Kan mennesker trives i rummet? To danske arkitekter isolerede sig 90 dage i Arktis for at finde ud af det
Nu håber de, at missionen kan kaste en masse ny viden af sig. Få deres fascinerende fortælling her.

26-årige Sebastian Aristotelis (til venstre) og 24-årige Karl-Johan Sørensen (til højre) er netop vendt tilbage fra deres simulerede 'rum-mission' i Nordgrønland. (Foto: SAGA Architechts)

26-årige Sebastian Aristotelis (til venstre) og 24-årige Karl-Johan Sørensen (til højre) er netop vendt tilbage fra deres simulerede 'rum-mission' i Nordgrønland. (Foto: SAGA Architechts)

Denne artikel handler om to danske rumarkitekter, der netop er vendt hjem fra en tre måneder lang mission i en forladt nordgrønlandsk mineby, Moriusaq. 

Der, knap 4.000 kilometer fra København, skulle de teste deres rum-habitat, som, de håber, kan blive én af fremtidens almene rum-boliger.

Deres tur er blevet fulgt tæt af forskere fra 7 forskellige lande, der alle håber på, at missionen kan give nye viden om, hvordan mennesker kan trives bedre i rummet.

En af arkitekterne bag, Sebastian Aristotelis (26 år), fortæller om missionen til Videnskab.dk.

Kapitel 1: Ankomst

We've arrived at Moriusaq where the mission will take place. Waiting for the Hab to arrive. All is good

3. september - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland. Én gang om dagen under hele missionen sendte de to arkitekter en kort opdatering hjem til Danmark via satellit-telefon.

Sebastian Aristotelis udstyret med de rumdragt og walkie-talkie.

»Jeg kan tydeligt huske, da Knud Rasmussen, søværnets skib, der sejlede os de sidste 100 kilometer til vores site, satte os af på bredden i Moriusaq. En forladt by i det nordlige Grønland, 40 kilometer nord fra Thule-basen.

Jeg var helt stille, i de timer det tog at sejle derop. Vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente, vi havde ingen ide, og ingen af os havde været i Grønland før. Men idéen med projektet er, at habitatet skulle kunne fungere til normale personer og ikke kun professionelle astronauter.

Vi blev sat af på bredden, hvor vi rullede vores 200-kilo tunge petroleumstønder op på land med vores bagage og vores rifler, og så forsvandt skibet i horisonten. I Moriusaq var der ikke andet end et par forladte skure og en spand, som vi kunne bruge som toilet.

Der ville gå 4 dage, før vores rum-habitat kom. Og nu stod vi så der og var mutters alene, og jeg tror ikke, at vi havde nogen idé om, hvordan vi ville reagere.

Jeg har altid tænkt, at hvis jeg var blevet soldat i et andet liv, ved jeg heller ikke, hvordan jeg havde håndteret det. Havde jeg været en af dem, der havde fået PTSD eller ikke? Det kan man ikke rigtig vide, før man har prøvet det.«

Today the water started to freeze - summer is officially over. We go to bed with butterflies in our stomach. We wait for the habitat to arrive tomorrow.

6. september - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

Missionen fandt sted i Moriusaq nord for Thule-basen, der fik bygdestatus i 1962. I slutningen af 2009 var der kun to beboere tilbage, og i september 2010 flyttede den sidste beboer til Qaanaaq og stedet blev nedlagt som bygd.

Handler om artens overlevelse

Ordene falder roligt ud i telefonen, men den drengede begejstring skinner alligevel igennem, når Sebastian Aristotelis mindes de første dage af missionen, som han og makkeren, Karl-Johan Sørensen (24 år), tog hul på i begyndelsen af september.

Sebastian og Karl-Johan er stiftere og ledere af SAGA Space Architects, der, som navnet antyder, drives frem af astronomiske ambitioner i bogstaveligste og mest jordnære forstand. 

Målet er at udvikle ‘almene’ boliger til et liv på Månen og på Mars, der ikke kun er målrettet højt specialiserede astronauter, men ‘helt normale mennesker’ på sigt. Det hele begyndte med en model som denne:

GIF

»Man kan lidt populært sige, at dinosaurerne uddøde, fordi de ikke havde et rumprogram,« som Karl-Johan Sørensen tidligere fortalte til Videnskab.dk, da han skulle sætte ord på, hvorfor i alverden vi nogensinde skulle forlade vores dejlige og frodige planet for en stenørken af den ene eller anden art.

Det handler om artens overlevelse. Og på den måde taler Sebastian og Karl-Johans projekt ind i en gammel, næsten lidt støvet, drøm om koloniseringen af rummet. 

Allerede i 1869 fantaserede den amerikanske forfatter Edward Everett Hale om livet i rummet i sin roman ‘The Brick Moon’, hvor en gruppe mennesker slår sig ned på en satellit lavet af mursten. 

De seneste år er fantasien dog blevet mere virkelighedsnær og i lyset af klimakrise og overbefolkning også mere aktuel. 

»Man kan godt sige, at vi er vidner til et decideret rumkapløb, hvor flere nationer, og især private rum-virksomheder, har ambitioner om at etablere baser i rummet,« fortæller Morten Bo Madsen, lektor i astrofysik og planetforskning på Niels Bohr Institutet.

Sebastian og Karl-Johans er da heller ikke de eneste eventyrere med rum-ambitioner, der de seneste år har simuleret missioner på Jorden. I flere år har organisationen The Mars Society gennemført lignende missioner med rumboliger og rumdragter i Utahs ørkener og de arktiske egne af Canada, eksempelvis på øen Devon Island. 

Fra murstens-satellitter til Mars-baser i Utah - meget kan der sker på godt 150 år. Til venstre ses omslaget til romanen 'The Brick Moon fra 1869. Til højre ses én af The Mars Society's baser, der bruges til at simulere Mars-missioner på Jorden. (Foto: NASA Archive / The Mars Socoety)

Morten Bo Madsen er også en del af et offentligt initiativ, der har til formål at skabe et tættere bånd mellem universiteterne og rum-industrien, og han forudser, at markedet for rum-boliger som Sebastian og Karl-Johans vil blive ved at vokse.

»Derfor er det også en absolut nødvendighed, at udstyret bliver testet, hvis det nogensinde skal bruges i praksis. Og derfor er missioner som deres (Sebastian og Karl-Johans, red.) også dybt relevante. Vi har brug for al den erfaring, vi kan få,« vurderer planetforskeren.

Kapitel 2: I kamp mod tiden

The habitat has arrived! Incredible to see the container being dragged up on this alien beach. Huge thanks to Royal Arctic Line for getting it all the way here.

7. september - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

Rum-habitatet ankom sammenfoldet i en shipping-container. Når det foldes ud, bliver det 750 procent større. 

»Efter 4 dage kom den blå shipping-container med vores habitat endelig. 

Der begyndte det hårde fysiske arbejde. Det er der, at vi er allermest udfordret, og der, vi taber os allermest. Vi havde regnet med, at det ville tage 9 dage, før vi kunne flytte ind i habitatet, men det tog os 30 dage.

Det første, vi skulle gøre, var at folde selve habitatet ud, og det gik fint. Men så skulle vi også slå 15 jordankre i, der skulle holde habitatet på plads, inden vi kunne flytte ind. Det er nogle ordentlige søm; 1 meter til 1,5 meter lange med en diameter på 7,5 til 10 centimeter. Hver gang du slog, flyttede de sig måske én millimeter. 

Det gik okay i starten, men så begyndte det at blive koldere, selvom det stadig var lyst døgnet rundt. De første dage deroppe, var der rindende vand ned gennem bækken, og det var ret varmt, men pludselig begyndte bækken at fryse til, og jorden blev hårdere. 

Vi spiste pulvermad under hele forløbet. Men vi spiste slet ikke nok. Vi havde estimeret, at vi havde brug for 3.000 kalorier, men vi forbrændte 6.000. Det begyndte at gå langsommere, vi mistede styrke og blev svage. Selvom vi arbejdede 8 til 10 timer om dagen, blev vores output mindre og mindre. 

Det var også psykisk hårdt, fordi det langsomt gik op for os, at vi var i kamp mod tiden. Så var vi på 9. dag, 13. dag, 15. dag. Endelig på 30. dag var alle jordankre banket i, og vi kunne flytte ind i habitatet. Hvis der var gået mange flere dage, ville det ikke have været godt.«

Moving into the hab tomorrow. 1.5 years of hard work and it's finally happening

1. oktober - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

GIF

Trivsel er ikke Netflix og slik

Selvom Karl-Johan stadig døjer med følelsesløse tæer og nok vil gøre det en måned endnu, er de to arkitekter vendt hjem i god behold. Men overlevelse var langtfra den eneste ambition.

Gennem de 60 dage, Sebastian og Karl-Johan nåede at bo i deres små 7 kvadratmeter store habitat - hvilket er lidt mindre end en dansk fængselscelle - har de som »to laboratoriemus« også deltaget i hele 16 forskningsprojekter med forskere fra 7 forskellige lande. 

Forskningen spænder over alt fra hårdere teknologiske undersøgelser af satellitkommunikation og brugen af 3D-printere som kilde til reservedele, men langt de fleste projekter fokuserer på de to pseudo-astronauters psykiske velbefindende.

»Vores fokus er på mennesket i rummet, men skridtet efter overlevelse. Det vil sige på menneskets velvære,« forklarer Sebastian Aristotelis:

Derfor har de tracket søvnkvalitet, målt sved- og pulsniveauer, skrevet dagbøger og besvaret spørgeskemaer, i sådan en grad at de til sidst blev helt trætte af at forholde sig til, hvordan de nu havde det. 

Tegning af de veludnyttede 7 kvadratmeter. Med toilet, reoler, 3D-printer og to sovepladser i toppen. 

Anstrengelserne skal ses i lyset af et stigende fokus på ‘mental hygiejne’ i en ny rum-æra, hvor missionerne vil strække sig over længere tid, og hvor rummet på sigt måske også vil være befærdet med ‘helt normale mennesker’: 

»Der har aldrig været fokus på trivsel og velvære i rumfarten. Men det bliver mere og mere relevant, jo længere tid astronauterne skal være derude. Når vi snakker missioner på 1 til 2 år, skal man også gerne trives,« forklarer Per Lundahl Thomsen fra DTU Space, der har rådgivet på rum-missioner siden 1990. 

Det betyder dog ikke, at fremtidens astronauter skal leve i luksus eller bliver curlet gennem rum-missionerne.

»Manges første indskydelse er, at velvære handler om, at det hele skal være behageligt. Det skal det ikke,« siger Sebastian Aristotelis og fortsætter:

»For så ender man under dynen med Netflix og slik, og det er fint i et par dage, men det er ikke ‘bæredygtigt’. Det er blandt andet noget af det, vi har undersøgt; hvordan kan man leve på den måde og samtidig have så godt og balanceret et liv som muligt.« 

Kapitel 3: Ingen plads til at være doven

Guess where we are writing from - Inside the f**king habitat. It's officially day: 1 of the simulation

2. oktober - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

Karl-Johan Sørensen (til venstre) og Sebastian Aristotelis (til højre) foran det færdige habitat. Det tog 30 dage at banke det op. De havde håbet på at kunne gøre det på 9.

»Det var et kæmpe klimaks, da habitatet endelig var færdigt. Det var halvandets års arbejde, der kulminerede. Men det var ikke, fordi vi nåede at nyde det eller fejre det. Hvert klimaks blev hurtigt efterfulgt af nye, små opture hele tiden.

Vi havde en samtale med Andreas Mogensen inden, der sagde: ‘Hold jer beskæftiget, lad ikke kedsomheden æde jeres humør op.’ Men udfordringen, især i den første tid, var slet ikke at holde os beskæftiget, men at holde fri.

Det første, man har brug for, når man kun er 2 mennesker på 7 kvadratmeter, er organisering. I starten lå det hele og flød, men jeg blev hurtigt helt militant omkring det. Det var jeg slet ikke på nogen måde før.

Fællesrummet set fra oven. Der er ikke plads til rod, når man bor to mennesker på 7 kvadratmeter.

Det er også her, man kan mærke, at man ikke er trænet astronaut eller soldat. Jeg kunne ikke gøre noget som helst, før jeg fik styr på det rod. Når man havde brugt noget, skulle det på plads med det samme. Der var ikke plads til at være doven.

Første nat var selvfølgelig mærkelig. Jeg er 1.83 høj, og jeg kunne ligge udstrakt i én stilling. ‘Havfruen’, kaldte jeg den. Det tog en uge at vænne sig til, men det fungerede.

Vi prioriterede at have lidt mere plads i fællesrummet, fremfor i sovekabinerne. Og så er Karl-Johan over 2 meter - og alt for lang til at være astronaut - så det åd også noget af min soveplads. Han havde til gengæld lidt flere søvnproblemer, end jeg havde.«

One week has passed inside the habitat. So far so good. We are experiencing the first small storm inside the hab. Right now. Good luck falling asleep to us

8. oktober - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

Sebastian Aristotelis læser. Der blev skåret lidt på pladsen i sovekabinerne for at få et større fællesrum. 

Solnedgang på Mars

Søvnproblemer i rummet er langt fra et ukendt problem. 

Bunkevis af studier og erfaringer fra NASA peger på, at det er svært at holde en sund søvnrytme på rum-missioner. Og det er ikke så mærkeligt.

De næste Måne-missioner vil gå til Månens sydpol, hvor der er konstant sollys, eller til Månens ækvator, hvor det skifter mellem konstant sollys og totalt mørke hver 14. dag. På den internationale rumstation, ser astronauterne Solen stå op 16 gange i døgnet.

En stor udfordring for livet i rummet er den skæve døgnrytme, der vender op og ned på hjernens biologiske ur. Samtidig understreges det igen og igen, hvor vigtig god søvn er for vores trivsel.

Derfor er et af rum-habitatets vigtigste, og forskningsmæssigt måske mest interessante, designelementer dets cirkadiske lyssystem, der efterligner vejret og lyset på et gennemsnitligt døgn i Danmark.

GIF

Egentlig er det ‘bare’ en avanceret udvikling af den populære højfjeldssol, der står på sengebordet hos mange danskere i de mørke vintermåneder.

Men med det lille twist, at ‘Solen’ stråler i hele habitatet og er styret hjemmefra, hvor den er programmeret til at give en realistisk blanding af gråvejrsdage og flotte, solrige dage.

»Det var vigtigt, at vi ikke bare kunne styre det som guder, ellers ville vi nok have taget flere solskinsdage, end hvad der var i Danmark. Det var afgørende for os, at det var realistisk,« fortæller Sebastian Aristotelis og tilføjer:

»Hele målet var, at vi en dag ville have en samtale over aftensmaden, hvor vi talte om, hvor smuk solnedgangen var for tre dage siden, og det havde vi flere gange.«

I sidste ende er håbet, at lyssystemet kan have en restituerende effekt på de to arkitekters psyke, fortæller Konstantin Chterev, psykologisk konsulent på missionen og forsker i rum- og miljøpsykologi på University of Manchester.

»Som mange af design-elementerne er det et perspektiv, der ikke kun har en funktion i rumfarten. De cirkadiske lys bruges eksempelvis på hospitaler over hele kloden til at hjælpe patienter med at få en ordentlig søvn og blive psykisk reetableret efter sygdomsforløb,« uddyber han.

Konstantin Chterev og de andre forskere skal nu bearbejde dataen, før de kan konkludere, om det har virket, men Sebastian Aristotelis er ikke tvivl om effekten.

»Efter den første uge, og da det først blev hverdag, så tror jeg ikke, at jeg har sovet så godt i mange år,« lyder den midlertidige dom.

Kapitel 4: Hverdag i habitatet

We're spending more time together in the hab. To make it work we pair activities by space requirements. When one works out, the other sits in his sleeping pod

4. november - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

GIF

»Efter en uge begyndte ‘hverdagen’. Vi skiftedes til at være ‘udemand’, der var ude en time hver anden dag eller kortere tid, hvis det var meget koldt, og en ‘indemand’, der stod for vedligeholdelse og rengøring i habitatet.

Udemanden tog sin rumdragt på og gik som det første ud for at hugge is, som vi skulle bruge til at lave protein-shakes, pulvermad og kaffe. Isen var vigtig. Vi blev også hurtigt nogle is-connoisseurs, der begyndte at få præferencer omkring, hvilken is der smeltede godt og smagte godt.

Det kunne være røvsygt at være udemand. Når det blæste, og der var en wind chill-effekt på minus 41 grader, var det surt og nederen. Andre gange var det fantastisk. Hvis man kom ud for første gang efter 2 dage, og det var helt vindstille, og sneen dalede. Det var magisk.

Meget af dagen gik ellers med at aflæse vejrstationen, tjekke instrumenter og vedligeholde det hele. Der er faktisk mere vedligeholdelse, end man tror.

En dag sad jeg på toilettet og kunne høre rindende vand. Det tænkte jeg ikke så meget over. Sådan lyder et toilet. Så kom jeg i tanker om, at vi havde tør-toilet. Det viste sig, at urin-slangen var frosset til og var løbet over. Hele vores kælderrum var fyldt med frossent pis. 

Det endte med, at vi tog en sensor og satte direkte på urin-slangen, så vi kunne monitorere om den var frosset eller ej. Hvis vi kunne se, at den var ved at være frossen, så tændte vi for el-radiatoren, og så kunne vi tisse med ro sindet. 

Resten af dagen brugte vi på selvstudier, træning, spørgeskemaer, selvmåling, dagbøger, at filme på de dokumentarfilm, vi også lavede undervejs, og at værne om vores privatliv ved at høre lidt musik eller se en film, man havde downloadet inden turen. 

Hver anden aften sluttede med, at vi tog nogle virtual reality-briller på som en del af et studie. Det var helt vildt. Pludselig var jeg ved Vesterhavet og kunne høre bølgerne bruse.«

It's so cold now that the bottom of the hab is freezing. Which is where the toilet tank sits. When Seb found out he looked at me and said: Urine big trouble.

6. november - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

GIF

Biophilia-hypotesen

Ligesom med det cirkadiske lyssystem er VR-brillerne en del af et forskningsprojekt.

Håbet er, at film og lyde fra den velkendte, danske natur kan styrke den såkaldte »mentale hygiejne«, forklarer Per Lundahl Thomsen fra DTU Space.

»En måde at trives bedre på er at blive visuelt stimuleret. Her tror vi på, at VR kan bruges som en 10 minutters virkelighedsflugt om dagen, der kan øge den mentale hygiejne,« siger Per Lundahl Thomsen, der tilføjer, at han vil sælge idéen til ESA, hvis resultaterne er gode.

Udover VR-brillerne var rum-habitatet også udstyret med små algereaktorer, der omdanner lys og CO2 til ilt og mad og ligeledes skulle stimulere de to arkitekter. 

Karl-Johan Sørensen undersøger algerne fra algereaktoren. Det var meningen, at algerne skulle spises, men det droppede de efter, de begge nåede at være nede med sygdom på begyndelsen af turen. »Det ville sikkert have været fint, men vi gad ikke tage nogle chancer. Der var ikke sjovt at være syg, når man er isoleret på 7 kvadratmeter på Arktis,« siger Sebastian Aristotelis.

Meningen var, at algereaktoren skulle holde Sebastian og Karl-Johan beskæftiget og give en følelse af ansvar, lidt som med et kæledyr. Idéen er blandt andet udviklet i samarbejde med rum- og miljøpsykologi Konstantin Chterev:

»Det bygger på en teori om, at naturlige elementer som alger og lys kan restituere og styrke ens psykologisk velbefindende. For en miljøpsykolog er der et interessant spørgsmål i, hvordan interaktionen med natur og teknologi spiller sammen, og hvordan den kan forbedres - især under så ekstreme forhold, som teamet levede under,« forklarer han

Lyssystemet, VR-brillerne og algereaktoren er en del af en større undersøgelse af det, som  Konstantin Chterev kalder for biophilia-hypotesen:

Idéen om, at mennesker har en medfødt tendens til at søge forbindelser med naturen og andre former for liv. 

Kapitel 5: Hjemve og følelsesmæssig-dvale

We just opened the carepackages from both our girlfriends. We got enough love to make it through the last 3 weeks and more. Frederikke & Ariana we miss you

9. november - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

Habitatet set nedenfra. Det var, hvad de to arkitekter kunne se i godt 60 dage, når de ikke var udenfor. Man vænner sig til det, fortæller Sebastian Aristotelis. 

»Selvfølgelig savnede man hjem deroppe. Vi havde nogle care-packages og breve med fra familien og vores kærester, som vi skulle åbne på forskellige dage. 

Det var en del af tanken om at skabe velvære, men jeg måtte tage pauser, mens jeg læste brevene, fordi jeg blevet så oprørt mellem dem. Jeg blev meget glad, men samtidig overstimuleret af følelser. Det var mere voldsomt, end jeg har prøvet før.

På den måde blev jeg meget bevidst om ikke at dyrke mine savn og mine længsler. Jeg tror, at det var vigtigt, at man doserede de følelsesmæssige inputs. Ellers er det som at pisse i bukserne for at holde sig varm. Du frarøver dig selv muligheden for at nyde hverdagen deroppe, hvis du drømmer dig selv væk i savn.

Med tiden oplevede vi også en form for følelsesmæssig dvale. Alle ens følelser blev dæmpet. Man var mindre sur, mindre stresset, men også mindre glad. Der var nogle dage, hvor jeg oplevede en følelse af ligegyldighed og en mangel på interesse for ting, der normalt ville inspirere mig.

Man blev en smule robot-agtig, og selvom det lyder hårdt, fungerede det egentlig godt sådan. Man kan ikke gå og have alt for mange følelser, det bliver for hårdt i længden.

Til sidste begyndte vi, og især Karl-Johan, også at glæde sig til at komme hjem. Da der cirka var en uge tilbage, blev det meget motiverende for ham at vide, at han skulle hjem om lidt. For mig var det mere surrealistisk. Det virkede så fjernt. Jeg troede faktisk ikke helt på, at jeg skulle hjem.«

As Architects we think a lot about what makes a home, a home. One thing that's clear now more than ever: it's the people

23. november - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

De sidste 30 dage af missionen blev gennemført i komplet mørke. 

Store ting i vente

Mennesket var senest på Månen i 1972 under NASA’s Apollo 17-mission. Og rumfarten og de store rum-missioner lå på mange måder i dvale i årene efter murens fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1989, der satte en pludselig stopper for årtiers rum-kapløb. 

I disse år er manges øjne igen rettet mod rummet, og en kolonisering er nok tættere på end nogensinde før, men det store spørgsmål om, hvornår - hvis nogensinde - helt normale mennesker kan tage adresse på Månen eller Mars, er stadig svært at sætte en dato på.

Det fortæller planetforsker Morten Bo Madsen, der dog ikke er ikke i tvivl om, at der kommer til at ske store ting i rumfarten de næste årtier.

»Kina, Japan, Europa, USA, Rusland og flere private rum-virksomheder har alle øjne på baser i rummet,« påpeger Morten Bo Madsen.

Verdens rigeste mand, Amazon-direktøren Jeff Bezos, har eksempelvis en vision om at etablere rumbaser på Månen i løbet af de næste 100 år. Tesla-stifteren Elon Musk, der står bag rumvirksomheden SpaceX, har en ultimativ drøm om at kolonisere Mars.

Hos NASA er planen at vende tilbage til Månen i 2024 og sende mennesker til Mars i 2040’erne. Japan satser på Månen i 2030, og Kina i 2036.

»Vi kan forvente, at det bliver ligesom med Antarktis. De næste par år vil vi se mange kortere missioner til overfladen på Månen og på Mars, men vi vil nok tidligst se en decideret base på Mars i 2040’erne,« fortæller Morten Bo Madsen

»Hvis ikke Elon Musk overrasker og kommer op med noget vildt inden,« tilføjer han. 

Kapitel 6: Hjemkomst

We are going home!!! We almost can't believe it. The Helicopter is scheduled to land in 8 hours. Everything is packed. Let's hope the weather stays clear.

30. november - Sebastian & Karl-Johan, LUNARK Site, Greenland

GIF

»Helikopteren landede 45 minutter før planlagt, og det er det mest sindssyge, jeg har prøvet. Vi havde fået at vide, at den kunne lande i et 3-døgns vindue på grund af utilregneligt vejr, og der var også en risiko for, at den slet ikke kunne lette.  

Vi var klar og havde pakket, men vi sad midt i morgenkaffen, da vi lige pludselig hørte lyden af helikopteren uden for. Så fik vi pludselig travlt med lynhurtigt at etablere en landingsbane på 20 gange 20 meter med lysfakler. Jeg tror faktisk ikke, at vi fik tømt toilettet, så der ligger en lille gave og venter på os næste gang.

Vi lignede skræmte dyr med helt udspilede øjne, da vi sad i helikopteren. Det var så syret. Vi var fyldt af adrenalin og begyndte at råbe og danse af glæde. Vi fik næsten blodsmag i munden - og samtidig havde vi aldrig fløjet i helikopter før.

Helikopteren tog os til Thule-basen, hvor rygtet havde spredt sig. Så der var nogle amerikanske generaler og alle mulige vigtige mennesker, der stod og ventede på os. Jeg havde været vant til at lytte til én person ad gangen, så jeg kunne slet ikke holde fokus.

Vi fik et bad som det første. Vi havde kun vasket os med vådservietter i habitatet. Og så kørte vi op til kantinen, hvor vi skulle have noget andet end pulvermad for første gang i tre måneder.

Vi vidste, Thule-basen var amerikansk, så vi havde drømt om cheeseburger og pomfritter og alt mulig snask. Da vi kom op i kantinen… så var der fandme cheeseburgers og alt, du kunne drikke, af sodavand. Det var helt perfekt. Så startede tre dages ædegilde, inden vi skulle hjem til Danmark.

Efter 90 dage med pulvermad begyndte ædegildet på Thule-basen.

Det mest overraskende ved at komme hjem er nok - og det bliver lidt kliche-agtigt og sådan noget, man hører fra hjemvendte soldater - men det med, at man får lidt perspektiv. Der er nogle ting i dagligdagen, som virkede enormt vigtige før, som bare ikke er vigtige.

Det er alt sådan noget med at være på sociale medier og følge med i nyhederne. Vi troede, corona var ovre, så det var lidt nederen at komme hjem til, men da jeg kom hjem, følte jeg ellers ikke, at vi var gået glip af noget. Den eneste nyhed, vi havde fået, mens vi var afsted, var, at Biden havde vundet valget.

Ellers var der ingenting i de tre måneder, der var så vigtigt, at, jeg føler, vi skulle vide det. 

Men vi skal også lige lande. Når jeg lukker øjnene, ser jeg stadig habitatet for mig. 

Og så har jeg i øvrigt en hel liste af ting, jeg skal google. Men på Månen har man også internet.«

Today we have been enjoying life at Thule Air Base! Tomorrow we are finally flying to Denmark - If the weather allows due to storm warning.

2. december - Sebastian & Karl-Johan,Thule Air Base, Greenland (Note: they sent this yesterday late at night, they return today)

Hjemme i København 4. december. Til sommer henter de habitatet, så det kan udstilles. »Næste skridt er at kvalificere os til en kontrakt hos NASA eller ESA, eller en af de private SpaceX eller Blue Origin,« fortæller Sebastian Aristotelis. (Screenshot fra SAGA Architects Instragram)

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om påfugleedderkoppen, der er opkaldt efter fisken Nemo.