Nu er det Venus’ tur.
Vores brandvarme naboplanet har de seneste år været genstand for flere opsigtsvækkende opdagelser – blandt andet tegn på liv og vulkansk aktivitet.
Alligevel er Venus i mange år blevet overset, når NASA har planlagt, hvor rumfartøjerne skal flyve hen for at lave mere detaljerede undersøgelser.
Det råder NASA bod på nu med en melding om, at rumfartsagenturet vil søsætte to nye Venus-missioner mellem 2028-2030.
»Venus er blevet forbigået igen og igen. Sidste gang på bekostning af missioner til Jupiter og Saturns måner. Så det var en smule over tid, før der kom fokus på Venus igen,« forklarer planetforsker og astrofysiker Kjartan Kinch.
»Venus er interessant, fordi den har samme størrelse som Jorden og er ret tæt på Jordens position i Solsystemet. Ligesom Mars mindede om Jorden i klima og miljø på overfladen, da Solsystemet var ungt, så gjaldt det samme for Venus,« uddyber Kjartan Kinch, der er lektor på Niels Bohr Institutet.
Mens Mars med tiden er frosset ned, har Venus gennemgået en omvendt proces med et atmosfæretryk, der er 90 gange tættere end Jordens, og en løbsk drivhuseffekt, der har resulteret i, at planeten i dag er 500 grader varm på overfladen.
Årsagen til den løbske drivhuseffekt er en af flere ting, som NASA planlægger at undersøge på de to nye missioner, der hver især kommer til at koste 500 millioner dollars – svarende til lige over 3 milliarder kroner – at udvikle.
Skal blive klogere på pladetektonik og drivhuseffekt
Den første mission har NASA kaldt for DAVINCI+, og den vil bestå af et rumfartøj, der ifølge planen skal opsendes i 2029 og over to omgange vil passere Venus i 2030, inden en rumsonde i 2031 dumper ned på overfladen af Venus.
Mens rumsonden i lige over en time flyver ned gennem Venus’ atmosfære, vil den indsamle prøver. Det vil være den første amerikanske mission til Venus’ atmosfære siden 1978. NASA var i kredsløb om Venus senest i 1989.
På missionen vil NASA blandt andet:
- Undersøge sammensætningen i Venus’ atmosfære for at forstå, hvordan den har udviklet sig, og om der engang har været et hav på planeten.
- Lave præcise målinger af ædelgasserne i Venus’ tykke atmosfære for at finde ud af, hvorfor Venus’ atmosfære har en løbsk drivhuseffekt.
- Tage de første billeder i høj opløsning af Venus’ unikke områder ‘tessera’. Billederne kan hjælpe os med at forstå, om Venus – som Jorden – har haft en pladetektonik.
Planerne vækker umiddelbart begejstring hos planetforsker Kjartan Kinch:
»Pladetektonikken er unik for Jorden. I mange år har vi diskuteret, om den har fandtes på Mars, men det er ikke veletableret. Så hvis man kan finde beviser på, at der har været en pladetektonisk proces på Venus, ville det være rigtig interessant,« forklarer han.
Viden om pladetektonikken på Venus kan både hjælpe os med forstå, hvordan den fungerer på Jorden, og hvordan vi kan lede efter lignende processer på andre planeter i fremtiden. Det samme gælder for en bedre forståelse af ekstreme drivhuseffekter på Venus.
»Det var faktisk de første studier af drivhuseffekterne på Venus fra 1970’erne, der gav os indsigt i, hvordan drivhuseffekten fungerede på Jorden. Det må siges at være ret relevant i dag. Det er et af mine yndlingseksempler på, hvorfor planetforskning er vigtig,« siger Kjartan Kinch.
Hele planeten skal kortlægges
NASA’s anden mission har fået navnet VERITAS. Den kommer til at bestå af en kredsløbssonde, der opsendes i 2028 og skal i kredsløb om Venus i 3 år.
Den skal blandt andet:
- Kortlægge Venus’ overflade for at forstå planetens geologiske historie, og hvorfor den har udviklet sig så anderledes end Jordens.
- Skabe en 3D-rekonstruktion af planetens topografi, hvilket kan hjælpe os med at forstå, om pladetektonikken og vulkanerne på planeten stadig er aktiv.
- Kortlægge nye sten på Venus’ overflade, der endnu er ukendte for os.
Kjartan Kinch glæder sig over, at NASA i denne mission lægger op til at forstå Venus’ geologi og overflade:
»Vi ved rigtig meget om Mars’ overflade, men vi er forholdsvis ‘blanke’ på Venus. Der har været mange præcise formodninger om dens overflade, men reelle observationer har vi ikke noget af,« siger han og uddyber:
»Observationer fra en planets overflade er alt andet lige et mere troværdigt vidne om en planets fortid end målinger fra atmosfæren.«
Sovjetunionen landede faktisk på Venus’ overflade med ubemandede rumsonder i 1975 og 1982, hvor de også fik taget et par billeder, inden rumsonderne efter et par timer blev overophedet af trykket og varmen.
Derfor er Venus blevet overset
De ekstreme forhold på Venus er en af årsagerne til, at Venus historisk set er blevet overset i rumfarten, forklarer Kjartan Kinch:
»I størrelse er Venus den planet, der matcher Jorden bedst. Derfor er det lidt en ubalance i, at man har en masse rumsonder i kredsløb om Mars og ingen om Venus. Men det skyldes blandt andet, at det er en stor teknisk udfordring at udforske Venus,« forklarer han.
Udover de 500 grader på planetens overflade og den tykke atmosfære er vores udsyn til Venus også begrænset på grund af de ekstremt tykke skyer, som Venus er omgivet af.
Forholdene gør også bemandede rummissioner til Venus meget usandsynlige, og det er endnu en årsag til, at Venus er blevet nedprioriteret i rumfarten, mener Kjartan Kinch:
»En bemandet flyvning til Venus’ overflade er svær at forestille sig. Der har været spekuleret i, at astronauter kunne svæve rundt i atmosfæren på ballonmissioner for at studere kemien der. Men det er også det. Derfor har Mars været det naturlige valg til en bemandet mission efter Månen.«
Kan der være liv på Venus?
Selvom vi næppe får astronauter til at hoppe rundt på Venus’ overflade, oplevede planeten sidste år stor opmærksomhed, da en international forskergruppe fandt små mængder af gasarten fosfin i Venus’ atmosfære, som de ikke kunne forklare årsagen til.
Fosfin består af fosfor og brint og er associeret med liv, som vi kender til det på Jorden. Det rejser naturligvis spørgsmålet ‘kan der være liv på Venus?’
Mens en nærmere undersøgelse af fosfin ikke nævnes af NASA som et specifikt mål med missionerne, vil nye målinger fra Venus’ atmosfære kunne lede til flere fosfin-fund, lyder det i en artikel fra New York Times.
I samme artikel påpeges det også, at uanset om NASA finder fosfin i denne omgang eller ej, vil de målinger, som DAVINCI+-missionen laver fra Venus’ atmosfære, næppe afgøre debatten for stedse.
Hele koblingen mellem fosfin-fund og muligt liv på Venus giver Kjartan Kinch dog ikke meget for:
»Det virker søgt at forestille sig, at der skulle være liv svævende i atmosfæren på Venus, fordi man ser et molekyle, som er associeret med liv i andre sammenhænge. Det virker mere sandsynligt, at det er fejldetektion, eller at der er en proces, der genererer molekylet i atmosfæren, som vi ikke lige har gennemskuet endnu,« vurderer han.
\ Læs mere
Ikke en flagskibsmission – endnu
At lede efter liv på Venus bliver da heller ikke en del af NASA’s to officielle Venus-missioner. Men det kan det blive.
De to Venus-missioner er en del af NASA’s såkaldte Discovery-program. Det vil sige, at de har lavere prioritet end NASA’s flagskibsmissioner, som topledelsen af NASA ud fra strategiske årsager udvælger.
Venus-missionerne er udvalgt gennem en række foreslåede missioner, som et panel under NASA bedømmer og vælger, ud fra hvor stor en videnskabelig værdi missionen eksempelvis kan have.
»Det er forbavsende, hvor lidt vi ved om Venus. Men de samlede resultater fra disse missioner vil fortælle os nyt om planeten fra dets skyer i himlen til vulkaner på overfladen og helt ind til kerne i planeten,« forklarer Tom Wagner, der en del af NASA’s Discovery-program, i en pressemeddelelse.
»Det vil være som at genopdage planeten,« tilføjer Tom Wagner.
Mars Pathfinder, der som det første køretøj landede på Mars i december 1997, var også en mission i Discovery-klassen.
Dens overvældende succes ledte dog til, at NASA i 2011 opsendte Curiosity-roveren og senest i februar 2021 landede Perseverance-roveren på Mars. Begge missioner har været flagskibsmissioner med topprioritet.
»Derfor er det heller ikke til at sige, hvad vores udforskning af Venus ender med,« slutter Kjartan Kinch.
