KORT NYT FRA UDLANDET
Små børn bruger deres matematiske sans lige fra begyndelsen. Både når det kommer til at skille fremmedes ansigter fra moderens ansigt og senere, når de skal kende forskel på farver og størrelser på klodserne i børnehaven. Nu har norske forskere fundet ud af, at der er en sammenhæng mellem, hvor stærke to-årige er motorisk, og hvor gode matematiske evner de har, skriver forskning.no.
Forskerne har fulgt udviklingen hos over 1000 børn i børnehaver i Stavanger. De sammenlignede motoriske evner hos de to-årige: for eksempel evnen til at spise med gaffel, at bruge en saks og kaste en bold. Det blev sammenlignet med, hvor gode poderne var til tidlig matematik: eksempelvis at vide hvor gamle de var, om de kunne sortere legetøj eller spille billedlotteri.
»De, der var middelgode til motorik, havde også middelgode matematiske færdigheder. Afstanden inden for matematikfærdighederne var stor mellem børnene med de stærkeste og svageste motoriske færdigheder,« siger Elin Reikerås fra Stavanger Universitet, som er en af forskerne bag undersøgelsen.
Hun anser resultaterne som vigtige for børnenes matematiske udvikling:
»Disse færdigheder er vigtige i forhold til barnets videre udvikling og læring. Jo tidligere grundlaget er på plads, jo bedre er det for barnet. Vores fund medfører, at hvis et barn har svage motoriske færdigheder, bør man se ekstra efter, om barnet også har svage matematiske evner,« siger Elin Rerikerås.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift European Early Childhood Education Research Journal.
Læs også:
Bevægelse gjorde børn 35% bedre til matematik
Derfor er matematik ikke lige let for alle
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbl


































