Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Diamanter fra rummet kommer fra forsvunden planet

Astronom Peter Jenniskens fra det amerikanske SETI-Institut poserer bagved et stykke af Almahata Sitta-meteoritten i 2008. (Foto: NASA)

Annonce:

En meteorit med diamanter i sig, der blev fundet i Den Nubiske Ørken i Sudan for over et årti siden, stammer i virkeligheden fra en tabt planet, der engang var en del af vores solsystem.

Det konkluderer et Schweizisk forskerhold i et nyt studie af meteorit-stykkerne, skriver theguardian.com.

»Simulationer har peget på, at det tidlige solsystem havde snesevis af disse protoplaneter, der kolliderede med hinanden og skabte klippeplaneterne, men at have bevis for én af dem? Det havde jeg ikke regnet med,« siger ph.d.-studerende Farhang Nabiei, der har været med til at undersøge stykkerne af meteoritten, til theguardian.com.

Han er førsteforfatter på det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Nature Communications.

Astronomer har længe ment, at det tidlige solsystem var hjem for adskillige mini-planeter, der i størrelse kunne minde om alt fra Månen til Mars.

Almahata Sitta-meteoritterne skilte sig tydeligt ud blandt de lysere sten i Den Nubiske Ørken. Dette stykke er omtrent 4 centimeter i diameter. (Foto: NASA).

De tidlige planeter blev dannet i løbet af Solsystemets første 10 millioner år, men blev senere hen brudt op i voldsomme sammenstød, der til sidst skabte de store klippeplaneter, som er i kredsløb om Solen i dag.

Forskerne fik derfor blod på tanden, da de opdagede, at stykkerne af meteoritten indeholdte diamanter af en størrelse, der kun kan dannes i det ekstreme tryk dybt under overfladen på en planet.

Annonce:

Diamanterne er op til 0,1 millimeter store, og den størrelsesorden kommer man ikke op i ved kollisioner mellem asteroider i rummet, fremlagde forskerne i et studie i 2015.

Meteoritten, kaldet Almahata Sitta-meteoritten, dukkede første gang op i forskernes teleskoper i 2008, da den var på vej mod Jorden.

Den eksploderede i atmosfæren over Den Nubiske Ørken, og det blev startskuddet til en ekspedition fra det sudanske University of Khartoum, som havde held til at finde 480 stykker af meteoritten, svarende til omtrent 4 kg materiale.

Hvis forskerne kan bekræfte den nye opdagelse, er det foreløbig det eneste kendte stykke af Solsystemets tabte planeter, og det kan give astronomer et nyt vindue ind i Solsystemets første tid.

»Vi udfører arkæologi, kigger ind i fortiden, og forsøger at afkode Solsystemets historie,« siger seniorforfatter og professor Philippe Gillet ifølge theguardian.com.

on