Saturn er én af de mest genkendelige planeter i vores solsystem. Den kendes på sit markante ringsystem, som består af utallige små is- og stenpartikler, der strækker sig hundredetusindevis af kilometer ud i rummet omkring planeten.
Saturn har mere end 80 måner, som kredser i bane omkring planeten i ringsystemet, der består af utallige enkeltringe omkring denne næststørste planet i Solsystemet – kun overgået af Jupiter.
Nu har én af disse måner vist sig potentielt at være ét af de mest interessante steder i Solsystemet at lede efter liv: Enceladus, der er meget mindre end vores egen måne, og som er kridhvid, dækket af ny, hvid is.
Denne måne, som er opkaldt efter giganten Enkelados fra den græske mytologi, er et undersøgelsesværdigt mål i jagten på liv i vores eget solsystem.
Ringene omkring Saturn
Månen ligger i den af ringene omkring Saturn, som kaldes E-ringen. Enceladus har skabt denne ring helt på egen hånd.
Ispartikler strømmer ud fra vulkanske kilder, der springer som fontæner gennem isen på Enceladus, og som danner et bånd rundt omkring den enorme moderplanet.
Disse fontæner giver os et prej om, hvad der muligvis gemmer sig under isen, nemlig et flydende hav. Tyngdekraft fra Saturn og de andre måner hiver og trækker i den lille måne, og det kan skabe vulkansk aktivitet indeni Enceladus.
Så måske er det varmt nok til, at der eksisterer et flydende hav.
Stephanie Werner er planetforsker ved Universitetet i Oslo. Hun siger til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, at mange af ingredienserne er på plads for, at der kan være et flydende hav under isen, selvom det ikke er endeligt bevist endnu.
Hun synes, at det er ét af de mest lovende steder at lede efter liv i Solsystemet.
Meget af vores viden kommer fra rumsonden Cassini-Huygens. Sonden udforskede Saturn og flere måner mellem 2004 og 2017, før den med vilje blev sendt ned gennem Saturns atmosfære for at brænde op.
Gennem en af Enceladus’ fontæner
Cassini rejste gennem og målte én af de fontæner, der gemmer sig under isen på Enceladus.
Der fandt den hydrogen, kuldioxid og metan – alle tegn på mulige undersøiske vulkaner i et hav under isen, ifølge en forskningsartikel fra 2017, der blev publiceret i Science.
Det indikerer, at det er varmere nede i havet, og at forholdene skaber mulighed for, at der findes liv på havbunden – ligesom der gør rundt om hydrotermiske fremspring (eller gejsere) på havbunden på Jorden.
Her er der mikroorganismer, som udskiller metan, og som får sin energi fra den varme havbund i stedet for sollyset. Men det er alt sammen endnu kun spekulationer.
Muligt liv på Enceladus?
For nylig har flere internationale medier slået store overskrifter op om metan i fontænerne, som kommer ud af Enceladus, eksempelvis internetmediet Space.com. Teorien er baseret på målinger fra rumsonden Cassini, som blev foretaget for flere år siden.
De beskriver metan som muligt tegn på udenjordisk liv, baseret på et nyt studie i tidsskriftet Nature Astronomy. I studiet beskrives en stor datamodel, som prøver at forklare målingerne, som Cassini foretog, og hvilken slags forhold der skal til, for at de stoffer, der blev målt, overhovedet kan opstå.
»Det er en meget kompleks model,« siger Stephanie Werner til forskning.no. Hun har læst studiet, men har ikke selv deltaget.
Ifølge datamodellen kommer der for meget metan ud af Enceladus. Det kan forklares med ukendte, geologiske processer, men mikroorganismer, som producerer metan, er også en mulig forklaring.
Hvis antagelserne, som forskerne har puttet ind i modellen, stemmer, betyder det, at liv under isen på Enceladus er en mulig forklaring på målingerne.
En anden mulighed er, at forholdene ikke danner grundlag for liv, men at det er vulkansk aktivitet, som ligner den, som findes på Jorden.
Det hele er baseret på, hvad forskerne ved om Enceladus, samt mange antagelser om hvordan der ser ud under isen og inde i månen.
Så meget, vi ikke ved
Men det er rigtigt meget, vi ikke ved om Enceladus endnu, understreger Stephanie Werner. Derfor mener hun ikke, at denne datamodel egentlig fortæller os så meget på nuværende tidspunkt.
Hun påpeger, at datamodellen leverer resultater baseret på de målinger og parametre, som bliver puttet ind i modellen. Og det resulterer i mange antagelser, fordi der er så meget, vi ikke ved om Enceladus.
»Vi ved kun få ting om indersiden. Hvor radioaktiv er den? Hvor tykt er laget med vand under isen? Hvad er det for nogle faktiske geofysiske processer, som forekommer under isen?« spørger hun retorisk.
Selvom vi kun har begrænset viden om Enceladus på nuværende tidspunkt, vil der komme flere og bedre målinger i løbet af de næste årtier. Stephanie Werner mener, at forskerne er i gang med at sætte sig i en god position for at bruge de nye målinger, når de kommer, og at modellen dermed kan forbedres.
Nyt teleskop i rummet
En af de første muligheder for at få ny viden om Enceladus kommer med James Webb-teleskopet, som efter planen skal sendes op i november 2021.
Dette teleskop gør det muligt at foretage meget præcise målinger af stofferne, som for eksempel kommer fra Enceladus, ved hjælp af spektroskopi.
Der er ikke planer om en tur til Enceladus, men der er flere forslag på bordet. Uanset hvad vil det tage flere årtier, før ubemandede sonder kan begynde at sende målinger fra Enceladus.
»Vi bør absolut sende en rumsonde derop,« siger Stephanie Werner til forskning.no.
Hun mener, at man sandsynligvis skal gennem islaget for virkelig at få svar på, hvad der skjuler sig nedenunder, men det er et meget kompliceret ingeniørmæssigt projekt.
Hvis det kommer til at ske, er det først om meget lang tid – om overhovedet.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
- Stephanie Werners profil (UiO)
- “Bayesian analysis of Enceladus’s plume data to assess methanogenesis”, Nature Astronomy (2021). DOI: 10.1038/s41550-021-01372-6
- “Cassini finds molecular hydrogen in the Enceladus plume: Evidence for hydrothermal processes”, Science (2017). DOI: 10.1126/science.aai8703
