Nogle traumatiserede flygtninge ser ud til at få nytte af terapi, men en del får det ikke væsentligt bedre.
»Forskningen har indtil nu ikke fundet en systematisk grund til, at det går bedre med nogle, og ikke med andre,« siger Marianne Opaas ved Nationalt videnskabscenter om vold og traumatisk stress (NKVTS) i Norge.
I sit ph.d.-arbejde ville hun finde sammenhænge, som kunne belyse, hvorfor det er sådan.
»Måske bør terapien rettes mod at hjælpe patienterne til bedre realitetsorientering, lige så meget som at søge at behandle symptomerne på posttraumatisk stresssyndrom,« siger Marianne Opaas.
Hendes studie er en del af forskningsprojektet 'Behandling og rehabilitering af traumatiserede flygtninge'.
Her søger forskerne blandt andet at finde ud af mere om virkninger af ekstrem traumatisering hos personer med flygtningebaggrund.
To forhold viste sig at have betydning
Marianne Opaas ønskede at undersøge, om det kan være forskelligheder i personligheden, der afgør udbyttet af traumebehandling. 51 multitraumatiserede psykiatriske patienter med flygtningebaggrund blev rekrutteret fra behandlingssteder i Oslo-området.
Før de startede i behandling, undersøgte Marianne Opaas dem vha. forskellige typer af personlighedstests, interviews og spørgeskemaer og sammenlignede senere resultaterne.
\ Fakta
Om de adspurgte 51 voksne psykiatriske patienter, 33 mænd og 18 kvinder. Baggrund i 15 forskellige lande, 57 procent fra Midtøsten (31 procent, 16 personer, var fra Irak), 18 procent fra andre asiatiske lande, 18 procent fra Balkan og 10 procent fra afrikanske lande. Gennemsnitsalder: 39 år. Gennemsnitlig levetid i Norge: 11 år. 67 procent var gift og 82 procent havde børn. 61 procent havde i en periode været i betalt arbejde i Norge, men under 1/3 havde arbejdet i løbet af de to sidste år før behandlingsstart. Gennemsnitlig uddannelse fra hjemlandet var 10 år. Kun to havde fuldført videre uddannelse i Norge. Størstedelen havde ikke fuldført det obligatoriske introduktionsprogram for indvandrere, med norsk sprog og samfundsfag. 53 procent bekræftede at have været udsat for tortur, og 22 procent at være blevet voldtaget. Næsten alle havde oplevet militære angreb, drab på familie og venner og havde selv været tæt på at blive dræbt.
To forhold ved flygtningenes personligheder viste sig at have en speciel betydning.
Lever indskrænket, men beskyttet
»Den ene faktor, som jeg kalder traumerespons, har at gøre med, hvordan de reagerer på de traumatiske minder eller associationer. Øverst på den skala finder vi dem, som er overvældet af det, de har oplevet.«
»De har vanskeligheder med affektreguleringen, er altid på vagt, tænker på det traumatiske hele tiden. De er ængstelige og kan ikke holder minderne væk,« siger Marianne Opaas.
I den anden ende af skalaen er de kontrollerende og undgående. De undgår situationer, som minder dem om det, de har oplevet. De undgår også at tænke på eller snakke om det, de har oplevet, og at slippe følelserne fri.
Dette begrænser tanken og hæmmer følelsesliv og livsudfoldelse. De lever indskrænket, men til en vis grad beskyttet. Når de søger behandling, har det ofte været tillægsbelastninger, der har gjort, at denne beskyttelse går i stykker.
Vigtigt at kunne opfatte situationen
Den anden faktor, som Marianne Opaas fandt, angiver patienternes evne til at lægge mærke til og undersøge flere sider af en situation. At se verden, som de fleste andre ser den, er det forskeren kalder patienternes realitetstestende evner.
Hos mange langtidstraumatiserede er der en mangelfuld evne til at opfatte hele situationen. De fejlopfatter situationen og præges ofte af en årvågenhed over for mulige faresignaler, som de ikke kan finde ud af at aflære igen.
»De med gode realitetstestende evner kan også blive skræmt, for eksempel af sirener fra en ambulance, men de er i stand til at se, at situationen er en anden nu, end da de blev traumatiseret, og forstår, at de nu er trygge, og at der ikke længere er krig rundt om dem,« fortæller Marianne Opaas.
God realitetssans øgede livskvalitet
Studiet viser ingen tydelig sammenhæng mellem, hvordan personerne reagerer på traumet i form af at være overvældet eller undgående og deres livskvalitet. Heller ikke mellem hvor overvældet de er, eller hvor stærke symptomer de har på posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) og den realitetstestende evne.
Derimod er der en tydelig sammenhæng mellem realitetstestende evne og livskvalitet.
Dem med gode realitetstestende evner har også bedre livskvalitet på Verdens Sundshedsorganisations livskvalitetsmål. Dem med dårlige realitetstestende evner har dårligere livskvalitet og mere angst.
Frigør hjernekapacitet og forbedrer kognition
»Dette viser, hvor vigtigt det er at kunne tolke omgivelserne korrekt. I terapeutisk sammenhæng er man ofte optaget af traumesymptomer og at bearbejde de traumatiske minder. Men vi ved, at PTSD ofte ikke ændrer sig væsentligt ved behandling,« siger Marianne Opaas.
»Måske bør vi have et øget fokus i terapien på at hjælpe flygtningepatienter til at opfatte og forstå hverdagen i Norge og det, der foregår i relation til andre mennesker på mere realistiske måder. Det kan have en effekt på livskvaliteten.«
»Man kan forstå det sådan, at bedre evne til at forstå omgivelserne reducerer angst, som igen kan 'frigøre hjernekapacitet' og gøre, så personen fungerer bedre kognitivt. Det bidrager til, at personen får flere ressourcer til at bearbejde traumerne og mestre livet i eksil,« siger Marianne Opaas.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
