KORT NYT FRA UDLANDET:
Vikingerne fik næsten ingen børn med de lokale i Storbritannien i løbet af den tid, hvor de besatte de grønne øer (fra omkring år 700 til 1100). Angelsakserne, der erobrede Storbritannien lige efter romernes flugt i år 410, blandede sig til gengæld lystigt med de lokale.
Det er blot nogle af de resultater et forskerhold fra Oxford i England netop har publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature, skriver Nature News. Forskerne har analyseret DNA fra 2039 briter, der sammen repræsenterede alle de forskellige geografiske områder i Storbritannien. På den måde har de skabt et helt kort over, hvordan briterne har migreret og blandet sig med hinanden op igennem tiderne.
Forskerholdet indhentede også DNA fra 6209 mennesker fra det europæiske fastland og Skandinavien, så de ved at sammenligne de to genetiske puljer kunne kortlægge, hvordan andre folkeslag har påvirket og blandet sig med de lokale.
»Vi ser nogle helt ekstraordinære mønstre,« fortæller én af studiets frontfigurer professor Peter Donnelly fra centret for menneskets genetik i Oxford til Nature News.
»De genetiske effekter, vi ser her, er et resultat af formentlig tusindvis af års historie.«
Nu hvor det er lykkedes at linke bestemte genetiske varianter sammen med særlige geografiske områder, kan briterne få analyseret deres DNA og kortlagt deres egne forfædres baggrund og geografiske placering, siger forskerholdet bag til Nature News.
Læs også:
Fynsk viking var Danmarks første andengenerationsindvandrer
Mystisk ring bringer skandinaviske vikinger og islamiske civilisationer tæt sammen
Kæmpestudie afliver sejlivet vikinge-myte
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
il