Det er måske en banalitet at hævde, at krudtet ændrede verdenshistorien, men i så fald er det en sand banalitet.
Det skete dog ikke straks, for der gik mindst 400 år, fra krudtet blev opfundet, til det for alvor vandt indpas i især de europæiske hære. Men da det først skete, ændrede det totalt de militære spillerregler og dermed også den politiske magtbalance.
\ Læs mere
Den effektive brug af krudt og kanoner var en væsentlig årsag til Europas fornyede styrke i renæssancen, også selv om krudtet ikke stammer fra vores verdensdel.
Vi skal en tur til Kina for at finde oprindelsen.
Beretninger om 'Græsk ild'
Allerede fra 700-tallet har man fra Det Byzantiske Rige beretninger om brug af den 'græske ild', der var en eksplosiv blanding af olie, svovl, harpiks, asfalt og brændt kalk. Den græske ild var dog ikke egentligt krudt, da ilten til forbrændingen kom fra luften og ikke fra blandingen selv.
Almindeligt krudt eller 'sortkrudt' er en eksplosiv blanding af kul, salpeter og svovl. Den eksplosion, der sker ved antænding, er en hurtig iltnings- eller oxidationsproces, der dog ikke skyldes luftens ilt men derimod ilten i salpeteren, der kemisk set er kaliumnitrat (KNO3). Krudt behøver ikke luft for at eksplodere, det kan ske selv under vand.
Når krudt antændes, omdannes det delvis til varme gasser, og sker eksplosionen i et lukket rum, vil trykket stige voldsomt. Det øgede tryk kan for eksempel drive en kugle ud af et kanonrør.
Krudtet blev formentlig opfundet i Kina
Vi har ingen sikker viden om, hvornår krudtet blev opfundet, men det har formentlig været i Kina under Tang-dynastiet i slutningen af 800-tallet. I det mindste ved vi, at kinesiske alkymister på den tid søgte efter den sagnomspundne 'livets eliksir', der kunne gøre os mennesker udødelige.
De fandt nu ikke en livsforlængende eliksir, men derimod det dødbringende krudt. Omkring 1040 beskrev en kinesisk alkymist for første gang forskellige sammensætninger af krudt, dog alle med så lavt indhold af salpeter, at der næppe har været tale om egentlige sprængstoffer.
\ Læs mere
Kineserne brugte oprindelig ikke krudt til skydevåben, men til fyrværkeri, flammekastere og 'ildspyd', der blev anvendt til både fredelige og krigeriske formål. De mongolske hære, der i 1200-tallet angreb Europa og Nærøsten, var forsynet med raketter og katapulter til krudtbomber, men de havde næppe kanoner.
Det var først, da krudtet kom til middelalderens Europa, at den dødelige cocktail af krudt og kanoner for alvor gjorde sit indtog på slagmarken.
Der blev brugt krudt i Hundredeårskrigen
Den første omtale af krudt i Europa findes i et skrift fra 1257 forfattet af den lærde engelske franciskanermunk, filosof og alkymist Roger Bacon (cirka 1214-1292). Ved tydning af skriftet fremgår det, at han har eksperimenteret med en blanding af 7 dele salpeter, 5 dele svovl og 5 dele kul, hvilket er et væsentligt mindre salpeterindhold end i senere anvendt sortkrudt.
Bacon fandt muligvis selv frem til krudtet, men kan også have fået opskriften fra araberne i den sydlige del af Spanien. På den tid var der allerede en storproduktion af krudt i Kina. Det ved vi fra en eksplosion af et krudtkammer i byen Weiyang. Eksplosionen i 1280 krævede mindst 100 ofre.
Under alle omstændigheder var krudt i primitive kanoner en realitet i 1300-tallets Europa, hvor den nye opfindelse blev anvendt under Hundredårskrigen (1337-1453) mellem England og Frankrig. Første gang var måske af de engelske tropper i slaget ved Crécy i Nordfrankrig i 1346.
Her og ved det senere slag ved Poitier i 1356 mødte det franske ridderaristokrati det nye og frygtindgydende våben. De stenkugler, der blev slynget ud af kanonerne, gjorde ganske vist ikke stor skade, men larmen og røgen forvirrede de franske riddere og deres heste.
I samme periode møder vi den første danske omtale af krudtet, nemlig i et brev fra 1372, hvor brevskriveren beretter om den holstenske belejring af Gram Slot ved Ribe. Af brevet fremgår, at man på slottet har haft bøssekrudt – eller Byss-krwd, som det dengang blev stavet.
Faldende skovareal i Europa
Senest omkring 1600 havde krigskunsten ændret sig radikalt, idet den nu helt var baseret på kanoner, musketter og andre krudtdrevne skydevåben. Da krudt var en nødvendighed for krigsførelse, måtte alle stater etablere krudtværker på grundlag af svovl, trækul og salpeter. Især den sidstnævnte ingrediens blev af strategisk betydning.
Det meste salpeter blev importeret i form af naturligt forekommende salpeterjord fra især det østlige Indien, hvorfor det var kendt som 'indisk sne'. Af sikkerhedsmæssige grunde valgte mange lande i 1600-tallet at supplere den importerede salpeterjord med lokal produktion i form af 'salpeterhaver'.
\ Læs mere
Der var nu ikke megen haveatmosfære over disse manufakturer, hvor urin, ekskrementer og kødaffald blev blandet med forskellige kalkjorder for derefter at blive gennemvædet med vand. Den ulækre blanding blev opvarmet og inddampet i store kedler og siden afkølet, så salpeteren kunne udkrystallisere.
Hele processen var møjsommelig, svinsk og særdeles energikrævende. Det gjaldt ikke blot tilvirkningen af den rene salpeter, men også produktionen af trækul ud fra opvarmning af særlige træsorter ved høj temperatur. Faktisk var den voksende krudtindustri i 1700-tallet stærkt medvirkende til, at det europæiske skovareal faldt drastisk i århundredet.
Det næsten chokerende energispild kan illustreres af, at man til produktion af blot et kg salpeter måtte bruge cirka 500 kg salpeterjord og cirka et ton træ.
Den danske fabrikation var beskeden
Vi har en god skildring af fremstilling af salpeter til krudtbrug i form af en beretning, som to unge teologiske kandidater gav i slutningen af 1700-tallet af salpeterværket ved Hillerød Slot. Om første del af processen hedder det:
»Der tages gammel stinkende Jord fra Møddingsstedet og dette legges nu lagviis op saaledes, at imellem hvert Lag Jord bliver lagt et Lag Hestegiødning, og saaledes vexelviis … og hvert af de omtalte Lag vandes med Urin og andre uhumske og stinkende Vædsker, man kan faae. Naar saadan en Stak har staaet i 3 Aar og idelig er blevet vandet med omtalte Fluida, har Salpeteren avlet sig i den.«
\ Læs mere
Mens den danske salpeter- og krudtfabrikation kun var beskeden, var der i Frankrig tale om en industri af imponerende omfang. Baggrunden var de krige, der i kølvandet på Den Franske Revolution hærgede Europa i perioden fra cirka 1790 til 1814.
Den engelske flåde havde nemlig iværksat en blokade af fastlandet for at forhindre tilførsel af salpeter og andre varer af strategisk betydning for de franske hære. Franskmændene svarede igen ved at skabe et omfattende system af salpeterhaver.
Kemikere forstod ikke biokemiske processer
Det militært-industrielle projekt var i 1790'erne i stand til at levere ti millioner kg ren salpeter om året, hvilket var nok til at forsyne dem med den nødvendige mængde af krudt.
Projektet var ikke blot industrielt, for det inddrog også den bedste videnskabelige ekspertise i form af fremragende kemikere som Antoine-Laurent Lavoisier (1743-1794) og Claude Berthollet (1748-1822).
Selv om kemikerne endnu ikke kunne forstå de biokemiske processer, der omdanner urinstof og ammoniak til salpeter, kunne de bruge deres viden og metoder til at effektivisere produktionen af både salpeter og krudt.
Efter datidens standarder var det en imponerende højteknologi, der da også blev nøje beskrevet i oplysningstidens litteratur, ikke mindst i den store franske encyklopædi, der i 17 bind udkom mellem 1751 og 1772.
Adlen sparede hverken på penge eller krudt
Selv om krudt først og fremmest er en militær teknologi, har det siden sin fremkomst også været anvendt til andre og mere fredelige formål.
Kineserne var eksperter i fyrværkeri, og deres ekspertise blev overtaget af europæerne, der ikke var mindre benovede over det fantastiske skue, et fyrværkeri kan være. Skulle en adelig eller kongelig fest være særlig spektakulær, krævede det et fyrværkeri.
\ Læs mere
Og der blev ikke sparet på hverken penge eller krudt. Da den blot 19-årige Christian IV i 1596 blev kronet til konge, skete det til akkompagnement af et gigantisk fyrværkerishow fra Kronborg Slot. Ikke færre end 80.000 stykker fyrværkeri blev der brugt til det ædle formål.
Krudt var også siden 1400-tallet blevet brugt som sprængstof ved minedrift og stenbrud. I den tidlige teknologilitteratur er der detaljerede beskrivelser af krudtets brug til sådanne formål, blandt andet i 'Pirotechnia' (Ildens kunst) af den italienske metallurg Vannoccio Biringuccio (cirka 1480-1539) og i 'De re metallica' (Om metallerne) af den tyske mineralog Georgius Agricola (1494-1555).
Gradvist erstattet af andre sprængstoffer
Sortkrudt har en række ulemper, blandt andet at det ved forbrænding udvikler store mængder røg og krudtslam, der sætter sig i bøsseløbet. Endvidere er det et ret svagt sprængstof, da den udviklede gasmængde (i form af især kvælstof og kuldioxid) er beskeden.
Fra midten af 1800-tallet blev det traditionelle sortkrudt til militær brug da også gradvist erstattet af nye sprængstoffer. Det første og vigtigste af den nye generation af eksplosiver var skydebomuld (nitrocellulose), der i 1846 blev fremstillet af den tyske kemiker Christian Schönbein (1799-1868) ud fra bomuld, svovlsyre og salpetersyre.
Hans opfindelse blev i første omgang brugt til miner og torpedoer og senere til fremstilling af forskellige typer af røgfrit krudt.
Det klassiske sortkrudt er dog ikke ganske gået af mode, for det anvendes stadig i store mængder til især fyrværkeri.
