NASA er allerede begyndt at planlægge, hvor deres næste marsbil skal lande – og det sker, samtidig med at Curiosity nu på femte år kører rundt i det store Gale-krater.
Den har det i øvrigt godt, bortset fra nogle problemer med det bor, som bruges til at samle prøver op fra undergrunden.
Tre biler til Mars
\ Mars 2020
- Mars Rover-køretøjet skal undersøge planetens overflade for spor efter forhistorisk liv.
- Missionen er et led i NASA's plan om i fremtiden at gøre Mars beboelig for mennesker.
Den næste marsbil hedder indtil nu bare Mars 2020, fordi den skal opsendes i juli eller august 2020. Den bliver ikke alene, for Kina og Europa planlægger også at sende biler – eller rovere, som de normalt kaldes - til Mars i sommeren 2020.
At de tre opsendelser finder sted næsten samtidig hænger sammen med, at Mars på det tidspunkt står i en gunstig position.
Da rejsetiden til Mars er 7-8 måneder, vil de tre rovere også ankomme næsten samtidigt i februar eller marts 2021. Men heldigvis er der god plads, så der forudses ingen parkeringsproblemer. Hver rover skal nok få sit helt eget område at udforske.
Mars 2020 bliver nok den største af de tre rovere. Den vil have omtrent samme konstruktion og størrelse som Curiosity. Den største nyskabelse er, at den udstyres med et forbedret bor, der skal bruges til at indsamle prøver, som så skal lagres på et bestemt sted, så en senere rumsonde kan samle prøverne op og bringe dem tilbage til Jorden.
De tre landingssteder
Det er ikke så ligetil at vælge et godt landingssted, for Mars har mange landskaber.
Mod syd finder vi ældgammelt højland, som er dækket af kratere næsten som Månen. Mod nord er landskabet mere fladt og med færre kratere – måske ser vi her en gammel havbund fra et nu for længst forsvundet hav. Og især nær ækvator, mellem de to landskabsformer, finder vi både enorme vulkaner, dybe kløfter og mange tegn på, at der engang har strømmet vand på overfladen.
Skal man søge efter liv på Mars, så er princippet: Følg vandet, og det er netop, hvad der har dikteret valget af landingssteder.
NASA er nu kommet ned på tre finalepladser. Den endelige udvælgelse vil først finde sted i 2019. De tre finalister er:
- Gusev-krateret 15,5o syd for ækvator
- Jezero-krateret 18,8o nord for ækvator
- Den store Syrte
Kratere kan have indeholdt vand
Hvis navnet Gusev virker bekendt, så er det, fordi det var her, roveren Spirit landede i 2004. I seks år kørte Spirit rundt i krateret, inden den kørte fast i en sanddyne i 2010. Man skulle ellers tro, at seks år havde været rigeligt til at udforske et krater, men krateret er stort, og Spirit kørte meget langsomt.
På mange måder er Gusev stadig uudforsket, og der var jo en grund til, at man i sin tid valgte dette krater. En bred kløft, hvor der måske engang har strømmet vand, fører nemlig ind i det 166 km store krater, så man håbede på her at finde spor af, at der måske havde været en sø i krateret.
Det meste af den del af krateret, Spirit udforskede, virkede nu som noget meget tør basalt, men til sidst fandt den tegn på, at der engang – i hvert fald nogle steder - har været tegn på varme kilder med mineralholdigt vand. Teorien om en mindre sø i Gusev er derfor ikke opgivet.
Det er den samme historie, det 49 km store Jezero-krater kan fortælle. Der er mange tegn på, at der også i dette krater engang har været en sø – ikke mindst fordi Mars Reconaissance Orbiter her har fundet spor af lermineraler, som kun kan dannes, når der er vand til stede.
Der er også kanaler, som kan have ført vand ind til krateret, og dannelser, der minder om floddeltaer. Geologerne mener, at krateret har været oversvømmet mindst to gange, og at lermineralerne så er ladt tilbage, da søerne udtørrede.
Hvis søerne har været der længe nok, for måske 2-4 milliarder år siden, så har det måske været muligt for mikroorganismer at trives der – og det skulle være muligt at finde sporene af dem i de indsamlede prøver.
Et nostalgisk landingssted
Den store Syrte er for os, der kan huske Mars før rumsonderne, et nostalgisk sted.
Engang for mange år siden kendte vi jo kun Mars som en lille, rødlig skive i en kikkert. Der var naturligvis de røde ørkener og den hvide polkalot og så nogle mørke områder.
Dengang diskuterede man meget, om der var tale om have eller sletter dækket med vegetation, måske i form af mos og lav. Dette blev understøttet af, at man kunne se, at det mørke område ændrede sig efter årstiderne, nøjagtigt som man ville forvente af et område dækket af planter.
Det største og mest berømte af disse mørke områder var netop 'Den store Syrte', opkaldt efter det latinske navn for en bugt på Libyens kyst. Den store Syrte blev observeret allerede i 1659 af Christian Huygens, som brugte det mørke område til at bestemme døgnets længde på Mars.
I dag ved vi, at den store Syrte hverken er et hav eller en skov, men simpelthen resterne af en gammel vulkan, der har spredt mørk lava ud over et stort område. De ændringer, man har set, skyldes årstidsbestemte vinde, som både blæser lyst støv hen over den mørke lava og senere fjerner støvet igen. Der er derfor mange klitter i området.
Det er den vulkanske aktivitet, som i sin tid skabte den store Syrte, der har ført stedet til en finaleplads. Fra rummet er der tydelige tegn på, at der har eksisteret varme kilder, hvor mikroorganismer måske en gang har kunnet leve.
Det landingssted, som er udpeget, ligger i den nordøstlige del af Den store Syrte, ikke langt fra Jezero-krateret. Her er der et lagdelt terræn, som gør det muligt at udforske meget af områdets geologiske historie.
Kinesere sender en flere ton tung rumsonde afsted
Vi ved ikke meget om, hvad kineserne går og planlægger – men det bliver stort, for de vil bruge deres største raket, Long March 5, der kan sende en flere ton tung rumsonde til Mars. Og de har da fortalt, at deres rover skal medføre en radar, som kan se 400 meter ned i undergrunden.
Desuden skal roveren lede efter tegn på liv ved at analysere prøver for spor af organiske molekyler.
Roveren skal landsættes fra en orbiter ved hjælp af faldskærme, bremseraketter og en airbag. Hvor de har planlagt at lande vides ikke, men de leder helt sikkert efter den samme type områder som NASA.
\ Læs mere
ExoMars 2020 har fire landingspladser i spil
Næste trin i det europæiske ExoMars-projekt hedder meget originalt ExoMars 2020, og det gennemføres i et samarbejde mellem det europæiske rumagentur, ESA, og det russiske rumagentur, Roskosmos. De to agenturer har jo tidligere samarbejdet om rumsonden Schiaparelli, der styrtede ned på Mars i 2016, men heldigvis mener man nu at have fundet fejlen.
\ Læs mere
Roskosmos leverer Proton-raketten til at sende rumsonden af sted og en landingsstation. ESA bygger roveren, der, ligesom NASA's rover, skal indsamle prøver fra undergrunden, som så bliver analyseret af et lille laboratorium. Især håber man at finde organiske stoffer, der tyder på liv.
Der er for tiden fire landingspladser i spil med eksotiske navne som Mawrth Vallis, Oxia Planum, Hypanis Vallis og Aram Dorsum, som alle ligger forholdsvis tæt på ækvator – men ikke i nærheden af NASA's tre kandidater. De er udvalgt efter nogenlunde samme kriterier, som steder hvor der ret sikkert engang har været vand.
Robotter revolutionerer rumfarten
Hvis man nu skulle være så heldig at finde sikre tegn på liv, så skal det nok sætte gang i planerne om at sende mennesker til Mars. Men ellers er robotterne godt på vej til at ændre hele den måde, vi kommer til at tænke fremtidens rumfart på.
Bare en enkelt detalje: NASA's Mars 2020-rover vil som nævnt indsamle prøver mange steder fra og anbringe dem et lettilgængeligt sted, hvor en kommende rumsonde kan hente prøverne og bringe dem tilbage til Jorden. Det var sådan en opgave, vi for få år siden mente, at kun mennesker kunne udføre.
\ Læs mere
Ser vi alene på den videnskabelige udforskning af Mars og solsystemets andre planeter, så er robotterne godt i færd med at kunne erstatte mennesket. De er langt billigere, kan komme steder, hvor mennesker ikke kan overleve, og klare flere og flere opgaver på egen hånd. Bare vent og se robotterne 20-30 år fra nu.
Svært at vide, hvad rumfarten bringer
Det betyder ikke, at mennesket ikke kommer til at spille en rolle i fremtidens udforskning af solsystemet. Men begrundelsen kan ikke findes alene i den videnskabelige udforskning. Der skal andre motiver end ren videnskab til at sende mennesker langt ud i solsystemet.
Det kan være et ønske om kolonisering, kommerciel udnyttelse af rummet eller noget helt tredje, som vi ikke kan forudse i dag.
Sikkert er det bare, at rumfartens fremtid vil blive bestemt mere af samfundets udvikling end af de tekniske muligheder, og det gør det meget svært at overskue, hvad der vil ske de kommende år.
Vi ville nok blive meget overraskede, hvis vi kunne se, hvordan man driver rumfart i 2050.
