KORT NYT FRA UDLANDET:
Dine sår heler hurtigere, hvis du slikker på dem, viser en ny dansk-svensk undersøgelse. Det skriver Lund Universitet i en pressemeddelelse.
»Hvide blodceller findes blandt andet i mundens slimhinde, og de udgør kroppens første forsvarslinie mod patogener. Spyttet i munden får de hvide blodceller til at kaste et ‘net’ ud, der fanger bakterier,« fortæller ph.d. Ole Sørensen fra Det Medicinske Fakultet på Lund Universitet.
Den nye forskning har også involveret danske forskere fra Københanvs Universitet og Syddansk Universitet. Studiet er publiceret i tidsskriftet Blood.
Forskerne har længe haft kendskab til mekanismen, der får hvide blodceller til at fange bakterier ved hjælp af en form for net, men nu har de opdaget, at spyt får de hvide blodceller i munden til at producere særligt stærke ‘bakterienet’.
»Det lader til at være netop slimen i spyttet, der stimulerer de hvide blodceller til at forme de her effektive net af DNA og proteiner,« siger Ole Sørensen.
Forskerne fandt samtidig ud af, at mennesker med to forskellige sygdomme, der forårsager sår i munden, også mangler den komponent i spyttet, der stimulerer de hvide blodceller til at lave effektive bakterienet.
Det er dog endnu for tidligt at sige, om det faktisk er spyttet, der kan forårsage sygdommene.
»Vi kan ikke afgøre, om disse sygdomme er forårsaget af spyttets manglende evne til at stimulere de hvide blodceller til at producere effektive net. Der kan også være en anden, underliggende årsag til sårene og ændringerne i spyttet,« fortæller Ole Sørensen.
Læs også:
Her er de bedste råd mod dårlig ånde
Dit spyt kan afsløre, om du er alvorligt syg
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on