Vi kiggede alle med, da NASAs New Horizons-sonde tog billeder af Pluto i udkanten af vores solsystem tidligere i år. Men NASAs forskere var ikke de eneste, der tog billeder, som fik os til at undre os og begejstres på samme tid.
Det internationalt anerkendte tidsskrift Nature og folkene bag har derfor samlet årets bedste videnskabsbilleder, der har påvirket dem i løbet af 2015.
Billederne spænder vidt fra mikrober over dværgplaneter til komodovaraner i kamp.
Du kan se en snudebille, som du sikkert aldrig har set den før, og du kan komme med til den barske natur på Antarktis.
Se med i galleriet øverst i artiklen.
De største firben på Jorden, komodovaraner, ses her i kamp om rettighederne til et territorium i Indonesien. Dette billede blev fanget af en af finalisterne i årets Wildlife Photography of the Year-konkurrence. (Foto: Andrey Gudkov/Wildlife Photographer of the Year 2015.)
Trykbølgerne skabt af et amerikansk jetfly i supersonisk hastighed er her blevet indfanget af en fotograf på et andet fly hen over Mojave-ørkenen. NASA-forskere har her brugt en teknologi kaldet Schlieren-fotografi, som blev udviklet i 1800-tallet af den tyske fysiker August Toepler, for at indfange forandringer i lyset, mens flyet passerer forskellige densiteter af luft. (Foto: NASA.)
Den Store Magellanske sky og Den Lille Magellanske Sky, to dværggalakser nær Mælkevejen. Billedet er skabt ved hjælp af data fanget ved mikrobølge- og sub-milimeter-bølgelængde. (Foto: ESA/Planck Collaboration.)
Dette er et detaljeret billede af en snudebille. Billedet var en af vinderne ved årets Wellcome Image Awards, der kårer de bedste biologibilleder fra året. Hovedet, som kun er få millimeter på langs, blev fotograferet ved hjælp af et elektronmikroskop. (Foto: Daniel Kariko/Wellcome Images.)
Disse tilsyneladende uhyggelige små hoveder er i virkeligheden en vigtig del af papyrusplanten, Cyperus papyrus. Billedet er 200 gange forstørret fra de virkelige forhold, og det er taget af en skive gennem planten. (Foto: David Maitland, Courtesy of Nikon Small World.)
Det tog hundredvis af 2D-billeder at producere denne 3D-struktur af et virus. Forskerne viste med dette billede, at en såkaldt XFE Laser (X-ray Free-electron) godt kan rekonstruere enkelte partikler i det store virus. (Foto: Tomas Ekeberg/Uppsala Univ./Am. Phys. Soc.)
Denne spøgelsesagtige ting er en såkaldt planetær nebula, det vil sige de lysende rester af en døende stjerne. Denne hedder the Southern Owl Nebula, og den blev fanget af ESO’s Very Large Telescope i Chile. (Foto: ESO)
Antallet af billeder og data, som NASAs New Horizons sendte tilbage, da den fløj forbi Pluto tidligere i år, var til tider overvældende. Men dette billede vandt Nature-holdets hjerter med dets skønhed, da det blev sendt tilbage, få minutter efter at sonden var tættest på Pluto, hvor den afslørede en kold og mystisk verden som en silhuet af solen. (Foto: NASA/JHUAPL/SwRI.)
Lyn kan fremprovokeres ved at sende raketter op i stormvejr, og dette billede er en langtidseksponering, som fanger kølvandet på et sådant forskerfremkaldt lyn. (Foto: Univ. Florida Lightning Research Group.)
Manden ligner måske en diskokugle, men han er faktisk et kort over kemikalier og mikrober, som findes på vores største organ, vores hud. Der blev taget svaberprøver fra 400 forskellige steder på kroppen fra to forskellige mennesker, der hver havde meldt sig som frivillige til ikke at bade i tre dage i videnskabens navn. (Foto: Bouslimani et al. Proc. Natl Acad. Sci. USA 112, E2120–E2129, 2015.)
Her får vi et indblik i, hvordan hverdagen ser ud for afrikanske gribbe. Selvom scenen ser lidt grusom ud, spiller gribbenes madvaner en vigtig rolle for økosystemet. (Foto: Charlie Hamilton James/Wildlife Photographer of the Year 2015.)
Den gyldne stat Californien i USA er blevet ramt hårdt af fire års slem tørke. Mens både dyrelivet og de lokale kæmper for at vænne sig til den tørre tid, er antallet af skovbrande, ligesom denne nær Clearlake i august, øget. (Justin Sullivan/Getty.)
Forskere har tidligere fundet vand i forskellige former på Mars. Men de synlige mørke streger på billedet her er i særdeleshed interessante, da de viser en del af det stærkeste bevis for, at der findes flydende saltvand på overfladen. Billedet er skabt ved at lægge billeder fra NASAs High Resolution Imaging Science Experiment oven på en model af terrænet af Garni-krateret på Mars. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Univ. Arizona.)
Foruden de mange billeder vi har vist indtil nu, måtte holdet på Nature frasortere enkelte billeder, som de egentlig gerne ville have haft med, fordi der ikke var plads nok i printudgaven af tidsskriftet, men heldigvis kan vi bringe dem her. Dette er et udbrud i vulkanen Calbuco i Chile taget fra byen Purto Montt. (Alex Vidal Brecas/EPA/Corbis.)
Dette billede er fra Todd Forsgrens bog Ornithological Photographs, der indeholder billeder af fugle, der bliver fanget af forskere. (Foto: Todd R. Forsgren.)
Driftige edderkopper har spundet en hel eng i Balatonfökajár i Ungarn ind. (Foto: László Novák/Wildlife Photographer of the Year 2015.)
Denne stakkels sæl for vild i en tør dal på Antarktis, og den endte mange kilometer fra havet, hvor den blev mummificeret af de barske omgivelser. (Foto: Michaelsbecker.com.)
En heftig diskussion mellem præsidenten for den Franske Liga for Beskyttelse af Fugle (LPO) og en landmand endte i håndgemæng. ( Foto: Gaizka Iroz/AFP/Getty.)
1
/
18