Den 3D-animerede kat løber hen over skærmen og kaster en bold efter den frække hundehvalp i Hollywoods nyeste eventyr.
Men der er noget, der ikke helt stemmer. Af en eller anden grund bevæger katten sig for langsomt i forhold til bolden.
Efterhånden som scenen udfolder sig, bliver du mere og mere træt i øjnenene, og til sidst føler du dig ganske enkelt søsyg i biografsædet.
Hvis dette scenarie lyder bekendt, er du ikke alene. Studier har vist, at 3D-tv og -film kan føre til svimmelhed og kvalme.
Det skyldes dels din egen hjerne og dels det, der sker på den anden side af kameraet.
3D-teknologi i film og tv laves ved at det samme billede filmes med to kameraer fra lidt forskellige vinkler. De billeder sættes så sammen ved hjælp af speciallavede briller, som snyder øjnene til at se dybde.
»I virkeligheden har vi to øjne, som ser i to dimensioner. I hovedet laver vi det så om til 3D,« forklarer Andrew Perkis, der er professor ved Institutt for elektronikk og telekommunikasjon ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet.
Det sker via såkaldte 'cues'. Vi har mindst 20 af disse cues, fordelt på fire kategorier (se faktaboks).
Når du ser dig omkring, arbejder alle disse forskellige cues sammen for at danne et dybdebillede af rummet. De letteste for hjernen at forstå er objekter på afstand samt størrelsen på kendte objekter.
»Når man producerer indhold, som skal vises i tre dimensioner, så bruger man kun en bestemt type cue - branchen formår ikke at benytte sig af dem alle,« fortæller Perkis.
Bruges for dårligt
Det er de binokulære cues, som et filmhold bruger for at snyde din hjerne. Binokulære cues handler om den dybdeforståelse, som bliver skabt ved, at vores øjne sidder et par centimeter fra hinanden og derfor ser to billeder fra lidt forskellige vinkler, som så sættes sammen.
»Det er desuden ganske almindeligt at disse binokulære cues ikke er brugt på en god nok måde. Det betyder, at billedet bliver forkert, og det kan sammenlignes med støj i radioen eller fjernsynet.
»Og det er endnu værre, hvis de cues, der faktisk er brugt, kommer i konflikt med nogle af de andre, vi har i hjernen,« siger han.
Konflikt mellem cues
Forestil dig, at du holder en bold ud i strakte arme og bevæger den tættere og tættere på dig selv, mens du fokuserer på et punkt på bolden.
For at holde fokus, vil pupillerne blive vendt let indad, efterhånden som bolden kommer tættere på øjnene.
\ Fakta
Hjernen laver dybdesyn ved hjælp af forskellige cues. De er delt op i fire kategorier:
Bevægelsesparallakse opfanger bevægelse i verden. Når noget bevæger sig, hvad enten det er dig selv eller noget, du ser på, vil det flytte sig i bestemte og forudsigelige mønstre. Disse mønstre fortæller os, hvor i rummet et bestemt objekt befinder sig.
Monokulære cues er dem, som kan opfattes af et enkelt øje, for eksempel at noget kaster skygge, eller at tilsyneladende parallelle linjer nærmer sig hinanden.
Binokulære cues er dem, vi skal bruge begge øjne for at opfatte. Det er denne dybdeforståelse, som kommer af, at vores øjne sidder et par centimeter fra hinanden og derfor ser to billeder fra lidt forskellige vinkler, som så sættes sammen.
Okulomotoriske cues dækker over evnen til at bestemme afstand ved hjælp af øjnenes bevægelse. Altså hvor meget, du må skele, for at det, du ser på, vil forblive i fokus.
Samtidig forandres formen på linsen i dit øje, så den kan fortsætte med at fokusere lyset, som kommer fra bolden og ind på nethinden, mens den er i bevægelse. Dette gør øjnene samtidig og automatisk.
Hvis det derimod er en 3D-bold, som kommer flyvende mod dig fra en skærm, kan du få problemer.
Vinklen i pupillerne forandrer sig som normalt, men formen på linsen gør ikke. Hvis formen havde forandret sig, ville billedet nemlig være blevet tåget, og du ville være begyndt at fokusere på punkter et lille stykke foran skærmen.
For at se tydeligt, må linsen fokusere på den fysiske skærm, samtidig med at du begynder at skele for at kunne se, hvor bolden er på vej hen.
Her er der altså en konflikt mellem de binokulære cues, som opfatter, at bolden kommer nærmere, og de okulomotoriske, som stadig fortæller hjernen, at en del af øjets muskler er i ro, og at bolden dermed også er det.
»I bund og grund er det dette, som fører til træthed, svimmelhed og kvalme,« siger Perkis.
I et japansk forsøg så testpersoner 3D-tv i en time på 1,2 meters afstand. De oplevede både træthed og ubehag i øjnene, og det er symptomer, som kan føre til kvalme, skriver forskerne bag studiet.
3D-kiggeriet bliver mere anstrengende over et stykke tid, samt når der er mange 3D-effekter, altså når der er meget, som hopper ind og ud af skærmen.
Teknologien skal forbedres for at blive perfekt
Cirka 5 procent af verdens befolkning mangler dybdesyn, og de vil uanset hvad aldrig have glæde af 3D-tv - eller tennis for den sags skyld. For resten af os er der individuelle forskelle.
Nogle kan være vant til at fokusere mere på bevægelse end størrelse for at opfatte verden. Dermed giver en film med dårlig bevægelses-3D dem problemer, som andre ikke mærker noget til.
Måske kan vi træne tolerancen over for dårlig 3D, men det bedste ville være, hvis producenterne af 3D-film og -tv-programmer begyndte at lave bedre 3D, som tog flere cues i brug. Men det kræver en indsats, mener Andrew Perkis.
»Har du for eksempel tænkt over, hvor vigtig lyd er? Vi er jo meget gode til at opfatte, om nogen er bagved eller foran os, og også hvor langt væk de er, ved hjælp af lyd. Det er man nødt til at have med, hvis 3D-underholdning skal opfattes som perfekt. Og så bliver man jo nødt til også at uddanne lydmanden,« siger han.
»Det samme gælder for lysmanden, scenografen, produktionsassistenten og så videre. Man skal ganske enkelt uddanne hele produktionsmiljøet i stereoskopisk 3D.«
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
