Marsvin er en af de almindeligste hvaler, og de har en ret lille hjerne sammenlignet med andre hvaler. Man skulle derfor tro, at forskerne for længst havde afluret det lille havdyrs adfærd og evner, men det er langt fra tilfældet, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
»Marsvin har en meget mystisk hjerne. Vi ved kun meget lidt om deres fantastiske evner til at orientere sig ved hjælp af lyd«, siger biolog Magnus Wahlberg fra Syddansk Universitet.
Han var torsdag vært for et internationalt seminar om ekkolokalisering hos dyr, hvor nogle af verdens førende ekkolokaliseringsforskere mødtes for at udveksle viden og teorier om, hvordan dyr som marsvin og andre hvaler bruger lyd til at ‘se’ med.
Marsvin ser nemlig ikke særligt godt under vand, og de er også farveblinde, så deres evne til at orientere sig via lyd er altafgørende for dem. De orienterer sig med lyd ved at udsende en strøm af korte kliklyde og lytte efter det ekko, som en genstand – fx en fisk eller en klippe – sender tilbage til dem. Afhængig af ekkoets art kan marsvinene definere, hvad der sendte lyden tilbage. Evnen er så forfinet, at forskerne er overbeviste om, at de f.eks. kan skelne mellem forskellige fisk.
»De er i stand til at vælge lige præcis den fisk, de har mest lyst til at æde. Men hvordan de kan kende forskel på to fisk af samme størrelse og vælge den fra, de ikke har lyst til, ved vi ikke. En ting er at kunne kende forskel på så forskellige materialer som plastik og stål, en anden ting er at kunne skelne mellem to fisk«, siger Magnus Wahlberg.
Et andet marsvinemysterium er, at de producerer op til 500 klik i sekundet, når de jager – men deres hjerner kan faktisk ikke bearbejde ekkoet efter et klik, før det næste ekko kommer, så hvordan kan de analysere 500 klik i sekundet og få noget ud af informationen?
»Det ved vi heller ikke meget om. Måske har de forskellige centre i hjernen, som kan analysere forskellige aspekter hos de ekkoer, som kommer tilbage, så der er flere dele af hjernen, der arbejder samtidig«, mener Magnus Wahlberg.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Marsvin leger gemmeleg med spækhuggere