I månedsvis har folkene bag NASA’s to Mars-robotter, Spirit og Opportunity, forgæves forsøgt at komme i radiokontakt med Spirit.
Robotten har ikke givet lyd fra sig siden d. 22. marts sidste år, hvor den gik i vinterdvale.
Dvalen var et resultat af, at den lave vintersol ikke gjorde det muligt for robotten at producere tilstrækkeligt med strøm ved hjælp af dens solpaneler.
Men siden da er sollyset vendt tilbage og for nogle uger siden – nærmere bestemt d. 10. marts – toppede solindstrålingen.
Desværre har sollyset ikke haft den ønskede virkning – Spirit er stadig tavs.
Folkene bag missionen forsøger nu forskellige kommunikationsstrategier for at få kontakt med Spirit.
Hvis ikke der kommer svar fra Spirit i løbet af en måned eller to vil yderligere kontaktforsøg dog blive opgivet.
På den modsatte side af Mars fortsætter Spirit’s identiske tvilling, Opportunity, dog ufortrødent arbejdet med at undersøge den røde planet.
Opportunity er på vej mod et stort krater ved navn Endeavour, der er ca. 21 km stort – meget større end de kratere, robotten indtil nu har studeret.
Både Spirit og Opportunity ankom til Mars i januar 2004 og har leveret masser af ny viden om den røde planet.