Over 30.000 danskere bliver hvert år indlagt på hospitalet på grund af en hjerneskade. I EU er det en million mennesker.
Hjerneskader kan ramme i alle aldre (for eksempel er 1.500 børn indlagt årligt i Danmark), og det opstår typisk i forbindelse med en blodprop eller en ulykke.
Et af problemerne for de hjerneskadede er, at de mister kontrol over deres hverdagsliv. Det kan blive svært at lave og huske aftaler, det kan blive svært at skrive en sms til børnene, ja, det kan faktisk blive svært at slukke lyset på badeværelset.
Skaderne er meget individuelle, og det samme gælder problemerne. Hvor store, de bliver, afhænger blandt andet af skadens omfang, personens tidligere liv og evne til at lære nye vaner.
Der findes mange utrolig smarte hjælpemidler, men selvfølgelig er det svært at ramme alle individuelle behov.
Det er, fordi udvikling af hjælpemidler fokuser på skader og generelle symptomer – på 'disabilities'. Det er specielt synligt i projekter, som udvikler robotter for sundhedssektoren.
\ Læs mere
Brugerinddragelse skal give bedre hjælperobotter
I vores projekt på Aalborg Universitet - et samarbejde mellem Institut for Arkitektur og Medieteknologi og Institut for Kommunikation og Psykologi - begynder vi fra et andet perspektiv. Vi er faktisk ikke interesserede i borgernes hjerneskade og medfølgende 'disabilities'.
Vi kigger på deres hverdag og deres 'abilities' – deres evner – og så identificerer vi sammen med borgerne og personalet, hvor teknologi kunne bidrage med at skaffe flere abilities – altså hvor et teknologisk hjælpemiddel, for eksempel en personlig robot, kunne give en borger et stykke uafhængighed i hverdagen tilbage.
For at gøre det nytænker vi brugerinddragelse og teknologisk udvikling og inkluderer borgere og personale hele vejen igennem forløbet.
Vi vil altså bygge robotter i samarbejde med dem, som de skal hjælpe.
Teknologiudvikling i Frederikshavn
Men hvordan kan det så lykkes?
Vores rejse begyndte for to år siden, da vi mødte op til et informationsmøde hos SCN Frederikshavn, der er et levende laboratorium og et botilbud for senhjerneskadede.
Beboerne på SCN har alle en alvorlig erhvervet hjerneskade. Efter at have afsluttet deres genoptræningsforløb i sundhedsvæsenet har de derfor behov for en bolig, hvor der hele døgnet er adgang til specialiseret, socialpædagogisk støtte.
Hjerneskaden kan skyldes en blodprop i hjernen, en hjerneblødning, en ulykke eller en forgiftning fra stoffer eller alkohol. Beboerne har fysiske og/eller mentale funktionsnedsætteler.
De fysiske skader er typisk pareser (lammelser), dysfagi (synkebesvær) og afasi (problemer med at tale). De mentale funktionsnedsættelser rammer områder som hukommelse, koncentration, motivation, initiativ, impulskontrol, sociale kompetencer, samt evnen til at lære nyt, forstå instruktioner og planlægge hverdagen.
Robotterne ud af skabet
Vi kunne se, at en masse teknologiske hjælpemidler havner i en institution som SCN, men også at de tit ikke bliver brugt på grund af manglende tid, manglende tilpasningsmuligheder, krævende tekniske kompetencer, eller fordi de ikke passer ind i bestående arbejdsrutiner.
Disse hjælpemidler ender derfor tit i skabet og ikke hos borgerne.
Som sagt var vi interesserede i at dreje det hele rundt. Vi ville hellere kigge på borgernes og personalets hverdag og så tilpasse teknologien til deres behov i stedet for at komme med en færdig løsning og passe borgerne og personale til løsningens behov.
Efter nogle fælles møder med borgerne og personalet stod det klart, at de gerne ville prøve noget med personlige robotter, gerne til guidning og påmindelse. Syv borgere var interesserede i at være med i projektet.
Kerneteamet omkring hver robot består af en borger, en informatiker/datalog, en sociolog og en deltagelses-designer. Kerneteamet er understøttet med personale fra SCN, to programmører og en industriel designer.
I resten af artiklen skal vi følge to borgere og deres robotter. Lad os se på de to konkrete eksempler:
Vickis robot hjælper hende med at huske svømning
Vicki er god til at huske de følelser, hun forbinder ting med – men hun glemmer hverdagens aftaler og gøremål. Derfor vil Vicki gerne have påmindelser om ting, lidt før de sker. Så er hun mere forberedt på, at hun for eksempel om lidt skal af sted til svømning.
Gennem forskellige workshops tegnede og klippede Vicki robottens udseende, og vi endte med en papmodel, som vi kunne teste i henblik på funktionalitet og interaktion.
Vickis første model var dernæst udgangspunktet for vores industrielle designer for at skabe et design-space, hvor Vicki kunne bestemme efterfølgende detaljer af robotten, som for eksempel størrelse af øjnene.
Robotten blev så fremstillet på AAU’s workshops, og Vicki var med for at få et indtryk af 3D-tryk og laser-cutting. Så hjalp hun også med at bygge robotten og bestemme robottens måde at give besked.
Den endelige robot ligner et hoved med store øjne og en stor mund. Sammen med medarbejdere kan Vicki fodre robotten med ugens aftaler.
Og så minder robotten hende om aftalen med musik, når hun har bedt den om det.
Holger og SMS-hviskeren
Holger (som er et opdigtet navn) kan bevæge sit hoved og bruge sine hænder lidt. Han bruger en staveplade til at kommunikere med.
Holger vil gerne have mulighed for at sende en SMS til sin bror og sin datter uden hjælp fra personalet og dermed få privatheden omkring kommunikationen tilbage.
Vores mål var at integrere robotten mest muligt i etablerede rutiner. Derfor består den endelige robot af to dele: Holgers staveplade med kamera og en lille robot med kasket på.
Kameraet sætter robotten i stand at læse med på, hvad Holger skriver på stavepladen, og så sender robotten det som SMS. Robotten skal også læse op for ham, når der kommer et svar tilbage.
Arbejdet med Holger så lidt anderledes ud end med Vicki. Han var også med hele vejen i processen, men kunne ikke selv være med til at tegne og bygge robotten.
Derfor lavede vi workshops, hvor han bestemte, hvad vi skulle gøre, og så tegnede, klippede og byggede vi for ham.
Robotter for enhver
Robotterne er skabt lige til borgernes behov. Holger vil få privathed og selvstændighed tilbage, når han kommunikerer med sine pårørende. Vicki vil få styr på sine aftaler og vil blive bedre til at tage imod personalet, når de kommer for at hente hende til aftalen.
Borgerne var med hele vejen, og ejerskabet overfor robotterne er meget højt, både for borgerne, men også for personalet.
Vi er derfor optimistiske, hvad angår brug af robotten i hverdagen.
Forskningen fortsætter
De færdige robotter bliver afleveret ved en RobotVelkomstdag på SCN efter sommeren. Projektets fokus vil så skifte til at undersøge, hvordan robotterne vil forandre og understøtte hverdagen for den enkelte borger på SCN.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det er en af de første gange, at et teknologisk udviklingsprojekt ikke slutter, når produktet er afleveret. I stedet begynder nu et langtidsstudie, hvor vi følger borgerne over en periode af mindst et år.
Med projektet har vi vist, at det er muligt at skabe teknologiske hjælpemidler i tæt samarbejde med svage borgere. Og så skal vi arbejde videre og vise, om det er muligt at overføre processen til andre sammenhænge.
Teknologien bag robotterne er forskellig, ligesom deres opgaver er meget forskellige.
Men mange af teknologierne bag robotterne kan bruges i forskellige sammenhænge – for eksempel bruger vi også den måde, Vicki lægger sine aftaler ind i robotten, i en af de andre robotter.
Derfor er det næste skridt på den teknologiske side at tænke en tilgang til robotkonfiguration og design, som er mere som et individualiseret byggesæt.
\ Læs mere
\ Budskaber og visioner fra projektet ’Byg-selv-robot til selvhjælp’
Der er to visioner bag projektet:
Det første handler om stærk brugerinddragelse og en model, en slags drejebog, af processen bag projektet for at reproducere forløbet andre steder eller med andre målgrupper.
Den anden handler om den teknologiske udvikling. For at projektet også kan fungere på en større skala, er det nødvendigt at skabe et fleksibelt værktøj, som giver mulighed for at passe robottens form og funktion til opgaverne og brugernes ønsker.
Mens der allerede er ideer til, hvordan det kunne være muligt i forhold til tekniske funktioner, mangler der en indsats omkring form/design, som tænker funktion og tekniske begrænsninger med.
Men hvad er så budskabet fra projektet indtil videre? Der er tre:
- Processen: Det forhold, at borgeren selv har lavet det avancerede hjælpemiddel, han eller hun benytter, opleves som styrkende i en livssituation, hvor man ellers kan føle, at ens værdi i både egne og andres øjne er truet.
- Kompetencer: At være med i hele processen styrker kompetencer omkring udvikling og forståelse af sundhedsteknologi både for borgerne og personale.
- Robot-teknologi: Viden om udviklingsprocesser for individuelle robot-hjælpemidler for brugere med særlige behov viser vejen frem til adaptive og modulære design og udviklingsmetoder.
