Tegneseriemediet er ofte blevet brugt som pædagogisk værktøj til at introducere et bredere publikum for komplekse og svært tilgængelige videnskabelige problemer og diskussioner.
Da jeg i 1995 startede på filosofistudiet på Aarhus Universitet havde jeg således forinden med stor begejstring læst Filosofihistorie for begyndere (Introducing Philosophy – A Graphic Guide to the History of Thinking), der med en blanding af ord og billeder gennemgik filosofihistorien fra Thales frem til i dag.
Forlaget Politisk Revy udsendte i foråret tegneserieromanen Logicomix. En tegnet fortælling om jagten på sandhed på dansk. Lige som Filosofihistorie for begyndere har Logicomix et formidlende sigte, nemlig at introducere til og forklare en række grundlagsdiskussioner indenfor den moderne logik og matematik.
Biografi og idehistorie
Logicomix har dog også et andet og langt mere ambitiøst sigte end traditionelle introduktionsværker. Bogen er nemlig ikke en indføring i fremstilling af logiske og matematiske problemstillinger. Der er derimod snarere om en form for intellektuel biografi kombineret med en bredere, idehistorisk fortælling.
Den intellektuelle biografi er historien om Bertrand Russell, den berømte og nobelprisvindende britiske filosof, logiker og fritænker. Logicomix fortæller om hans opvækst og udvikling i årene fra 1872 og frem til anden verdenskrigs udbrud i 1939.
Den idehistoriske fortælling er historien om den moderne logiks opståen og det (forgæves) forsøg på at fundere matematikken på et rent formallogisk grundlag.
Russell var en af de væsentligste filosofiske deltagere
Dette 'logicistiske grundlagsprojekt', et af det 20. århundredes mest ambitiøse intellektuelle betræbelser, mødte sit Waterloo i 1931, da den unge logiker Kurt Gödel præsenterede sine to 'Ufuldstændighedsteoremer' – en begivenhed der i dramatisk form skildres i Logicomix s. 284-287.
Russells liv og udviklingen af den moderne logik er tæt forbundet, da Russell i årene umiddelbart før og efter 1. verdenskrig var en af de væsentligste filosofiske deltagere i og bidragsydere til det logicistiske projekt.
Det er derfor en oplagt idé at fortælle den moderne logiks historie igennem historien om Russells liv. Men som jeg kommer ind på lidt senere, så er der også nogle problemer med denne tilgang.
Værkets opbygning
Logicomix foregår og fortælles på tre planer. Dels er der den kronologisk fortløbende historie om Russells opvækst og personlige intellektuelle udvikling, som i bogen sammenkobles med historien om den moderne matematiks opståen og udvikling.
Denne historie er indlejret i en overordnet rammefortælling, nemlig i form et foredrag som Russell gav på et amerikansk universitet den 4. september 1939, umiddelbart efter nazisterne invaderede Polen og indledte anden verdenskrig.
Russell, der var kendt som en aktiv og indædt krigsmodstander og pacifist, bliver af sit publikum afkrævet et svar på, hvorvidt USA skal gå ind i krigen. Som svar fortæller Russel dem historien om sin opvækst og om logikkens udvikling, dvs. den historie, som udgør Logicomix’ narrative kerne.
Endelig er der et helt tredje niveau i Logicomix, nemlig forfatternes og tegnernes arbejde med og refleksioner over den historie, som de er i færd med at fortælle. Logicomix indledes og afsluttes således i vore dages Athen, hvor de involverede personer mødes og diskuterer hele projektet, og undervejs i værket krydsklippes der med jævne mellemrum tilbage til dette 'metaplan' udenfor selve historien.
Russells paradoks
Dette kan måske lyde forvirrende, men i praksis fungerer det overraskende godt. Russell er en interessant og farverig personlighed og logikkens og matematikkens historie er fyldt med excentriske originaler og sære men geniale tænkere. Den grundlæggende historie har derfor masser af saft og kraft.
Rammefortællingen med Russells foredrag giver retning og fokus til denne historie og hjælper med at få sat tingene i perspektiv.
Og metaplanet, forfatternes og tegnernes refleksioner over historien, fungerer dels som regibemærkninger, der kan lette læsningen og forståelsen af historiens mere tekniske matematisk-logiske passager, og dels som illustration og eksemplificering af 'Russells paradoks': Problemet om, hvorvidt mængden af alle mængder, der ikke har sig selv som medlem, har sig selv som medlem.
Det (paradoksale) svar er: Hvis den har, så har den det ikke, og hvis den ikke har det, så har den det.
Værket illustrerer det potentielle paradoks
Tænk over det et stykke tid, så vil såvel spørgsmålet som svaret forhåbentlig give (en form for) mening. Hvis ikke, så tænk på den gamle historie om byen, hvor alle mænd skal være glatbarberede, og byrådet derfor har ansat en barber, der skal barbere alle dem, der ikke barberer sig selv.
Spørgsmålet er nu, om denne barber skal barbere sig selv? Hvis han skal, så skal han ikke, og hvis han ikke skal, så skal han. Det er Russells paradoks. (Se Logicomix s. 164-168).
Mere alment har Russells paradoks med selv-referentialitet at gøre, det vil sige med udsagn som refererer til sig selv. Logicomix er et refleksivt og selv-refererende værk, da den bl.a. har sig selv som genstand.
Værket illustrerer altså i selve sin struktur det potentielle paradoks, som Russell påpegede, og som fik stor indflydelse på udviklingen af den moderne logik. (Stanford Encyclopedia of Philosophy har et glimrende opslag om Russells paradoks og dets logiske og matematiske konsekvenser).
Bogen skal både fortælle historie og introducere et forskningsfelt
Logicomix skal altså fungere på mindst to niveauer. Bogen skal dels fortælle en engagerende og interessant historie, historien om Russells liv og intellektuelle stræben, og dels introducere til et vanskeligt, ekstremt abstrakt og svært forståeligt forskningsfelt, nemlig logikkens og matematikkens grundlagsdiskussioner. Spørgsmålet er, om disse to ret forskellige projekter kan forenes?
Dette er et spørgsmål, som Logicomix selv rejser og søger at besvare. (Husk: Logicomix er et selvreferentielt værk).
På s. 199-204 dukker bogens to forfattere, Christos Papadimitriou og Apostolos Doxiadis, således selv op og kaster sig ud i en længere diskussion om, hvorvidt bogen primært skal være en indføring i logikkens og matematikkens grundlagsdiskussioner, eller snarere en dramatisk historie om Russells (og andres) jagt på sandhed og logisk vished.
Logikken og matematikken spiller en rolle
Den ene af værkets forfattere, Christos Papadimitriou, brokker sig over, at Logicomix ikke inddrager mere logik og matematik. Den anden forfatter, Apostolos Doxiadis, insisterer på, at det væsentlige ikke logikken og de konkrete resultater, som Russell og hans samtidige nåede frem til, men historien om disse personer og deres stræben efter sandhed.
»Meningen ligger i hvert retningsskift hos helten, hvert stop, hver blindgyde… 'Jagten på et grundlag' er faktisk en ufuldendt odyssé!« (Logicomix, s. 201).
I sidste ende er det Doxiadis’ tilgang der må siges at have vundet. Skønt Logicomix i sagens natur indeholder logiske og matematiske grundlagsbetragtninger, så er bogens primære fokus personen og mennesket Russell og historien om hans udvikling.
Logikken og matematikken spiller en rolle, men man kan læse bogen uden at have den store indsigt i nogen af delene. For de interesserede er der i stedet til slut i bogen tilføjet et 'Lille Logicomix Lexikon', som giver en mere uddybende præsentation af de personer, der optræder i værket og desuden forklarer og uddyber de matematiske og logiske pointer.
Folk der kun har et begrænset kendskab til logik og matematik kan altså også læse Logicomix. Spørgsmålet er imidlertid, om folk der ikke allerede interesserer sig for matematik og logik vil finde historien interessant? Jeg tvivler, men selv var jeg glimrende underholdt.
Logicomix som tegneserie
Fungerer Logicomix som tegneserie? I det store og hele ja. Det meste af værket er ret traditionelt opbygget, rammeopdelte sider, og personer der taler i talebobler. Visse steder, især når de skal skildre Russells eksistentielle kvaler eller forklare en logisk pointe, får tegnerne imidlertid lov til at syre ud og lave splash pages, bryde den normale læseretning og eksperimentere med andre tegnestile.
Der er dog ikke tale om hverken stor kunst eller nyskabende billedkompositioner, men derimod godt, solidt arbejde, der får løst den stillede opgave. Og det er fint.
Tekstningen i den danske udgave er ikke alle steder lige vellykket. Enkelte steder fortsætter teksten uden for taleboblen/tekstrammerne og sætninger ombrydes og opdeles på ulogiske måder. Det forstyrrer læsningen og bør rettes i senere oplag.
Konklusion
Samlet må man sige, at det er et imponerende projekt, som teamet bag Logicomix har kastet sig ud i. Som allerede antydet har jeg dog mine tvivl om, hvorvidt bogens to mål, at levere både en dramatisk narrativ fortælling om Russell og jagten på logisk vished og en introduktion til den moderne logiks og matematisk grundlagsdiskussioner, kan forenes i et sammenhængende værk.
Jo mere man vægter den gode historie, jo mindre kan man vægte den stringente præsentation af logikken og matematikken.
I Logicomix er vægten bevidst og eksplicit lagt på den gode historie frem for diskussionen af de logiske grundlagsproblemer. Dette giver værket drive og fremdrift, men betyder samtidig at man aldrig for alvor kommer i dybden med logikken.
Eller sådan virker det i det mindste på en læser, der har et vist (om end, indrømmet, meget basalt) indblik i en række af de logiske og matematiske problemstillinger der diskuteres.
Dette er formodentlig en uundgåelig konsekvens, hvis historien om logikkens og matematikkens udvikling i første del af det 20. århundrede skal gøres tilgængelig for et bredere publikum. Og om ikke andet kan man håbe, at Logicomix vil få flere til at interessere sig for denne fascinerende og imponerende side af den vestlige kulturs intellektuelle historie.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
