Vi har selv designet naturens love

Når fysikere fravrister naturen en ny partikel, eller hvis det en dag skulle lykkes dem at afskærme kvanteprocesserne tilstrækkeligt til at konstruere en fungerende kvantecomputer, opdager eller anvender de så universelle love, eller er de kreative vidensingeniører, som selv i høj grad designer de resultater, de finder frem til?

For mange af os er svaret indlysende den første mulighed, den anden mulighed lugter af uredelighed. Vi har et billede af naturvidenskaberne som producenter af universelt gyldige love, hvis sandhed er uafhængig af os.

Naturlovene gælder, hvad end vi tænker, de er ikke subjektive, og de gælder over det hele til enhver tid. De er hverken lokale eller foreløbige.

Videnskaberne er desuden indbyrdes konsistente, den ene lovs sandhed udelukker ikke den andens, for i så fald måtte en af dem være falsk.

Selv i laboratiet, kan man ikke se bort fra almene love

For at forklare den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem for eksempel litteraturvidenskab og biologi tænker nogle sig en form for hierarki, typisk med de hårde videnskaber i toppen, som fysik og kemi og samfundsvidenskaberne og humaniora i bunden.

Måske håber man, at sandhederne i bunden kan reduceres til og dermed legitimeres af sandheder højere oppe i systemet.

Eventuelt må visse sandheder længere nede i systemet puttes i citationstegn eller smides i pseudovidenskabernes skraldespand. Men dette billede står ikke uimodsagt i videnskabsfilosofien, og der er meget, der tyder på, at det ikke er specielt empirisk korrekt.

Hvad, der menes hermed, er, at selv når vi udelukkende betragter de sandheder, som de hårde empirisk og matematiske videnskaber frembringer, så ser det helt anderledes ud for den skarpe iagttager.

Selv det, der foregår i naturvidenskabernes allerhelligste, det fysiske laboratorium, kan ifølge visse videnskabsfilosoffer ikke hævdes at bekræfte deduktioner fra almene love.

Verden er en plettet størrelse

Allerede i begyndelsen 1960'erne fik billedet af videnskaberne som den store opdager af universelle sandheder et hak i tuden, da den amerikanske fysiker og filosof Thomas Kuhn introducerede sit paradigme-begreb.

Videnskabelig sandhedsproduktion er underlagt forståelsesrammer bestående af skjulte forudsætninger og værdier.

Thomas Kuhn hævdede, at tilhængere af forskellige paradigmer levede i forskellige verdener, fordi de forståelsesrammer deres respektive paradigmer udgør får dem til at opleve virkeligheden forskelligt, og at videnskabernes historie bestod af en række paradigmeskift eller videnskabelige revolutioner, der ændrede fundamentalt på virkeligheden.

Den ene metode kan være lige så god som den anden

Thomas Kuhn var stadig tilhænger af et slags hierarki med de hårde videnskaber som de videnskabelige revolutioners avantgardister, men hans samtidige Paul Feyerabend blev berømt og berygtet for sloganet 'anything goes', altså at den ene metode kan være så god som den anden, kvantemekanik eller voodoo, du vælger selv.

Mange følte naturligvis, at Feyerabend gik for vidt, og en ny realisme gjorde sit indtog i filosofien. Filosofferne begyndte igen at tale om den faktiske verden i ental og befolkede den med entydige objekter.

Udviklingstendenser inden for den moderne logik var her toneangivende med navne som Saul Kripke og Hilary Putnam i front. Men i 1990'erne fik synspunkter, der mindede om Feyerabends, ny støtte fra filosoffen Nancy Cartwright.

Menneskelig og videnskabelig erfaring er måske foreneligt

Cartwright var en del af den såkaldte Stanford skole i videnskabsfilosofien, og hun hævder i hovedværket 'The Dappled World' (Den Plettede verden, Cambridge University Press, 1999), at den fragmenterede virkelighed, som de fleste af os oplever, i virkeligheden er virkeligheden; verden er plettet og videnskabernes enhed er blot et tomt ideal.

Hun sammenligner det med middelalderens begreb om en almægtig og alvidende Gud. Den menneskelige erfaring af et usikkert liv i en grum verden modsiger måske ikke denne ide, men den giver ikke meget støtte for den.

Følgelig bør en god empiriker forkaste ideen om en sådan Gud som et tomt ideal. På samme måde er det med videnskabernes enhed.

Den menneskelige erfaring inklusive den videnskabelige erfaring er måske foreneligt med et billede af en universel enhedsvidenskab, men den giver ikke støtte til den. Følgelig bør en god empiriker forkaste den som et tomt ideal.

Hvad, videnskaberne giver os, er et kludetæppe af viden, hvor dele overlapper hinanden og endog modsiger hinanden.

Ingeniørarbejde er baseret på god videnskab

Hvad, der gør Cartwrights teori mere interessant end Feyerabends generelle affejning af naturvidenskab som imperialisme og ny religion, er hendes detaljerede argumentation for, at videnskaben fungerer via frembringelsen af såkaldt nomologiske maskiner.

Det traditionelle billede, at succesrigt ingeniørarbejde er baseret på god videnskab, er hos Cartwright vendt på hovedet, og hun hævder, at succesrig videnskab er baseret på godt ingeniørarbejde.

Dette arbejde består i at præparere den uregerlige natur, så den producerer, hvad der for os fremstår som lovmæssigheder.

Kun i sjældne tilfælde frembringer naturen selv nomologiske maskiner - planetsystemet er et oplagt eksempel - men i langt de fleste tilfælde skal naturen isoleres, afskærmes mod udefrakommende faktorer for at fremstå lovmæssigt.

Hvad der i det traditionelle billede er fejlkilder og underordnede uregelmæssigheder, der skal sorteres fra for at komme frem til sandheden, bliver hos Cartwright til et aktivt erkendelsesmæssigt ingeniørarbejde at sammenligne med konstruktionen af en mere konventionel maskine.

Et nyt perspektiv på videnskaberne

Forskellen er, at nomologiske maskiner producerer videnskabelige sandheder i form af observerbare regelmæssigheder. Denne tilgang skulle give et mere empirisk adækvat billede af, hvordan videnskaberne fungerer.

Cartwright giver os et spændende nyt perspektiv på videnskaberne og deres påståede enhed, men der er et aspekt ved hendes argumenter, man let overser.

Det er oplagt at fortolke hende således, at hun (måske mod sin vilje) finder et nyt grundlag for videnskaberne i ingeniørkunsten.

Ingeniørkunst kan ikke sættes på lovmæssige formler

Ganske vist er ingeniørkunsten afhængig af menneskelig kreativitet og ikke til at sætte på lovmæssige formler - vi er ikke selv nomologiske maskiner.

Alligevel må værdien af hendes analyser bedømmes ud fra, hvor klare begreber vi har om dette ingeniørarbejde, for eksempel begrebet maskine. Her viser nyere ingeniørfilosofisk forskning, at videnskabsfilosoffers begreb om maskiner er præget af en vis naivitet.

Vi regner med at vide, hvad en maskine er, og hvad en maskines funktion er. Men dette er langt fra givet, og vi kan for eksempel ikke uden videre hævde, at en maskines funktion kan determineres ud fra opfinderens eller brugerens hensigter.

For at tage et simpelt eksempel, så kan ting bruges på helt andre måder end deres opfinder havde til intention. Derfor åbner den ingeniørvidenskabelige tilgang i videnskabsfilosofien nye spørgsmål, som måske kun kan besvares inden for ingeniørvidenskabernes filosofi.

Dette arbejde er kun påbegyndt for nylig.