Faldgruber
Modstanderne af dyreforsøg hævder ofte, at resultater udført på dyr ikke altid kan overføres til mennesker. Og sandt er det, at der igennem historien har været mange eksempler på, at resultater opnået i dyreforsøg ikke har kunnet overføres til mennesker. Eksempelvis har nye potentielle lægemidler mod blodpropper i hjernen skuffet fælt hos patienter, efter at de tilsyneladelse virkede i forsøgsdyrene. Den manglende overførbarhed af resultater kan skyldes, at dyrenes fysiologi er anderledes end hos mennesket. I min egen ph.d-afhandling fra 2002 kunne jeg således vise, at grisenes faktor VII (et blodstørkningsprotein) reagerer fundamentalt anderledes på et fedtrigt måltid mad, end menneskets faktor VII gør. Derimod reagerer rottens faktor VII præcis på samme måde som i mennesker ved at blive aktiveret. Her kunne man altså undgå fejltolkninger ved at vælge rotter frem for grise i forsøgene. Andre fejlgruber skyldes ikke så meget valget af forsøgsdyr, men snarere hvordan de håndteres. Det skal vi se tre eksempler på i det følgende.
Randomisering
Enhver lærebog i dyreforsøg foreskriver, at man skal randomisere forsøgene. Det betyder, at man skal udvælge, hvilke forsøgsdyr, der skal i hvilke grupper, gennem lodtrækning. Og lodtrækningen skal være reel og ikke bare noget, der tilsyneladende blot ligner en randomisering. For nogle år siden viste et studium således, at de først-optagne gnavere fra et bur reagerede anderledes end de sidst-optagne, når deres adfærd blev testet. Det kan eksempelvis forklares med, at de mest rolige dyr er nemmest at få fat i. Effekten er så stor, at den vil kunne give fejlagtige resultater i adfærdsstudier, og derfor ville det være katastrofalt blot at teste medicinen på de først-optagne forsøgsdyr og så bruge resten som kontroldyr.
Håndtering af forsøgsdyrene
Ikke nok med at rækkefølgen, som forsøgsdyrene løftes op af kassen på, har betydning for resultaterne. Det samme har måden, som de løftes på. I et forsøg fra 2010 kunne forskerne således vise, at mus reagerer vidt forskellig i adfærdsstudier, hvis de bliver løftet i halen, end hvis de bliver løftet på en åben hånd eller i et rør.
At løfte musene i halen virker nemlig stressende, og derfor reagerer de som stressede mus i den efterfølgende adfærdstest. Det kan eksempelvis være afgørende i test af nye angstdæmpende medicin at alle dyr håndteres på den helt samme måde – og gerne også af den samme person.
Savsmuld og sovetider
Der bliver brugt mange forsøgsdyr til udvikling og testning af nye lægemidler. De bliver blandt brugt til at undersøge, hvordan lægemidler bliver omsat og udskilt fra kroppen. Her har det vist sig, at burenes strøelse kan have indflydelse – noget man vel ikke umiddelbart ville have forventet.
Men det viser sig, at hvis savsmuldet er lavet af nåletræ, vil det inducere flere leverenzymer, end hvis der er anvendt savsmuld lavet af løvtræ. De inducerede leverenzymer bevirker, at lægemidlerne hurtigere nedbrydes i kroppen. Således sover mus i gennemsnit to timer efter, at de har fået en dosis af bedøvelsesmidlet pentobarbital, hvis de går på løvtræ, men kun halvanden time, hvis de går på nåletræ.
Kurser i dyreforsøg
Det gælder naturligvis om at undgå alle disse mange faldgruber, og det er en af årsagerne til, at alle, der bruger forsøgsdyr, skal have gennemført et godkendt kursus i dyreforsøg, før de går i gang. På kurserne, der typisk varer fra en til tre uger og som bygger videre på kursisternes tidligere uddannelser, kan man af praktiske grunde ikke lære om alle faldgruberne, men kursisterne kan lære om vigtigheden af at gennemtænke potentielle faldgruber i egne forsøg.
Det skal sikre, at de søger litteratur og konsultation hos andre specialister, når de designer og udfører forsøgene. Det er min erfaring, at kurserne, som nu har været obligatoriske i over et årti, har gjort stor gavn: Kurserne har givet et løft i kvaliteten af den dyreeksperimentelle forskning, der foregår i laboratorier landet over, samtidigt med at dyrevelfærden også er blevet forbedret.
Læs mere
Hurst JL & RS West: Taming anxiety in laboratory mice. Nature Methods. 2010; 7: 825-826.
Olsen AK: Dyremodeller I tromboseforskningen: Studier over postprandiel faktor VII-aktivering i grise og rotter. Ugeskrift for Læger 2002; 3550.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
