Mød Chief Sniffer, Nostrildamus, NASA Nose, Master Sniffer eller nasalnaut.
Kavalkaden af skøre kaldenavne tilhører en højst besynderlig – men ganske betydningsfuld – NASA-medarbejder, skriver videnskabsmediet Science Alert i et sjovt portræt.
Manden hedder George Aldrich, og han har den afgørende næse med i spillet, inden NASA sender astronauter af sted på en mission i rummet.
Hans jobbeskrivelse er simpel: Han snuser til ting, der skal med astronauterne i rummet, og vurderer, om tingene lugter for meget til, at det ville genere astronauternes arbejde.
Bliver tingene ikke godkendt af George Aldrichs næse, kommer de ikke med i rumskibet, før lugten er lavet om – så simpelt er det.
George Aldrich afslørede selv sit besynderlige arbejde, da han på hjemmesiden Reddit inviterede til en AMA (Står for ‘Ask Me Anything’ eller ‘Spørg mig om alt’ på dansk. Det er et forum, hvor man kan spørge en person om alt, red.), hvor han forklarede, at han havde arbejdet som kemisk specialist for NASA i 44 år, og at han er frivillig i NASA’s odeur panel.
»Vi tester lugten af alle de ting, der befinder sig i opholdsområderne på Internationale Rumstationer, og sørger for, at tingene ikke lugter for ubehageligt eller voldsomt, så astronauterne ikke risikerer at få kvalme, og deres produktivitet og mission dermed bliver sat i fare,« forklarede han.
Sammen med et panel på i alt 5 frivillige snuser og vurderer George Aldrich lugten af ting på en skala fra 0 til 4. Hvis den samlede vurdering lander på 2.5 eller derover, dumper den pågældende ting lugtetesten.
\ Læs mere
Odeur-panelet blev oprettet i 1967, efter en rumraket eksploderede under en test opsendelse i forbindelse med Apollo-Saturn missionen.
Tragedien fik NASA til at gentænke hele deres sikkerheds- og materialevurdering inden fremtidige rummissioner. En del af denne gentænkning blev oprettelsen af odeur-panelet.
George Aldrich eller nasalnaut, som er hans foretrukne kaldenavn, har gennemført mere en 800 ‘snuse-missioner’ i løbet af sin karriere hos NASA.