Vi er nu nået frem til den første sommermåned, og nattehimlen er for alvor lys.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk.
Vil man kigge stjerner, er det bedst i timerne omkring midnat i nattens mørkeste timer.
21. juni har vi sommersolhverv, hvilket betyder, at vi passerer årets længste dag, som er 2,5 gange længere end årets korteste dag i december, der kun når knap 7 timer.
Dagens længde afhænger lidt af, hvor i landet man befinder sig.
I Skagen kommer vi helt op på 18 timer og 6 minutter, mens daglængden nede ved Gedser er 17 timer og 17 minutter.
Ved sommersolhverv kommer Solen også højest på himlen, når den ved middagstid kommer helt op på omkring 57,5 grader over horisonten, men igen afhænger den største solhøjde af, hvor man er i landet.
Solen kommer højere op på himlen i Gedser, end den gør i Skagen.
I hele juni måned står Solen op omkring klokken 4.30 og går ned lidt før klokken 22.
Netop omkring solhverv ændrer døgnets længde sig kun meget langsomt.
Månen
Det er fuldmåne 14. juni og nymåne 29. juni. 1.-3. juni omkring klokken 23 er det muligt at se et smalt månesejl ikke langt fra den klare stjerne Capella i stjernebilledet Kusken på himlen i Nordvest.
I dagene lige omkring fuldmåne finder vi i timerne omkring midnat Månen lavt på himlen i Syd.
Når Månen ses nær horisonten, lyser den med et klart, gulligt skær. Det skyldes, at lyset passerer gennem et længere atmosfærelag, hvor det blå lys spredes i atmosfæren, og det gule lys derfor kommer til at dominere.
Samtidig ser det også ud, som om Månen er større, når den står lavt over horisonten, end når den er højt på himlen.
Det er dog et synsbedrag, der skyldes, at vi opfatter Månen større, når vi kan sammenligne med genstande nær horisonten. Når Månen er højt på himlen, har vi ikke noget at sammenligne med.
Planeterne
De fire planeter Venus, Mars, Jupiter og Saturn er morgenstjerner, og de står op nogle timer før solopgang. Så det er nødvenligt at være tidligt ude, hvis man vil se planeter – og man skal selvfølgelig bære over med, at himlen under de lyse nætter ikke er særlig mørk.
Et bud på et godt tidspunkt at se planeter kunne være 21.-23. juni lavt på himlen i sydøst omkring klokken 3-4, hvor Mars og Jupiter ses nær den aftagende måne, mens Saturn ses lidt til højre for i retning syd.
26.-27. juni er det muligt at se Venus tæt på Månen omkring klokken 4 lavt på morgenhimlen i Nordøst. Kigger man lidt længere mod øst, står Mars og Jupiter lidt højere på himlen.
Sommertrekanten holder sit indtog på nattehimlen
Sommertrekanten dannes af tre klare stjerner: Vega i stjernebilledet Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen.
Igen er det en fordel at være ude i de mørkere timer omkring midnat, og man skal kigge højt på himlen i øst til sydøst. Deneb og Vega ses øverst, mens Altair lidt længere nede på himlen danner trekantens spids.
Trekanten kan ses hele måneden, og midt i måneden har vi samtidigt Månen lidt lavere på himlen.
Set på himlen er de tre stjerner nogenlunde lige klare og blandt de klareste på nattehimlen, hvilket netop får dem til at træde frem, selv i de lyse nætter, hvor man ikke ser mange stjerner.
Sommertrekanten optræder tidligt i historien i en 2.600 år gammel kinesisk legende, hvor stjernerne hyldes ved en sommerfestival.
Før vi fik GPS og andet elektronisk udstyr, var Sommertrekanten desuden til nytte for navigation til søs og i luften under navnet ’Navigators trekant’.
Vega og Altair er klare stjerner, som med afstande på 25 og godt 16 lysår er ret tæt på os. De er begge cirka dobbelt så store som Solen og minder iøvrigt nogenlunde om vores sol.
Deneb i Svanen er både meget større og meget længere borte. Her ser vi en superkæmpestjerne, omkring 200 gange større end Solen, i en afstand på 3.550 lysår.
Set på himlen lyser de tre stjerner dog omtrent lige meget, så det er lettere at se dem som en enhed.
\ Om serien ‘Kig op’
‘Kig op’ er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden
Følg også med i serien ‘Rumfarten‘, der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Lysende natskyer omkring sommersolhverv
Lysende natskyer er et meget smukt fænomen, der med lidt held kan opleves omkring sommersolhverv i juni og juli måned, typisk på breddegrader mellem 50o og 70o. De kan vise sig som blåligt lysende tynde skyer, der ses højt på himlen, efter Solen er gået ned og står lavt under horisonten.
De lysende natskyer er de højeste skyer i Jordens atmosfære, idet de dannes i det lag i atmosfæren, der kaldes mesosfæren, i højder på 80-85 kilometer over Jorden – langt højere end alle andre skyer.
Natskyerne består af frosne iskrystaller, der bliver synlige, fordi de rammes af Solens stråler, der rækker op over horisonten og får skyerne til at lyse om natten. Solen oplyser også de høje skyer om dagen, men da er det for lyst til, at vi kan se dem.
Lysende natskyer på Mars
Det er ikke bare her på Jorden, vi kan opleve lysende natskyer. Marsroveren Curiosity, der kører rundt på Mars, har også sendt os billeder af skyer i marsnatten.
Disse lysende skyer dannes ligesom på Jorden, når Solen står lavt under marshorisonten før solopgang eller efter solnedgang.
De lysende natskyer på Mars dannes højt oppe i den tynde Mars-atmosfære og består overvejende af kuldioxid-sne, mens de almindelige og lavereliggende skyer på Mars for det meste består af krystaller af almindeligt vand-is.
