KORT NYT FRA UDLANDET:
Der er meget stor forskel på, hvor hurtigt vi ældes, ifølge et nyt studie. Det skriver The Independent.
Amerikanske forskere undersøgte en gruppe mennesker i alderen 38 år, og her viste det sig, at der var enormt stor forskel på deres biologiske alder, som varierede fra 28 år og helt op til 61 år.
Studiet er lavet på 954 personer fra New Zealand, som er blevet fulgt siden 1972-73. forskerne brugte intet mindre end 18 forskellige biomarkører til at fastsætte forsøgspersonernes biologiske alder, og de kiggede blandt andet på hastigheden af forringelsen for centrale organer, som lunger, hjerte, nyrer, lever, tandkød samt immunforsvarets funktioner.
Forskerne bag dette studie fulgte ændringerne ved disse markører gennem deltagernes 20‘ere og op i 30‘erne, hvor de lavede tests da deltagerne var henholdsvis 26, 32 og 38 år gamle.
Mens de fleste personer havde en biologisk alder, som passede til deres fødealder, så var der også nogle, som ældedes tre gange hurtigere, mens andre slet ikke var ‘blevet ældre’ i den otte-årige periode.
Hvis en 38-årig person havde en biologisk alder på 40, betød det eksempelvis, at personen ældes 1,2 år biologisk, pr. år i kalendermæssig forstand.
Forskerne bag studiet mener selv, at det vil være fornuftigt at kigge mere på vores biologiske alder, end kun at fokusere på, hvor gamle vi er i traditionel forstand.
»På ethvert område i livet, hvor vi i øjeblikket bruger den kronologiske alder er det fejlagtigt. Hvis vi vidste mere om biologisk alder, kunne vi være mere fair og lige,« siger siger professor ved Duke University og medforfatter på studiet, Terrie Mofitt, til BBC News.
De nævner selv i studiet, at den biologiske alder eksempelvis vil give mening at kigge på, når vi fastsætter pensionsalderen.
I studiet skrev forskerne, at allerede i en ung alder, viste de personer med en høj biologisk alder sig at have, »dårligere fysik, større forringelse af hjernen, dårlige selvrapporteret helbred, samt så ældre ud.«
Forskerne mener dog ikke, at ældelsen hovedsageligt skyldes medfødte gener, og de henviser til tidligere studier af tvillinger, der har vist, at genetikken står for omkring 20 procent af årsagen til, hvor hurtigt vi ældes.
»Det giver os håb for at medicin i fremtiden kan sænke, hvor hurtigt vi ældes, og dermed give mennesker flere sunde og aktive år,« siger Terrie Mofitt til The Independent.
Studiet er netop udkommet i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America.
Læs også:
Lavtuddannedes hjerner ældes hurtigere
Dårlig søvn får din hud til at ældes hurtigere
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams