Kig op i december: Se årets flotteste stjerneskudssværm med op mod 100 stjerneskud i timen

Så nåede vi frem til julemåneden, som er årets sidste måned og også den første vintermåned.

Dagens længde er ved decembers begyndelse omkring 7 timer og 24 minutter, og den aftager indtil 21. december, hvor vi når vintersolhverv med årets korteste dag på lidt under 7 timer - afhængigt af, hvor i landet, man befinder sig.

Herefter går det mod 'lysere tider', idet dagens længde er tiltaget med 6 minutter ved decembers slutning.

Til gengæld byder december på årets længste og mørkeste nætter - og så kan vi bare håbe på klare nætter, så der bliver tid til at beundre decembers stjernehimmel.

Udover vinterhimlens klare stjernebilleder kan vi se frem til årets nok flotteste stjerneskudssværm, Geminiderne, samt en mindre sværm ved navn Ursiderne.

Rumstationen ISS vil også indfinde sig på decembers himmel - i begyndelsen af måneden på den tidlige aftenhimmel og fra omkring midten af december på morgenhimlen.

Bemærk igen, at tiderne for passage hyppigt justeres undervejs, så vi anbefaler, at man selv følger slagets gang på hjemmesiden Heavens Above eller ved hjælp af NASA-programmet Spot the Station.

Og så kan vi da lige forsikre om, at julen også bliver fejret ombord på rumstationen. Astronauterne formår altid at pynte op med de forhåndenværende midler.

Vi bemærker også lige, at det i år bliver Andreas Mogensens første jul i rummet. Han skal nok vise sig at have gode idéer i den anledning.

Med dette stemningsfulde billede af julefesten ombord på Den Internationale Rumstation vil vi ønske vore læsere en rigtig glædelig jul!

Månen og planeterne

Det er nymåne 12. december og fuldmåne 27. december.

Venus står op lidt før klokken 4 i begyndelsen af december og lidt efter klokken 5 sidst i december. Vi kan således opleve Venus som morgenstjerne på den tidlige morgenhimmel i sydøst hele julemåneden.

Mars må vi til gengæld vente lidt på, da den stadig følges med Solen på daghimlen.

Jupiter står op i løbet af dagen og kan følges fra mørkets frembrud, og til den går ned omkring klokken 5 først i december og omkring klokken 3 sidst i december.

Også Saturn står op i løbet af dagen og kan følges på den tidlige aftenhimmel, indtil den går ned lidt efter klokken 22 i begyndelsen af december og allerede lidt efter klokken 20 sidst på måneden.

Uranus, som kan følges med kikkert, kan ses fra mørkets frembrud, og indtil den går ned i den tidlige morgenstund.

1. december er Månen tæt på tvillingestjernerne Castor og Pollux højt på den tidlige morgenhimmel i vest. 8.-9. december møder et smalt månesejl Venus på den tidlige morgenhimmel i syd-sydøst. Mellem Månen og Venus ses den klare stjerne Spica i Jomfruen.

Så er det Saturns tur til at møde Månen. Det sker 17.-18. december bedst omkring klokken 18 på himlen i syd-sydvest. 16. og 19. december kan også bruges - da er Saturn og Månen blot lidt længere fra hinanden.

Lige omkring juleaften er der stormøde på himlen – 22.-24. december befinder Månen sig nær ved Jupiter og Uranus, der står lidt øst for Jupiter, samt stjernegruppen Plejaderne – også kendt som Syvstjernen.

Det hele kan opleves på himlen i øst-sydøst bedst omkring klokken 17-18 og bedst 22. december - alt afhængigt af en klar himmel, og hvis man vil have Uranus med, er det nødvendigt med en god amatørkikkert.

Vi slutter 27. –28. december, hvor Månen igen – nu som fuldmåne 27. december – møder tvillingestjernerne Castor og Pollux højt på himlen i øst omkring klokken 20. Samtidig er der fin udsigt til vinterens stjernebillede Orion med de to klare stjerner - den rødlige Betelgeuse og den hvide Rigel.

Stjernehimlen i nord

Mælkevejen kan følges hen over himlen fra horisonten og til zenith. Nær horisonten begynder sporet i stjernebilledet Cygnus – eller Svanen – med den klare stjerne Deneb, videre opad gennem Cepheus, Cassiopeia og Andromeda ikke langt fra zenith.

Sporet fortsætter lidt øst for Zenith nær den klare stjerne Capella i Kusken.

Omtrent midt på himlen finder vi Lille Bjørn med Polarstjernen. Det er også herfra, at decembers mindre stjerneskudssværm Ursiderne udspringer.

Øst for Lille Bjørn er det ikke svært at få øje på Karlsvognen, som er en del af stjernebilledet Store Bjørn.

Stjernehimlen i syd

Nu er vinterens kendte stjernebilleder på plads på himlen i syd.

Midt på aftenhimlen toner Orion frem – let at kende på den røde kæmpestjerne Betelgeuse og de tre stjerner, der udgør Orions bælte. Nederst finder vi den klare, hvide stjerne Rigel.

Vest for Orion møder vi Tyren, hvis klareste stjerne er den røde kæmpe Aldebaran. Her finder vi også de to markante stjernehobe: Plejaderne, også kendt som Syvstjernen, og den V-formede åbne stjernehob Hyaderne.

Begge hobe er værd at observere – enten med det blotte øje eller med en amatørkikkert.

På den anden side af Orion finder vi lavt på himlen Canis Major eller Store Hund med den klare stjerne Sirius, der kun er otte lysår borte. Kigger man lidt længere op møder vi Lille Hund med den klare stjerne Procyon.

Højere oppe på himlen finder vi Tvillingerne, der let kendes på de to klare tvillingestjerner Pollux og Castor.

Geminiderne: Årets flotteste stjerneskudssværm

Der er for nylig kommet teorier frem om oprindelsen af Geminide-sværmen, og det betyder, at Geminiderne får deres egen artikel på Videnskab.dk i løbet af december.

Her i astro-serien Kig Op vil vi dog vanen tro bringe den sædvanlige omtale af julemånedens stjerneskudssværme.

Geminiderne har deres navn efter udspringet i stjernebilledet Tvillingerne, på latin Gemini. Udspringet, også kaldet radianten, ligger nær de to ’tvillingestjerner’ Castor og Pollux.

Sværmen er aktiv fra 4.-20. december, og vi kan forvente flest stjerneskud omkring 14.-15. december.

Det er ikke svært at finde Tvillingerne, der står højt på vinterhimlen i syd fra tidlig aften og natten igennem.

Geminiderne er normalt en gavmild sværm med ganske mange stjerneskud – der tales om op til 100 stjerneskud i timen, og så har sværmen endda ry for at være ret aktiv i timerne før midnat, så man ikke behøver at hænge ud hele natten.

Geminidernes stjerneskud eller meteorspor er også kendt for at kunne trække lysende spor henover himlen, der kan vare længere end de sædvanlige stjerneskud. De stærkeste spor kan ofte ses bryde op i flere mindre fragmenter, der følger samme spor henover himlen.

Geminiderne stammer fra småstykker efterladt i banen for asteroiden Phaeton, og man mener derfor, at de stærke meteorspor kan skyldes, at disse rester består af smuldret klippemateriale med en større tæthed.

Phaeton er en kun fem kilometer stor asteroide, der hører til gruppen af de såkaldte jordnære Apollo-asteroider.

Ursiderne i Lille Bjørn

Der optræder imidlertid endnu en stjerneskudssværm i december. Det er den mindre sværm Ursiderne, hvis navn er afledt at stjernebilledet Lille Bjørns latinske betegnelse, Ursa Minor.

Ursiderne er på himlen omkring 17.-26. december og topper 22.-23. december.

Selvom det er en beskeden sværm med kun få stjerneskud, skal den alligevel nævnes, fordi den udspringer højt på himlen ikke langt fra Polarstjernen og Lille Bjørn, som jo er lette at finde på himlen. Lille Bjørn minder om en formindsket udgave af Karlsvognen.

Ursiderne stammer fra en lille komet ved navn 8P/Tuttle.

James Webb-teleskopet ser den berømte ringtåge i Lyren i nyt lys

Den kendte ringtåge i stjernebilledet Lyren viser os, hvordan en stjerne som Solen er endt sine dage som stjerne efter at have blæst sine ydre lag ud i rummet.

Stjerneresten minder om en planetskive, og det er grunden til, at denne type stjernerester i sin tid fik navnet 'planetarisk tåge' - det er netop sådan, Ringtågen tager sig ud på de billeder, vi indtil nu har set.

Nu har James Webb-teleskopet taget nogle billeder, der viser os helt nye detaljer om Ringtågen.

Webb-teleskopet tager alle sine billeder i det infrarøde område, som vi jo ikke kan se direkte med vores øjne, så de bliver omsat til almindelige billeder ved brug af kunstige farver.

De to billeder er taget i to forskellige områder i det infrarøde spektrum, og de kunstige farver fremhæver fint de forskelle og detaljer, som de to billeder viser os.

Det ene af teleskopets kameraer, det 'nær-infrarøde kamera' (kaldet NIRCam), har vist detaljer i form af en mængde filamenter, der stråler ud fra Ringtågen, og her fremgår også nye detaljer om struktur og opbygning af den gamle stjernerest, der ligger 2.500 lysår borte.

Således er der afsløret omkring 20.000 såkaldte globuler, en slags klumper af tætte og varme gasser - hver med en masse som Jorden med et stort indhold af molekylær brint. En ydre ring om stjerneresten består af varme gasser, der strømmer ud fra de indre områder i stjerneresten.

Det andet kamera (kaldet MIRI) virker i 'det midt-infrarøde område'. Også her er der opdaget nye detaljer især om den ydre halo, der omgiver Ringtågen. Samtidig blev der også opdaget en ledsagerstjerne med en omløbstid på 280 år i bane om Ringtågen.

Ringtågen i Lyren vil ende sine dage som en lille, kompakt hvid dværg, der ikke har flere energikilder, men blot vil afkøles uendelig langsomt.

Samme skæbne vil overgå Solen - mere end 5 milliarder år ude i fremtiden.

En usædvanlig julestjerne

Science fiction-forfatteren Arthur C. Clarke har i 1950'erne skrevet en lille novelle med titlen ’The Star’ om en rumrejse efter 1950'ernes opfattelse. Den lille fortælling har et budskab til os her i juletiden.

»Vi er 3.000 lysår fra Vatikanet,« lyder det i indledningen fra fortællingens hovedpersonen.

Han er jesuitterpræst og astrofysiker ved Vatikanets observatorium, og det kommer til at give ham nogle konflikter undervejs.

Vores hovedperson befinder sig ombord på et rumskib sammen med en flok astronomer, der vel og mærke ikke er jesuitter. De er på vej hjemad fra en længere ekspedition ude i rummet, hvor de på afstand har været vidner til resterne af et supernova-udbrud og konsekvenserne af det.

Størst indtryk efterlader opdagelsen af en nu forsvunden civilisation, der forgæves havde forsøgt at flygte fra udbruddet, men som også havde efterladt bemærkelsesværdige spor om sig selv. Tankerne ombord går tilbage til både supernovaen i 1054 set af kineserne og Tycho Brahes supernova fra 1572.

På hjemrejsen gør jesuitter-astronomen sig tanker om den supernova-rest, de nu selv har set. Han giver sig til - ud fra sin astronomiske viden - at regne på, hvornår selve supernova-udbruddet fandt sted.

Vi citerer: