Selv om der den sidste måneds tid faktisk har været et par pletter på Solen, så fortsætter Solens aktivitet med at være det laveste vi nogensinde har målt.
For nylig offentliggjorde NASA målinger, der viste hvorledes mængden af kosmiske stråler omkring Jorden er højere end vi nogensinde har målt.
Dette rejser spørgsmålet: Hvornår og hvor meget vil temperaturen falde på Jorden?
Er bunden nået?
Der er stadig pletter på Solen en gang imellem. Men de sidste par år har pletterne været så sjældne, at det er gået hen og blevet lidt af en begivenhed blandt sol-fysikere, hver gang der er kommet en plet af rimelig størrelse til syne på Solen.
Og hver gang har der været sol-fysikere der ikke har kunnet dy sig for at sige, at nu måtte Solens næste cyklus (cyklus 24) være i gang. Hver gang har Solen efterfølgende præsenteret os for en periode med endnu lavere aktivitet, og på den måde gjort de dristige sol-fysikeres udsagn til skamme.
Oktober bød således igen på en rimelig solplet. Men jeg skal nok afholde mig fra at tolke dette hen af, at cyklus 24 nu er i gang. Solpletten, der fik navnet 1029, var den største vi har set i 2009. Den er nu forsvundet om på bagsiden af Solen og vil, hvis den overlever, komme om til syne igen om en uges tid.
Solpletter af den størrelse plejer ikke at overleve flere uger (selvom det dog bestemt er muligt). Til gengæld har lige præcis det område på Solen, hvor 1029 befinder sig, været ansvarlig for mange af de få pletter, vi har set på Solen i de sidste måneder.
Solens rutsjetur
Hvorom alting er, så forsætter Solens aktivitet med at være ualmindeligt lav. Og det har den nu været så længe, at jeg finder der meget usandsynligt, at Solens aktivitet i cyklus 24 vil blive lige så stor, som i de sidste par cyklusser vi har haft. Solens aktivitet er med andre ord i gang med at tage en gevaldig rutsjetur.
Om vi er på vej ind i et nyt længerevarende solplet-minimum er endnu for tidligt at sige. Men det faktum, at vi nu i snart et par år har observeret ualmindelig lav aktivitet, og at der ikke er noget det peger på, at den høje aktivitet fra de sidste par cykluser vil vende tilbage foreløbigt, gør, at det nu snart er ved at være tid til at kigge efter, om den lave aktivitet har nogen indflydelse på klimaet.
Flere kosmiske stråler, flere skyer og lavere temperatur?
Med lav solaktivitet følger en øget mængde kosmiske stråler omkring Jorden, fordi det er Solens aktivitet - solvinden og Solens magnetfelt - der beskytter os mod de kosmiske stråler fra Mælkevejen.
Således kunne NASA for nylig offentliggøre nye resultater, der viser at mængden af kosmiske stråler der trænger ind i Jorden atmosfære er større end den har været de sidste 50 år.
Dette er som sådan ikke nogen overraskelse, men resultaterne åbner spørgsmålet om, hvornår vi ser, at den øgede mængde kosmiske stråler fører til en øget mængde lavtliggende skyer og lavere temperaturer på Jorden.
At en øget mængde kosmiske stråler fører til en øget mængde lavtliggende skyer blev i sommers meget overbevisende eftervist af Henrik Svensmark, Torsten Bondo og Jacob Svensmark.
Så det vil undre mig, hvis ikke vi meget snart vil se resultater der viser, at mængden af lavtliggende skyer er højere en hvad vi har set længe. Det jeg ikke ved er, hvordan dette vil påvirke Jorden klima. Men det vil undre mig, hvis vi ikke ser en påvirkning.
Dårlig timing?
Umiddelbart kunne man synes, at den lave solaktivitet er ufattelig dårlig timing i forhold til den klimakonference (COP15), der skal være i København til december. Men efter at have brugt megen tid på at tænke over det, er jeg faktisk kommet frem til det modsatte:
Antaget at solaktiviteten bliver ved med at falde, og at dette får stor betydning for klimaet, så vil den lave solaktivitet komme til at give Jordens klima en 'time out'. Med andre ord: Vi vil i så fald ikke komme til at opleve nævneværdige temperaturstigninger de næste 50 år, lige meget hvor meget CO2 vi lukker ud.
Derefter vil problemerne så vende tifoldigt tilbage, men vi vil få en 'time out'. Opgaven for COP15 bliver altså ikke at få indført et kvotesystem og få sinket vores udledning af CO2 nu, men at få lavet en udfasning af fossile brændstoffer over de næste 50 til 100 år.
Ministrene på COP15 skal altså ikke diskutere, hvorledes de får folk til at holde op med at spise oksekød i morgen, men hvordan de sørger for, at alle kuldkraftværker er lukket om 50 år. For mig er det første svar på dette spørgsmål - måske ikke overraskende - mere forskning og udvikling.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
