okse jagtet hende gennem en lang gang, og hun reddede livet ved at springe ud af et vindue,« fortæller Ehlers.
Det er meget vigtigt at opdatere personens tanker med informationen om, at de ikke døde i traumet, når man behandler personer med posttraumatisk stress, mener hun.
Mennesker, som har lidelsen som en del af hverdagen, udvikler strategier for at undgå det, de opfatter som farligt.
Problemet er, at disse strategier blot opretholder symptomerne, mener Anke Ehlers.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
