Spiser brandmænd vandmænd? Og må man kysse dem?
'Spørg Videnskaben' dykker ned i videnskaben om de fascinerende gopler - og afslører bl.a. hvorfor vandmænd ikke er så uskyldige, som man skulle tro, og hvordan man bedst kommer af med svien, hvis man bliver brændt af en brandmand.

Brandmænd lever ikke af vandmænd. Og faktisk er der næsten ingen dyr - ud over havskildpadder - der gider at æde vandmænd, fordi der næsten ingen føde er i dem.

Brandmænd lever ikke af vandmænd. Og faktisk er der næsten ingen dyr - ud over havskildpadder - der gider at æde vandmænd, fordi der næsten ingen føde er i dem.

Intelligens er nok et af de ord, du forbinder mindst med vandmænd. De gennemsigtige geléklatter har dog været smarte nok til at overleve i 600 millioner år.

Spørg Videnskaben vil i denne uge gerne vide, hvad de mærkelige gopler spiser, samt hvad man gør, hvis man bliver 'forbrændt' af en brandmand.

Vi begynder med kosten.

»Spiser brandmænd vandmænd? Vi er en gruppe, der har snakket om det, og det ser ud til at passe; men gør det det? Kan de leve af det? Hvorfor gør de det? Hvis de gør det.« Sådan skriver Jerrik Warfvinge i en mail til Spørg Videnskaben.

Vi sender spørgsmålet videre til professor Hans Ulrik Riisgård, som forsker i gopler ved Marinbiologisk Forskningscenter på Syddansk Universitet.

»Brandmænd lever ikke af at spise vandmænd,« åbner han med at sige og forklarer videre:

»Vandmænd og brandmænd spiser zooplankton. Det er små dyr, som svømmer rundt i vandet og lever af planteplankton. Det tredje led i den fødekæde er filtrende gopler, som er vandmænd og brandmænd.«

Kun uheldige vandmænd bliver ædt

Fakta

En vandmand består af 96 procent vand. Derfor er det de færreste dyr, der gider bruge energi på at æde dem. Enkelte arter som for eksempel havskildpadder og klumpfisk har dem dog på menuen.

Brandmænd kan dog også spise små dyr, som er større end dem, vandmanden æder. For eksempel kan brandmænd spise fiskelarver og små fisk.

»Om der så ryger en vandmand med i købet, det er da muligt. Men det er ikke det, de er specialiseret i.«

Styrken hos de såkaldte nældeceller er det, der adskiller en brandmand fra en vandmand. En vandmand har nemlig også de små brændende kroge siddende på dens tentakler, men vandmandens nældeceller kan ikke trænge igennem hos små dyr og lamme dem, som brandmandens nældeceller kan.

Kys ikke en vandmand

Derfor bliver huden højst lidt rød, hvis børnene for eksempel samler vandmænd i en spand.

»Men hvis man svømmer rundt i længere tid mellem vandmænd, så kan man faktisk godt blive lidt forbrændt på for eksempel læberne, hvor huden er tynd,« siger Hans Ulrik Riisgård og fortsætter:

»Så det er meget dumt at kysse en vandmand.«

Hvad gør man, hvis man bliver brændt af en brandmand?

Kysser du alligevel en vandmand på indersiden, eller er du uheldig og svømme ind i en brandmand, så har Hans Ulrik Riisgård et godt råd til dig:

Fakta

Bliver du brændt af en brandmand, så forsøg at skylle brandtrådene af. Undgå at gnide eller klø dig på det brændte sted. Hæld en svag syreholdig væske – helst eddike - over det brændte område. Lad eddiken virke i ét minut, og skrab så trådende af huden med en barberskraber, et kreditkort eller lignende. Husk kun at skrabe i én retning.

Kilde: Sundhedsguiden.dk

»Man skal ikke gnide i det eller forsøge at tørre det væk med et håndklæde. Man skal give det noget syre af en art for eksempel almindelig husholdningseddike. Det ødelægger giften, fordi det er surt, og surheden ødelægger de proteiner i giften, som man helst ikke skal i kontakt med,« siger forskeren.

Biolog og projektdirektør Jesper Horsted fra Den Blå Planet supplerer med et andet godt råd.

»Jeg vil tro, at det bedste er at skrabe brandmandens 'kroge' af med en engangsskraber. Altså sådan én man barberer sig med,« siger Jesper Horsted.

Forskernes råd stemmer overens med, hvad du kan læse på sundhedsguiden.dk (se faktaboks).

Sådan reducerer du risikoen for at møde en brandmand

Hans Ulrik Riisgård og Jesper Horsted er enige med hinanden i, at det er godt at huske på dette gamle mundheld, hvis man vil sænke sandsynligheden for at blive brændt af en brandmand: »Ved fralandsvind kommer brandmænd ind.«

Når vinden blæser overfladevandet ud mod havet, bliver der nemlig trukket vand (med brandmænd) ind ude fra havet, fordi vandstanden er konstant.

Ved pålandsvind bliver det nederste vand (med brandmænd) sendt ud i havet.

Spørg Videnskaben takker Jerrik Warfvinge for det gode spørgsmål og sender ham en T-shirt. Har du også et spørgsmål til videnskaben, så send det til sv@videnskab.dk. Du kan også snyde og selv gå ind og købe den populære Videnskab.dk-T-shirt her.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker