Moderne rumfart: Fra radiorør til rumstationer

Når vi taler om rumalderen, tænker vi i dag ikke bare på bemandede rumskibe og rumsonder, men også på alle de satellitter, som er med til at forme vores samfund.

Vi er blevet vant til at kunne se tv fra hele verden og takket være GPS aldrig at fare vild. Vi har fået et globalt samfund forbundet af satellitter, hvor man kan sidde i Singapore og på sekunder afslutte en handel om hvede eller olie med lande mange tusinde kilometer borte.

Rigdomme kan skabes på sekunder, og det samme gælder kriser, der næsten lige så hurtigt kan blive globale. Intet land kan undvære nettet af satellitter – til gengæld har vi fået skabt en global verden, som er svær at styre.

Den moderne rumfarts begyndelse

Den afhængighed af rumteknologi var næsten umulig at forudse, da rumalderen startede i 1957. Det var kun få år efter, at transistoren var begyndt at afløse de gamle radiorør, og computere var stadig en sjældenhed.

Desuden var de første computere store og klodsede og krævede en masse pasning. Rent faktisk er den moderne rumalder ikke alene skabt af raketter og satellitter. Den afgørende faktor har været udviklingen af mikroelektronik, computere og it-systemer.

Rumfarten har været med til at hjælpe udviklingen i gang, men kan bestemt ikke tage hele æren. Meget af den moderne rumfart er skabt af enkeltpersoner – ikke af fremsynede regeringer. Det illustrerer følgende to eksempler.

Elektronikken gjorde det muligt at bygge små satellitter

Allerede i 1945 havde den senere så berømte science fictionforfatter Arthur C. Clarke (1917–2008) i en artikel beskrevet, hvordan bare tre satellitter anbragt 36.000 km over ækvator kunne dække næsten hele verden med radio, tv og telefoni.

Men selv Clarke forudså ikke udviklingen af elektronikken. Hans tvsatellitter var store rumstationer, bemandet med teknikere, som skulle skifte radiorør i de store radiosendere og modtagere, som han dengang mente var nødvendige.

Denne artikel blev læst af en ung ingeniør ved navn Harold Rosen (1926-), der arbejdede for den amerikanske flyproducent Hughes Aircraft. Han så de kommercielle muligheder, men var også klar over, at Clarkes rumstationer var en umulighed.

Til gengæld mente han, at elektronikken nu gjorde det muligt at bygge små satellitter, der løste den samme opgave som Clarkes enorme rumstationer – selv om de skulle op i en bane hele 36.000 km over ækvator, hvilket dengang var en meget stor opgave for en raket.

Det var kort efter Sputnik 1, og absolut ingen troede på ham. Rosen har senere sagt: »Jeg følte, at det var mig mod hele verden.«

Det lykkedes at overtale NASA til et samarbejde

Dengang var der 172 telefonlinjer mellem USA og Europa og ingen mulighed for at sende tv. Da Rosen sagde, at der var et marked for en times transatlantisk tv om dagen, mente eksperterne, at han var alt for optimistisk – en time om ugen måtte kunne klare behovet!

Rosen var lige ved at tage sin afsked, men til sidst støttede Hughes ham med 300.000 dollar, så han blev. Det lykkedes at overtale NASA til et samarbejde, og resultatet blev projekt Syncom (Synchronous Communications Satellite), hvor Hughes Space and Communications stod for udvikling og produktion.

Da raketterne dengang ikke var ret store, måtte Syncom ikke veje mere end bare 35 kg – det var prisen for den høje bane. Syncom 1 mislykkedes, men Syncom 2 blev en succes.

Den blev opsendt i juli 1963, og præsident Kennedy brugte den til at føre en samtale med premierministeren i Nigeria. Det store gennembrud kom, da Syncom 3 transmitterede tv fra de olympiske lege i Tokyo i 1964 – og, som man siger, 'the rest is history'.

Vores afhængighed af rumteknologien er gået op for os

Det andet eksempel kan også føres tilbage til Arthur C. Clarke. Han var i 1954 en ung og energisk fortaler for alt med rumfart, og da han skulle arrangere et symposium om rumfart på Hayden Planetariet i New York, skrev han til forskningslederen på U.S. Weather Bureau, Harry Wexler, og bad ham holde et foredrag om, hvordan satellitter kunne støtte vejrtjenesten.

Wexler svarede, at den idé troede han ikke på, hvortil Clarke skrev tilbage, at så kunne han da holde et foredrag om, hvorfor vejrsatellitter var en dårlig ide. Wexler tog imod udfordringen, men under udarbejdelsen af foredraget blev han omvendt. Derefter blev han en central og indflydelsesrig fortaler for vejrsatellitter, og han spillede en vigtig rolle for deres udvikling indtil sin død i 1962.

Andre eksempler viser tilsvarende, at vi på mange måder kom ind i den moderne rumalder uden den helt store planlægning, og kun gradvist er vores store afhængighed af rumteknologien gået op for os.

En overraskelse har også vist sig. Ved rumalderens begyndelse mente alle eksperter, at rumfart var noget for de rige lande med højtudviklet teknik. Ingen havde forudset, hvor hurtigt udviklingslandene tog den nye teknik til sig.

Indonesien brugte satellitterne tidligt

I den vestlige verden tager vi telefon, tv og internet for givet.

Mange steder i verden ville man stadig mangle disse muligheder, hvis ikke det havde været for satellitter, som har kunnet sende direkte til fjerne øer og landsbyer. Indonesien er et godt eksempel. Landet består af tusindvis af øer, og det er i praksis umuligt at forbinde landet med kabler eller for den sags skyld sendemaster.

Indonesien er et af de lande, der tidligt begyndte at bruge satellitternes muligheder. Den første Palapa-satellit blev købt i USA og opsendt fra Cape Canaveral allerede i juli 1976 – mindre end 20 år efter rumalderens start.

Indien og lande i både Afrika og Sydamerika bruger også satellitter, som blandt andet hjælper dem til at skyde genvej ind i mobilalderen og dermed sætter fart i den økonomiske udvikling.

Rumfartens hovedområder

Rumfarten her i det 21. århundrede er meget forskellig fra det rumkapløb, der kendetegnede rumalderens start. For at få et overblik har vi valgt at inddele rumfarten i tre hovedområder:

• Den nødvendige rumfart

• Den videnskabelige rumfart
• Den bemandede rumfart.

Den nødvendige rumfart er kort sagt den del af rumfarten, som har vist sig helt nødvendig, både for at det moderne samfund kan fungere og for at sikre en militær magtbalance i rummet. Det er den nødvendige rumfart, der er årsag til, at rumfarten efterhånden er blevet international med nu seks store rummagter.

Den nødvendige rumfart handler om at oprette og vedligeholde systemer af satellitter, der kan løse opgaver inden for områder som:

• Jordobservation
• Vejrtjeneste

• Navigation

• Kommunikation
• Spionage
• Varsling mod angreb.

Med klimaændringer, ozonhuller og det stadig mere ekstreme vejr er det blevet mere nødvendigt end nogensinde at følge, hvorledes disse ændringer påvirker Jorden.

Klima og vejr har betydning for høstudbytter og dermed for køb og salg af korn og ris, som igen påvirker priser og den globale økonomi. Mange landes økonomi afhænger af, at der kan træffes de rigtige beslutninger, og det kræver gode data fra satellitter.

Alle former for trafik er baseret på GPS-navigation

Vi ved også, at nogle af de største klimaændringer foregår ved Arktis og An
tarktis. Her ændrer temperatur
stigninger isdækket, hvilket både åbner
nye sejlruter og nye muligheder for at
bore efter olie i hidtil utilgængelige
områder. Derfor opsendes eksempelvis satellitter som Cryosat, der alene har til opgave at overvåge de isdækkede områder ved polerne.

Hele verden har taget GPS til sig i et omfang, ingen havde forudset. Alle former for trafik til lands, til vands og i luften er helt baseret på GPS-navigation, og de meget præcise tidssignaler fra satellitterne styrer alt fra computernetværk til finansielle transaktioner.

Ikke så mærkeligt, at man rundt omkring i verden overvejer, om det nu er en god ide at være afhængig af et militært amerikansk system, som amerikanerne i princippet bare kan lukke af for civilt brug.

Varsling af infrarød varmestråling giver ekstra minutter

Den første kommercielle begrundelse for at drive rumfart var kommunikation – især efter Syncom 3 havde sendt tv til hele verden fra de olympiske lege i Tokyo i 1964. I dag foregår opsendelsen af tv-satellitter på rent kommerciel basis. Man kan købe færdige tv-satellitter og få dem opsendt. Det er en milliardindustri, men angår kun i ringe grad rumagenturerne.

Militæret har naturligvis sin egen dagsorden. Spionage fra rummet har vist sig at være en god ting. Jo mere man ved om modparten, desto mindre er risikoen for at reagere forkert i en krisesituation.

I dag er spionage ikke bare at tage billeder, men alle former for elektronisk spionage, hvor man aflytter den militære kommunikation og ved at opfange radarsignaler lærer en del om, hvor modpartens radaranlæg befinder sig, og dermed hvordan man kan undgå at blive opdaget.

En anden vigtig opgave er varsling, hvor den infrarøde varmestråling fra en fjendtlig raketopsendelse opdages. Det giver lige de få ekstra minutter, som er nødvendige for at reagere, enten ved at opsende egne raketter eller søge at skyde de angribende raketter ned.

Uanset økonomiske og politiske kriser vil den nødvendige rumfart overleve. Spørgsmålet er alene, om hver rummagt vælger at opretholde sine egne satellitsystemer, eller om der kan indgås internationale aftaler om at dele satellitter.

Støtning af videnskab er kulturpolitik

Den videnskabelige rumfart anses ofte for at være selve begrundelsen for overhovedet at flyve ud i rummet. Ingen har noget imod videnskabelig rumfart, bortset fra at den koster en masse penge.

Umiddelbart har det ikke den store betydning for os her på Jorden at følge støvstormene på Mars eller studere fjerne, sorte huller, men at deltage i den type forskning sender et signal om, at man råder over videnskabelig ekspertise af høj standard. Det er et godt signal at sende til lande, man ønsker at handle med eller samarbejde med.

At støtte videnskab er også kulturpolitik. Det kan opfattes som et signal om, at man er et civiliseret land. Desuden giver videnskabeligt samarbejde et løft til de videnskabsfolk, som deltager, og som nu kommer til at samarbejde med topforskere fra mange andre lande.

Skal man være med på den videnskabelige front, er det umuligt at isolere sig. Vejen frem går gennem deltagelse i konferencer, fælles publikationer med internationale kolleger og i det hele taget alle former for samarbejde, hvor forskerne kan lære af hinanden.

Den bemandede rumfart er den mest synlige

Den tekniske udvikling vil gennem de næste 50 år gøre det muligt for stadig mindre rummagter at være med i den videnskabelige udforskning. Vi nærmer os en tid, hvor meget små og billige rumsonder kan løse opgaver, som før var forbeholdt store og dyre rumsonder. Så den videnskabelige forskning har en nogenlunde sikret fremtid, selv om den aldrig kommer til at få de helt store midler.

Eftersøgningen af jordlignende planeter i andre solsystemer er et af de videnskabelige projekter, der i de kommende år ventes at få flere midler. Her har vi for en gangs skyld noget, som er let at forstå, og som samtidig har en stor videnskabelig værdi. Og eftersøgningen kræver ikke andet end nogle rimeligt store teleskoper i bane om Jorden eller Solen.

Den bemandede rumfart er rumfartens mest synlige side. For mange mennesker er rumfart næsten ensbetydende med bemandet rumfart – således også i Danmark i fejringen af den første danske astronaut i 2015. Men det er ikke tilfældet i virkeligheden.

Ingen rumsonde eller robot kan udforske månen så godt som astronauter

Faktisk er det svært at indpasse den bemandede rumfart i et større program på grund af gøgeungeeffekten: Bemandet rumfart har en tendens til at sluge så store pengemidler, at det går ud over andre dele af rumfarten.

Der er ingen tvivl om, at Apollo-astronauterne gennemførte et videnskabeligt program, som gjorde Apollo til en videnskabelig succes, selv om motivet for flyvningerne var det rent politiske at komme til Månen før russerne.

Det er også korrekt, at ingen rumsonde eller robot, man kunne bygge dengang, kunne udforske Månen så godt og grundigt som astronauterne.

Mennesket tåler lange rumrejser dårligt

Det er siden da netop blevet fremhævet som begrundelse for, at solsystemet kun kan udforskes af mennesker. Men af flere grunde er det nødvendigt at se på argumenterne igen, nu ud fra teknologien i det 21. århundrede.

For det første er robotter blevet langt mere autonome, så de på egen hånd kan udføre opgaver, som var umulige for en robot for bare få år siden. For det andet kan man sende måske 10 robotter afsted for samme pris, som det koster at sende en enkelt astronaut til Månen eller en anden planet.

For det tredje er solsystemet ikke velegnet til menneskelig udforskning. Nogle planeter kan vi slet ikke lande på, som Venus eller Jupiters måne Europa. Venus er alt for varm, og Europa ligger så dybt inde i Jupiters strålingsbælter, at selv elektronik har svært ved at klare strålingen.

For det fjerde tåler mennesket kun dårligt lange rumrejser, især på grund af vægtløshed og stråling.

At sætte et menneske på Mars er ressourcekrævende

En af de vigtige opgaver på den internationale rumstation ISS er at finde en optimal arbejdsfordeling mellem astronauter og robotter. Allerede nu får astronauterne på ISS hjælp af stadig flere og mere avancerede robotter, der endda har mulighed for selv at gå på rumvandring.

Med den meget høje pris for at have mennesker i rummet er det givet, at alt, hvad der kan overlades til robotter, vil blive overladt til dem. Et godt eksempel på den måde at tænke på er en ny plan om en flyvning til Mars.

Grundtanken er, at der egentlig ikke er nogen grund til at landsætte mennesker på Mars. Det koster store mængder brændstof og forsyninger, og så er der alle problemerne med støvet og de hyppige støvstorme.

At udforske Mars kan give videnskabeligt udbytte

Langt bedre ville det være at parkere det bemandede rumskib i bane om Mars og måske lade det lande på en af de to små måner Phobos og Deimos. Herfra sendes så et stort antal robotter ned til overfladen. De kan køre, krybe, gå eller flyve til næsten ethvert sted på Mars – også ned i stejle kløfter, der er for farlige for astronauter.

Fra basen ude i rummet tager det kun radiosignaler brøkdele af et sekund at komme fra rumskibet og ned til Mars, så astronauterne kan styre robotterne omtrent som i et computerspil og helt direkte opleve Mars gennem et Virtual Reality-system.

At udforske Mars på den måde kan let give et større videnskabeligt udbytte end at have et par astronauter til at køre omkring inden for en afstand af nogle få kilometer fra deres base. Men afgørelsen bliver helt sikkert ikke truffet alene ud fra et videnskabeligt synspunkt.

Fremtiden for den bemandede rumfart er usikker

Et så stort projekt som en marsrejse skal også kunne sælges politisk til de skatteborgere, som skal betale regningen. Og her er der næppe noget, der kan slå argumentet om ‘at have været der selv’. For os er der rent psykologisk en enorm forskel på robotter og mennesker, og så er arbejdseffektiviteten mindre vigtig.

Fremtiden for den bemandede rumfart er usikker. Der er tre faktorer, som bliver afgørende:

• Erfaringerne fra den internationale rumstation ISS

• Omfanget af internationalt samarbejde

• Den politiske vurdering af et bemandet rumprogram.


Man kan sige, at den bemandede rumfart er til eksamen på rumstationen ISS. Her indsamler vi data om, hvordan mennesket tilpasser sig lange ophold i rummet og værdien af at have astronauter til at gennemføre laboratorieforsøg.

Når ISS skal sendes på pension omkring 2024-2028, ved man virkelig meget om menneskets muligheder og begrænsninger ude i rummet. Det er i disse år, grundlaget lægges for det næste skridt ud i rummet.

Store raketter er dyre både at bygge og opsende

Bemandet rumfart er meget dyr, og virkelig store projekter som en base på Månen eller en rejse til Mars kan kun gennemføres ved, at mange lande samarbejder. Selv et land som Kina kan på egen hånd kun klare at opsende en mindre rumstation eller måske sende en ekspedition til Månen.

Den bemandede rumfart kan ikke betegnes som strengt nødvendig. Derfor er det meget afgørende, om regeringer vil vurdere bemandet rumfart som noget, der giver prestige og industrielle fordele. For Kina er bemandet rumfart en måde at fortælle verden, at de nu er en ægte stormagt – og samtidig fortæller de også, at den kinesiske industri er avanceret. Det giver fordele, når der skal indgås handelsaftaler.

Den bemandede rumfart har skabt debat om, hvilke typer raketter der er brug for. Problemet er, at de mindre og mellemstore raketter kan klare stort set alle rumfartens opgaver – bortset fra at sende mennesker ud i solsystemet.

Her kræves meget store raketter på størrelse med den gamle, 3.000 ton tunge amerikanske måneraket Saturn 5. USA, Kina og Rusland arbejder på raketter af den størrelse, men det foregår i et meget behersket tempo.

Store raketter på 3.000 ton er meget dyre både at bygge og opsende. I alle tre lande er der fare for, at når man endelig efter mange års arbejde har fået udviklet og bygget raketten, er der kun råd til at opsende den én eller to gange om året, og det er jo ikke nok til at opretholde et ambitiøst bemandet program.

Den internationale rumfart

Den moderne rumfart er blevet international. Seks store rummagter, nemlig USA, Europa, Rusland, Japan, Kina og Indien, har nu manifesteret sig.

Desuden er der flere mindre rummagter som Israel, Iran, Sydkorea og Nordkorea, der alle kan opsende egne satellitter, og et stort antal lande, der kan bygge mindre satellitter, som andre så opsender. Argentina og Brasilien er eksempler på sidstnævnte. Brasilien samarbejder også med Kina om at bygge satellitter til jordovervågning – noget, som har stor interesse for landet på grund af de store regnskove.

Her følger en kort præsentation af de seks store rummagter, der kommer til at præge udviklingen i de kommende 50 år. Det er tvivlsomt, om de mange mindre rummagter kan udvikle sig til store rummagter inden for dette tidsrum.

En lille tabel baseret på data fra 2013 giver en sammenligning af de seks store rummagter:

Kilde: James Moltz: Crowded Orbits, Columbia University Press 2014

Man kan i en sådan tabel ikke umiddelbart sammenligne budgetterne, for der er stor forskel på lønninger og omkostninger. De lave omkostninger i Kina og Indien spiller allerede en stor rolle, for det giver de to lande mulighed for at tilbyde opsendelser til en betydeligt lavere pris end de vestlige lande.

USA

Den civile amerikanske rumfart varetages af NASA, som har et stort problem. Budgettet vedtages for et år ad gangen, og det gør det meget vanskeligt at planlægge og gennemføre store rumprojekter.

Apollo-programmet blev kun gennemført, fordi det – ikke mindst takket være præsident Lyndon B. Johnson – lykkedes at undgå store budgetdebatter i de kritiske år, hvor raketter og rumskibe blev konstrueret og bygget. Til gengæld smuldrede NASAs budget meget hurtigt efter månelandingerne, da præsident Nixon ikke havde den helt store interesse for rummet.

Store projekter er altid i fare, når en ny præsident træder til. Således nedlagde præsident Obama meget hurtigt det store Constellation-projekt, han havde arvet fra Bush-administrationen. Dermed er der ikke længere noget regeringsprogram, som omfatter månebaser og marsrejser.

I stedet skal NASA nu til at samarbejde med den private industri, som har fået til opgave at udvikle nogle små rumkapsler, som kan sende astronauter op til ISS. NASA har stadig som et langsigtet mål at sende mennesker til Mars, men hvornår og hvordan er meget usikkert.

Skiftet var meget logisk

Grunden til dette skift var det meget logiske, at selv om Constellation-projektet sådan set var vedtaget, fulgte der ikke penge med i et omfang, som gjorde det muligt at gennemføre det.

NASA har et stort budget og kan støtte sig til en meget avanceret industri. Derfor skæver alle rummagter til, hvad NASA gør. Det anses stadig for en god idé at samarbejde med NASA for at styrke sin egen industri. På den anden side har NASA i hvert fald tidligere haft lidt svært ved at samarbejde. Man vil meget gerne beholde sine tekniske fordele for sig selv.

Således var der en rumanalytiker i USA, der om ISS skrev: »Det vil være ideelt, om den tekniske kobling mellem de amerikanske moduler og andre landes moduler blev holdt på et minimum.«

Men det ser nu ud til at ændre sig: Europa har fået lov til at bygge servicemodulet til Orion-rumskibet, der er en af de få ting, som overlevede fra Constellation. Det er første gang, et andet land har fået lov til at bygge en helt central del af et amerikansk rumskib. Den økonomiske krise kan mærkes.

Europa

Den civile rumfart i Europa varetages af European Space Agency (ESA). Danmark er medlem af ESA, som har hovedkvarter i Paris, og uden dette medlemskab kunne den danske astronaut, Andreas Mogensen, ikke være udvalgt til at besøge ISS. Han opsendes heller ikke som dansker, men som ESA-astronaut. ESA har sit eget modul, Columbus, på ISS, og de har opsendt flere forsyningsrumskibe til rumstationen.

De fleste europæiske lande er medlem af ESA, men naturligvis er der nogen, som bidrager mere end andre. De to store spillere er Frankrig og Tyskland, og de to lande er ikke altid helt enige om, hvilken rumpolitik Europa skal føre. Men der er dog opnået enighed om to meget store projekter, Galileo og Sentinel.

Galileo er det europæiske svar på GPS, som skal sikre Europas uafhængighed af USA for denne uhyre vigtige satellittjeneste. Det kommer til at omfatte 30 satellitter, hvoraf de første allerede er opsendt.

Sentinel er et system af satellitter, der skal overvåge Jorden (især Europa) med radar, multispektrale kameraer og instrumenter til at undersøge atmosfæren, herunder hvor forurenet den er. Det er en del af Copernicus-projektet, som har til opgave at foretage meget grundige miljøundersøgelser af, hvordan vi mennesker påvirker Jorden og klimaet.

Copernicus er et EU-program, hvor ESA varetager den del, der omfatter satellitter ude i rummet. Meget tyder på, at vi i de kommende år vil komme til at se et tættere samarbejde mellem ESA og EU.

To af ESAs største videnskabelige succeser er rumsonden Rosetta, der efter 10 års flyvning landsatte en sonde på kometen Churyumov-Gerasimenko i 2014, samt Huygens-rumkapslen, der landede på Saturns store måne Titan i 2005. Men derudover har ESA opsendt talrige videnskabelige satellitter og rumsonder, ligesom ESA er partner sammen med NASA i Hubble-rumteleskopet.

Rusland

Det russiske rumprogram har oplevet at kollapse og så genopstå. Kollapset indtraf ved Sovjetunionens fald i 1991, men herefter blev rumprogrammet langsomt genopbygget.

Det gamle system med små ’kongedømmer’ ledet af chefkonstruktører blev opgivet, og i februar 1992 blev det russiske rumagentur, der senere fik navnet Roskosmos, dannet ved et dekret fra Boris Jeltsin.

Gennem en årrække magtede russerne kun lige at holde rumstationen Mir flyvende, og de måtte opgive alle tanker om rumsonder og astronomiske satellitter. Der var kun råd til den allermest nødvendige rumflyvning, og selv de militære satellitsystemer forfaldt.

Denne noget kaotiske overgangsperiode blev udnyttet af Roskosmos til at ændre hele rumprogrammet. Den russiske rumfart gik fra at være meget lukket til at være åben – også over for rent kommercielle aftaler som at opsende rumturister til Mir mod betaling.

Der blev også indgået aftale med NASA om, at amerikanske astronauter kunne komme på langtidsophold på Mir, og Mir fik så samtidig glæde af rumfærgernes store lastekapacitet.

Russerne taler åbent om at bygge deres egen rumstation

Det russiske rumprogram er nu genopbygget, godt hjulpet af de høje oliepriser i begyndelsen af 2000-tallet, som gav Ruslands økonomi et stort skub fremad. Men faldende oliepriser kan ret hurtigt ændre dette billede.

Alligevel taler russerne nu åbent om at bygge deres egen rumstation efter ISS, ligesom de bygger en ny serie af topmoderne raketter kaldet Angara samt en ny rumhavn i Fjernøsten, da den gamle sovjetiske rumhavn Bajkonur nu befinder sig i det selvstændige land Kasakhstan.

Rumsonder ligger det stadig lidt tungt med. Russernes seneste forsøg på at sende en rumsonde til mars-månen Phobos endte med, at sonden forblev i bane om Jorden.

En undersøgelse viste, at uheldet kunne føres tilbage til dårlig kvalitetskontrol, noget som stadig plager det russiske rumprogram.

Japan

Japan opsendte sin første satellit i 1970 og har siden da udviklet et stort rumprogram. I mange år var programmet opdelt mellem tre organisationer, hvilket ikke var en god idé. Men i 2003 blev al rumfart samlet under det nuværende rumagentur, JAXA.

Japan er aktiv på mange felter. Deres videnskabelige satellitter har dækket talrige områder, lige fra røntgenastronomi og infrarød astronomi til overvågning af drivhusgasser i Jordens atmosfære. Rumsonden Kaguya har kortlagt hele Månen i 2007-2009, og Japan er blevet det første land, som har bragt støv hjem fra en asteroide.

Det var rumsonden Hayabusa, der landede på asteroiden Itokawa i 2005 og efter mange tekniske genvordigheder fik bragt en kapsel med støvkorn til landing i Australien i 2010.

Japan har haft flere astronauter i rummet, på rumfærgeflyvninger og på ophold på ISS. Japan er en stor bidragyder til ISS med Kibo-laboratoriet og en serie ubemandede transportrumskibe til forsyninger til rumstationen.

Japan planlægger et bemandet rumskib, men det ser ud til, at projektet har lav prioritet. Der vil derfor gå adskillige år, før en japansk astronaut bliver opsendt med et japansk bygget rumskib.

Kina

Kina har Asiens største rumprogram, og ligesom Japan opsendte Kina sin første satellit allerede i 1970. Ud over Rusland og USA er Kina det eneste land, der kan opsende egne astronauter.

Den første ’taikonaut’ – den kinesiske betegnelse for astronaut – blev opsendt i 2003, og Kina er begyndt at udvikle sin egen rumstation, som skal opsendes i 2022. En forløber for denne 60 ton store rumstation er det lille Tiangong-modul på kun syv ton, som to gange har været bemandet.

Den bemandede rumfart udgør dog kun en lille del af det samlede rumprogram, og der kan gå flere år mellem de bemandede opsendelser. Kina koncentrerer sig i stedet om den nødvendige rumfart med både militære og civile satellitter. Således er Kina ligesom Europa ved at udvikle sit eget system af navigationssatellitter, kaldet Compass. Compass bliver et stort system med hele 30 satellitter.

På det militære område viste Kina i 2007, at de kunne ødelægge en satellit ude i rummet. De ødelagde en gammel vejrsatellit i en højde på 865 km, og det gav så mange vragdele i rummet, at Kina omgående blev særdeles upopulær blandt de andre rummagter.

Endelig har Kina et mindre, videnskabeligt rumprogram. Det omfatter rumsonder til Månen, hvor der senest er landsat en rover, som dog ikke kørte særlig langt. Kina er også i færd med at udvikle en ny serie af raketter, der kan sende op til 25 ton i bane om Jorden. Der tales endda om at bygge en 3.000 ton stor måneraket, men det bliver tidligst omkring 2030.

Indien

Indien opsendte sin første satellit i 1980. I mange år var det indiske program koncentreret om at sørge for kommunikation mellem de utallige store og små byer samt levere pålidelige vejrudsigter. Det er blevet til i alt 24 Insat-satellitter, i begyndelsen opsendt af Sovjet og USA, men nu af Indiens egne raketter.

Ligesom Europa og Kina er Indien nu også ved at opbygge sit eget regionale system af navigationssatellitter. Det følte de sig tvunget til, da USA lukkede for den militære adgang til GPS under en konflikt med Pakistan i 1999. Den første satellit af syv planlagte blev opsendt i 2013.

Indien har ligeledes opsendt adskillige videnskabelige satellitter. Deres første månesonde, Chandrayaan, var i 2008 med til at vise, at der findes vand på Månen, og deres hidtil største triumf er i første forsøg at få bragt en satellit i bane om Mars. Det var rumsonden Mangalyaan, der i september 2014 gik i bane om Mars, hvorfra den nu sender billeder og andre oplysninger hjem.

Indiens rumprogram ledes af Indian Space Research Organisation (ISRO), der nu også er begyndt at udvikle et bemandet rumskib. Indien er simpelthen blevet klar over, at det er nødvendigt at vise, at landet er en rummagt på linje med Kina.