Det lyder så let: drømmen om at kolonisere rummet, så millioner af mennesker kan tilbringe livet langt borte fra vores gamle Jord og dens mange problemer.
Men ideen om at kolonisere rummet rejser bestemt også nogle etiske problemer, der kun sjældent diskuteres.
For spørgsmålet er, om vi etisk kan forsvare at lade børn fødes og vokse op ude i rummet?
Drømmen om byer i cylindre
Det hele begyndte med den amerikanske fysiker, Gerard O’Neill, der for 40 år siden blev ganske kendt for sin ide om at bygge rumkolonier.
Han så kolonierne som kunstige verdener, ofte i form af store cylindre, hvor man boede på indersiden, godt beskyttet mod den kosmiske stråling af de tykke vægge.
Ved at bringe cylindrene i rotation kunne man skabe en kunstig tyngdekraft for beboerne – som alligevel ville kunne opleve vægtløsheden, hvis de begav sig ind mod midten af cylinderen til selve rotationsaksen.
Ideen blev til mange fantasifulde tegninger af kilometerstore cylindre, hvis indervægge var dækket af grønne haver og små byer, der lignede typiske, amerikanske forstæder i Californien.
Alle var lykkelige og sunde og blev styrtende rige ved at eksportere energi og mineraler til Jorden.
Dinosaurerne døde - fordi de ikke havde et rumprogram
Gerard O’Neills rumkolonier virker i dag nærmest som et produkt af 1970'ernes kultur, hvor der var en enorm lyst til at eksperimentere både med sig selv og med samfundets indretning. Det var i de optimistiske år lige efter Apollo, hvor næsten alt virkede muligt.
Vore drømme i dag er mere afdæmpede. Vi ved meget mere om, hvor farlig rumflyvning er for mennesker, og i stedet for kilometerstore, kunstige verdener tales der om meget mindre baser på Månen og Mars.
Begrundelsen for at kolonisere rummet har også ændret sig. Det begyndte med at være en drøm om den ubegrænsede vækst, mens vi i dag taler mere om, at det er vigtigt at have selvforsynende kolonier ude i rummet som en forsikring mod en eller anden dommedagskatastrofe på Jorden.
Gang på gang hører man citatet: Grunden til, at dinosaurerne uddøde, var, at de ikke havde et rumprogam. Argumentet er, at de med et rumprogram enten kunne have skubbet til den 10 km store asteroide, som ramte Jorden for 65 millioner år siden, så den ikke ramte Jorden – eller hvis det ikke havde været muligt, så sikret deres overlevelse ved at have kolonier på Månen eller Mars.
Kolonier på Månen og Mars er bestemt teoretisk mulige – men spørgsmålet er, om de også er etisk forsvarlige.
Rumbørn vil aldrig komme til at mærke regnen
Sagen er, at hvis en rumkoloni skal have en fremtid, så skal der fødes børn.
Hverken Månen eller Mars er på nogen måde beboelige, så i de første mange hundrede år er beboerne dømt til at leve indendørs, måske endda gravet ned for at beskytte sig mod rummets stråling og ekstreme temperaturer.
Så er det, spørgsmålet meder sig:
Er det et liv, vi kan byde børn? Aldrig at komme udenfor i den friske luft for at lege, aldrig mærke regnen eller glæden ved pjaske rundt i regnpytter? Aldrig at kunne komme en tur til stranden eller skoven eller bare se en blå himmel med hvide skyer over hovedet? Der kan nævnes 1.000 ting, som alle har været en del af vor barndom og opvækst.
Rumkolonier vil skabe børn, der skal leve i eksil for altid
Derudover må vi huske, at disse rumbørn med moderne it og teknik vil kunne følge livet her på Jorden. Man kan sagtens forestille sig, at mange af dem gerne vil tilbage til Jorden, når de bliver personligt myndige.
Men det kan de bare ikke. Det er ikke et spørgsmål om at have penge til billetten, men om at de er vokset op i en tyngdekraft, som er meget mindre end Jordens tyngdekraft. På Månen er tyndekraften bare 1/6 af Jordens tyngdekraft, mens man på Mars vejer 1/3 af, hvad man gør her på Jorden. Det vil helt sikkert betyde, at børnenes knogler og muskler vil have mere end svært ved at klare en landing på Jorden.
Medmindre der sker nogle helt uventede fremskridt inden for medicinen, vil det være det mest sandsynlige, at vi med rumkolonierne skaber nogle børn, som for altid vil skulle leve i eksil uden for Jorden. Og efter nogle få hundrede år vil vi sikkert se, at de børn, der overlever genetisk, har tilpasset sig de forhold, de lever under, f.eks. med en anden knogleopbygning og en større tolerance over for den kosmiske stråling.
De børn, som ikke kan tilpasse sig, vil sikkert ret ofte dø af kræft på grund af strålingen.
Man kan selvfølgelig sige, at det er den måde, naturen altid har klaret sig ved at tilpasse organismer til nye omgivelser – men i modsætning til naturen er vores valg bevidste og afspejler både vores kultur og menneskesyn.
Kan demokratiet overleve i rummet?
Det kunne være interessant at se, hvordan en rumkoloni ville udvikle sig rent politisk. Kolonien har nemlig en afgørende ting at skulle tage hensyn til: Den kan kun overleve, hvis den kan fremstille luft, vand og mad. Det kræver en ganske avanceret teknik og mange midler.
Alene det at forsyne astronauterne på ISS med drikkevand koster en bagatel på to milliarder dollars om året. Disse bevillinger kan ikke sættes til debat – og det kan ikke undgås, at den, der styrer luftforsyningen, også styrer kolonien. Det er svært at se et helt frit demokrati opstå under disse forhold.
Der vil også være de psykologiske problemer, som uundgåeligt vil opstå, når mange mennesker er tvunget til at leve et helt liv sammen på en meget lille plads.
Naturligvis kan kolonier udvides, men selv om grundpriserne er lave, så er det en stor investering at bygge nye kolonier.
Det er lidt svært at forestille sig, at Jorden i al fremtid vil investere formuer i et par små byer på Mars. Skal Mars have store byer, må kolonien der selv punge ud, så det gælder om at have nogle varer at sælge til Jorden.
Der vil nok ikke være nogle problemer med den første generation. Men hvad med 3 eller 4 generation? Vil de have vænnet sig til, at sådan er det nu bare, eller vil de søge andre muligheder?
Endnu blæser svaret i vinden – og heldigvis er der lang tid til at tænke over de etiske spørgsmål.
