Det er let at forestille sig andre universer, styret af lidt anderledes naturlove, hvor hverken intelligent liv eller en form for organiseret komplekst system, kan opstå.
Er det så ikke underligt, at et univers rent faktisk eksisterer, hvor vi var i stand til at opstå?
Det er et spørgsmål, som fysikere (blandt andet jeg) har forsøgt at besvare i mange årtier. Men det har vist sig at være svært.
Selvom vi med sikkerhed kan spore vores kosmiske historie tilbage til et sekund efter Big Bang, er det sværere at måle, hvad der skete før.
Vores acceleratorer kan simpelthen ikke producere nok energi til at kopiere de ekstreme forhold, der herskede i det første nanosekund.
Men vi forventer, at det var i den første lille brøkdel af et sekund, at nøglefunktionerne i vores univers fæstnede sig.
Naturkonstanter er ikke faste
Forholdene i universet kan beskrives gennem de 'fundamentale naturkonstanter' - faste værdier for nogle fysiske egenskaber eller sammenhænge fundet i naturen - som eksempelvis gravitationskonstanten (kaldet G) eller lysets hastighed (kaldet C).
Der er omkring 30 af disse konstanter, der repræsenterer størrelsen og styrken af parametre, såsom partikelmasser, kræfter eller universets udvidelse.
Men vores teorier forklarer ikke, hvilke værdier disse konstanter skal have. I stedet skal vi måle dem og sætte deres værdier ind i vores ligninger for præcist at beskrive naturen.
Lever vi i et multivers?
Konstanternes værdier befinder i det område, der tillader udviklingen af komplekse systemer som stjerner, planeter, kulstof og i sidste ende mennesker.
Fysikere har opdaget, at hvis vi justerede nogle af disse parametre med blot et par procent, ville vores univers være livløst.
At liv overhovedet eksisterer kræver derfor en forklaring. Det hævdes, at det blot er et heldigt tilfælde.
En alternativ forklaring er imidlertid, at vi lever i et multivers, der - udover vores eget - består af mange parallelle universer, som kan have forskellige fysiske love og fundamentale konstanter med forskellige talværdier.
De fleste er måske fuldstændig uegnede for liv, men nogle få bør statistisk set være egnede for liv.
Vi kan i princippet alle have en avatar et sted
Hvad er omfanget af den fysiske virkelighed? Vi er overbeviste om, at den er mere vidtstrakt og større end det - selv i princippet - som astronomerne kan observere, som uden tvivl er begrænset.
Det er hovedsageligt, fordi der - ligesom ude på havet - er en horisont, som vi ikke kan se ud over.
Og ligesom vi ikke tror, at havet stopper lige efter vores horisont, går vi ud fra, at der er galakser ud over grænsen for vores observerbare univers.
I vores accelererende univers vil vores fjerne efterkommere heller ikke være i stand til at observere dem.
De fleste fysikere er enige om, at der er galakser, som vi aldrig vil se, og at der er flere af dem end de galakser, vi kan observere.
Hvis de strakte sig langt nok, så kan alt, hvad vi overhovedet kan forestille os ske, blive gentaget igen og igen. Langt ud over horisonten kan vi alle have en avatar.
Var der flere Big Bangs?
Dette enorme (og stort set ikke-observerbare) område vil efterspillet af 'vores' Big Bang befinde sig i - og sandsynligvis være styret af de samme fysiske love, som hersker i de dele af universet, vi kan observere. Men var vores Big Bang det eneste?
Ifølge den kosmologiske teori om inflation (teorien om, at universet brøkdele af et sekund efter Big Bang gennemgik en fase med eksponentielt hurtig udvidelse, som blandt andet kan forklare, at universet i dag er næsten homogent og uafhængigt af retning, red.), så gennemgik det tidlige univers en periode, hvor det blev fordoblet i størrelse hver trilliontedel af en trilliontedel af en trilliontedel af et sekund, hvilket er støttet af reelle observationer.
Teorien forklarer, hvorfor universet er så stort og jævnt, bortset fra fluktuationer (bølgeformede bevægelser) og krusninger, der er 'kimen' til galaksedannelse.
Men fysikere, blandt andet Andrei Linde, har vist, at der ved visse specifikke, men plausible antagelser om den usikre fysik i denne forhistoriske tidsalder, vil forekomme en 'evig' produktion af Big Bangs - som hver især vil give anledning til et nyt univers.
Der kan være flere dimensioner, end vi oplever
Strengteori, som er et forsøg på at forene tyngdekraften med mikrofysikkens love, antager, at alt i universet består af små, vibrerende strenge.
Men teorien antager, at der er flere dimensioner end dem, vi oplever. Teorien foreslår, at disse ekstra dimensioner er komprimeret så tæt sammen, at vi ikke bemærker dem alle.
Og hver slags komprimering vil kunne skabe et univers med anderledes mikrofysik - så andre Big Bangs, når de bliver afkølet, kan være styret af anderledes love.
'Naturlovene' kan derfor - i dette endnu større perspektiv - være lokale vedtægter, der styrer vores egen kosmiske 'baghave'.
\ Læs også
Det giver mening at undersøge 'kontrafaktiske' universer
Hvis den fysiske virkelighed er sådan, så er der en reel motivation til at udforske 'kontrafaktiske' universer - steder med anderledes tyngdekraft, anderledes fysik og så videre - for at udforske, hvilket område eller hvilke parametre der tillader, at kompleksitet opstår, og som ville føre til sterile eller 'dødfødte' verdensrum.
Interessant nok er det allerede sat i gang med nylig forskning, der indikerer, at man kan forestille sig universer, der er endnu mere egnede til livet end vores eget.
De fleste 'justeringer' af de fysiske konstanter vil imidlertid betyde, at et univers er 'dødfødt'.
Vi skal være åbne over for nye erkendelser
Det er ikke alle, der bryder sig om konceptet med multiverset.
De er bekymrede for, at det vil gøre håbet om en grundlæggende teori, der forklarer konstanterne, lige så forgæves som Keplers numerologiske forsøg på at forbinde planeternes baner med platoniske faste legemer.
Men vores præferencer er irrelevante for den måde, den fysiske virkelighed faktisk er - så vi bør helt sikkert være åbne over for muligheden for en forestående storslået kosmologisk revolution.
Først fik vi den kopernikanske erkendelse af, at Jorden ikke var centrum af Solsystemet - den kredser om Solen.
Så indså vi, at der er uendeligt mange planetsystemer i vores galakse, og at der er uendeligt mange galakser i vores observerbare univers.
Så kunne det være, at vores observerbare domæne - vores Big Bang - er en lillebitte del af et langt større og muligvis forskelligartet ensemble?
\ Læs også
Vi mangler teorier
Hvordan ved vi, hvor atypisk vores univers er?
Svaret kræver, at vi beregner sandsynligheden for hver kombination af konstanter. Og det er vi endnu ikke i stand til, før der sker store teoretiske fremskridt.
Vi ved i sidste ende ikke, om der er andre Big Bangs. Men de er ikke kun metafysik. Vi kan en dag få årsag til at tro, at de eksisterer.
Hvis vi havde en teori, der beskrev fysik under de ekstreme forhold under det helt tidlige Big Bang – og hvis den teori var blevet bekræftet på andre måder, for eksempel ved at udlede uforklarede parametre i standardmodellen for partikelfysik – og som forudsagde flere Big Bangs, burde vi tage det alvorligt.
Teorien om multiverset er ikke uvidenskabelig, bare fordi vi ikke kan observere andre universer
Kritikere hævder til tider, at multiverset er uvidenskabeligt, fordi vi ikke kan observere andre universer. Men jeg er ikke enig.
Vi kan ikke observere det indre af sorte huller, men vi tror på fysikeren Roger Penroses teorier om, hvad der sker i dem - hans teori har opnået troværdighed ved at være enig i mange ting, vi rent faktisk kan observere.
For omkring 15 år siden sad jeg i et panel ved Stanford University, hvor vi blev spurgt, hvor seriøst vi tog multiverskonceptet – på skalaen 'vil du satse din guldfisk, din hund eller dit liv' på det.
Jeg sagde, at jeg var næsten på hundeniveau. Andrei Linde sagde, at han næsten ville satse sit liv.
Da det kom fysikeren Steven Weinberg for øre, sagde han, at han: »med glæde ville satse Martin Rees' hund og Andrei Lindes liv.«
Desværre gå jeg ud fra, at Andrei Linde, min hund og jeg alle vil være døde, før vi har et svar. Faktisk kan vi ikke engang være sikre på, at vi ville forstå svaret - ligesom kvanteteori er for svær for aber at forstå.
Vi vil aldrig få en 'aha'-oplevelse
Det er tænkeligt, at maskinintelligens kunne udforske visse strengteoriers geometriske forviklinger og udspy eksempelvis en del generiske træk ved standardmodellen. Så vil vi have tillid til teorien og tage dens andre forudsigelser alvorligt.
Men vi vil aldrig få en 'aha'-oplevelse af indsigt, der ellers er den største tilfredsstillelse for en teoretiker.
Den fysiske virkelighed på dets dybeste niveau er muligvis så dyb, at forståelsen af den kræver posthumane arter - hvor deprimerende eller ophidsende det end måtte være, alt efter smag.
Men det er ingen grund til at afskrive multiverset som uvidenskabeligt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
