Juni er som bekendt den første sommermåned, og det betyder lyse nætter, som gør det vanskeligt at studere nattehimlen.
Vi må nøjes med de klareste stjernebilleder, men vi har dog Karlsvognen, Cassiopeia med sin karakteristiske W-form og naturligvis sommertrekanten, som ganske vist ikke er et stjernebillede, men til gengæld let at finde på himlen.
Denne måneds mangel på gode stjernehimle at skrive om tager os først langt ud i universet.
\ Serien Kig op!
'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Følg også med i serien 'Rumfarten', der hver måned zoomer ind på, hvad der sker indenfor rumfarten netop nu.
Første del af 'Rumfarten' udkom i maj:
Rumfarten i maj: Marshelikopter er coronaramt, og SpaceX sender astronauter til ISS
Andre steder end på Jorden forholder det sig nemlig helt anderledes. Her bliver natten aldrig mørk, fordi mange nære stjerner oplyser de fremmede nattehimle.
Vores egen nattehimmel er til gengæld truet af genskinnet fra mange tusinde nye internetsatellitter, særligt Elon Musks 'Starlink'. Det er dem, som du måske har set som et 'tog' af satelitter på nattehimlen i marts og april.
Men måske er der grund til at håbe, at rummanden kan finde en måde at sikre astronomernes udsyn.
Til slut i artiklen rejser vi til Pluto, der af alle ting har en flot, blå himmel.
Venus' sommerplaner
Venus er nu blevet til morgenstjerne, men den står lavt på himlen.
Venus er i nedre konjunktion med Solen (det vil sige, at planeten er mellem Jorden og Solen) 3. juni, hvor den altså ses i samme retning som Solen.
I løbet af juni kommer Venus gradvist hen på morgenhimlen, men vi skal til slutningen af måneden, før den står op så meget før Solen, at den bliver let at se.
Til gengæld er Jupiter, Saturn og Mars oppe før Solen i hele juni.
Men i betragtning af den tidlige solopgang, er det nok mest et syn for dem, som er ude og sværme i sommernatten.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Sommersolhverv
Lørdag 20. juni er det sommersolhverv, og dermed årets længste dag.
Når Solen kulminerer på himlen, står den omkring 57 grader over horisonten, lidt afhængigt af hvor vi befinder os i Danmark.
Til sammenligning er Solens kulminationshøjde kun omkring 10 grader ved vintersolhverv.
Måneformørkelse
5. juni er der en måneformørkelse. En måneformørkelse opstår, når Månen kommer ind i Jordens skygge.
Men da Månen 5. juni kun kommer ind i Jordens halvskygge, er der i realiteten ikke noget at se. (Det er kun i kerneskyggen, at der opstår 'blodmåne', hvor Månen fremstår rød - i halvskyggen vil den ligne sig selv - se illustrationen herunder.)
5. juni står Månen desuden meget lavt på himlen om aftenen, hvor formørkelsen finder sted.
21. juni er der en ringformet solformørkelse, som måske kan være af interesse for dem, som opholder sig i Afrika eller det nordlige Indien nær Nepal.
Herhjemme er der intet at se.
Universets flotteste stjernehimmel
Der findes steder i Mælkevejen, hvor man kan opleve så mange stjerner på himlen, at man kan læse en bog alene ved stjernernes lys.
En sådan himmel kan man opleve i de såkaldt kugleformede stjernehobe, som rummer nogle af Mælkevejens ældste stjerner – de fleste mere end dobbelt så gamle som Solen.
Ingen af de stjerner man her ser på himlen, vil dog vise skiver, men de stærkest lysende kan dog med lethed kaste skygge.
At stjernerne ikke viser skiver betyder, at vi ser dem som lysprikker, præcis som vi ser stjernerne her fra Jorden. Vi skal faktisk ikke ret langt væk fra en stjerne, før den ikke kan ses som en skive.
Her fra Jorden ses Solen som en flot, gul skive, men set fra Saturn kun som en meget lille skive. Set fra Pluto er Solen blot en lysprik, altså en meget klar stjerne.
Stjernehobe
Som navnet antyder, har de kugleformede stjernehobe – normalt bare kaldet kuglehobe – form som en stor kugle af stjerner.
En sådan hob kan indeholde fra en halv million og op til 10 millioner stjerner, alle pakket sammen i et astronomisk set meget lille område.
\ Læs mere
Vi kender omkring 150 kuglehobe i Mælkevejen, og de fleste er meget langt borte.
Den nærmeste har en afstand på omkring 5.500 lysår fra Jorden.
Til sammenligning er afstanden fra os til den nærmeste stjerne bare fire lysår. Solen er otte lysminutter borte, og Pluto er seks lystimer borte, og det er jo næsten ingenting i forhold til afstanden til stjernerne.
Et andet eksempel på en kuglehob er '47 Tucanae', 13.000 lysår borte. Den har en diameter på kun 120 lysår, selv om den indeholder mindst en halv million stjerner.
I udkanten af hoben er gennemsnitsafstanden mellem stjernerne omkring 1 lysår, men inde nær centret af hoben måles afstandene mellem stjernerne ikke i lysår, men i lys-uger eller lysdøgn.
Til sammenligning kan nævnes, at afstanden ud til Pluto i vores solsystem er 6 lystimer, svarende til ¼ lysdøgn.
Godt, vi ikke bor i en kuglehob
Det er dog ikke sandsynligt, at der i kuglehobene findes planeter, hvor man kan opleve den fantastiske nattehimmel.
Nær centret af kuglehobene, hvor stjernetætheden er høj, vil der være mange tætte passager mellem stjernerne.
Hvis en stjerne har en planet, vil den hurtigt blive revet bort og slynget ud i rummet af tyngdekraften fra en anden stjerne, der kommer for tæt på.
Man har således beregnet, at en planet nær centret af '47 Tucanae' vil blive revet bort på mindre end 100 millioner år.
Så selv om vi ikke hos os har så mange stjerner på himlen, skal vi nu nok være glade for ikke at bo i en kuglehob.
Nyder aliens også stjernehimlen?
Det hjælper heller ikke meget at bo i udkanten af hoben, for normalt vil stjernernes bevægelse føre dem frem og tilbage gennem hobens centrum.
Men måske er der hist og her en enkelt heldig planet, der har klaret sig.
Hvis der bor nogen på planeten, kunne det være interessant at vide, hvordan de opfatter resten af universet.
Det må ikke mindst være utroligt vanskeligt at se det store univers, når himlen aldrig bliver helt mørk på grund af det mangefarvede lys fra de mange stjerner.
Får vi stjernehimlen tilbage?
Men nu tilbage til vores egne himmelstrøg.
Astronomer verden over har protesteret mod opsendelsen af tusinder af de såkaldte Starlink-satellitter, der skal give brugere over hele verden adgang til et hurtigt internet, også selv om man befinder sig midt ude i ødemarken.
De første er allerede opsendt, og nu har Elon Musk fra firmaet SpaceX, der opsender Starlink, tilsyneladende lyttet til protesterne.
Musk fortæller, at to ret simple ændringer kan gøre Starlink meget mindre synlige på stjernehimlen, således at vi ikke længere kommer til at opleve synet af snesevis af satellitter, den ene efter den anden, der bevæger sig i en jævn strøm hen over himlen.
Reflektion fra Solen
Grundlæggende består en Starlink-satellit af en elektronikdel, hvorpå antennerne er monteret, samt et stort solpanel, der leverer strøm.
Det er sollys, reflekteret fra både elektronikdelen og især solpanelet, der gør satellitten synlig fra Jorden.
Der er to metoder til at forhindre, at for meget lys reflekteres mod Jorden:
- Man kan dreje satellitten, så kun lidt lys kastes tilbage mod Jorden.
- man kan bruge en solskærm, der blokerer for sollyset.
SpaceX vil bruge begge metoder.
Satelliternes faser kaldes 'åben bog' og 'hajfinne'
Når satellitterne opsendes, går de først ind i en lav bane godt 300 kilometer oppe.
I løbet af nogle uger hæves banen ved hjælp af en ionmotor til den endelige højde på 550 kilometer over Jorden.
I den første fase stikker solpanelet fladt ud fra elektronikdelen. Man kalder denne tilstand for ’Open book’ (åben bog).
Her kan der tilbagekastes meget lys mod Jorden, men det problem søger SpaceX nu at løse ved at dreje satellitterne en smule, således at sollyset kun rammer kanten af solpanelerne, når banen hæves.
Det er ikke altid, det er muligt, men i langt de fleste tilfælde skulle det kunne lade sig gøre, selv om det kortvarigt går ud over strømforsyningen.
Når satellitterne er nået op i den endelige bane, drejes solpanelet, så det står vinkelret på elektronikdelen og derved kommer til at vende bort fra Jorden. Denne tilstand kaldes for ’Shark Fin’ (hajfinne).
Til gengæld vender antennerne mod Jorden, og da de er hvide for ikke at blive for varme, tilbagekaster de meget lys. Det er her, solskærmene kommer ind ved at forhindre, at for meget lys når antennerne.
Det er endnu uklart, hvor effektiv løsningen er.
Ingen lov beskytter stjernehimlen - endnu
Det største problem ved det hele er, at der er tale om en frivillig løsning, og at der endnu ikke er nogen lovgivning, der tvinger et privat firma til at gøre deres internetsatellitter så usynlige, at de ikke generer astronomiske observationer.
Netop denne mangel på lovgivning kan blive et enormt problem, efterhånden som stadigt flere firmaer melder sig med Internet-satellitter.
En mulighed kunne være, at UNESCO udvider begrebet ’verdensarv’ til ikke bare at omfatte særligt bevaringsværdige steder og bygninger her på Jorden, men også lader begreber som udsigt til himmelrummet og miljø indgå.
Men det er nok for meget forlangt, som verden ser ud i dag.
Vi mister verdens vindue
Den bedste kommentar til hele denne problemstilling er skrevet i Scientific American af astronomen Ronald Drimmel.
Han skriver i majnummeret:
»Indtil nu har den mørke himmel ikke haft brug for nogen beskyttelse. Himlen var udenfor den menneskelige rækkevidde og vores uhindrede vindue til universet.
»Den transcendente skønhed af en stjernefyldt himmel minder os om, som det gjorde hos vores forfædre, at vi og vores problemer er små, og at en del af dét, der gør os til mennesker, kan ligge i vores evne til at genkende og beundre vidundere og skønhed i et univers større end os – men som vi alligevel er en del af.«
»Brug af rummet som en fælles ressource, navnlig af satellitoperatører, bør ikke ødelægge vores eneste vindue i vores verden.«
»Da jeg voksede op i Montana, var der en konkurrence om at være den første, som fandt en bevægelig satellit blandt mylderet af stjerner på nattehimlen. Snart kan det blive en konkurrence om at genkende et stjernebillede bag en sværm af bevægelige lyspunkter.«
»Astronomien vil overleve, men jeg er meget mere bange for, at vi alle er ved at miste det, der engang inspirerede mig til at blive astronom.«
Himlen på Pluto
Vi slutter af med Pluto, der er en kold verden, langt fra Solen.
