Der er almindelige stjerner, og så er der stjerner, der virkelig udfordrer astronomerne.
Przybylskis stjerne er en af disse udfordringer, fordi den er meget vanskelig at indpasse i de teorier, vi har, for stjerners opbygning og udvikling.
Stjernen har været kendt i mange år, og vi er selv blevet opmærksomme på den på grund af en roman, vi har læst her i sommer – mere herom senere.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Astronomen Przybylski opdagede noget meget mærkeligt
Da stjernen første gang blev registreret af astronomerne i 1873, blev den behandlet som alle andre stjerner: Den fik et nummer, HD 101065, i et stjernekatalog og blev derefter hurtigt glemt, fordi der er så mange stjerner i Mælkevejen, at det kun er muligt at undersøge nogle få.
Vi skal helt frem til 1961, før den polsk-australske astronom Antoni Przybylski (1913-1985) så lidt nøjere på HD 101065, og i dag huskes han næsten kun for denne stjerne, som nu bærer hans navn.

En sådan undersøgelse omfatter, at man tager et såkaldt spektrum af stjernen, hvilket normalt giver et godt bud på stjernens type, fordi det kan bruges til at bestemme, hvilke grundstoffer en stjernes atmosfære indeholder.
Spektret viste, at det var en stjerne noget større og varmere end Solen, og man beregnede en afstand på cirka 356 lysår.
Stjernens alder blev anslået til 1,5 milliarder år, hvilket gør den til en ung stjerne – meget yngre end Solen, der har en alder på 4,6 milliarder år.
Men da Przybylski så nøjere på spektret, så han noget meget mærkeligt:
Der var meget lidt af de grundstoffer, som man normalt vil forvente at finde som jern (Fe) og nikkel (Ni), men til gengæld en overflødighed af grundstoffer, som man normalt ikke finder i en stjerne.
\ Disse grundstoffer findes i Przybylskis stjerne
Listen er lang, men blandt de første grundstoffer, han fandt i stjernens spektrum, var strontium, lanthanum, cerium, praseodymium, neodymium, europium, gadolinium, terbium, dysprosium, holmium, erbium, og thulium.
Det var mærkeligt nok, men problemet voksede, da han også fandt spektrallinjer (en metode til at identificere stoffer) fra radioaktive stoffer som actinium, protactinium, neptunium, plutonium, americium, curium, berkelium, californium, og einsteinium.
Det er for det første meget sjældne grundstoffer, og nogle af dem finder vi ikke engang i naturen, men kender dem kun, fordi de med stort besvær er fremstillet i et laboratorium.
For det andet er disse grundstoffer radioaktive med en kort halveringstid. Hvis vi skal kunne finde dem i en stjernes atmosfære, skal de derfor hele tiden dannes i stjernen, og det mener vi ikke er muligt ud fra vores nuværende teorier.
Przybylskis stjerne beskrives i dag som en såkaldt Ap–stjerne, hvor p står for peculiar, altså ejendommelig eller mærkelig. Vi kender i dag andre Ap-stjerner, men ingen så mærkelig som Przybylskis stjerne – den må nok siges at være i en klasse helt for sig selv.
Tre teorier – og ja, en af dem omhandler aliens
Naturligvis har man fremsat teorier om, hvorfor Przybylskis stjerne er så mærkelig, og en af teorierne omfatter ikke overraskende aliens.
At trække alien-kortet er dog med god grund ikke velanset blandt astronomer, hvor aliens først skal indrages, hvis alle andre forklaringer svigter.
Lad os derfor først se på nogle af de andre forklaringer:
- Fejlmålinger af spektret.
- Der foregår ukendte processer i stjernens indre, hvilket sender disse grundstoffer så højt op i atmosfæren, at vi kan observere dem med spektralundersøgelser – noget, som ikke foregår i andre stjerner
Przybylskis stjerne er efterhånden godt undersøgt, og det gør det usandsynligt, at der er mange fejlmålinger. Der er dog det problem, at nogle af disse grundstoffer kun er produceret i meget små mængder på Jorden.
Som eksempel kan nævnes, at der kun er produceret et gram af det syntetiske grundstof berkelium, og det gør det meget vanskeligt at måle spektrallinjer, så her er en mulig fejlkilde. Men denne fejlkilde er næppe nok til at gøre stjernen ’normal’.
Og indtil nogen kommer med et godt forslag til, hvad de ’ukendte processer’ nærmere skulle være, kan vi ikke rigtig bruge den teori til noget.

Alien-teorien indgår i en roman
Og så kom vi tilbage til den gode gamle teori om aliens. Det er ikke en teori, vi kan bevise, men i al sin enkelhed går den ud på, at nogle meget avancerede rumvæsener har valgt at forurene stjernens atmosfære med stoffer, som ikke kan produceres i stjernen.
Formålet skulle så være at fortælle til alle, der undersøger stjernen, at her bor der nogen, som behersker en meget avanceret teknologi – så teorien er, at Przybylskis stjerne er et slags fyrtårn, for dem som kan læse og forstå signalet.
Det er naturligvis denne teori, som har ført til, at stjernen nu er blevet anvendt i en roman, hvor vi første gang hørte om den.
Romanen hedder ’The Simulacrum’ og er skrevet af sci-fi-forfatteren Peter Cawdron, der har skrevet flere romaner over temaet ’First Contact’. Han kan sin astronomi, og det kan man mærke i mange af romanerne – så hermed vores anbefaling, hvis man ellers læser science fiction.
\ Vil du læse mere om Przybylskis stjerne - se her
Hvis man ønsker selv at læse lidt mere om Przybylskis stjerne, er her tre links:
Alien-kortet er før blevet trukket – og trukket tilbage
Przybylskis stjerne er stadig et mysterium, men for nogle år siden var en anden stjerne, der gik under navnet Tabbys Stjerne, også et stort mysterium, hvor alien-kortet også blev trukket frem.
Tabbys Stjerne er i virkeligheden en dobbeltstjerne, hvor den ene stjerne er lidt større end Solen, og den anden en lille rød dværg. Afstanden er cirka 1.500 lysår.
I 2015 observerede den amerikanske astronom Tabetha ’Tabby’ Boyajian, at stjernen var variabel. Det er der nu så mange stjerner, der er, men da hun i 2017 opdagede formørkelser, hvor op til 3 procent af lyset forsvandt i længere tid, blev man for alvor opmærksom på stjernen, for det er bestemt ikke noget, man normalt ser.
Man nåede alt for tidligt at trække alien-kortet med en teori om, at nogen deroppe var ved at bygge en såkaldt Dyson-sfære, en gigantisk såkaldt mega-konstruktion, der helt omslutter stjernen, så man kan udnytte al den energi, der sendes ud i rummet.
Senere observationer tyder dog på, at formørkelserne er skabt af støvskyer, muligvis fra en måne, der er ved at blive nedbrudt, hvilket viser, at man skal passe på med at indføre rumvæsener, fordi man ikke umiddelbart kan finde en forklaring.
Sådan vil det sikkert også gå med Przybylskis stjerne: Pludselig finder man en eller anden naturlig forklaring, selv om den lige nu er svær at få øje på.
Men i mellemtiden kan vi så hygge os med de romaner, der er med til at minde os om, at universet stadig er fuldt af mysterier.

































