KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Jordens magnetfelt, som beskytter Jorden mod partikler fra rummet, bliver svagere og svagere, og det er i dag ni procent svækket i forhold til i 1840.
Det har en seniorforsker fra DTU Space nu fundet en mulig forklaring på, skriver universitet i en pressemeddelse.
Ifølge den nye teori er det de flydende metaller, der flyttes rundt i en gigantisk malstrøm under jordoverfladen, som er den primære årsag til faldet i magnetfeltets styrke.
Malstrømmen består af enorme mængder af flydende jern og nikkel, der bevæger sig rundt i en hvirvel i et 7.000 km tykt bælte i Jordens ydre kerne.
»Malstrømmens bevægelse foregår i sneglefart - omkring 10 km om året. Sammenlignet med den hastighed, som de tektoniske plader bevæger sig med, er det dog ret hurtigt, så vi har brugt satellitdata til at finde ud af, hvad det betyder. Og det viser sig, at malstrømmen kontrollerer en meget stor del af Jordens magnetfelt, nemlig det såkaldte nord-syd-dipolfelt,« forklarer Chris Finlay, som er seniorforsker ved DTU Space og manden bag den nye teori, i pressemeddelelsen.
Særlig interessant er et område i malstrømmen under Det Indiske Ocean, som flytter materiale fra Sydpolen nordpå mod ækvator. Det er bevægelser som den, der svækker magnetfeltet. Især fordi den del af malstrømmen, som egentlig burde flytte materiale fra ækvator mod Sydpolen, og som ligger ved Sydamerika, ikke er ligeså aktiv.
Malstrømmen bevæger sig i et område fra 2.900 km til 5.000 km under jordoverfladen, hvor den indre, solide kerne begynder. Trykket er på to millioner atmosfære, hvilket svarer til 400 elefanter på én højhælet sko. Temperaturen er mellem 4.000 og 6.000 grader.
Under disse omstændigheder er metallerne flydende som vand. Det flydende metal omdanner bevægelsesenergi til elektromagnetisk energi, som skaber magnetfeltet.
En dag vil magnetfeltet være så svagt, at polerne vender. I en relativt kort periode under en sådan polvending, vil der hverken være nord eller syd, men stille og roligt vil polerne skifte. Syd bliver til nord.
Med den hastighed magnetfeltet aftager med for tiden, vil der gå omkring 2000 år, inden vi rammer det punkt, vurderer Chris Finlay ifølge pressemeddelelsen.
Men indtil da er der også god grund til at holde øje med magnetfeltet, for jo svagere det bliver, jo mere udsættes de omkring 1.300 satelitter, som hænger over os, for stråling fra især solen.
Håbet er, at Chris Finlays forskning kan bidrage til mere præcise prognoser for magnetfeltets styrke, så man kan tage højde for øget stråling, når man planlægger nye satellit-missioner.
Læs også:
Danskudviklede satellitter afslører: Jordens magnetfelt ændrer sig
Jordens magnetfelt er zebrastribet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd































