Astronomer fra Det Europæiske Sydobservatiorium (ESO) i Chile har spottet et sort hul 1.000 lysår fra Jorden, hvilket er det tætteste på Jorden, man hidtil kender til.
Et sort hul er et objekt i rummet. Det har så stor en massekoncentration, at intet, end ikke lys, kan undslippe dets klør, når først det er indfanget.
Omkring det nyopdagede sorte hul kredser to stjerner, der er en del af stjernebilledet Kikkerten, der kan ses med det blotte øje på den sydlige halvkugle.
»Det er sindssygt spændende. Det er jo en ny rekord, fordi det er det tætteste på Jorden,« siger ph.d. i astrofysik på Aarhus Universitet Ole Eggers Bjælde til Videnskab.dk.
Han har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst den videnskabelige artikel, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Astronomy & Astrophysics.
\ Om sorte huller
Et sort hul er et objekt i rummet, der er blevet presset så meget sammen af tyngdekraften, at det ingenting fylder.
Sorte huller er med andre ord et produkt af supernovaeksplosioner, hvor stjerner kollapser og dør.
For at give et eksempel på hvor kompakt et sort hul er, så ville Jorden være lige så stor som en sukkerknald, hvis den havde samme tæthed som et sort hul.
Tyngdekraften i et sort hul er så stærk, at den fanger alt, som kommer i nærheden af den: Gas, planeter, hele stjerner - selv lyset med dets hastighed på 300.000 km/s kan ikke slippe fri.
Stjerners baner afslørede det sorte hul
Det var egentlig de to stjerner, forskerne var i gang med at studere som led i studie af dobbeltstjernesystemer.
Men deres analyser af stjernesystemet med det noget intetsigende navn HR 6819 afslørede, at der fandtes et tredje objekt i systemet: Et sort hul, som er midtpunktet i stjernesystemet.
»Vi blev meget overraskede, da vi opdagede, at det her er det første stjernesystem med et sort hul, og at det kan ses med det blotte øje,« siger emeritus ved Academy of Sciences i Prag, Tjekkiet, Petr Hadrava i en pressemeddelelse fra ESO.
Han er medforfatter på den videnskabelige artikel.
Astronomerne fra ESO har i flere år studeret dobbeltstjernesystemet og kortlagt de to stjerners baner. Det er de kortlægninger og analyser, der har ført til opdagelsen af det sorte hul.
»Udfra stjernernes baner kan man regne ud, at der er et objekt i midten med en vægt, som er cirka fem gange Solens vægt, og fordi man ikke kan se det, kan det ikke være andet end et sort hul,« forklarer Ole Eggers Bjælde, der skal i gang med at revurdere sine foredrags-slides, hvor han blandt andet fortæller om det sorte hul, som indtil nu var det hidtil tætteste på Jorden.
\ Læs mere
\ Om ESO
European Southern Observatory bedre kendt under forkortelsen ESO, er en international astronomi-organisation i Europa.
ESO har i dag følgende medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Polen, Portugal, Schweiz, Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, samt værtslandet Chile. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab.
En række af verdens kraftigste jordbaserede teleskoper drives af ESO, heriblandt La Silla i Atacama-ørkenen i Chile.
ESO er desuden i gang med at bygge ELT, Extremely Large Telescope, med en diameter på 39 meter. Det kommer til at arbejde i det optiske og det nær-infrarøde bølgelængdeområde og bliver verdens største 'øje mod himlen'.
Kilde: ESO
LÆS OGSÅ: På 50 år har ESO gjort Danmark til en del af en astronomisk supermagt
Inaktive sorte huller er helt usynlige
De andre sorte huller, man har fundet rundt om i universet, har man typisk opdaget, fordi de er aktive og derfor påvirker deres omgivelser.
»Nogle sorte huller stripper en partnerstjerne for gas, og det varmer stjernestoffet op. Når det sker, udsendes der lys, og så kan man se lyset. Det sorte hul får en skive af lys omkring sig, og i nogle tilfælde en søjle af lys ud fra det sorte hul. Det er de aktive sorte huller. Men der findes sandsynligvis millioner af sorte huller, som ikke gør det, og de er usynlige. Det er sådan et sort hul, man nu har fundet,« fortæller Ole Eggers Bjælde.
Man regner med, at cirka 1 af ud af 1.000 stjerner i universet er store nok til at blive til et sort hul, når de brænder ud. På den baggrund mener man, at der alene i vores galakse, Mælkevejen, findes flere hundrede millioner sorte huller.
»Nu har man fundet et af dem, som er helt usynlige,« siger Ole Eggers Bjælde.
\ Læs mere
Spændende at følge det sorte huls udvikling
Det sorte hul er resterne af en stjerne, som de to andre stjerner i HR 6819 tidligere kredsede om.
Den midterste stjerne er eksploderet i en supernova, som har sendt stjernens gas ud i rummet, mens kernen er blevet til et sort hul, som de to andre stjerner er fortsat med at kredse om.
Den inderste stjerne i stjernesystemet er 40 døgn om at kredse 1 omgang rundt om det sorte hul, mens den yderste stjerne bevæger sig i en bane meget længere ude.
»Triple-systemer er sjældent stabile over lang tid, så man kunne godt forestille sig, at den inderste stjerne kan blive skubbet ind mod det sorte hul. Måske kommer det ind i en ny fase, hvor det bliver aktivt. Nu, hvor vi ved, at der er et sort hul, har vi mulighed for at følge det sorte huls udvikling,« siger Ole Eggers Bjælde.
Han glæder sig til en dag (nat) at befinde sig på den sydlige halvkugle med en lille fuglekikkert.
»Så kan man se op på de to stjerner og vide, at der er et sort hul lige ved siden af.«
Måske sidder du og tænker: Et sort hul kun 1.000 lysår fra Jorden! Det lyder da lidt småfarligt.
Heldigvis er det helt ufarligt:
»Det er nemlig super langt væk og tyngdekraften er den samme, som hvis det var en stjerne med den masse. Selv hvis for eksempel Månen på magisk vis blev til et sort hul med Månens masse, ville den bare fortsætte sin bane rimelig upåvirket – det ville ikke betyde noget for os,« siger Ole Eggers Bjælde.
