Jeg har gennemført en omfattende undersøgelse af den Europæiske Unions rolle i militær konflikt håndtering på verdensplan.
Arbejdet er sammenfattet i bogen The European Union and Military Conflict Management, der er tænkt som et bidrag til de daglige debatter om EU’s globale rolle inden for internationale sikkerhedsspørgsmål.
Gennem det seneste årti har EU lanceret en række militære operationer inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik med det udtrykkelige formål at hjælpe med at håndtere voldelige konflikter uden for unionens egne grænser.
Hidtil har vi ikke haft en passende analytisk ramme for forståelsen af unionens aktiviteter og resultater på dette område.
Jeg har derfor udviklet en ny definition og et helt sæt succeskriterier til fremtidig analyse af militær konflikthåndtering (se figur 1).
Jeg har brugt den analytiske ramme i et sammenlignende studie af EU’s militære operationer i Makedonien, Bosnien-Hercegovina, den Demokratiske Republik Congo, Chad og den Centralafrikanske Republik.
EU opnår egne mål
Undersøgelsen finder, at EU er exceptionelt god til at opnå sine egne mål med disse missioner. Unionen opfylder konsekvent operationernes mandater på en relativt rettidig og effektiv måde, hvorpå deres egne soldater uhyre sjældent kommer til skade.
Kun en enkelt EU soldat er omkommet i denne tjeneste, hvilket er uhørt i sammenlignelige operationer udført for eksempel af den Afrikanske Union.
Ligeledes har fredsbevarende operationer, traditionelt udført af de Forenede Nationer, tit meget svært netop ved at opfylde deres mandater. EU’s interne succes er derfor bemærkelsesværdig.
EU har lille fodaftryk i verdens brændpunkter
Unionens eksterne succes er dog knapt så imponerende. Operationerne har ofte svært ved at gøre en reel længerevarende forskel på de voldelige konflikter, hvori de intervenerer.
Ikke desto mindre viser min undersøgelse, at EU har forbedret sikkerhedssituationen både på Balkan og i Afrika.
Sidst men absolut ikke mindst viser min forskning, at EU soldater aldrig har rettet vold mod civile eller anvendt unødig dødbringende magt. Hvis man, som jeg, mener, at det tæller ikke kun hvad en aktør opnår, men også måden, hvorpå aktøren opnår, hvad den gør, så har EU i særdeleshed styrker i dette henseende i forhold til andre internationale aktører.
Unionens fodaftryk i verdens brændpunkter er relativt lille – på godt såvel som ondt.
Hvordan kan EU lykkes med sine mål?
Efter at have vurderet operationernes succes – hver især såvel som relativt over for hinanden – har jeg undersøgt de betingelser, hvorunder operationer med militær konflikthåndtering som deres primære formål gennemføres bedst af internationale og regionale organisationer så som EU.
Kan de lykkes? Hvornår? Hvordan? Og hvorfor (ikke)?
Det viser sig, at den succes eller mangel på samme, som EU opnår, er præget af interne forhold i Unionen selv.
Herudover ser det ud til, at eksterne forhold i den lokale, regionale og internationale kontekst relateret til den aktuelle konflikt og dennes håndtering også er afgørende.
Vigtigst viser jeg, at den intervenerende aktør (i dette tilfælde EU) kan påvirke disse eksterne forhold, positivt såvel som negativt, og derfor kan øge eller dæmpe chancen for deres egen succes gennem måden hvorpå de agerer – internationalt såvel som i felten.
