Kvinde sagsøger NASA: Vil sikre sin månestøv-gave fra Neil Armstrong

Annonce:

Amerikanske Laura Cicco var en 10-årig pige, da hun angiveligt modtog et lille hætteglas med lysegråt månestøv fra Neil Armstrong, ledsaget af en håndskreven note fra den berømte astronaut:

»To Laura Ann Murray – Best of Luck – Neil Armstrong, Apollo 11.«

Siden glemte hun alt om gaven og kom først i tanke om den, da hun ryddede op i sine nyligt afdøde forældres ejendele.

Ved gensynet med det grå månestøv besluttede sig for at gardere sig juridisk mod, at NASA kan forsøge at tage den fra hende, skriver Washington Post.

Under retssagen onsdag påstod Laura Cicco, at månestøvet var en gave fra Neil Armstrong, som var venner med hendes far, Tom Murray, en pilot fra det amerikanske flykorps under anden verdenskrig.

Den håndskrevne note er ifølge kvindens advokat Christopher McHughs et bevis i sagen, fordi en ekspert har valideret, at håndskriften tilhørte Neil Armstrong.

Godt så. Men kommer støvet virkelig fra Månen?

Annonce:

Ifølge Washington Post har en ekspert analyseret støvet og udtrykt i retsdokumenterne, at »det er svært at udelukke, at det oprinder fra Månen«.

En af analyserne viser, at støvets mineralske sammensætning stemmer overens med kompositionen i Månens overflade. En anden viser dog, at sammensætningen ligner »almindelig skorpe fra Jorden«, men der kan ifølge forskere være blandet noget støv fra Jorden ind i månestøvet, hvilket kan have forurenet prøven.

Sagsanlægget er et forsøg på at komme NASA i forkøbet, forklarer advokaten, og påpeger, at der ikke findes en lov, der forhindrer borgere i at eje materialer fra Månen.

NASA har nemlig en historik i at fratage borgere, hvad der er »retmæssigt« deres, siger han, og refererer til en tidligere sag, hvor en kvinde fra Californien, Joann Davis, anklagede NASA for uretmæssigt at inddrage en månesten, hendes mand, som var ingeniør på Apollo, havde givet hende.

NASA har indtil videre valgt ikke at kommentere på sagen, som fortsat venter en afgørelse, skriver Washington Post.

naa

\ Fra arkivet

Det bedste fra arkivet

Gå på opdagelse i mere end 35.000 artikler.

Søg i arkivet

\ Video

Video, video, video!

Foretrækker du at se historierne udfolde sig i levende billeder? Så tjek vores seneste videoer, eller følg Videnskab.dk på YouTube.

Find flere videoer

\ Podcast

På med hørebøfferne!

Luk øjnene, og lad forskernes viden strømme ind ad øregangen. Her finder du Videnskab.dk's seneste podcasts.

Lyt til flere podcasts